• Indhold

Modstanden mod besættelsen på Nordmors

 

 

Oplevet af: Kristian Josefsen

Modstanden mod besættelsen på Nordmors og andre hændelser i krigsårene 1940-1945.

En skildring baseret på oplevelser, hændelser og fortællinger - Maj 2005. Medforfattet og samlet af Bjarne Søltoft Pedersen.

Prolog

I anledningen af 60 års dagen for Danmarks befrielse, har det stor betydning for mig, at jeg kan fremlægge denne beskrivelse af den organiserede modstand mod besættelsesmagten på Nordmors, koblet med en håndfuld oplevelser, hændelser og fortællinger under og efter besættelsen. Bevidstheden om, at jeg er den sidste i live af modstandsgruppen, har givet mit ærinde ekstra vægt. Og mit ærinde er først og fremmest, at vore efterkommere skal kunne få kendskab til den indsats unge mænd på Nordmors bidrog med og forstå indsatsen, som et oprør mod den besættelse vi var underlagt.

Selv er jeg født og opvokset i Sejerslev på Nordmors som næstældste søn af Kirstine- og Arnt Josefsen. Mine forældre drev 2 gårde og fik 4 sønner: Thomas, Kristian, Peder og Arne. Efter et ophold på "Hammerum Landbrugsskole" og en ansættelse som forkarl på "Jølbygård", vendte jeg tilbage til min fødeegn. Her giftede jeg mig med Marianne. Først forpagtede vi og siden købte vi den ene af mine forældres gårde. Sammen fik vi børnene Kirsten og Anders, der begge har skænket os svigerbørn og børnebørn. Jeg nærmer mig de 85 år. Gården er solgt. Marianne og jeg bor i eget hus i Sejerslev og er det ældste ægtepar i byen.

Introduktion til militærtjeneste

Da Danmark endnu var frit - i februar 1940 - blev jeg indkaldt til session med mødepligt i Nykøbing i maj måned samme år. Jeg var 19 år gammel og havde allerede arbejdet med en voksen mands styrke i flere år derhjemme på mine forældres gårde i Sejerslev.

I april samme år invaderedes Danmark af den tyske hær. Det blev til spredt modstand, der lod forstå, at den danske hær ikke var rustet til at yde tyskerne værdig modstand.

Min indkaldelse stod ved magt. Aftenen før min session var jeg på mejeriet i Sejerslev. Her kunne jeg - formedels 1 kr - købe et varmt bad

Min Far, som var sognefoged i Vesterkredsen i Sejerslev Sogn, havde solgt en hest, der skulle leveres i Nykøbing samme dag som min session. I egenskab af sognefoged skulle Far give møde til sessionen, så vi kunne have fulgtes ad. Men denne morgen blev jeg sendt i forvejen med den solgte hest. Jeg startede fra Sejerslev kl 5 om morgenen og kunne netop nå en opstaldning i Nykøbing og sessionen på "Den Tekniske Skole" til kl 9.

Da var mit besøg den foregående aften på mejeriet spildt. Det bad havde hverken jeg eller mine omgivelser lang tids glæde af. 16 unge mænd fra Sejerslev, var indkaldt til sessionen. Vi blev alle godtaget, men fik samtidig at vide, at vi ikke skulle regne med at bliver indkaldt, nu da den tyske besættelsesmagt havde taget over.

Besættelsens tyranni

I den kommende tid fik vi trykket at mærke fra besættelsesmagten, Helt synlig blev manglen på varer og forståelsen for at "har man penge kan man få ". Det havde de fleste ikke, så erstatningsvarer, rationer og afsavn blev hverdag. Opfindsomheden vandt hurtig indpas. Mange gode eller mindre gode erstatningsvarer for tobak og kaffe blev afprøvet. Det blev umuligt eller næsten umuligt at skaffe uld eller finere stoffer. Derfor kom mange kvinder til at bære kjoler fremstillet af gardinstof. Også her blev der eksperimenteret. Man lavede jakker af hår fra kreaturer. De så udmærket ud, man skulle blot sikre sig ikke at lufte overtøjet i fugtigt vejr. Så klumpede det helt sammen.

Hækling og strikning blev vanskeliggjort af, at garn og tråd ikke kunne skaffes. Var man heldig og få fat på en sæk uld, kunne dette kartes. Af en sæk uld kunne der strikkes en sweater eller en flok sokker.

Som landmand var det ekstra svært at leve op til kravene om mørkelægning. Selv staldvinduerne skulle mørkelægges. Var der den mindste sprække blev der banket på døren af en af de danske kontrollanter.

Det manglende varesortiment kunne vi leve med. Værre var det med den manipulation og frihedsberøvelse, som besættelsesmagten udøvede. Den var ikke forenelig med det danske frisind.

Frisindet holdtes i hævd i hjemmene og i samværet med familier og venner. Der blev sunget fædrelandssange. Og i tanker og sind vajede "Dannebrog".

Der sættes ord på modstanden

Året efter var jeg elev på "Hammerum Landbrugsskole". En frisøndag var vi 4 venner, der gik til Herning og da vi nåede frem ville vi på cafeteria. Men her var alt optaget af tyske soldater og det virkede som om, de også havde de danske piger optaget. Det fandt vi irriterende og meget upassende.

Tilbage i Sejerslev igen var der her en stærk stemning imod besættelsesmagten. Og det fik snakken til at gå, om mulig modstand. "Gider du alt det tyskeri?", spurgte man mig. Og nej, jeg kunne hurtigt gøre op med mig selv, at jeg var træt af den besættelse vi måtte leve under. Derfor kunne jeg let svare positivt på det efterfølgende spørgsmål: "Kunne du tænke dig at være med i noget illegalt?". Og sådan blev vi bevidste med hinanden om, at der skulle handles.

Ord bliver til handling

På Mariannes fødselsdag - den 6/8 1944 - havde vi inviteret forældre og søskende, men jeg havde også haft en snak med Marianne omkring det skridt, som jeg havde taget. Den beslutning bakkede Marianne fuldt op omkring - på trods af de usikre forhold, det kunne medføre.

Midt under fødselsdagen måtte jeg af sted - men jeg kunne ikke forklare mig til familien, derfor forsvandt jeg bare i hast. Uforståeligt for vore forældre, men Marianne måtte forklare, at jeg havde noget vigtigt for.

Det vigtige kunne hun ikke fortælle nærmere om, men det bestod i, at en tilrejsende netop på denne aften, ville introducere os til våben og kampmetoder. Vi skulle mødes på Feggeklitgården. Denne var handlet for nylig. Sælgeren var fraflyttet og køberen var endnu ikke flyttet ind. Vi ankom 1 ad gangen og omkring 12 personer mødte frem, heriblandt flere af mine venner: Alfred Sørensen, Peter Bold, Vagn Lynggård, Svenning Søndergård og Poul Købmands Kristian (Jensen). Denne kom senere til at stå for kontakten til modstandsbevægelsen i Nykøbing, der koordinerede indsatsen.

Den tilrejsende var os ukendt. Vi anede ikke om han kom ad landtangen til gården eller ad søvejen.

Efter en kort introduktion blev vi taget med om på vandsiden af Feggeklit. Her kunne vi uforstyrret undervises i kampteknikker og brug af håndvåben. Hvis det værst tænkelige skulle ske, at vi blev taget, skulle vi forsøge at holde tæt de første 2 timer, for at kammeraterne kunne nå at komme væk.

Denne ordre satte flere ting på plads. Dette var alvor! Efter introduktionen gik vi hver til sit og instruktøren så vi aldrig siden.

Øvelserne blev fulgt op ved flere samlinger senere. Ved en af disse samlinger afprøvede vi anvendelse af håndgranater. Vagn Lynggård bragte en håndgranat til sprængning. Vi kunne have begravet en ko i krateret!

Vi rekrutterede 2 lokale gårdejere - Gunner Dybdal og Valdemar Aggerholm - hvis jorder grænsede op til Feggeklit. Derved fik vi større styrke og vi fik bedre sikkerhed for, at der ikke stilledes spørgsmål om vores natlige færden eller blev fortalt videre om de lyde vore aktiviteter medførte.

Mange sjæle - én tanke

Modstanden havde mange tilhængere og megen energi. I Jørsby var modstanden også vakt. Her var degnen, Lærer Jensen, og dennes 2 sønner aktive. Den lokale vognmand i Jørsby, var vores hovedmand i modstanden. Han stillede lastbil til rådighed og var i første række, da vi endelig blev kaldt til handling. Han hed Karl Vestergård.

Der kom en særmelding over radioen: "Hilsen til Hagen". Det var signalet til, at der den efterfølgende nat ville blive nedkastet våben på Skarregård Slette. 5 modstandsfolk fra Nykøbing ankom. De skulle stå for kontakten til flyet og opsamlingen af de nedkastede våben. Med Karl Vestergård bag rattet kørte de i den lille lastbil ned til Skranderup, og videre ad en hulvej langs stranden og ud på Sletten. De 5 nykøbingensere havde hver sin stavlygte. Da de var i position afventede de lyden af motorer. Ventetiden blev snart belønnet: et transportfly kom i lav højde ind fra fjorden. De 5 stavlygter blevaktiveret i den trekant de var opstillet og nedkastningen fandt sted.

Kasserne blev frigjort fra faldskærmene og løftet op på det åbne vognlad. Lastbilen blev vendt og køreturen gik mod Feggeklitgården.

Undervejs blev de 5 nykøbingensere sat af hos købmanden i Sejerslev. De skulle tilbage til Nykøbing. Det var let nok, at komme ud af byen, men ind kom man normalt ikke uden visitering. Derfor var der i forvejen planlagt "en rute" hjem. Der blev ringet efter en ambulance. Undervejs til Nykøbing sad de 5 i patientkabinen og der blev kørt med udrykning!

Transporten videre til Feggeklitgården forløb uden problemer. Her var vi 6 modstandsfolk, klar til at pakke ud og fordele forsendelsen.

Jeg fik tildelt en halvautomatisk riffel, en håndgranat og et bælte med 50 stk ammunition. Det skulle jeg opbevare i vores hjem eller tæt derpå, da jeg hurtigt skulle kunne bevæbne mig. Vi havde et gæsteværelse ved forgangen - her lagde jeg det under sengen. Men Marianne lå søvnløs ved tanken om, at det skulle blive opdaget. Derfor flyttede jeg det lille arsenal til en halmstak. Her lå det tørt og godt.

Der gik rygter om, at tyskerne en bestemt aften ville gennemføre en razzia. I en korndynge hos købmanden havde vi 2 sække med håndgranater skjult. De skulle flyttes inden der kom razzia. Det blev bestemt at Alfred Sørensen og jeg skulle flytte disse til "æ kålkammer sæng" (karlekammer sengen) på Feggeklitgården og skjule granaterne i sengens halm. Blev vi standset, skulle vi sige, at det var kartofler vi bar i sækkene.

Turen forløb uden problemer. Tilstedeværelsen af tyskere på Mors var begrænset. Øen var i ord for, at huse mange frihedskæmpere, så tyskerne brød sig ikke om at være her mere end højst nødvendigt. Det var med til at lette vores trafik, men at føle sig for sikre kunne blive fatalt.

Urolige tanker

Bevæbnet og trænet var vi beredte til kommende opgaver. Vi var årvågne og forsigtige og det kan ikke undgås at nattehvilen ind imellem blev forstyrret af spekulationer om, hvad der kunne ske. Nogle nætter var vi på Feggeklitgården på øvelse. Vel tilbage i Sejerslev igen, var der flere, der tog med mig hjem. Vi havde fået ny radio og den havde fine modtagerforhold fra BBC i London.

2 gange i krigens sidste år kom der "hilsen til Hagen" over radioen. Det var ensbetydende med en forestående nedkastning af forsyninger. Dette skete begge gange på Skarregård Slette. Under den sidste våbentransport, der gik ad de mindste veje, blev der tabt en revolver. Ingen vidste hvor. Men den blev fundet i Nr. Dråby, hvorfra en beboer aflagde min Far - sognefogeden - besøg og afleverede det fundne. Senere samme dag fik Far besøg af Karl Vestergård, der tydeligvis havde som ærinde at hente det indleverede våben.

Den uro der ind imellem plagede os, blev en overgang især hård ved netop Karl Vestergård. Han lå og kørte for modstandsbevægelsen om natten og derhjemme havde han en ung, højgravid kone.

Der gik spekulation i, hvorfor Karl Vestergård kørte så meget. Og en person var især højrøstet herom: "A ka æ forstå hva Karl Vestergård ligger og kører mæ om æ nat?" - kunne han gale op. Disse udtalelser var højst ubehagelige for Karl Vestergård og kunne røbe hele gruppen, hvis det værste skete. Derfor blev der skredet til handling. En nat tog 3 fra gruppen masker på og gik hen og bankede vedkommende op. Så fik han klar besked! Og fik at vide, at han skulle holde sin kæft! Han blev meget forskrækket, og var ikke sig selv i lang tid.

I arbejde for besættelsesmagten

Tyskernes byggeri af bunkers og forsvarsværk langs den jyske vestkyst krævede et stort mandskab. Mange danskere fik arbejde og fra Sejerslev og mange andre landsbyer, var der transport af mandskab på alle hverdage i en periode. To åbne lastbiler kørte af sted med folk fra Sejerslev hver morgen. En sommer tjente jeg på Jølbygård på Midtmors. En morgen skulle jeg trække 3 følheste til Morten Poulsen i Solbjerg. Hestene skulle til hingst og en sådan havde Poulsen. Jeg stod op kl 6 og inden jeg kunne drage af sted med de 3 heste, skulle jeg have føllene skilt fra dem. Jeg red på 1 af hestene og havde de 2 i tømme. Da jeg nåede ud på de større veje, var der meget trafikeret af mandskabstransport på vej til byggepladserne ved Vesterhavet. Og der kørtes hurtigt. Meget af tiden måtte jeg gå med hestene i vejgrøften på grund af den vedvarende trafik.

Der var ikke mange transportopgaver mellem danskere under krigen. Derimod gennemførte tyskerne mange byggeprojekter og et stort antal danske vognmænd havde deres indtægt fra kørsel for tyskerne.

Det var ikke af lyst, at hovedparten af vognmænd arbejdede for tyskerne og kunne man på forskellig vis sabotere i det små, så var det godt, så længe det ikke blev opdaget.

Nord for Thisted anlagdes en lufthavn. Hertil skulle køres grus fra en nærliggende grusgrav. Hvert vogntræk blev ved indkørslen til lufthavnens område kontrolleret af tyske vagtposter og læsset registreret. Derimod var der ingen kontrolpost ved udkørslen, der lå i den fjerne ende af området og ude af syne for vagtposterne ved indkørslen. En "Tordenskjold-vognmand" fandt frem til, at når vognen ikke blev kontrolleret ved udkørslen, så var der ingen grund til at aflevere sit læs. Så han kørte til tider ud med fuld læs - parkerede en stund - og kørte så til indkørslen og blev registreret for et nyt læs.

Men nogle vognmænd kunne også være for ivrige i deres engagement for tyskerne. Hos en af disse mødte en modstandsgruppe fra Midtmors op ved nattetid. På garageloftet havde vognmanden duer. De blev jaget ud og en mindre bombe blev placeret i lastbilens motorrum. Dernæst bankede modstandsfolkene vognmanden op og fortalte ham, hvad der ville ske og hvorfor. Derved sikrede man sig, at han havde forstået "meddelelsen" og at han ikke gik ud i garagen idet bomben eksploderede. Der gik en god tid inden vognmanden kom på vejen igen. Han blev rasende over " dette overgreb", som han omtalte det. Men mon ikke hans engagement hos tyskerne blev lidt mindre?

Udgangsforbudet brydes

Fra besætteIsens start beordredes mørklægning og udgangsforbud efter kl 21. For at kunne gennemføre vore natlige øvelser måtte vi nødvendig bryde udgangsforbudet. Alene dette brud kunne være farligt nok, hvis man blev standset.

Den sommer jeg tjente på "Jølbygård" var det svært at nå tilbage fra søndagsbesøg i Sejerslev inden udgangsforbudet startede. Jeg valgte mange gange først at springe på cyklen efter mørkefald - og gerne hen på natten.

På Nordmors var der som regel ingen eller næsten ingen trafik, men længere nede kunne vejene være ret befærdede med tyske transporter. Jeg skulle være orienteret såvel fremad som bagud og være sikker på, at der var en dyb vejgrøft som skjulested i nærheden. Turen kunne let byde på 5-8 stop i grøfter, mens de tunge transporter drønede forbi.

Ved ankomsten hen ad morgen til gården var malkningen overstået. Der stod 4 fulde mælkespande ved porten, klar til afuentning af mælkekusken - og klar til, at unge Kristian kunne slukke sin værste tørst!

På gårdene var der ofte tysker-besøg. De kørte rundt efter bacon og æg. Kunne folk sige nej, så gjorde de fleste det. Men der var også nogle, der bare så på pengene...

Skarrehage Molerværk bombes

Produktionen af molersten på "Skarrehage Molerværk" blev hovedsagelig anvendt i tyskernes byggeri. Om denne meddelelse er nået den britiske efterretningstjeneste via modstandsbevægelsen ved jeg ikke. Men briterne fandt det nødvendigt, at sætte en stopper for det.

En sen eftermiddag - ved 17.30 tiden - kom et lille bombefly ind mod den danske vesterhavskyst og fortsatte mod Nordspidsen af Mors, hvor fabrikken er beliggende. Tidspunktet var tilsyneladende nøje planlagt. Kl 17 var der fløjtet til fyraften og på fabrikken var der kun mennesker i portnerboligen og en enkelt brænder på molerværket. For at sikre, at der var mennesketomt, blev flyet styret en runde indover fabrikken og der blev vinket heftigt fra flyet, som tegn til at folk skulle forsvinde fra området.

Jeg gik hjemme på gården i Sejerslev og var i færd med at hente køer til malkning, da der lød et kæmpe brag. Ved den næste overflyvning havde piloten kastet sin bombe, der ramte midt ned i fabrikken. Brænderen, Kristian Sørensen fra Nr. Dråby, var ikke nået ud, han kravlede efterfølgende ud mellem murbrokkerne. Uskadt, men ganske chokeret og skræmt. Også portnerboligen var beskadiget, men ingen mennesker kom noget til. Der gik en rum tid med genopbygning inden der igen kunne brændes molersten på "Skarrehage Molerværk".

Transportfly styrter

Mange nætter var der overflyvning af engelske transportfly undervejs med våben og ammunition til aftalte nedkastningssteder, hvor modstandsfolk ventede på forsyningerne. Det var farefulde færd, der oftest foregik uden ekskorte af kampfly. Ved Jyllands vestkyst havde tyskerne opstillet kanoner og med livet som indsats fløj besætningerne de tungt lastede fly ind over land.

Mange transportfly blev ramt ved kysten, men det var vores indtryk, at selv hårdt ramte fly og besætninger fortsatte flyvningen mod nedkastningsstederne. En nat i marts 1945 var 6 transportfly over Nordvestjylland. 1 af disse havde sandsynligvis nedkastningsområde på Himmerland. Ved Vestkysten blev flyet ramt af antiluftsskyts. Besætningen fortsatte, men tabte højde ind over land. Da det nåede Feggesund, var der ingen chance for, at holde flyet i luften. Det styrtede nær Livø-kysten.

Det var mørk nat og det fortælles på Livø, at der hørtes råb om hjælp fra det synkende flyvrag. Men der var tyske soldater i området og de forbød fiskerne at sejle ud. Så blev der stille...

Det blev fortalt, at alle 6 transportfly - denne skæbnesvangre nat i marts 1945 - styrtede ned i Danmark.

Budskabet om freden når os

Den 4. maj 1945 nåede budskabet om Tysklands kapitulation os. Vi var lykkelige og faldt hinanden om halsen.

Denne dag var min Far på besøg, da han skulle hjælpe til med at få en kalv til verden. Jeg gik ud og gravede mit lille ammunitionsdepot frem af halmstakken, klargjorde det og tog det med ind i stuen.

Min Far havde nær fået en prop, da han så mig. Han havde på ingen måde haft tanke for, at jeg var aktiv i modstandsbevægelsen.

Medløbere og stikkere interneres

I krigens løb var mange danskere blevet tyskernes medløbere. Nu var regnskabets time kommet og retssager ville følge. Stikkerne var de mest modbydelig. En af disse, der også var aktiv under afhøringer, blev interneret i Thisted. Man kaldte han "Aalborg Slagteren". Når tyskerne havde fanget en frihedskæmper, så kunne han under afhøringen pine den tilfangetagne ved at hoppe på dennes bryst.

Vores første opgave efter kapitulationen, var at holde vagt ved internerede i Thisted. Undervejs til Thisted så vi soldater fra den slagne tyske hær på vej sydover. Nogle på en gammel rusten cykel - andre til fods. Udenfor Thisted lå en stor stak hjelme, som soldaterne havde smidt. Vi fik lov til hver at tage 1 hjelm. Hjelmene blev malet hos en cykelhandler i Thisted og vi anvendte dem dernæst, når vi gik vagt.

I en gymnastiksal samlede man et stort antal internerede. De fik ikke en pæn velkomst, nogle blev der spyttet på. Et par dage senere blev de fordelt på flere klasseværelser. Disse "værnemagere" skulle ud og luftes med passende mellemrum og ellers holdes vagt over. De var af meget forskellig herkomst. Der var store forretningsfolk og ganske almindelige mennesker.

Denne opgave blev af flere døgns varighed og vi kunne ikke sende nyheder hjemover. Vi havde ikke telefon på vagten - og det havde vi heller ikke i hjemmet. Alfred Sørensens kone, Tinna, turde ikke være alene. Så hun sov i 2 nætter i min seng ved siden af Marianne. De frygtede, at det værste var hændt os, for stadigvæk var der spredte kampe. Vi kom hjem en aften, hvor Marianne holdt "pigeaften". De blev glade for at se os - og vi dem.

Vagterne i Thisted var hyppige og blev mere koncentreret om våbenarsenaler. Vi fra Sejerslev fik til opgave at holde vagt ved et gartneri. Her var et redskabsskur, der var fyldt med våben og ammunition. Vi fik besked på, at være meget vågne. Hvis lageret eksploderede kunne det halve af Thisted ryge med, fortalte man. Ejeren af gartneriet gik rundt med revolver i lommen. Han var en flink fyr. Næste morgen blev vi inviteret indenfor til "dovre" (morgenmad).

Senere på dagen blev lageret afhentet og kørt til Aalborg. Vi blev sat til at læsse det hele.

En af de første dage efter kapitulationen skulle vi kontrollere de passagerer, der lod sig transportere over med Feggesund Færgen. Tiden faldt os lidt langt. Der var nogle bøjer ude i fjorden, som vi begyndte at skyde til måls efter. Pludselig kom der en tysk hurtigbåd forbi. De troede vi skød på dem og begyndte at skyde efter os. "Da kan det nok være I kunne komme ind på kroen!", underholdte Jakob Kromand senere ved flere lejligheder...

Marinevægterne i Hanstholm ville ikke overgive sig - det var meningen vi skulle ud og "overtale" dem, men vi ville helst undgå for meget skyderi. Vi ventede - så overgav de sig til sidst uden kamp. Nogle var dog stukket af. Dagen derpå blev der fanget 2 marinevægtere ved Feggeklit - de blev stillet op af en mur og undersøgt for våben og der gik bud til Nykøbing, at de kunne afhentes. Marinevægterne var danskere, der sympatiserede med tyskerne.

Udenfor Thisted lå 3 ejendomme og en mark vendte ind mod byen. Der var nogen der skød ind mod Thisted over denne mark. Vi blev sendt ud for at tage os af det. Vi kom op over marken og listede rundt om ejendommen. Da jeg kom rundt om et hushjørne så jeg lige ind i mundingen af en revolver. Det var Vestergård, som jeg havde fulgtes med. Han var beredt - næsten for beredt!

En vagt varede 24 timer. Vi fik betaling herfor: 24 kr og l pk. cigaretter og forplejning. Vi sov ofte i tyske barakker, når vi ikke var på vagt. I starten var der rigelig med tyske tæpper vi kunne tage over os, men til sidst var det næsten ikke til at finde et tæppe - folk havde taget dem med hjem.

Kådhed og uheldige hændelser

I de første dage efter krigens afslutlung var det så som så med organiseringen. Der manglede system i mange ting, hvilken førte til selvtægt på forskellige område, men også til farlige situationer. Mens vi var på vagt i Thisted blev vi sendt ud til et område, hvor der - uvist af hvilken grund - blev skudt. Vi skulle forcere en mark og der blev skudt imod os. Det viste sig, at være frihedskæmpere der morede sig med at skyde til måls. De havde bare ikke været opmærksomme på, at skudvinklen var dødsensfarlig for andre.

Vi var heldige med ikke at blive ramt. I en anden situation gik et gevær af, som blev båret over skulderen inden døre. Kuglen røg gennem loftet uden at skade nogen.

Til eftertanke

Det pres der hele tiden var tilstede prægede vore reaktionsmønstre og bedømmelser. De mindste misforståelser eller læk kunne være ensbetydende med tilfangetagelse og flere af vore aktiviteter var med livet som indsats. Nervøsiteten og intensiteten bredte sig. Vi følte alle et stort pres undervejs. Nogle bar det lettere end andre.

Vi blev mere kontante. Der skulle reageres på unøjagtigheder og på tendenser, der gjorde usikkerheden større end nødvendig. Disse forhold har medvirket til, at flere borgere fik sig en forskrækkelse - mod nogle var det tilsigtet mod andre var det ikke. Ude omkring i landet kunne stikkeri og "snakken over sig" i værste fald føre til likvidering. Dertil nåede vi heldigvis aldrig på Nordmors. Her blev tingene ordnet uden korporligheder.

Dette er medvirkende til, at jeg kan se tilbage på tiden i modstandsbevægelsen med oprejst pande og glæde mig over det ansvar vi tog, de opgaver vi løste og det kammeratskab, der voksede heraf.

Efterskrift

Der var 5 besætnings-medlemmer ombord på fragtflyet, der styrtede ved Livø. Og ingen overlevede tragedien. Man kan kun gisne om, hvordan de oplevede flyet blive ramt og senere styrte. Alle 5 besætningsmedlemmer blev begravet i dansk muld. Frederick John Watson - den sidst fundne - ligger begravet på kirkegården ved Sejerslev Kirke.

To unge piger, der tjente på Feggesund Kro, gik en søndagstur på tangen kort efter krigens afslutning i maj 1945. De fandt Frederick, der efter mere end 1 måned i Limfjorden endelig var kommet ind. Så spændte Jakob Kromand for vognen og man samledes om, at få Frederick kørt til kapellet ved Sejerslev Kirke. Herfra var jeg med til, at bære Frederick til graven.

Aldrig tidligere havde kirken i Sejerslev rummet så mange begravelsesgæster. Folk kom fra alle egne på Mors og på kirkegården var der mennesker overalt.

1995

I 1995 - på 50 års dagen for Danmarks befrielse - blev der holdt mindegudstjeneste i Sejerslev Kirke og menigheden samledes med familiemedlemmer til Frederick ved dennes graven.

Frederick var 25 år, da han døde. Han var gift og havde en søn på 2½ år. Denne søn, og dennes hustru og parrets fælles barn deltog i mindehøjtideligheden. På Fredericks grav er rejst en mindesten. Her står:

For frihed kamp var livets krav
for os som jer derhjemme.
Du gav dit liv
vi dig en grav
dit navn med tak at gemme.

Her på Nordmors blev Frederick John Watson symbolet på den heltemodige frihedskamp der udkæmpedes verden over - i hvilken så mange måtte lade livet.
Ved hans grav har vi et fælles sted at mindes den kamp, der forenede og allierede os frem mod en fri omverden og et frit Danmark.

 
 
 
 
 
 
 
 

Erindringer er indsamlet af elever eller indsendt direkte af mennesker, der har oplevet befrielsen eller besættelsen.

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 04/01 2010. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund