• Indhold

En 18-årigs 9 måneder i Frøslev-lejren

 

 

Oplevet af: Jørgen Pedersen

Hvis en National Begivenhed skal genfortælles, 60 Aar efter, af udvalgte personer som oplevede Danmarks Befrielse fra den Tyske Okkupation, er det givet at man vil faa lige saa mange forskellige versioner som der er Øjenvidner. Hvad der for nogle var Tidens Højdepunkt, er for andre af sekundær betydning. Forskellige Indtryk ! Og, det er netop sagen her . Her skal ikke skrives Historie, men derimod et personligt "Tids-Dokument" !

Jeg, oplevede 'Kapitulations-bekendtgørelsen' den 4' Maj 1945, ved Midnatstid, bag 'Laas og Slaa' . Bag Pigtraadshegn og Minefeldt. I øsende Regnvejr , i Frøslevlejren, alt for nær den Dansk/Tyske Grænse.

Men, for at (især den yngre) Læser skal kunne faa det rette indtryk af min beretning, er det nødvendigt for ham / hende, at indleve sig i dén situation, og dén atmosfære som vi Gestapo-Fanger befandt os i . Vor Længsel efter Friheden, vort indædte Had mod vore Tyske Plageaande, vores evige frygt for Deportationer til Rædsels-Lejrene sydpaa og vort ukuelige humør trods den altid nærværende angst for, at en given situation kunne drive Tyskerne til desperate handlinger med uoverskuelige resultater til følge !

Efter een maaneds ophold i Vestre Fængsel, ankom jeg til Frøslev kort tid efter at Lejren var indviet (den 13' August,'44) med overførslen af ca.700 Fanger fra Horserødlejren

Jeg var 18 aar gammel og arresteret i København for illegal Blad-virksomhed !

Vi var ca.100 Mand i 'Rejse-selskabet', som efter grundig visitation blev anvist vort nye Logi i Barak H.15. Der var ogsaa et par enkelte kvindelige Fanger, som kom til H.16 !

Politimester Jæger, Randers, var vor Stueformand indtil vi senere blev fordelt i Barakkens forskellige 'Belægnings-stuer'. Hver stue var beregnet til 12-14 mand .

Det egentlige Fange-Omraade,(ca. halvdelen af Lejren,) var beregnet til ca.1500 Fanger, med 10 Barakker til Mandlige Beboere, plus 3 saakaldte "Stikker-Barakker" (H.1-7 og 8.). Desuden Maattefletteriet, Sygebarakken (H.6.), To Kvindebarakker, -Værkstederne, Vaskeriet, 2 Spisebarakker samt Aflusnings-barakken. Hovedvagt-taarnet stod midt i Lejren. Hver "Mands-Barak" var ekviperet med ialt 6 WC-kummer og 12 Vaske-kummer (kun koldt vand) til at betjene Barakkens ca.150 Mænd. Der var Trængsel i Køerne !

Sidst i Marts, '44. var "indbyggertallet" steget til over 5000. Køernes længde blev fordoblet, ligeledes de enkelte stuers Mandtal . Ofte maatte to Mænd dele een Køje !

"Freden og Friheden" var det staaende Samtale-emne i Lejren. Og, at vi alle var hjemme til Jul var der overhovedet ingen tvivl om. Vor forplejning var overmaade god, takket være det held, at Den Danske Fængsels-Forvaltning stod for bespisning af Fangerne.

Alle skulle arbejde ! Der var Værksteder for specielle Haandværkere, og Kontorer for vor indre administration. Men hovedparten af "Häftlingene" var beskæftiget med Jordarbejde. Lyng-og Sandbakker skulle fjernes mellem Barakkerne ! Dette tog en maaneds-tid. Derefter begyndte "Idiot-arbejdet". Det var baade til at le og græde over !

Vi gravede dybe huller i jorden, i den ene ende af Lejren, og indholdet blev saa kørt i Tipvogne, ad lange spor, til den anden ende af Lejren hvor man skulle kreere fine Pyramider ! ! ! Naar 'Huller' og 'Pyramider' var godkendt af den Tyske Vagtmeister, skulle Jorden fra Pyramiden bringes tilbage og fylde Hullet igen. Dette arbejde tog en enorm tid !

Efteraaret satte ind. Vejret blev ulideligt for udendørs aktivitet. Lejrens mærkeligste 'Arbejdshold' formede sig helt automatisk- og usynligt ! Det blev kaldt "Affiserholdet" og bestod af de fleste af os som paa alle mulige og umulige maader krøb i tørrevejr for at undgaa regnen og kulden. Tyskerne forsøgte med 'Razzia'er' at jage os ud, og man saa mange flygte ud af vinduer og bagdøre ! Det hjalp kun lidt !

Jeg har aldrig kunnet forstaa, hvorfor de ovenfor omtalte "Tipvogn-og Skinne Kommandoer" samt " Det rullende Personél " ikke har faaet den glorværdige og hæder-omspundne omtale i efterkrigens beretninger fra Frøslevlejren, som de fortjente ! Det var trods alt DEN del af arbejdsstyrken som konstant udøvede den største del af den indre Sabotage i lejren imod Tyskernes Tvangs-arbejdspaabud . Der var ustandselig 'Skinne-og Svællebrud' som foraarsagede Afsporinger af de top-fyldte Tipvogne. Ingen kunne forklare hvorledes 'uheldene' forekom, men de foraarsagede totalt arbejdsstop i begge ender af transportlinjen. Det kunne tage flere timer at udbedre 'Skaden' og der blev klovnet og lavet 'skæg og ballade' i dén grad, at selv den tilsynsførende "Leüfer" ofte maatte vende ryggen til holdet, saa ingen skulle opdage at han var ved at flække af grin .

Læseren maa forstaa, at det var sparsomt med Underholdning, og dén morskab vi havde, maatte vi selv fabrikere. Det var for det meste smaa og banale ting og episoder som fik os til at 'ligge flade' af grin . Men vi opnaaede dog at sætte nogle rigtig morsomme Revyer paa benene, som 'gik' fra Barak til Barak, om aftenen lige efter aften- spisningen. Disse Underholdninger, hvor baade kendte og ukendte kunstnere deltog, glædede os med hjemmelavede 'Smædeviser', Oplæsninger og Krigs-analyser, var selvsagt yderst forbudte, og kunne, - ligesom de illegale Gudstjenester hver Søndag,- straffes med deportation sydpaa. Men vi havde Vagtposter udenfor under 'forestillingerne', og HVIS der viste sig en Tysk Inspektions Patrulje inde i lejren, var alle spor af sammenkomsten ud-slettet i løbet af faa minutter ! Ved disse Underholdninger blev der ogsaa ofte fortalt de allerværste løgnehistorier og aabenlyst falske rygter som bidragede til vort sammenhold og det evige haab om Fred og Frihed ." De Allierede staar kun 25 Km fra Den Danske Grænse" Alle vidste at det var fri fantasi , men.... Det lød da noget saa dejligt !

En anden, og evig tilbagevendende Morsomhed var, naar Regnen havde skyllet ned i et par dage . Saa forvandledes Appél-Pladsen og vejene imellem Barakkerne til "Kanaler"!

Under Lejrens Sand-overflade var der et tykt lag af Ahl, kendt i alt Hedeland, som forhindrede regnvandet i at synke ned ! Vor Danske Lejr-ledelse havde udnævnt en ellers meget dygtig Civil-Ingeniør til at foretage de yderst nødvendige Drænings-og Afløbs arbejder . Hans Navn var Bendix Madsen, og han saas tit foretage 'maalinger' med et hjemmelavet apparat : En Jernstang med nogle ledninger og et maale-instrument ! Dette blev omgaaende, af os andre, døbt: "Bendexinen", og inden længe, da Vandet stadig steg i Lejren, fik Ingeniøren tilnavnet "Venedig-Madsen" !

Stakkels Venedig-Madsen ! Han var en ret lille, indadvendt, korpulent person som kæmpede en haabløs kamp med elementerne . Han havde overhovedet ingen humoristisk sans, og blev ofte aabenlyst fornærmet naar vort drilleri blev ham for groft. Men, hans 'Berømthed' blev dog foreviget i flere af Lejrens sange, ligesom hans personlighed blev set paa dygtigt tegnede illustrationer, hvor han stod i sin 'Gondola' midt paa Appél-'Søen' badet i Lyskeglen fra Hovedtaarnets Projektør . Texten lød :" Oh, Søle Mio !"

Lejren vrimlede med "Kælenavne" og Code-ord . Een stue, som Vagtmeister Wassermann især havde 'forkærlighed' for, blev kaldt "Gedestalden", grundet dens enorm daarlige stank . En anden, med hovedsagelig kommunister som beboere, hed: "Røde Oktober". Der var "Den lille General-Stab", en stue med hovedsagelig høj Rank Officerer ."Fisker Stuen" og "Dovregubbens Hal" osv. Og saa var der "Himmelfarts-Kommandoerne"!

Da Tyskerne begyndte deres tilbagetrækning af Tropper og Materiel fra Norge, var den Danske Sabotage paa den Jyske Længdebane meget aktiv . Tyskerne valgte derfor at udtage en ret stor del Frøslevfanger som blev anbragt i kreaturvogne paa Padborg Station.

Disse "Gidselvogne" blev af os, omgaaende kaldt "Himmelfart-Kommandoer" og var selvsagt ikke særlig populære. Vognene, som hver medbragte et hold paa 10-12 Fanger og 2-3 Tyske Vagter, blev tilkoblet Togstammerne, enten lige foran, eller lige bag ved Lokomotiverne, for at sikre Transporten imod Sabotage. Dette forhindrede imidlertid ikke at Sprængninger og Afsporinger fandt sted, men... Der var ingen af vore kammerater der kom til skade. De hævdede at man havde det ret saa morsomt paa disse Ture.

Maattefletteriet var en særegen 'Institution' som havde hjemme i Barak "H.10" .Det var selveste Herr SS-Hauptsturmführer Hillg‚rtner (Lejrkommandanten) der havde be-ordret dette Værksteds etablering. Han manglede nemlig gulvtæpper i sin 'Villa', Barak "K.7."

Arbejdet bestod i at flette meterlange Halm-fletninger, som derpaa blev syet sammen til kvadrater paa ca. 50 x 50 cm. Disse blev saa igen syet sammen til Gulvtæpper hvoraf overskudet blev fordelt i de Tyske Kontorer og Opholdsstuer.

De 'ansatte' Maatteflettere blev generelt kaldt "Maatteluddere" og bestod for det meste af ældre og svagelige som var uegnede til udendørsarbejde. "Maatteludderiet' var et yndet sted at søge ly for 'Affiserne' idet det var 'Hovedcentralen' for de sidste nyheder og rygter. Samtidig var Fletteriet kendt som "Børsen", hvor ALT kunne købes og/eller byttes !

Møntfoden var udelukkende Cigaretter ! Penge fandtes ikke i Lejren. Kursen paa Cigaretter afhang af Tobaks-situationen. Havde Lejren lige modtaget Røde Kors-eller 'Stats- rationen' var 'Kursen' lav. Og omvendt, naar Tobakken var sluppet op, kunne man købe "ALT" for een sølle smøg. Saa var selv "Skud" af allerhøjeste værdi !

Naar 'Fletteriet' blev betragtet som en paalidelig nyhedskilde, hang det afgjort sammen med at der i samme Barak fandtes en Radiomodtager som opfangede de Danske Nyheder fra BBC i London. Ingen vidste HVOR Radioen var, og gentagne Tyske Razzia'er bragte den heller ikke for dagen. Først efter Krigen blev det afsløret, at Premierløjtnant, Kjeld Feilberg samt 'Gedestaldens' øvrige beboere, havde Radioen skjult bag et par løse vægplader under stuens vindue. En anden Modtager blev ligeledes efter krigen afsløret under gulvbrædderne i 'Studenter-Stuen'. Fra disse skjulte Radioer, gik de vigtigste meldinger om Krigs-Fronten, og de Allieredes Bombardementer fra mund til mund, ud i Lejren. Intet blev skrevet ned . Og nyhedernes arnested var derfor umulig at spore !

Men, det gik jo altid som 'Fjeren der blev til ti Høns' . Nyheder og Rygter blev ofte overdrevet til ukendelighed. Det var dog af uhyre moralsk betydning at vi var informerede.

Det bør ogsaa nævnes her, at ovennævnte Prm.Feilberg og Hr.Sandberg samt et par andre gamle Fanger fra Horserød, ved hjælp fra Det Danske Fængselspersonale, saagar fik indsmuglet baade Foto-og Filmsapparater, som bidrog til nogle glimrende illegale fotos !

Orden, efter Tysk opskrift,- skulle der være ! Barakker, saavel som de enkelte stuer skulle holdes rene og 'pletfri', og var til stadighed udsat for uregelmæssige inspektioner. Gulvene skulle skrubbes, og Køjesengene skulle være redt paa millitær facon.

Overtrædelser eller sløseri kunne resultere i kollektiv afstraffelse af en enkelt stue, en hel Barak, eller saagalt hele Lejren. Straffen varierede fra tilbageholdelse af Tobaks-Rationerne, til totalt Brev-og Pakkestop, som een gang varede mere end een maaned !

Personlige forseelser blev mest almindelig straffet med mørk Enecelle i op til uger !

Hvis en enkelt stue blev 'taget' i at 'organisere' (stjæle) Brændsel og fyre i arbejdstiden, var det flere gange straffet med fjernelse af Kakkelovnen i paagældende stue, og deponeret i Lejrens Depot. Dette var et optog 'for Guder' ! Ovnen blev baaret af fire stærke mænd som et Ligtog, med et følge af stuens beboere med bøjede hoveder, og en sagte nynnen af Beethovens Sørgemarch. Selv Vagten ved Pigtraads-Laagen gjorde Honnør!

Nu er det sikkert aabenlyst for Læseren, at Humør og sjov var betingelsen for at 'overleve' i denne mærkelige Fangelejr . Der var nu ogsaa megen Galgen-humor og sjofel lav-komik, som selv Præster, Læger og 'fintfølene' personer aksepterede. Men der var sandelig ogsaa yderst alvorlige stunder, baade for den enkelte, saavel som for Lejren som helhed. Det var nær et aabent oprør da unge Preben Andersen blev skudt fra Taarn Nr.4, og døde omgaaende, i september '44 ! Og, hver af de frygtede Deportationer til KZ-Lejre, af hvilke vi oplevede 10-12 stykker, med 250 til 300 mand hver gang,- efterlod megen sorg og frygt iblandt os der var tilbage. Vi vidste godt at Lejrene sydpaa var slemme, men heldigvis anede vi ikke HVOR frygteligt Nazisterne behandlede Fangerne. Og, begrebet "Udrydelses-lejre" kendte vi ikke, indtil hen paa Foraaret '45, hvor de første Sygetranspor-ter ankom fra Buchenwalde og Neüengamme med 'Levende Skeletter, overtrukket med Hud'. Havde vi vidst dét, havde alvor og frygt nok været mere dominerende (?)

For den enkelte Fange, var der triste dage, og meget TRISTE dage : Depression !

Læseren maa tænke paa, at over halvdelen af de mandlige Fanger var Familiefor-sørgere, med Kone og Børn derhjemme, og mange af dem havde egne Virksomheder . Der kunne komme breve med daarlige nyheder ... om sygdom, savn og dødsfald, eller der kunne være problemer i Firmaet. Værst var det naar der var befalet stop for al kontakt udefra. Saa kneb det med humøret, og "Fængsels-fisen" satte ind .

Man kunne 'holde Masken' nogenlunde i dag-timerne. Men, naar man var krøbet til køjs om aftenen og Lyset blev slukket, saa gemte man sig under tæpperne og tud-brølede.

Her kom saa altid det dyrebare kammeratskab til overfladen ! Der var ingen der drillede eller blandede sig . Vedkomne Kammerat fik simpelthen lov til, i ro og fred at græde sig selv i søvn og lade bekymringerne rase ud, som en Feber, og saa gik det hele meget bedre næste morgen naar vi sang : "Gud ske tak og lov, vi saa dejligt sov !"

Det samme fantastiske kammeratskab viste sig ogsaa, naar der havde været appél klokken 3.30 eller 4,- om morgenen, - paa en iskold Midtergang,- og der havde været udkald af Navne til een af de forhadte "Transporter" ! Jeg saa flere gange en Stuekamme-rat som skulle afsted, halvvejs forstenet af angst, siddende paa sin køje og græde, medens vi andre pakkede hans fattige ejendele i en slidt Papkasse. Der var ikke eet tørt Øje i stuen. Og vi gav ham med til turen, alt hvad vi kunne undvære af Cigaretter og smaakager. Der blev omfavnet og sagt farvel som var det vor næreste Slægtning . Og.... der var 'tomt' i stuen, og i Barakken, naar de overdækkede Lastvogne forlod Lejren !

For øvrigt lærte vi sidenhen, at ALT hvad vi havde givet vore kammerater med til rejsen sydpaa, var blevet frataget dem ved visitationen før de steg op i Bilerne !

Vi hørte ogsaa, at vore Venner var stuvet sammen, som sild i en tønde, i Kreatur-vogne paa Trinbrædtet : Harrisle, lige syd for Padborg. Var givet en humbel Rugbrød og en Pølse-ende, og lidt ost, for den lange rejse - ofte paa flere dage,- uden Vand, og kun een Spand til 'Nødtørft' og forseglede skydedøre. U-menneskeligheden kendte ingen Grænser !

Uden at vi selv var helt klare over det, og egentlig værdsatte det fuldtud, havde vi Frøslevfanger det som 'Blommen i et æg', -rent materielt , naar man saa bort fra de evige 'tunge skyer' der hang over vore hoveder. Der blev ofte sagt, at rent forplejningsmæssigt, havde vi meget bedre mad-rationer end den Danske Civilbefolkning . Vi levede GODT !

Men, Indkvarterings-forholdene var til gengæld saa usle som de kunne være. Nok var stuerne rene, og udluftede om dagen . Men Læseren maa forestille sig Klimaet og Arbejdsforholdene : Blæst og evig regn i efteraaret og vinteren aflejrede en klam og fugtig tilstand i Barakkerne. Naar aftenspisningen var overstaaet, blev Skodderne slaaet for og al det vaade Overtøj blev hængt til tørre ved Kakkelovnen og paa Køjerne. Tobaksrøgen hang som en lav sky gennem stuen, og Ovnen fes af halvvaade Tørv. Der var en 'Hørm' uden lige ! Vinduerne kunne ganske vist aabnes indad, men nogle forslag derom blev hurtigt kulkastet af en 'klog bemærkning' fra Fisker Lambertsen som lød :" Venner ! Det er bedre at dø af Fis end af Kulde !" Der blev nyst og fnyst, og bandet ! Inden længe, var det kun de faa, allermest haardføre sjæle der undgik den forbandede velkendte "Barak-Hoste".

Det var en ren epidemi som spredte sig over hele Lejren, og florerede under disse forhold med overbelagte sovepladser , daarlig opvarmning og umulig ventillation !

Men... Vi tog det hele 'i stiv arm' og glædede os bare til at "NU, var Krigen snart ovre !" Vi saa næsten hver dag de kæmpestore Formationer af "Flyvende Fæstninger" som 'sværmede' som Gæs og dannede Formationer højt oppe mellem skyerne over vore hoveder, før de gled ned over Det Tredie Riges Byer og Industri-centre, og vi jublede højlydt naar vi senere paa dagen hørte Bombe-bragene, og jorden rystede under os.

Vore krigskyndige Kammerater, Officererne, kunne skelne om det nu var Hamburg, Kiel eller andetsteds der blev 'lakeret'. Vi var ogsaa øjenvidner til et par mindre luftangreb paa Flensborg Havn og en lille Flyveplads mellem Frøslev og Flensborg hvor der blandt andet blev ramt nogle Benzin og Olie Depoter som brændte .

Det er meget muligt at den yngre Læser maa anstrenge sig lidt, for fuldtud at indleve sig i, og forstaa "Smeltediglen Frøslev". For, der var jo i fyrrerne en helt anden 'Samfunds-Kultur' end der er i dag ! I det civile liv sagde man jo kun "DU" til Børn, Familie og Venner. Og "DE" til alle andre. Der var en indgroet ærbødighed for 'Titler' og 'Autoriteter'. Respekt for de ældre og for andres meninger .

I Frøslevlejren var det mærkbart anderledes ! Fangerne repræsenterede et bredt udsnit af den Danske Befolkning, og folk fra alle Samfundslag. Vi var alle 'LIGE', uden forskel paa 'Høj og Lav'. Sagfører og Grøftegraver, Oberster og Lærlinge, Præster og Læger, Fiskere og Fabrikanter ! Alle var "Dus" og spiste den samme mad og snorkede ved hinandens side,- nu og da i samme køje ! Vi lo og græd med hinanden, og alle 'hang med Flødekanden' i fællesskab naar Lejren var tørlagt for Tobak .

Vort isolerede lille samfund paa nogle tusind mænd- og kvinder,- var altsaa saa at sige vaskerent Kommunistisk uden den politiske betydning. Det var naturligvis en svær omskiftning fra det civile liv, og for mange krævede det en utrolig tilpasningsevne .

Men, alle Skel og Forskelle forenedes paa arbejds-holdene, og især paa vore Stuer om aftenen naar optælling og inspektion var overstaaet, - og lyset blev slukket .

Det var sikkert ens paa alle stuer,- men paa vor stue brugte vi meget at fortælle historier eller om vort civile arbejde. Der blev dog aldrig talt om vore illegale aktiviteter.Vesterhavs-Fiskeren var en glimrende fortæller. Baade om livet paa Havet og i Esbjergs Smug-kroer og Bordeller. En Møbelfabrikant, som i Ungdommen havde været Ø.K.-Agent ude i Malaysia, fortalte om Gummiplantagerne og Tigerjagt, og en Grænsegendarm kunne indvie os i sine ture paa Gendarmstien og alle de spændende oplevelser dér havde været !

Rigtig morsomt blev det naar spørgsmaalet kom op :"Hvad er det første Du vil gøre naar vi bliver sluppet ud herfra ?" Sjovt nok , drejede mange svar sig om MAD ! Men der blev ogsaa udtrykt nogle 'fantasier' som ikke var særlig 'Stue-rene' og som i hvert fald ikke egner sig til genfortælling her ,- ha ha ! Langt de fleste udmalede bare ønsket om Hitlers og Nazismens snarlige sammenbrud, saa man ku' komme hjem til 'Mor og Ungerne' og genoptage et normalt og glad liv...... og " Faa sig en Bajer !"

Som skrevet tidligere : Nyhederne og Rygterne svirrede. Og.."Vi er hjemme til Jul"!

Men, saadan gik det jo bare ikke ! Hver stue havde sit hjemmelavede Europa-Kort, og sine,(mere eller mindre,) 'Sagkyndige'. Hver aften kom 'Kortet' frem fra bunden af ens snavsetøjskasse, og 'Fronten' blev revideret ifølge de mest optimistiske og 'paalideligste' rygter. Jeg maa tilstaa, at vore "Fronter" for det meste nok var hundrede kilometer længere fremme end Virkelighedens !

Vor optimisme og haab blev gang paa gang slaaet i grus. Vi var begyndt at klippe julepynt og gurilander ud af forskelligt farvet indpakningspapir og modtagne brugte kuverter, men naar Tyskerne saa dem hængt op i Stuerne, blev alt beordret 'ned' og tilintetgjort. Vi fik nu vores gemt væk da vi hørte om resultatet i andre Barakker.

Den 13' December ankom 200 syge og udhulede Politimænd fra Buchenwald som satte vore sind i bevægelse. Værre blev det da Nyheden meldte om den store samlede SS-Modoffensiv som stoppede de Allieredes fremrykning alvorligt. - Senere kaldet :" The Battle of the Bulge" ! Da forsvandt alle haab om "Jul derhjemme" ! Og, lige op til Jul : den 21' December, viste Tyskerne deres mest brutale og umenneskelige side, i Frøslev.

112 tilfældigt udtagne Fanger blev deporteret tidligt om morgenen til Tyskland !Dette blev forøvrigt ikke den sidste Tysklands-transport. Saa sent som den 16' Februar, Klokken 3:45 om morgenen, blev der oplæst 250 Navne, paa den iskolde Midtergang . Deriblandt to gæve gutter fra Niels Ebbesens By, fra vor stue, der maatte afsted. Der blev grædt og omfavnet, pakket og grædt igen, og, Forsikringer om at Krigen ville være ovre inden de naaede til Hamburg, hjalp ikke meget .

Alle vore haab og drømme om at Fred og Frihed var nær blev slaaet i stykker, igen!

Børge Olesen var Trikotagelærling. 19 aar gammel. Og Frederik Solberg var Arbejds- mand, først i tyverne . Begge overlevede heldigvis,-med nød og næppe,- Neüengammes Rædsler , og vi gensaa hinanden igen den 4'Maj i 1990 i "Museum Frøslev"!

Julen kom og gik ! Og jeg vil sige at den forløb meget, meget bedre end vi havde turdet haabe. I vor stue fik vi fundet 'pynten' frem igen og hængt op, og den blev dér hele julen. Det føltes som om Tyskerne selv var lidt besværet over den sidste Deportation, for de forekom lidt mere venlige end sædvanlig . Ordrerne kom jo fra henholdsvis København eller Berlin . Den 22' December fik vi endog udleveret 3 Jule-Postkort hver, som vi frit kunne sende til Familie og Venner, men der maatte kun staa ti ord !

Juleaften holdt Pastor King en meget smuk og rørende Juleandagt i vor Barak H.15, og derpaa gik vi igang med at pynte vort "Juletræ" ! Det var en pæn Grangren som een fra Grusgraverholdet havde smuglet ind udefra, under Frakken. Grenen blev 'plantet' i en halvvaad Tørv og sat midt paa stuens eneste Bord. Og saa gik vi til Aftenspisning Kl.17. Til vor store overraskelse blev der serveret Flæskesteg med Rødkaal og hvide Kartofler ! Derefter fik vi æblekage med Flødeskum . Den Danske Forvaltnings Betjente gik saa fra Bord til Bord og gav hver af os to Pakker Cigaretter, og med vaade øjne takkede vi dem for al det de gjorde for os . Saa blev lyset slukket og et stort Juletræ blev tændt midt i Spisesalen. Politi-Sangkoret sang Julesalmer og Vor Danske Lejrleder: Kaptain Digmann holdt en meget smuk og opmuntrende Juletale. Da gik alle tanker hjem til de kære, og til vore kammerater nede i Tyskland, og vi var alle meget bevægede. Da vi forlod Spisehallen fik vi hver udleveret en lille Julepakke fra Røde Kors, som indeholdt lidt 'Slik' , Sæbe og baade Cigaretter og Cerutter, en Appelsin og Barberblade ..

Det der 'greb' mig mest dén aften var, at da vi gik til vor Barak fra Spisning, faldt der et tyndt lag sne, og i stilheden hørte vi tydeligt Klokkerne paa Bov Kirke kime julen ind . Det var noget saa skønt ! Vi samledes paa Midtergangen og ønskede hinanden "Glædelig Jul" med haandtryk og Favntag. Vi havde saa lidt sjov og havde endda et Lotteri!

Lyset blev først slukket Kl. 23 ! Og vi laa paa Køjerne og sang Julesange og Salmer.

Sang har dog en forunderlig indflydelse paa Kammeratskab og Sammenhold .Det skal lige nævnes, at alle de Flæskestege der skulle til, for ca.2200 Fanger, var doneret af Arbejderne paa et af de lokale Slagterier,( jeg mener at huske at det var Sønderborg Andels Slagteri (?) ) De gav afkald paa deres Julegave for vor skyld ! DET var FLOT !

Det er besynderligt, at man tænker tilbage paa Julen i Frøslev, som een af de mest betydningsfulde og mindeværdige i mit liv . For, jeg var jo bedre vant ! Men DEN Jul staar for mig som symbolet for det ægte Kammeratskab,- Menneskets tilpasningsevne,- Lige-stilling mellem 'høj og lav', Respekt for andres følelser og meninger og Menneskets Værdi !Men ogsaa : -at Tro og haab, diciplin og godt humør har paavirket mit Liv og Skæbne i de 9 maaneders Indespærring, som sikkert havde udformet sig helt anderledes hvis jeg ikke havde faaet min " Mandfolke-Uddannelse" i Frøslev. Og DET er jeg taknemmelig for !

I aarets første maaneder , i 1945, var det os umuligt at finde ud af Tyskernes taktik og 'mening' med tingene. Krigen var haabløst tabt for dem, men alligevel fortsatte de med 'Tysklands Transporter' fra Lejren. Samtidig ankom der Sygetransporter med udhungrede Fanger sydfra. Det var os forbudt at kontakte dem i Sygebarakken, af to grunde : De var befængt med alle mulige smitsomme sygdomme, - og: Vi maatte ikke lære om de Rædsler og Grusomheder de havde været udsat for ! Men, det 'sev' jo ud alligevel .

Nu begyndte Rygterne at berette om Gadekampe i Berlin. Om udjævning af Dresden og opstande i Hamburg. Hver nat følte vi jorden ryste og man kunne i stilheden høre Bom-bardementerne. Selv vore 'Krigskyndige' Militær-personer kunne ikke fatte at Tyskerne kunne holde ud endnu ! "Freden maatte komme i løbet af et par dage !"

Nu begyndte der ogsaa overflytninger fra Frøslev, af de mest medtagne Fanger, til baade Møgelkær Lejren nordpaa, og enkelte Transporter til Sverige. Men til trods for at der samtidig var en hel del løsladelser fra Lejren, kom der stadig en tilstrømning af Fanger, baade fra Landets Fængsler og Transporter fra Tyskland. Saa 'Indbyggertallet' i Frøslev steg til lidt over 5000 ialt. Vi boede som sild i en tønde i stuerne, og alle to-sengs køjer blev forøget med en extra køje ovenpaa. Der blev lavt til Loftet i top-køjen !

Der ankom ogsaa en masse Nordmænd fra Neüengamme !

Nok var den blinde Nazistiske fanatisme blevet en smule mildere her paa det sidste, men "Vi var stadig i Gestapo's Klør" (som det hed,) og ved hver eneste appél og optælling blev det atter og atter indskærpet os at bevare Ro og Orden, og... at den mindste provokation fra vor side kunne medføre den frygteligste reaktion fra Tyskernes side .

Den (over) fordoblede belægning i Lejren medførte naturligvis en del ulemper. For eksempel maatte de sidst ankomne Nordmænd sove paa Madresser paa Gulvet og een paa Bordet i stueen. Men vi fik knyttet nogle gode venskaber med dem i de par uger de var hos os, indtil de blev ført til Sverige den 30' April ! Lejr-Køkkenet havde været overbelastet i nogen tid. Vi spiste nu i tre hold, og der blev kun lavet 'Sammenkogte Retter' saa som Labskovs, Grød og Gullash. Vi fik kun een Ret nu, men der var rigeligt til os alle. Og, ALLE blev mætte hver dag !

Energien paa Arbejdsholdene var "Lige til Svikmøllen" ! Næsten alle gik paa "Affiser-Holdet" og 'loppede sig' i Barakkerne og i Maattefletteriet. Kun de tapre Gendar-mer der var tilbage opholdt 'Driften'. De kunne simpelthen ikke undvære den friske Luft, og hang trofast fast til Skovl og Spade, uanset hvordan vejrliget var .

Saa skete der noget helt utrolig forunderligt i Lejren, den 22' April !

Som ved et trylleslag, faldt der en eventyrlig "Fred og Idyl" over saavel Fangelejren som det Tyske Kommando Omraade ! Den Svenske Prins, Grev Folke Bernadotte kom pludselig paa besøg. Han havde med sig en stab af Svensk og Dansk Røde Kors, blandt andet Baronesse Wedelsborg fra Karantæne-Stationen i Padborg. Greven var iført Svensk Officers-Uniform, og han blev eskorteret af 3 SS-Officerer. De saa noget sure ud !

Grev Bernadotte inspicerede noget af lejren, og talte med nogle af Fangerne, men hæftede sig mest ved Sygebarakken sammen med vor egen Danske : Kaptain Digmann !

Der var samlet en stor flok Fanger ved døren til Infermariet, og da Greven og Følget pludselig kom ud, satte vi alle i med at nynne og synge lavmælt :" Du gamla Du fria " !

Det var tydeligt at dette gjorde et dybt indtryk paa Grev Bernadotte, og han gjorde et fint honnør til os, og gned et par taarer fra kinden !

Den 25 'April blev 520 Fanger beordret til Sverige fra Padborg Station, og vi saa en enorm masse Formationer af 'Flyvende Fæstninger' flyve sydpaa. Luftværns-kanonerne dundrede gevaldigt omkring Flensborg, men ikke een Tysk Maskine var i luften. Dagen efter var der igen et kraftigt Luftangreb omkring Flensborg . Den 28' blev 625 Fanger afsendt til Sverige. De tilhørte alle, "De Hvide Bussers" store Transport, der ankom den 22'April. Nordmændene afrejser til Sverige den 30' April. Det begynder at tynde ud i Frøslev, vi er nu nede paa omkring 3000 Fanger tilbage.

"Freden MAA komme nu !" Rygterne fortæller at Hitler er død ! Og, der bliver indgaaet mange Vædemaal (med Cigaretter) om HVILKEN DAG,- OG TIME Freden kommer !

Den 3' Maj skydes og bombes der meget nær Lejren. Vi formoder det er Jernbanen og Hovedvejen der bliver angrebet fra Luften . 635 af os bliver afsendt til Sverige, og der siges at Englænderne er lige ved grænsen med to 'Kile-fremstød', og DEN aften gaar vi til Køjs i fuld forventning om at " Det sker i Nat ". Paa stuen er der kraftige diskutioner om HVORLEDES Tyskerne vil reagere her til sidst, og hvordan VI vil komme ud af Lejren .

Vore sølle Papkasser og Kufferter er pakket. Lyses slukkes og vi gaar til ro, men der bliver ikke sovet ret meget. Forventning og spændingen raser gennem krop og sind !

Vi vaagner den 4' Maj, Alt syntes saa stille. Luften dirrer af 'noget særligt' . Men, den daglige rutine fortsætter, med vask og optælling, og morgenspisning . Der er nu overflod af brød, smør og Marmelade. Der opfordres hele tiden til "Ro og besindighed" Sirenen kalder til arbejde, men langt de fleste ignorerer signalet. Vi ser kun de flinkeste af vore Tyske Vagter og "Meistre". Vi diskuterer, om SS'erne er 'stukket af', men hvorhen.

Dagen gaar ulidelig langsomt ! Vi gaar som i en døs og bare VENTER ! Lytter efter Skud, Motorlarm, kimende Fredsklokker fra Bov Kirke, Cirenens hyl, men... INTET SKER !

Efter aftensmaden gaar vi til stuerne. Vi lytter bare, og VENTER !

Som sædvanlig, blev skodderne skubbet for Vinduerne, og Barakken lukket og laast naar alle var inde efter spisning og Optælling. Der hviler en urolig 'Fred' over Barakkerne.

Her havde vi gaaet den sidste maaneds tid og ventet paa Freden. Vi havde pakket og pakket ud igen, jeg ved ikke hvor mange gange. Vi havde glædet os og var blevet skuffet, om og om igen ! Og nu laa vi bare her i Køjerne og gloede op i loftet. Og sov !

Vi blev alle vækket ved at høre tramp og raske skridt ude paa gangen. Det var lige før Midnat . OG SAA SKETE DET ! Det 'Utroligste af alt Utroligt' ! Der blev ringet paa Appél-Klokken, og vi fr ud af Køjerne og ud paa den store Midtergang. Stillede op i rækker og geled og afventede hvad der skulle ske !

Saa kom den gode Barak Formand ud fra sit Kontor for enden af Gangen, ledsaget af vor Medfange, Doktor Stephen Lund og een af de 'gode' Meistre. Smilende gik de ned til midten af Gangen, ---- og SAA LÆSTE Dr. Lund Kapitulations-Budskabet !

Der lød et Brag af Hurra og 'Bravo'-Raab, Piften og Glædesudbrud som ikke syntes at faa nogen ende. Vi vendte og drejede os mod Sidemand og 'ham bagved' og vi omfavnede og lo og græd af Glæde. Det hele varede vel 4-5 minutter, men saa raabte Barak Formanden til "RO" og vi kæmpede en indvendig kamp for at være stille , og lytte .

Saa fulgte der instruktion om at gaa til vore stuer og prøve at faa noget søvn, for : "I Morgen tidlig stiller vi til optælling som sædvanlig, - gaar til Morgenspisning, osv osv, og i løbet af Morgentimerne vil hver Barak faa besked paa hvorledes Lejren skal afvikles, og hvorledes specielle Tog vil transportere os til vor hjemstavn, og hvilke Tider der vil være Afgang fra Padborg til København, og op i Jylland !" Igen blev der manet til Ro og Deciplin . Vi adlød som gode Soldater, men lige saa snart vi kom ind paa stuen fortsatte jublen og omfavnelserne. Det blev langt hen mod morgenen før der faldt Ro over gemytterne. Hvilken RUS ! Alle vore Haab og Bønner var endelig blevet Virkelighed !

Vi var alle overvældet af glæde, og lykkelige over at Tyskernes overgivelse ikke havde medført uroligheder i Lejren. Der var dog een komplikation : Sturmbannführer'en havde ordre fra Berlin om at han kun maatte overgive sig til de Engelske Myndigheder, og ikke til Den Danske Frihedsbevægelse ! Efter nogen 'Halløj' blev der dog udarbejdet et kompromis og de 150-200 Tyskere i Lejren blev afsondret og sat i 'Hus-Arrest' i Lejren.

Da vi gik til Morgenspisning bemærkede vi at vor Medfange, Elektriker-Geniet "Gnisten" var i færd med at opstille en stor højtaler paa Taget af Hovedtaarnets 'Vinge'. Og et hold af Frivillige var ved at grave et dybt hul midt paa Appél Pladsen mellem 'Taarnet' og Barak "H.5." ! Senere kom et andet hold bærende paa en kæmpestor Flagstang som havde været gemt bag "Forvaltningen" udenfor Lejren. Den blev sat fast i Hullet paa Pladsen. Saa kom der meddelelser ud til Barakkerne hvor vi utaalmodigt sad og ventede, om Samlingssteder og Afgangstider til Padborg med Busser,og om Tog-afgange for de for-skellige Landsdele.

Vi blev saa alle kaldt til samling paa Appél Pladsen hvor der saa kom en Transmission fra Danmarks Radio, over Højtaleren, og da Det kønne Danske Splitflag gled til tops over os, lyttede vi til Kong Christian den Tiendes rørende Tale, - vi brølede allesammen,- derpaa: Statsministerens Tale. Saa sang vi Nationalsangen, og saa holdt Kaptain Digmann en meget smuk og bevæget 'Afskedstale' hvori han roste vort Mod og Sammenhold, priste Kammeratskabet, takkede os alle, og vi gav ham et drønene bifald !

Til slut opfordrede Kpt. Digmann ALLE der overhovedet kunne, om at udsætte hjem-rejsen og melde sig frivilligt til et par ugers Tjeneste i Lejren, indtil 'Ordensmagten' kunne overtage Administration og Vagttjeneste i Frøslevlejren, som fra i Dag ville skifte navn til "Faarhuslejren", hvor alle de arresterede Kolaboratører og Stikkere ville blive indsat !

Der meldte sig ca. 200 unge mænd som ikke havde de store forpligtelser derhjemme som Familieforsørgerne og Forretningsmænd havde. De skulle møde Klokken 14.præcis ved Hovedtaarnet for nærmere Instrukser. Klokken 13 afgik de første Busser til Padborg, fyldt med jublende FRIGJORTE FANGER ! JEG MELDTE MIG TIL DET FRIVILLIGE VAGTHOLD !

Jeg skal ikke trætte Læseren med mine oplevelser i de 14 dage jeg tilbragte paa "Den anden side af Pigtraadshegnet" , for det syntes jeg ikke rigtig hører til her !

Blot vil jeg slutte med at sige, at det faktisk er umuligt at beskrive den ' INDRE TILFREDSHED ' og glæde det var, atter at være FRI og saa oven i købet faa lov til, nu at vogte over de arresterede Landsforrædere og Værnemagere, som med iver havde støttet den Tyske Besættelsesmagt og tjent store penge ved at skade vort Land og Medborgere !

Men nu meldte der sig nogle tanker i eens hjerne, som man ikke tidligere havde givet megen opmærksomhed. "Fred og Frihed" havde været det dominerende emne .

"Hvordan vil det nu være at komme hjem til Mor og Far, - og Læremesteren igen, efter at have været borte saa længe . Man havde jo forandret sig fra 'Dreng' til 'Mand' og havde lært at klare for sig og være uafhængig paa en abstrakt maade ! Hvordan vil man reagere og opføre sig i ' Det frie Liv ' ? Hvordan vil savnet af Møbelhandler Toft, Fisker Lambertsen, Telefonmontøren,Grøftegraver Hans Pæsen, og alle de andre dejlige Kamme-rater paavirke een ? Ingen Appéller paa Gangen mere, og ingen frygt for Transporter ! "

Jo, Læseren maa tro at det var en ung Skiltemaler-Lærling, nu fyldt 19, som var i 'Opgør' med sig selv om hvorledes fremtiden skulle udvikle sig, naar nu Livet skulle fortsættes og man igen skulle indstille sig paa at være en almindelig Samfundsborger.

Men... Skæbnen har jo for det meste sin egen maade at klare tingene paa !

Alle mine spekulationer om fremtiden forsvandt automatisk da jeg kom hjem .Jeg slappede af og faldt til ro i en maaneds tid. Saa gik jeg paa Session og blev indkaldt til Telegraftropperne den 18' Juli '45, - blev hurtigt Befalingsmand, og blev hjemsendt smaa to aar senere. Jeg blev gift med min dejlige kone Jytte i 1948, og begyndte mit eget Dekorationsfirma i København samme aar. Først i halvtredserne fik vi et par søde Unger : Jette og Jeanne. Og i 1957 emmigrerede vi til Californien hvor vi har haft et godt og lykkeligt liv lige siden. Jeg kan ærligt sige, at de erfaringer og 'knubs' jeg fik i Frøslev og siden i Hæren, er kommet mig til gode mange gange i livet, baade hvad angaar Taalmod, Tilpasningsevne, Udholdenhed og Menneskekærlighed. Ogsaa Tro og Haab for al det Gode !

Og, hermed slutter jeg saa min beskedne Beretning om hvorledes JEG oplevede den 4-5' maj, i 1945, og hvorledes " Freden og Friheden" har paavirket mit Liv lige siden !

Min Appél til Danmarks Ungdom er ... " VÆRN og BEVAR DIN FRIHED ! ".

 
 
 
 
 
 
 
 

Erindringer er indsamlet af elever eller indsendt direkte af mennesker, der har oplevet befrielsen eller besættelsen.

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 06/01 2010. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund