• Indhold

Henning Walthing alias “Mr. Smile”

 

 

Oplevet af: Enrico Howard Köster

Indsendt af: Erland Leth Pedersen

Samtaler med Enrico Howard Köster født i 1917, 87 år medlem af Bopa

Mandag den den 8. marts og torsdag den 11. marts 2004

Mod slutningen af krigen var Enrico Howard Köster ansat i Brede Brugsforening som kommis. Han var på daværende tidspunkt 28 år gammel og boede sammen med sin kone og deres knap 1-årige søn i en lille toværelses lejlighed på Egebovej nr. 4. 2. tv. i Lyngby. I begyndelsen af 1944 kom han ind i illegalt arbejde gennem hans gode ven Helge Lindguist, der som overbevist kommunist tidligt havde været aktiv modstandsmand. Lindquist havde samlet en lille gruppe omkring sig, og de hjalp med at uddele illegale blade i Lyngbyområdet.

Hen mod slutningen af efteråret, blev Köster leder af sin egen gruppe, der bestod af lokale folk, og de afholdt jævnligt våbenøvelser i Rude skov. Gruppen var en såkaldt ventegruppe, der blev instrueret i våbenbrug af en premiereløjtnant fra København ved navn Matzen kaldet ”Jensen” og blandt medlemmerne var den kendte portrætmaler Jørn Klob, der boede sammen med sin mor på ”Mosegården” i Brede. Köster var i denne periode med til at lægge våben og sprængstoffer ud i forskellige depoter blandt andet i Brede Vandtårn.

I januar måned 1945 kom det ham for øre, at nogle unge mænd på en nærliggende kaffebar pralede med deres illegale arbejde. Knægtene havde fortalt vidt og bredt om deres farlige illegale liv for at spille smarte overfor pigerne og dermed gøre sig interessante. Der var især tale om en ung mand ved navn Poul Fensmark med det noget dramatiske øgenavn ”Poul 9 millimeter” og han havde ved flere lejligheder gjort sig uheldigt bemærket ved at sidde og lege med en pistol i fuld offentlighed. Köster mente, at der måtte gøres noget, for ellers gik det galt, så han fik fat i de unge mennesker og formåede at få dem til at træde ind i sin gruppe, så de kunne blive mere disciplinerede. De unge mennesker deltog således på lige fod med gruppens andre medlemmer i flere våbenøvelser og fik derigennem kendskab til depoter og lignende.

En af de første dage af februar måned 1945 blev” Poul 9 millimeter” anholdt af tysk politi på Rosenborgvej i Brede tæt ved kanopladsen. Der er ingen tvivl om, at hans pralerier og temmelig tåbelige opførsel var anledningen til anholdelsen, og det blev ikke meget bedre, da det viste sig, at han fortalte tyskerne og deres håndlangere mere, end han behøvede. Han blev i første omgang kørt til Politigården i København og angav ved den første afhøring navnene på alle gruppemedlemmerne, ligesom han udpegede de våbendepoter, han havde fået kendskab til.

I timerne efter anholdelsen vidste Köster besked, og han tog den forholdsregel at sove hos naboen for alle tilfældes skyld, hvilket viste sig at være godt valg, idet tyskerne natten mellem den 2. og 3. februar trængte ind i hans hjem for at anholde ham. Han befandt sig således i nabolejligheden og kunne tydeligt høre, at seks tyske politisoldater og en dansk håndlanger, der fungerede som tolk, trængte ind i hans hjem. De optrådte brutalt og råbende under husundersøgelsen. Han kunne tydeligt høre, at en politisoldat havde fundet en våd barberkost i badeværelset og det førte til en ophidset afhøring af Kösters kone. Hun fik barberkosten kastet i hovedet af denne tysker.

Ransagningen var dog ikke særlig grundig, for man fandt ikke en ølkasse indeholdende to maskinpistoler og noget engelsk sprængstof, som Köster i timerne inden havde pakket sammen fra sit loftsrum og stillet på loftsreposen. Disse våben blev ved en senere lejlighed hentet af modstandsfolk fra ”Ørholmgruppen”

Tidligt om morgenen forlod Köster nabolejligheden i al ubemærkethed og forsvandt fra området.

Det viste sig, at tyskerne kort tid efter returnerede til hans hjem for at lede efter ham, og de fortsatte med uforrettet sag til hans arbejdsplads, hvor de ikke fandt de våben, som havde været opbevaret der. Köster havde nået at ringe til brugsforeningen og han overtalte en kollega til at fjerne våben og sprængstoffer, der var gemt på loftet. Kollegaen nåede lige at gemme våbnene væk i en melsæk og stille sækken på gårdspladsen. I næste øjeblik ankom tyskerne og gik i gang med at afsøge stedet.

Han måtte i sagens natur ”gå under jorden” og søgte i første omgang til sin gamle ven Helge Lindquist, der skaffede ham husly på et loftsværelse tæt ved Brede Klædefabrik. Efter et par dages forløb, fik han forbindelse med sin gamle gruppekammerat Jørn Klob, der foreslog, at Köster tog til København for at ”gå under jorden”. Klob havde forbindelser til modstandsorganisationen BOPA, og dagen efter tog de sammen til København for at møde en repræsentant fra denne gruppe. På et lille ydmygt værelse på Kvindestiftelsen i Ahlefeldtsgade, traf Köster sektionslederen i Bopa, Erling Andresen. Det viste sig, at han kendte Erling Andresen og endda særdeles godt, da begge havde forrettet tjeneste som ”Føl” på Lyngby politistation i begyndelsen af besættelsen. Under mødet foreslog Erling, at Köster skulle indtræde som delingsfører og således have kommandoen over to grupper af erfarende modstandsfolk.. Efter nogen betænkningstid accepterede han forslaget og fandt i dagene efter husly på forskellige loftsrum. Enkelte gange besøgte han sine svigerforældre i Guldbergsgade på Nørrebro og fik et måltid mad og rent tøj. Herfra havde han sporadisk kontakt med konen.

Erlings gruppe mødtes flere gange om ugen i en lejlighed i Liebkesgade, hvor Köster fik mulighed for at træffe de øvrige medlemmer. Det var en broget skare af unge mennesker, hvoraf flere af dem virkede en del hårdkogte. Det havde alle dæknavne såsom Mikkel, Bob, Lars, Palle, Ole og Moe m.fl. Det var en stående regel, at man helst ikke skulle kende hinandens identitet af hensyn til sikkerheden.

Relativt hurtig deltog Köster i gruppens sabotageaktioner, og han kunne tydeligt huske den første, der var rettet mod en maskinfabrik på Vesterbrogade. Fabrikken lå i en baggård tæt ved Skydebanegade, og der blev kun anvendt tre små pakker engelsk sprængstof til at sprænge stedet.

Den næste aktion var mod en fabrik på Ørnevej, der producerede kuglelejer. Her anvendtes et eller andet middel, der blev hældt ned i maskinerne og som skulle frembringe en uudholdelig stank, der ikke kunne fjernes. Sabotageforsøget blev en stor fiasko.

På et tidspunkt i løbet af februar måned fortalte Erling under et gruppemøde, at de havde fået til opgave at kidnappe, afhøre og til slut likvidere en restauratør ved navn Henning Walthing, der havde et værtshus i Ranzausgade nr. 44 på Nørrebro. Restauratøren skulle efter sigende være en særdeles farlig stikker, der øjeblikkelig måtte uskadeliggøres. Så vidt Köster erindrede havde Erling fortalt, at hans bror Ejvind, der ligeledes var illegal, havde et vist kendskab til Henning Walthing i forbindelse med en svæveflyveklub i Skovlunde. Udgangen af mødet blev, at Köster, der nu gik under dæknavnet Jan, samt de tre erfarne Bopafolk Lars, Mikkel, og Moe blev bedt om at udføre opgaven. Der eksisterede hverken et billede eller et videre godt signalement af Henning Walthing, så gruppen havde således ingen ide om, hvordan Walthing så ud. Så vidt Köster kunne erindre, foretog et andet medlem af gruppen ved navn Ole i de næste dage nogle observationer mod værtshuset og de nærmere lokaliteter. Det er også muligt, at Ole besøgte stedet og drak nogle øl for at gøre sig bekendt med værtshusets indretning og adgangsforhold.

Aktionen blev planlagt til at løbe af stablen fredag den 23. februar 1945 ved en 9-tiden hvor de forventede, at Henning Walthing ville komme til værtshuset for at gårsdagens salg op. Walthing skulle herefter overrumples og bringes til en villakælder i Buddinge, hvor han så ville blive afhørt af Erling og Børge Brandt.

Før aktionen tog Köster og Lars til Grøntorvet, hvor de lånte en kartoffelbil af en grønthandler. ”Lånte” er så meget sagt, men grønthandlere fik at vide, at bilen skulle bruges til en vigtig opgave, og at den ville blive afleveret senere på dagen i samme stand. Der var tale om en ”lukket varebil” af ældre model, der var fyldt op med store sække af kartofler. Ved en nitiden mødes de i Rantzausgade med Mikkel og Moe, der var kommet cyklende til stedet. Bilen havde de parkeret i den lille passage, der ligger umiddelbart ved siden af værtshuset. Herfra var der direkte adgang til baggården og hermed bagdøren til værtshuset.

Köster og ”Moe” havde taget opstilling på fortovet ud for en opgang, der lå direkte overfor værtshuset, således at de havde de bedste muligheder for at se, hvem der lukkede sig ind på stedet. Der var en del gående og cyklister i gadebilledet, men de to Bopafolk gjorde alt for at ”se helt almindelige ud” og ikke vække opsigt. Det var koldt og dagen var så småt begyndt at bryde frem. De stod og pjattede og talte højt sammen samtidigt med at Lars og Mikkel spadserede op og ned ad gaden, som om de var vej til arbejde.

Efter et kvarters tids venten fik Köster øje på en middelhøj særdeles elegant klædt mand, der var på vej over Rantzausgade i retning fra Jesper Brochmandsgade tæt ved kirken. Manden var iført en mørk sort frakke og en såkaldt sort ”Eden-hat” samt mørke benklæder. Selvom Köster og Moe aldrig tidligere havde set Henning Walthing, heller ikke efter et foto, var de ikke i tvivl om, at det var ”den rette mand, der kom der”. Manden fortsatte sin gang over gaden og havde nu direkte retning mod nr. 44. De kunne se, at manden var mere end almindelig opmærksom på, hvad der foregik i gadebilledet, idet han kikkede nervøst op og ned ad Rantzausgade i begge retninger. Flere gange havde han blikket rettet direkte mod Köster og Moe, der gjorde alt for at virke så naturlige som mulig. Al tvivl var borte, da manden tog en nøgle frem og begyndte at låse sig ind på værtshuset. Det tog dog sin tid, idet han hele tiden havde blikket rettet på gaden og specielt mod Köster og Moe på modsatte fortov. I det samme kom de to andre gruppemedlemmer ”tilfældigt” forbi Köster, og han nåede lige at hviske, at Walthing var meget forsigtig og især nervøs, hvorfor at de skulle passe på.

Få øjeblikke efter at Walthing havde låst sig ind på værtshuset ankom en ældre mand og gik ind, og man kunne udefra se, at han satte sig ved et bord til venstre for indgangen. Lars og Mikkel gik derpå ind og satte sig ved et bord, der var placeret længst væk til venstre for indgangen. De bestilte straks øl hos Walthing. To til tre minutter senere gik Køster og Moe ligeledes ind på værtshuset og de opfattede straks, at Henning Walthing var forsvundet fra selve udskænkningslokalet. Det var et meget lille værtshus, hvor selve udskænkningslokalet var på omkring 30 kvm. Baren lå let forskudt til højre og der var seks borde med tilhørende stole. Köster og Moe satte sig ved et bord tæt ved baren, og i det samme kom Walthing til syne fra baglokalet bærende på to øl. Han havde stadigvæk sin overfrakke på. Da han var cirka ud for baren, og det tydeligt kunne ses, at begge hans hænder var beskæftiget med at bære øl, rejste Köster sig op i en hurtigt bevægelse og stak sin pistol i maven på ham. I samme bevægelse førte Köster den frie hånd ind under Walthings frakke og videre frem til venstre jakkesætslomme. Her mærkede han en stor løst liggende pistol af mrk. FN. Köster udtalte ”det var jo ikke så godt det her!” Walthing blev meget forbavset og nærmest stivnede, ligesom han på ingen måde gjorde tegn til at gøre modstand. De fire gruppemedlemmer slog i sekunderne efter ring om Walthing, hvilket gav Köster mulighed for at gennemsøge hans lommer nærmere. Han fandt i den anden inderlomme en stor, sort prangende pung, hvor det løseligt kunne ses, at den indeholdt mange penge i store sedler. Den ukendte gæst forholdt sig tavs under afvæbningen af Walthing, og han forstod umiddelbart ikke, hvad der foregik omkring ham.

Så vidt Köster kan erindre blev Walthings bagbundet og hans frakke lagt over hænderne som skjul. Nogenlunde samtidigt ringede telefonen, og Walthing bad nu om at få lov til at svare, i det han var sikker på, at det var hans mor der ringede, og at hun ville blive nervøs, hvis telefonen ikke blev taget. Han fik selvfølgelig ikke love til at svare og for at sikre sig yderligere blev telefonledningen revet over. Gruppen førte ham derefter ud gennem værtshusets bagindgang og videre gennem porten til den lille passage, hvor kartoffelbilen ventede. Værtshuset var forinden blevet aflåst og det ufrivillige vidne, der viste sig at være en vicevært fra Gartnergade blev bedt om at forlade stedet.

Köster satte sig i lastrummet på en kartoffelsæk sammen med Walthing. De kørte herefter til en villa eller bungalow på Klausdalsbrovej nær Buddingevej, som gruppen havde fået lov til at låne for at afhøre Henning Walthing. Efter de var ankommet til bestemmelsesstedet blev Walthing anbragt på en stol i kælderen under overvågning af Köster og Lars. I de første par timer var de alene med Walthing, der i begyndelsen forsøgte at forklare, at” det hele var en fejltagelse og at de godt kunne lade ham gå fri” Han ville til et hvert tidspunkt møde op og forklare sig. Köster bad ham om at holde sin kæft. Efter et par timers forløb ankom Moe, Mikkel og Ole til kælderen og overtog bevogtningen. Köster kan huske, at Ole og Walthing talte meget sammen og umiddelbart blev Ole næsten overbevist om, at Walthing var ganske uskyldig. Walthing talte et pænt og dannet dansk. Köster mener, at han på et tidspunkt forlod villaen for at købe lidt wienerbrød.

Efter omkring fire timers venten i kælderen ankom Erling Andresen og Børge Thing. Der blev stillet et bord op midt i kælderrummet og sat to stole på den ene side, hvor Erling og Brandt satte sig medes Walthing blev placeret på den modsatte side. Köster kan erindre, at der på et tidspunkt ankom en filmfotograf til stedet, og han begyndte at filme Walthing som afhøringen skred frem. Köster sad ikke i selve kælderlokalet, men på en trappe umiddelbart ud for selve kælderrummet. Døren var åben, så han havde mulighed for at se og høre alt, hvad der foregik og blev sagt i rummet. I indledningen af afhøringen, der anslået varede en lille times tid, nægtede Henning Walthing alle anklager om angiveri og samarbejde med tyskerne, hvilket fik Børge Thing hidset op i voldsom grad. Han rejste sig op og gik søgende rundt i kælderen, hvor der var opmaganiseret alle mulige forskellige ting blandt andet en stor økse. På et tidspunkt, hvor Walthing stadigvæk nægtede og forsøgte at tale udenom tog Børge Thing fat om øksen, hævede den op over hovedet og gik hurtigt hen imod Walhting hvor han råbte ”Jeg kløver hovedet af dig dit svin,hvis Du ikke får munden på geled.” Virkningen indtraf øjeblikkeligt, idet Walthing begyndte at fortælle om personer og adresser på den stikkergruppe, han tilhørte. Köster kunne huske, at Walthing forklarede, at hans gruppe havde hovedkvarter i Dahlerupsgade nr. l. Adresserne Peder Skramgsgade og Tordenskjoldsgade blev også nævnt.

På et tidspunkt havde Erling fat i Walthings store tegnebog og begyndte at kikke den i gennem. Den indeholdt blandt andet over 4000 kroner i sedler, hvilket var et meget stort beløb på dette tidspunkt. Endvidere fremtog han et tysk waffenshein lydende på Henning Walthings navn og til stor overraskelse til foto Erik Viktor Petersen, der på daværende tidspunkt var chef for det forhadte Hipokorps. Köster er helt sikker på, at pungen indeholdt dette foto, fordi han så Erling tage dette foto frem fra et af pungens lommer. (Fotoet har Köster senere afleveret til Frihedsmuseet). Efter afhøringen kikkede Erling Andresen igen ned i pungen, og her han ”Lånte” en lille enkeltsidet lommekalender for året 1945 med ordene ”den her får han ikke brug for mere”.

Köster var ikke med til selve likvideringen af Walthing. Han forlod stedet et stykke tid efter afhøringen. Henning Walthings pung med indhold minus waffenschein og foto af Erik V. Petersen blev afleveret til Vagtværnet af Köster senere på dagen.

Den næste dag kunne de i aviserne læse, at Ditlev Nielsen alias Svend Staal og Walthings mor var blevet skudt samme dag som likvideringen af Henning Walhting, hvilket vakte en del forundring i gruppen, der på det tidspunkt ikke havde nogen mulighed for at vide, at det var hipo, der ved en fejltagelse havde forøvet drabene.

Dahlerupsgade nr. 1.

I dagene efter henrettelsen bad Erling Andresen Köster og to andre medlemmer af gruppen ved navn ”Lars” og ”Palle”, om at rekognoscere mod adressen Dahlerupsgade nr. l, 2 og 3. sal, der ifølge Walthing udsagn var hovedkvarter for den tyskvenlige gruppe- Svend Staalgruppen-, han havde været medlem af. Köster fandt hurtigt ud af, at der var lås ved hoved og bagdøren, men ved et usædvanligt lykketræf fik han fat i en gadedørsnøgle til opgangen. Det viste sig nemlig, at Kösters kone havde en god og fortrolig veninde, der var ansat som kjolesyerske i firmaet ”Terp”, som havde systuer på hele 5. salen.

I de følgende uger observerede gruppen mod opgangen på alle tider af døgnet og ved en enkelt lejlighed havde de en sen aften vovet sig ind i baggården til Dahlerupsgade, der noget skræmmende støtte op til det forhadte Shellhus, hvor Gestapo havde hovedkvarter. Under deres ”Luskeri” ved bagdøren blev de pludseligt ramt at et søgelys fra Shellhusets tag. Gården var badet i lys og de stod nærmest paralyserede og ventede kun på, at kuglerne skulle regne ned over dem. Der skete dog intet og de temmelig forskræmte Bopafolk forvandt skyndsomt fra gården i et vist tempo. En dag havde de taget mod til sig og var gået direkte ind i opgangen og op på 2. sal for at kikke nærmere på lokaliteterne. På vejen ud af huset traf de fire mænd på vej ind i opgangen og Köster var ikke i tvivl om, at der var tale om folk fra Walthings gruppe.

Et ydet observationssted var et automobilværksted, der lå direkte overfor indgangen til nr. l.

Efter indsamlingen af alle disse oplysninger bestemte Erling, at gruppen skulle foretage et raid mod kontoret i Dahlerupsgade og nedskyde alle personer de traf på stedet.

Aktionen blev iværksat fredag den 16. marts 1945 omkring ved en otte tiden. ”Palle” var udklædt som gasmåler, og det var hensigten, at han skulle banke på døren og derved skaffe gruppen adgang til kontoret. De var alle bevæbnet med pistol og Köster havde endvidere en finsk maskinpistol mrk. Husquarna gemt under frakken. I bukselinnedet sad hans pistol, der gennem det ene ben var sikret med en kæde, således at han ikke kunne tabe den. På vej op ad trapperne tog Köster maskinpistolen frem fra et læderitui, afsikrede våbnet og tog ladegreb. Gruppen indfandt sig ud for døren og Palle bankede på. Efter et kort øjeblik stilhed spurgte en mand bag døren, ”hvem er det?”, hvortil Palle svarede, at det var gasafmåleren, der skulle aflæse gasmåleren i kontorets køkken. Der blev ikke åbnet, og Köster lagde derfor øret tæt på døren for at høre, om der blev talt på kontoret. Han kunne her høre en ” mumlen” af flere mandstemmer, der tydeligvis diskuterede, om der skulle åbne. Palle bankede igen på og forelagde på ny sit ærende. En anden mand svarede, at det ikke kunne lade sig gøre at aflæse måleren nu, men ”Gasafmåleren var velkommen til at komme igen senere, når rengøringsdamen var mødt”. Palle forsøgte flere gange at overtale ”dem bag døren” til at åbne, men lige meget hjalp det. Köster kunne høre, at flere mænd talte i munden på hinanden, og han fornemmede klart en nervøs og ophidset tone. Situationen var således tilspidset i en sådan grad, at det ville være for farligt at springe døren, da de utvivlsomt ville være kommet i direkte og åben ildkamp med mændene på kontoret. De forlod derfor bygningen i hastigt tempo, hvorunder Köster så sit snit til at pakke sin maskinpistol ned i læderetuiet og gemme det under frakken. De fortsatte deres gang ad Dahlerupsgade og svingede til højre ad Vester Farimagasgade i retning mod Shellhuset. Uvist af hvilket grund stoppede de pludselig op på fortovet omkring tyve meter fra Dahlerupsgade og begyndte at diskutere den mislykkede aktion og hvad de eventuelt skulle gøre. I minutterne efter kom to sorte politibiler kørende med stærk fart mod dem. Der var tale om to biler fyldt med uniformerede hipofolk. Bilerne kom i retning fra Rådhuspladsen og kørte direkte over mod den lille gruppe af Bopafolk, der stod på fortovet. Fra den første bil sprang fire mand hurtigt ud og fortsatte i løb ned ad Dahlerupsgade i retning mod nr. l. Den bagerste vogn indeholdt tre hipofolk, der gik i retning mod gruppen. Köster havde på dette tidspunkt sat sin maskinpistol i en opgang umiddelbart ud for hvor de stod. Han vendte sig om og gik mod døren. Det næste gik utroligt hurtigt, idet Köster blev råbt an af en hipomand, hvorefter han fortsatte ind i bygningen gennem en port og videre ind i en gård til Dahlerupsgade. Altså tog han flugten direkte ind i nabogården til Shellhuset! Han kunne høre hipomanden lige bag sig og i det det samme lyd der en lang række skud og herunder flere lange maskinpistolsalver. Köster fortsatte ind i gården og kom frem til rækværket ved Shellhusets baggård.. Her gemte han sig bag en skraldespand ved en affaldsskakt. Hipomanden var tilsyneladende væk og Köster kunne høre, at der blev råbt og skreget på dansk og tysk.,ligesom,der blev affyret skud i et væk. Senere erfarede han, at ”Lars” havde skudt to hipofolk på fortovet. De to Bopafolk havde herefter taget flugten hvorunder ”Palle” fik afskudt det yderste led af den ene lillefinger, ligesom han frakke og benklæder blev gennemhullet af skud uden at han blev ramt. Köster forblev i sit gemmested ved affaldsskakten og formåede at lempe sin pistol ned i skraldespanden. Han kunne høre, at tyskerne afspærrede området og intensiverede eftersøgningen i gården. Han blev fundet af en russisk SS-soldat, der uheldigvis også tømte skraldespanden, hvorved pistolen kom til syne.

Der var ikke langt til Shellhuset, så han blev ført gennem en dør i rækværket og til Gestapohovedkvarterets bagindgang.. I de efterfølgende timer blev han frygteligt mishandlet på Shellhuset af den danske SD-mand Carl Sørensen og angiveligt af kriminalrat Bunke. SD-folkene ville vide, hvad han og de to andre foretog sig i Dahlerupsgade, hvortil Köster svarede, at han havde fået oplyst, at der på dette kontor blev fremstillet blade, der var mod frihedsbevægelsen.

Köster overførtes samme dag til Vestre Fængsel og det blev angiveligt hans redning, at englænderne mindre end en uge senere bombede Shellhuset. Der var ikke nogen sag på ham.

Köster sad på Vestre Fængsel til befrielsen Der foreligger en dagbog noteret på toiletpapir.

 
 
 
 
 
 
 
 

Erindringer er indsamlet af elever eller indsendt direkte af mennesker, der har oplevet befrielsen eller besættelsen.

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 07/01 2010. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund