• Indhold

63 år efter. Om de nedskudte flyvere og befrielsen den 5. maj 1945

 

 

Oplevet af: Knud Raunkjær

Øjenvidneskildring, v. Knud Raunkjær (f. den 26.6.1923), nedskrevet april 2008, Tarm.

Den 12. marts 1945 stod jeg en regnfuld aften i skumringstiden uden for porten og så mod syd hjemme på Raunkjærgaard. På det tidspunkt var jeg 21 år.

Jeg kunne høre skyderi ovre fra Ølgod-kanten. Pludselig kom der et engelsk Lancaster-bombefly frem fra sydvest. Det brummede meget og prøvede at få højde. Det så grangiveligt ud som om det ville styrte lige ned i vores gård. Det var blevet beskudt af en tysk natjager.

Flyet nåede dog lidt længere og faldt ned oppe i vores nabo Svend Jensens mark. Jeg skyndte mig ind og fik gummistøvler på samt et par lommelygter med. Så løb jeg alt hvad jeg kunne op mod flyet. Her gemte jeg mig bagved diget og kunne se ned over begivenhederne. Der var også faldet nogle stumper ned i vores egen ”mosefenne”.

Vores nabo, Svend, kom netop hjem fra Ølgod og han råbte, at vi skulle have de to soldater ud, da der var ild i flyet. Jeg fik den ene lempet ud, han var skudt i hovedet og døde. Vi lagde ham under den ene vinge. Den anden var død ved flystyrtet.

”Doktor” Bent Øllgård havde også set flyet styrte ned og kom i fuld fart på motorcykel. Han var vores familielæge og vi var begge aktive i modstandsbevægelsen. Han var en del af den landsomfattende organisation og sammen var vi initiativtagere til det vi kaldte for ”Lyne-gruppen”. ”Lynegruppen” bestod af skrædder Frede Rasmussen, Knud Thygesen, Aage Thygesen, lærer Sinding, Lyne skole, Niels Persson, Laurids Bundgaard, Knud Raunkjær og Oskar Mortensen. (Se ”Lynegruppen” v. Knud Raunkjær, April 1999. Bygger på 20 siders erindringsstof fra min dagbog skrevet i juni 1945)

Vi kunne se tyskerne komme i fuld fart ovre fra Hedegården og fra Ølgod. De havde også set flyet falde fra Ølgod-siden. Så forsvandt doktor Øllgård i en fart, for han ønskede ikke at komme i deres kløer igen. Han havde allerede én gang været til afhøring i Kolding, hvor han var blevet tortureret.

Der var 5 soldater fra flyet, som nåede at hoppe ud med faldskærm. Jeg kunne høre dem gå ovre i Vallund og fløjte efter hinanden. De blev alle fem hjulpet af Vestjyder i området, som skjulte dem for tyskerne indtil de alle nåede sikkert til Sverige. Én af dem blev skjult oppe hos Åge Uhre, som vi kendte.

Lige efter Danmarks befrielse blev der rejst en mindesten over de to døde flyvere, englænderen Donald Morris og australieren Harvey James Porter. De så meget unge ud. Deres hænder var så fine og i deres ansigter lignede de næsten kun børn.

Jeg tror de var universitetsstuderende, men havde meldt sig frivilligt til at hjælpe i krigen mod Hitler. Det var hårdt for mig at se så unge liv gå til spilde. Kun knap halvanden måned efter kom befrielsen til Danmark.

Der kom en lastbil fra CB korpset fra Tarm. CB korpset (Civilbeskyttelsen), oprettedes ved lov af 1938, for at hjælpe civilbefolkningen ved hospitaler, brandvæsen og politi. De der indkaldtes til korpset kaldtes under besættelsen for føl i folkemunde, fordi de var stillet til rådighed for politiet og fulgte i hælene på en "voksen" politibetjent. De startede med nogle få timers undervisning i politiarbejde, var i starten iklædt gule kedeldragter. Senere fik de skråhue, og en rigtig uniform med grønt armbind.

CB korpset bragte de omkomne til Tarm sygehus og senere blev de i hemmelighed begravet af tyskerne i ”englændergravene” i Østermarken i Tarm.

I 1995 blev der holdt en mindehøjtidelighed i forbindelse med 50-årsdagen for begivenheden.

Kort tid efter flystyrtet blev vi beordret til at have nogle tyske soldater boende hjemme på min fødegård ”Raunkjærgaard”. De kom i en lastbil, som blev parkeret ved stalden. Deres opgave var at samle stumperne fra flyet og transportere dem hen til jernbanen i Ølgod. Alt udstyr og metal skulle genbruges/omsmeltes.

Vores nabo, Svend, havde en husbestyrerinde, Jenny. Hun syede selv en kjole af stoffet fra en af faldskærmene. Hun farvede stoffet, så kjolen blev flot blålilla. Det husker min dengang hjemmeboende søster Kirstine så tydeligt

Soldaterne overnattede i vores karlekamre i den ene staldlænge. De kom og fik deres måltider serveret i køkkenet. Vi sad selv inde i stuen og spiste. Engang da vi hørte radio fra England (hver aften hørte vi ”den danske stemme” fra London) græd de. De kunne høre hvordan russerne havde angrebet deres hjemegn i Tyskland. De var gifte og tænkte på hvordan det skulle gå deres koner og børn.

Det var fredelige folk og de fik en god behandling hos os. Min mor, Else Raunkjær, min søster og en ung pige i huset, lavede mad til dem og alle tog det roligt.

Vi fik indblik i deres følelser og fandt ud af, at de var almindelige mennesker, som ikke kunne gøre for at Hitler havde startet 2. verdenskrig. De længtes hjem til deres familie og ønskede, ligesom som os, at krigen snart måtte slutte.

Jeg var bange for at de skulle opdage lageret af håndgranater og ammunition, som jeg havde gemt i den yderste ende af vores kartoffelkælder nede ved køkkenhaven.

Jeg havde hentet det på min cykel i nærheden af præstegården i Ølgod i nattens mulm og mørke. Vi hentede det i jutesække og ingen af os var blevet taget.

De gik lige forbi katoffelkælderen hver dag, da det var på vejen hen til hvor det havarerede fly lå.

Min far, Christian Raunkjær, og min søster kendte ikke noget til min deltagelse i aktiviteterne i ”Lynegruppen”. Men jeg var klar over, at min mor havde det på fornemmelsen. Hun spurgte ikke til detaljerne. Vi blev stiltiende enige om, at jo mindre hun vidste, jo mindre kunne hun afsløre ved en afhøring.

Den 5. maj kom befrielsen og det har jeg tidligere beskrevet i artiklen ”Modstanden mod tyskerne” bragt i Ringkøbing amts Dagblad 2005.

Flag var hejst overalt og kirkeklokkerne kimede til glæde over, at krigen nu var ovre, og vi stod der som modstandsfolk, soldater under kommando af Montgomery og Eisenhower.

Jeg blev indkaldt som soldat til tjeneste den 18. juli 1945 i Haderslev og stoppede vagttjeneste i Strellev den 1. juli. De andre i gruppen blev en måned mere. Den 24. juni var vi en rutebilfuld til region 3. ´s store møde på Skamlingsbanken. Der var også en fin sammenkomst i Ølgod samme dag for områdets modstandsfolk, hvor vi fik vores regionsmærker udleveret.

Niels Persson, som boede i byen dengang har fortalt: ”det var en skøn forårsmorgen og der var en ejendommelig stemning over byen. Folk søgte sammen for se og høre nyt. Markarbejdet hvilede og dyrene fik kun den mest nødvendig røgtning.

De sidste måneder havde været fyldte med spænding og ængstelse. Ville krigen til sidst nå vores by? Vi havde båret vores kongenåle, sunget vore fædrelandssange, og de mest forvovne havde ”Frit Danmark” og ”Information” skjult de forunderligste steder”. (Se yderligere beskrivelse i artikel i Vestkysten lørdag den 3. maj 1975: ” Sådan oplevede Lyne den 5. maj”.)

 
 
 
 
 
 
 
 

Erindringer er indsamlet af elever eller indsendt direkte af mennesker, der har oplevet befrielsen eller besættelsen.

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 08/01 2010. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund