• Indhold

The Royal Dragoons ankomst til Danmark

 

 

Indsendt af: Flemming Christensen

 

Befrielsen af Århus 1945
I Århus den 4. maj om aftenen havde familien Søren Nielsen på hjørnet af Søgade og Frederiksalle besøg af deres kortvenner skrædder Nielsen fra Vesterbro torv. De havde spilleaften og var optaget af spillet, pludselig blev de opmærksom på, at gadestøjen havde forandret sig, den var ikke som den plejede. Da de så ud af vinduet, så de at gaden var fyldt med glade mennesker, der dansede rundt og viftede med dannebrogsflag. Søren gik ned på gaden for at høre, hvad der var sket. Da han kom tilbage, kunne han fortælle, at der var fred, tyskerne havde overgivet sig. Freden var blevet offentliggjort i den engelske radio, men i Søgade havde man aldrig lyttet til BBC’s nyhedsudsendelser. Der blev ikke mere spillet kort den aften, men der blev skænke af Sørens hjemmelavede sauterne og skålet for freden.  


Dagen efter den femte maj var huset i Søgade fuldt af familie og venner, de ville være sammen og fejre freden. Blandt de besøgende var Søren og Marie Kirstines barnebarn Jonna, der var sammen med sin mor Maren. Jonna var året før blevet student og havde bestået filosofikum og skulle begynde på medicin studiet. Hun var Søren Andreas´ yndlingsbarnebarn, han var stolt af hende og ventede sig meget, hun var den første, der havde taget studentereksamen.


Tirsdag den 8. maj var begge side af Frederiksalle fyldt af mennesker med danske og engelske flag, de ventede på, at englænderne skulle komme. Søren og Marie Kirstine havde de bedste tilskuerpladser, de kunne følge det hele fra deres vinduer. Det blev et sandt triumftog for de 140 mand og 40 panservogne i The Royal Dragons, da de kørte ind i Århus. Allerede ved bygrænsen, var begge sider af vejen fyldt med forventningsfulde århusianere, der var parate til at give ørkenrotterne en heltemodtagelse. Ritzaus Bureau anslog, at 98 procent af århusianerne stod klar til at modtage soldaterne.
Det blev den helt store heltemodtagelse, alle de engelske køretøjer var fyldt med blomster og glade århusianer. Det blev en paradekørsel gennem Århus, man kørte den længste omvej for til sidst at køre gennem Bruunsgade til Skt. Pouls plads. Her blev deres panserkøretøjer parkeret, de blev grundig efterset af både gamle og unge. Soldaterne blev indkvarteret på Handelshøjskolen i Hans Brogesgade. Om aftenen var de blevet inviteret til middag på Hotel Royal på byens regning. Gaderne var fyldte med folk, soldaterne gik ikke til hotellet, de blev nærmest båret gennem Bruunsgade forbi banen og ned gennem Ryesgade og Strøget. Da de kom ned til torvet, var der så mange mennesker, at de spærrede indgangen til hotellet, så soldaterne måtte løftes gennem vinduerne. I den kommende tid bestilte soldaterne ikke andet end at gå til fester, de var omsværmet og efterspurgte. 


Jeg var, som jeg plejede på ferie i befrielsessommeren hos mine bedsteforældre. Stemningen i byen var anderledes end i de tidligere år ligesom mere løssluppen. En dag skulle jeg et ærinde ned på hjørnet af Fredensgade og Fredens torv, hvor Jonnas moder (Maren) havde en kaffebar. Da jeg gik ind gennem porten i Fredensgade, stødte jeg ind i to, som stod og omfavnede og kyssede hinanden. Det var min kusine Jonna og en engelsk soldat, det var jo en overraskende nyhed.
Jeg fortalte selvfølgelig om mit møde, da jeg kom ind og afleverede det, jeg skulle. Jeg fik besked på, at jeg foruden min moster Maren var jeg den eneste, der vidste at Jonna kom sammen med en engelsk soldat. Jeg måtte ikke nævne det for nogen allermindst for bedstefar Søren Nielsen. Jeg kendte jo også hans indstilling til englænderne, jeg holdt tæt. Han kunne ikke fordrage dem for deres hårdhændede fremfærd under Boerkrigen sidst i 1800tallet, han mente, at de snød os, når vi handlede landbrugsprodukter med dem, de truede med at købe billigere smør og flæsk på New Zealand i stedet for i Danmark.


Jeg var sammen med Jonna og Jim. Flere gange var vi ved stranden med nogle af Jims soldaterkammerater og deres danske piger. Jonna og jeg kørte i Jims Jeep, jeg blev sat af på Frederiksalle et stykke før Søgade, så Søren ikke kunne få øje på mig i gadespejlet.


Det var en skam, det var ellers noget at prale af, men der var ingen, jeg kunne fortælle, at jeg havde kørt i Jeep og røget Players Navy cut cigaretter.


Det viste sig at være den store kærlighed, Jonna opgav alt sit danske og giftede sig i september 1945 med Jim på rådhuset i Århus. Efter brylluppet tog brudeparret ud til Søgade, hvor Jim blev præsenteret for Søren og Marie Kirstine og de øvrige familiemedlemmer, de accepterede ham som medlem af familien. 


Efter at Jim var blevet hjemsendt, rejste Jonna over til ham i Somerset i nærheden af Bristol i England. De bosatte sig i Shipham Lane i Sommerset, huset blev senere overtaget af datteren. De fik to børn Patricia Frost født 1947 og James Frost født 1948. Jim blev ansat i sit gamle reklamefirma. Som han blev medejer af. Han solgte sin andel i firmaet omkring 1948 og blev agent for det danske firma Wandex i Århus, der handlede med isoleringsmateriale, som der var et stort marked for i England med de utætte huse. Jims ansættelse gjorde at de ofte kom på besøg i Danmark, som Jim blev knyttet til og satte pris på.


Jim og hans kammerater blev fejret på 50-årsdagen for befrielsen, de havde fået indbydelse af Århus byråd til at komme og være sammen med byens borgere på dagen den 4. maj. Den femte maj om aftenen var de inviteret til stor middag på rådhuset. Jim og hans datter Patricia deltog i festlighederne. Det var ikke raske og rørige mennesker det trådte frem, årerne havde taget på dem, flere måtte støttes af kammeraterne eller deres slægtninge. Det var gribende sener, når to gamle soldaterkammerater mødtes, de havde ikke set hinanden, siden de blev hjemsendt. Fælles for dem alle, de bar de medaljer de havde fortjent.


Samme år i december døde Jim. Jonna var død 2 år tidligere i december 1993. Huset på Shipham Lane blev overtaget af datteren Patricia.


Soldaten Jims vej til Århus 1939 - 1945
Jim Frost blev født i Somerset nær Bristol England i 1914, Han måtte forlade sit arbejde i et reklamebureau, da han ved udbruddet af anden verdenskrig blev indkaldt til militærtjeneste. Der var i 1939 blevet indført værnepligt for mænd mellem 18 og 41 år. Hvis de var ansat i en virksomhed, blev de garanteret genansættelse, hvis de overlevede krigen.


Efter at han havde fået den militære grundtræning, blev han indrulleret i ”The Royal Dragons”, der havde kvarter i Kasernen i Hyde Park i London kendt under navnet Knightsbridge Barracks, der ligger i nærheden af Buckingham Palace.


Regimentet ”The Royal Dragoons” var et beredent regiment, der var velegnet til at gøre tjeneste i ørkenområder. I 1939 blev regimentet sendt til Palæstina, der hørte til det britiske mandatområde (Storbritannien fik overdraget Jordan og Israel efter første Verdenskrig). Palæstinenserne havde fra 1936-39 gjort oprør over den stigende jødiske indvandring. Den britiske regering besluttede at begrænse indvandringen. Dragonregimentet fik til opgave at bevogte grænserne og tilbageholde eventuelle jødiske indvandre. Palæstina fik lovet, at de ville få selvstændighed i løbet af ti år.


I november 1940 blev The Royal Dragons overført til Ægypten, for at blive motoriseret, hestene skulle udskiftes med moderne kampvogne. I det næste halve år blev Jim og hans kammerater optrænet i nye kampformer. Regimentet blev derefter sammenlagt med Royal Armoured Corps.


I juni 1941 blev regimentet overført til Syrien i Lydda området, der efter første verdenskrig var blevet overdraget Frankrig af Folkeforbundet som mandatområde. Efter Frankrigs sammenbrud i 1940 var Syrien fortsat besat af Vicky regeringen (I 1940 blev det sydøstlige Frankrig ikke besat af tyskerne, men forblev selvstændig under Hitlers beskyttelse). Jim var tilknyttet The Royal Dragons, han deltog sammen med australske, indiske og frie franske styrker i felttoget i Syrien og Libanon. Efter hårde kampe overgav Vicky regeringen sig til englænderne.


I december 1941 blev The Royal Dragons tilsluttet den ottende arme i Ægypten under Bernard Law Montgomery, der havde overkommandoen over den 8. armé kaldet Ørkenrotterne. Modstanderen var den tyske general Erwin Rommel, der var leder af det tyske Afrika korps.


I januar 1942 trængte Rommel i en stor offensiv englænderne tilbage til Ægypten. The Dragons fungerede som flanke og bagvagt under tilbagetrækningen af den 8. arme til Gazala linjen i Ægypten. I juli 1942 blev aksemagternes offensiv stoppet af de allierede. Efter tilbagetrækningen fik The Royal Dragons en måneds hvil med henblik på en omorganisering.


I september blev The Dragons knyttet til 10. panserdivision. Den 23. oktober gik englænderne til modoffensiv, der blev det blodigste slag i ørkenen, her var englænderne overlegne både i antal og udstyr. Det lykkedes dem den 24. oktober 1942 at trænge Rommel tilbage fra el-Alamein til Tunesien. The Royal Dragons blev beordret til at angribe Rommel bagfra. De gjorde sig bemærket, ved at de blev de første britiske tropper i den 8. armé, der brød gennem fjendens linjer. De opererede derefter to dage bag fronten, de skabte kaos blandt det retirerende italienske infanteri. Det lykkedes at ødelægge adskillige fjendtlige transportmidler en tank og adskillige kanoner. Efter det insisterede Montgomery på, at The Royal Dragons altid skulle inddrages i kampen. I November indledtes det endelige slag i felttoget i Tunesien. The Royal Dragons deltog på den sydlige flanke af den ottende arme. Den 4. november 1942 sluttede den ottende arme modoffensiven. USA, der var trådt ind i krigen, gjorde den 8. november landgang i Marokko og Algeriet under ledelse af general Eisenhower. De tyske tropper blev efter hårde kampe mod vest og syd omringet i det nordlige Tunesien, hvor de overgav sig i maj 1943.


Den 9. juli 1943 begyndte landsætningen af tropper på strandene på Sicilien. Invasionsstyrkerne var fortrinsvis amerikanske, britiske og canadiske. Den amerikanske General Dwight D. Eisenhower var øverstkommanderende. Den amerikanske 7. Armé blev ledet af general Georg S. Patton, den engelske 8. Armé og canadiernes 1st infanteri division blev ledet af Bernard Montgomery.


The Royal Dragoons blev i juli 1943 sendt til Sicilien. for i december at blive sendt hjem til Ashford i Kent til uddannelse og træning til invasionen i Frankrig, som gik under navnet ”Operation Overlord”.


Jim og hans kammerater deltog ikke i selve invasionen i Frankrig, de blev først sendt til Normandiet i slutningen af juli. De fortsatte gennem Frankrig og Belgien for at slutte sig til de luftbårne styrker i Nijnegen og Arnhem i Holland. I september 1944 var de ansvarlige for en lang sektor i nærheden af den tyske grænse, her patruljerede de til fods. I januar 1945 lå regimentet for første gang siden ankomsten til Frankrig i reserve i en måned. 


Montgomerys felttog mod Rhinen begyndte i februar. Den første hindring de mødte, var Siegfried Linen, der var beton befæstninger langs den vestlige grænse til Tyskland. Siegfried Linen var bemandet med unge drenge og ældre mænd.
Den 7. marts nåede de Rhinen og fik skabt et brohoved, der blev fulgt op af endnu et den 22. marts. Dagen efter satte Montgomery et angreb i gang, der skulle etablere en overgang over Rhinen. Montgomery gav ordre til, at The Royal Dragons skulle deles i to. A og B eskadrillerne skulle tilknyttes 51. Highland division, medens C og D den 15. skotske division. Sidst i marts passerede de Rhinen. Amerikanske styrker fulgte med over. Montgomery og Churchills hensigt var at erobre store dele af Tyskland og nå Berlin før russerne. Eisenhower nægtede at deltage, så et angreb på Berlin blev udsat. Der var en hemmelig aftale mellem amerikanerne og russerne, at russerne skulle indtage Berlin på egen hånd.


I begyndelsen af april var regimentet samlet igen. Montgomery fortsatte mod nord med Elben som mål. The Royal Dragons blev sendt på rekognoscering. De skulle identificere de tyske styrker, der trak sig tilbage på motorvejen mellem Braunschweig og Uelzen. Regimentets opgave var at rekognoscere for at finde ud af, hvor tyskerne ville etablere sit næste forsvar, som formodedes at være ved floden Elben, nord for Braunschweig.


Under fremrykningen rekognoscerede englænderne for at orientere sig, om der i landsbyerne var etableret et tysk forsvar. Hængte der hvide lagner på kirken eller ud fra husene, var det tegn på, at beboerne overgav sig. Det var ikke tilfældet den 5. april 1945 i landsbyen Hankensbüttel, der blev sendt en fortrop mod byen. Den blev beskudt ved en jernbaneoverskæring, hvor der var anbragt en 20mm tankkanon. De engelske kampvogne blev kørt i stilling og beskød stillingen, til den var ødelagt. De tyske soldater, der betjente kanonen, var unge drenge og ældre mænd. Den eneste overlevende var en dreng mellem 14 og 16 år, han var hårdt såret og tydeligvis døende. To kvinder kom til stede, den ene af kvinderne viste sig at være drengens moder, de prøvede at få ham væk trods hans store smerter. Englænderne gjorde noget, som var forbudt, de gav ham noget morfin, der ellers var forbeholdt sårede soldater. 


Fra Hankensbüttel fortsatte fremrykningen ca. 10 kilometer til Wittingen, her viste landsbyen synligt tegn på overgivelse. Det foruroligede englænderne, at der var samlet mange mennesker på vejen ind til byen. Der blev sendt et rekognoscerings hold af sted, de blev mødt af en mand med et hvidt flag. Til deres store overraskelse var han britisk krigsfange. Han og de øvrige var blevet taget til fange i 1940. De blev sat til at arbejde i landsbyen som landbrugsmedhjælpere, de havde et godt forhold til lokalbefolkningen. Mange af fangerne havde forhold til de lokale piger, som de håbede at gifte sig med efter krigen. De bad om, at der ikke blev skudt i byen, den havde overgivet sig. The Royal Dragoons fortsatte i retning af Uelzen. I de fleste landsbyer de kom igennem, var der hængt hvide lagner ud.


I landsbyen Bad Bodenteich var det anderledes, der var ingen hvide flag at se. Tyskerne havde etableret et baghold, det lykkedes dem at ødelægge 2 pansrede biler og en Daimler panservogn (Daimler Armoured Car). To af besætningen, der var komme ud, kæmpede for at få den tredje ud. En tysk pige hjalp dem med at få den sårede soldat ud og med at få stoppet hans blødninger. De tre fra kampvognen blev taget til fange af tyskerne. Det lykkedes englænderne at overtale den ledende SS officer til at udveksle fangerne med en tysk major. Den sårede soldat var alvorligt såret, det kostede ham næsten to år på hospitalet og på hærens rekonvalescens hjem. I oktober 1947 rejste han tilbage til Bodenteich for at takke den tyske pige, der havde reddet hans liv. Det endte med bryllup for de to..


The Royal fortsatte videre nordpå mod Uelzen og videre til Lauenborg ved Elben, som Montgomery havde passeret den 29. april. Her kontrollerede The Royal Dragoons en passage over floden.


Sidst på eftermiddagen den 4. maj ankom tyske forhandlere til Montgomerys hovedkvarter på Luneburger Heide, hvor de fik oplæst og underskrev kapitulationsdokumentet. De tyske tropper i Holland, Nordtyskland og Danmark havde overgivet sig.
 Den 7. maj 1945 var The Royal Dragoner rykket nordpå mod Østersøen. Da de nåede Lübeck, fik de ordre på at køre til Danmark og befri landet. De kører fra Lübeck 150, kilometer gennem Slesvig til den danske grænse, som de overskred den 8. maj.


Da englænderne havde passeret den danske grænse, mødte de tusinder af glade mennesker, de var overalt, de råbte velkommen og omfavnede soldaterne og overdængede dem med blomster. Fra alle husene hang der danske og engelske flag.


Det var en brat overgang at overskride grænsen, overalt hvor de kom frem i Tyskland, var der mennesketomt, de mødte kun nogle få forskræmte mennesker og soldater, der var på vej hjem. I byerne hængte der lagner ud fra vinduerne som tegn på overgivelse.


Jim fortalte at det gjorde et stort indtryk på ham at opleve stilheden på den ene side og den højlydte glæde på den anden side, hvor der var alt andet end stilhed. Alle byer, de kørte gennem inden de nåede Århus, var i feststemning. Det værste, der skete for soldaterne var, at deres cigaretter og chokolade slap op. De havde hurtigt opdaget, at det bedste de kunne give de glade danskere var en cigaret eller et stykke chokolade. Skuffelsen lyste ud af modtagerne, når det gik op for dem, at soldaterne havde foræret alt væk. Det var et triumftog, de engelske soldater var deltager i, alle steder på vejen op gennem Jylland stod der glade dansker og hyldede befrierne. Den eneste afslapning var, når de var på landevejen udenfor byerne. Den modgående færdsel var det småt med, når man så bort fra de tyske soldater, der fyldte vejen hjem til Tyskland. For dem var der kun en måde, det var at bruge apostelenes heste. 

Kilder: Dagbøger, Referat af samtaler, internettet.


 
 
 
 
 
 
 
 

Erindringer er indsamlet af elever eller indsendt direkte af mennesker, der har oplevet befrielsen eller besættelsen.

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 28/10 2011. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund