• Indhold

4. og 5. maj 1945

 

 

Oplevet af: Eva Thiim

Erindring

Jeg er født i 1935 og følte egentligt at tiden under besættelsen var god og dejligt, al den stund at familien holdt tæt sammen. Der var spærretid, og det betød, at var der fest i familien, hvad der ofte var, så varede festlighederne hele natten - og gæsterne gik først hjem kl. 8 om morgenen. De drak megen Pullimut. Hvad det så end var.

En enkelt gang var vi kælderen, medens der var luftangreb. Ellers sagde min far, at vi alle skulle sidde i den store entre, hvor han havde sat lænestole ud. Om det var en klog disposition, skal jeg ikke udtale mig om.

Den 4. maj blev der skudt op mod vore vinduer. Der boede en såkaldt værnemager i lejligheden ovenover os, og kuglerne ramte ind i vor væg.

Vi boede på et meget trafikeret hjørne på Frederiksberg, og da budskabet kom, at den tyske besættelse var en saga blot, husker jeg, at min mor hængte dannebrog ud af vort store hjørnevindue. Det forekom mig, at hun gik rundt med flot hat på hovedet - men det kan have været fordi hun skulle have været ud til et eller andet. Men jeg huskede at det var mærkeligt at have hat på indendørs. Det var en flot hat. Sort med store sorte fuglefjer.

Hurtigt samledes mange mange mennesker nedenfor vore vinduer. Min mor var bange for at vi skulle gå på gaden og der ville blive indblandet i urolighederne. Frihedskæmpere med de karakteristiske armbind i rødt hvid og blåt dukkede frem, og mange havde taget deres 'klathuer' på. Det var flade nakkehuer, der var hæklet med ringe i rødt, hvidt og blåt På trods af forbudet, måtte min kusine der boede hos os, alligevel være sluppet ud, uden mor vidste det. (Vi var temmelig mange børn hjemme. 3 kusiner, 1 fætter og mig som enebarn. For på forsiden af den følgende dags Politiken så vi min kusine stå i første række i den enorme menneskemængde, der havde samlet sig på hjørnet nedenfor vore vinduer.

Den 5. maj, spadserede min mor og jeg over til min bedstefar, der var født i 1864 for at fortælle ham, hvad der var sket. Undervejs passerede vi igennem Kapelvej på Nørrebro. Her lå en bunke tøj og møbler og brændte på fortovet. Det var en såkaldt tyskertøs's ejendele, der var smidt ud af vinduet aftenen før. Radioer hang ud af vinduet og fortalte det glade budskab hele vejen over til Nørre Alle, hvor min bedstefar boede i Håndværkerstiftelsen.Vi gik vi igennem den dejlige have, der hørte til stedet, og op i hans lille to værelsers lejlighed. Han sad ved sit spisebord, og var ved at sy et gulvtæppe til min far og mor. Det fyldte næsten hele bordet og stuen med. Det var syet af stofrester der i nøjagtige bredde og længder. Stofresterne fik han fra en konfektionsfabrik, og havde så bestemte mål, de blev klippet til i. Stofstykkerne blev sat på højkant og syet sammen i et nøje udarbejdet mønster af høj kunstnerisk værdi med krokodiller, firkanter - og hvad vi børn senere kom til at nyde godt af - også en tegning, der lignede en hinkerude. Så vi kunne hinke i dagligstuen, da gulvtæppet blev færdigt og af 3 mænd båret op på 4 sal, hvor vi boede.

'Der er fred, far', sagde min mor til bedstefar. 'Der er fred!'.

'Nå, sagde min bedstefar'. 'Er der fred'. Og så syede han ellers videre.

 
 
 
 
 
 
 
 

Erindringer er indsamlet af elever eller indsendt direkte af mennesker, der har oplevet befrielsen eller besættelsen.

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 07/01 2010. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund