Jeg vil gerne fortælle om en dag fra krigen, som jeg altid vil huske. Det var den 23. juni 1944. Vi, mine 2 søstre og jeg, skulle sammen med mine forældre til fødselsdag hos min bedstemor i Nimtofte. Der havde været meget sabotage på Grenåbanen den sidste tid, så vi turde ikke tage toget derud. Vi skulle cykle derud! Min mor skulle have min lillesøster på 4½ år i en cykelstol foran på cyklen, jeg, 9½ år, skulle sidde på bagagebæreren ved min far, og min storesøster på 14½ skulle køre på en cykel, vi havde lånt ved naboen.
Vi skulle køre ved aftenstid, min far skulle jo først hjem fra arbejde. Vi startede måske ved 18 –19-tiden. Vi nåede ikke langt før min far punkterede 1. gang, cyklen blev lappet, den punkterede igen, blev lappet, og det skete flere gange. Da det begyndte at blive halvmørkt, gik vi ind på nogle gårde, hvor vi fik lov at stå i laden og lappe. Da vi nåede Uggelbølle, var kl. blevet 23, og min far sagde, at nu kunne man ikke være bekendt at gå ind til folk, det var blevet for sent, og han kunne ikke se at lappe cyklen ude i det fri.
Altså måtte vi gå ud til bedstemor. Heldigvis vidste vi ikke hvor langt der var. Min lillesøster faldt i søvn i sin stol hen over styret på min mors cykel. Min mor og far trak deres cykler, Min storesøster og jeg skiftedes til at cykle eller løbe ved siden af cyklen. På vejen fandt vi flere stykker kul eller brændestykker, det blev samlet op og taget med, det kunne bedstemor jo bruge i kakkelovnen. Bedstemor havde ventet os før midnat, men vi var der først kl. 2 om natten. Bedstemor boede på 1. sal, hun sov, så vi måtte kaste sten op på hendes vindue, for at vække hende. Glæden var stor, da vi endelig kom, godt trætte, der er trods alt 40 - 45 km fra Aarhus til Nimtofte.
Det var efteråret i 1944. Jeg gik i skole på Skovvangsskolen i Aarhus. Der var skolebespisning for de fattige børn, og dem hørte jeg til. Jeg skulle møde i skolen kl. 12, og vi skulle spise først, så jeg har nok været i lokalet under skolen ca. 11.30. Menuen vekslede mellem mælkebrød = rugbrødstern med koghed mælk på, kartoffelmos, jeg tror med flæsketern?, og en varm ret mere? Mandag, onsdag, fredag, de andre dage fik vi smørrebrød. 4 ½ stykker med pålæg. Kunne vi spise mere, var det med syltetøj eller fedt. Denne dag var det mælkebrød. Vi stod op og spiste ved nogle bukke der var lagt en plade henover.
Pludselig hørte vi flyvemaskiner, der fløj lavt hen over skolen, luftalarmen lød, og alle blev gennet ind i beskyttelsesrummet inde under skolen. Der var næsten mørkt, vi kunne høre flyene, og drønene fra bomberne der faldt tæt ved, men ingen vidste hvor det var, men vi var klar over, at det var tæt på. Mange børn og lærerinder græd. Andre prøvede at trøste. En lærerinde, der havde et strikketøj i tasken, tog sit garn og klippede det i passende stykker, så fik vi et stykke papir, her skulle vi skrive navn og adresse, og det skulle vi så binde om halsen, så vi var nemmere at identificere, hvis der skulle ske noget på skolen.
Da vi endelig fik lov til at gå hjem, kom der stadig enkelte fly, og vi smed os i vejkanten, til der igen var fri bane. Da vi kom hjem, var der flere huse, hvor ruderne var knust, og vi fandt mange splinter fra granater/bomber?
Vi børn var ikke særlig påvirkede af krigen i dagligdagen. Vi legede meget krig med dukkerne, havde beskyttelsesrum under sofaen, havde børnehjem til dem der ingen steder havde at bo, o. lign. Vi hørte pressen fra England, og var meget optaget af alle de navne der hver aften blev læst op. Vores mørklægningsgardiner blev klistret til med billeder, vi klippede ud af gamle blade, eller som vi tegnede. Der var altid strømper der skulle stoppes, og hullerne var tit meget store. Jeg fik lært at stoppe strømper, og endda rigtig pænt og tæt.
Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring
