Befrielsen 1945

Oplevet af: Lis Mellemgaard

I 1945 kom et digert værk: Danmark under Besættelsen redigeret af historikeren og modstandsmanden Vilhelm laCour. I afsnittet: Kvinder i modstandskampen skrevet af en kvinde står der:

”Kvinder er ikke skabt til Krig. De er skabt til at pusle om i et Hus, nynne, tørre Støv af og vaske Børn. Roden til Kvinders tilbageholdende Indstilling over for Krig kræver Initiativ, og nægtes kan det jo ikke, at mange Kvinder på grund af Mandens Trang til at være Kvinden til Støtte, og hendes egen Lyst til at imødekomme den, har tillagt sig en indgroet Magelighed, som mange Steder er trådt hindrende i Vejen for Evnernes Opvågnen.”

Men tænker man på billeder af de engelske kvinder, der deltog i våbenindustrien eller gik ind i mandejob, så var vi nok lidt gammeldags.

Kvindens stilling var husmoderens, var i hjemmet eller havde typisk kvindearbejde. Mange kvinder og især sygeplejersker levede med sårede frihedskæmpere under illegale forhold, under jorden. Altså noget der ikke tog sig ud.

Jeg tror helt bestemt, at de fem forbandede år ændrede og udjævnede sociale forhold. Også folkestrejkerne udjævnede sociale forskelle ”man kom hinanden ved”, som det senere kom til at hedde. Man skaffede, byttede, hjalp hinanden, skjulte hinandens bekendte. Og vi lærte og blev simpelt hen tvunget til at acceptere hinanden og have absolut tillid til hinanden, og skel udslettedes. Mens sociale uligheder udjævnedes, så ændredes kønsrollerne meget lidt. Kvinder opfattede sig mest som underlegne, efterlevede Paulus´ ord, kvinder skal tie i forsamlinger. Men til gengæld gjorde de det, de blev bedt om.

Samtidige beretninger om kvinders indsats under besættelsen er sjældne. Men i avisen Socialdemokraten den 23. maj 1945 var der en kronik af Gori Gunvald med titlen:

”Hvor var Kvinderne henne under Besættelsen: Vi har snart i 14 dage jublet over Befrielsen. Jubelen har givet sig mangfoldige Udtryk på Gaderne, i Hjemmene og i Pressen. Det har været en Glæde og Fornøjelse at se alle samles om dette ene, og lade alt andet hvile imedens.

Men fra den første Dag, Pressen og Radioen blev frigivet, hørte man kun ét: En Tak fil alle danske Mænd, der så heltemodigt satte Livet ind, en Tak til alle danske Mænd, der i disse Aar maatte tåle ondt og undvære deres Hjem. En tak til alle danske Mænd!

Billederne i aviserne af den nye Samlingsregering var et opmuntrende Syn, opmuntrende fordi det altså lykkedes herhjemme, hvad man ikke har magtet i noget andet Land: At gennemføre Frihedskampen og derefter i fuld Enighed med den del af Befolkningen, der ikke var aktivt med i Kampen, at danne en Regering, der nyder såvel den almindelige Befolknings som den illegale Bevægelses Tillid.

Men samtidig var disse Billeder et deprimerende Syn. Man saa dér 18 Mænd på Rad og Række, og sammenholdt man Billederne med Ordene i Pressen og Radioen, maatte man spørge sig selv: Hvor var Kvinderne under Besættelsen? - Og hvor er de nu?

De maa vel være sunket saa dybt under Jorden i disse 5 Aar, at de ikke har haft Spor Indflydelse på det, der er sket – og saa dybt, at de ikke har kunnet komme frem igen, skønt der nu er Fred og Sammenhold og Samarbejde.

For det er vel ikke endnu engang Meningen, at Sammenholdet og Samarbejdet kun gælder Mændene ?”

Som baggrund og til sammenhold for familierne var kvinderne helt nødvendige. De måtte trække det store læs, få maden til at strække, stå i kø efter rationaliserede varer, lærte at få noget ud af ingenting, skaffe rationeringsmærker til mad og tøj, stoppe og lappe i det uendelige. De oprettede omsyningscentraler og bytteforetagender, samlede klude til forbindinger.

Mange kvinder tog del i civilberedskabet. De uddannede sig til Lotter, gik ind i Danske Kvinders Beredskab eller Danske Kvinders Samfundstjeneste eller tog samariter uddannelse. Herfra var der en gradsforskel til at deltage i frihedskampen.

Billedet af kvinden med barnevognen, hvori er skjult våben, er kendt af alle. Det er nærmest blevet en kliché, den udskældte myte. Det eneste mindesmærke for kvinder står i Lyngby , man ser en bekymret kvinde med hånden under kinden, titlen er: Husmoderen og Vareknaphed.

Også som den nødvendige baggrund for frihedskæmperne var kvinderne parate. Ved at give husly, sørge for mad, vask, stoppe og lappe frihedskæmpernes tøj. Som én sagde: Bag hver frihedskæmper står en kvinde. Igen et arbejde , der ikke tog sig ud.

Frihedskæmperne havde ikke kunnet klare sig, hvis der ikke havde været husmødre, der beredvilligt lod deres dør stå åben og delte deres knappe rationer med dem. Frihedskæmpere uden bopæl kunne ikke få rationerings mærker, det gjaldt for alle dem der kom fra provinsen. Husmødrene må have været optimistiske, var klare over at de på den måde kunne hjælpe med til at få en snarlig og lykkelig afslutning.

Kvinderne var bundet til hjemmet i hvert fald den del, der havde børn, og var derfor lette at få fat på for tyskerne, hvis de var mistænkte for illegalt arbejde. Eller, hvad der skete mange gange, kunne blive taget som gidsler. Mange kvinder kunne fortælle spændende historier om at hjælpe de illegale, men kun få er beskrevet.

Det første modstandsarbejde som kvinder deltog i, var typisk sekretærarbejde, at duplikere, først på simple duplikatorer med håndsving, senere med trykkemaskiner, sende breve og indbydelser til møder. De fleste store aktioner blev foretaget af mænd, sprængninger og likvideringer, men baggrunden for disse aktioner var forundersøgelser, flytning af materiale, våben, ammunition, passersedler, identitetskort, rationeringsmærker, som de også var med til at stjæle. Deri deltog kvinderne ivrigt – så igen blev kvindernes arbejde ét, som ikke tog sig ud.

Tre kvinder, som jeg kender udførte dristigt og meget vigtigt arbejde, som kurerer for nedkastningschefen i Nordjylland Toldstrup, kaldet Tolderen. Deres arbejde bestod i at chifrere og dechifrere koder, der var nedkastet i containere af de allierede. De var krumtapper i Nordjyllands forbindelse til de allieredes SOE.

Der var kvinder, der tog aktivt del i aktioner. Frk. Lange var delingsfører i HOLGER DANSKE. I mit eget hjemsendelsesbevis står, at jeg hørte til frk. Langes deling, men jeg havde aldrig set hende i den illegale tid. Så man kan forstå, at netværket var i høj grad skjult.

I Sønderjylland opererede Røde Marta, som efter billederne ligefrem eksercerede sine ”soldater”. Der fandtes en kvindelig modstandsgruppe, studenter ved Århus Universitet. Den er beskrevet i bogen Ikke noget theselskab, redigeret af Hedda Lundh, som selv fungerede som sprængnings ekspert. Hun måtte flygte til Sverige, mens andre af gruppen Else Marie Pade, Paula Heide og Karen Brieg blev arresteret og indsat i Frøslev lejren. Alle tre var musikbegavede og komponerede bl.a. Frøslev marchen. De skriver naturligvis om fængselsopholdene.

I de sidste år har en gruppe kvinder, tidligere frihedskæmpere, fundet sammen. Det viser sig, at de ikke vidste noget som helst om, hvorfor de andre var arresteret – det måtte man ikke vide for forsigtigheden, hvis man skulle blive udsat for forhør, men også fordi der var stikkere i lejren.

Kort efter befrielsen udkom en bog Kvinder i Bur om kvinderne i Frøslev lejren, skrevet og tegnet af Gerda Plough Sarp Den er for længst udsolgt men burde genudgives i særlig grad for sin kunstneriske kvalitet.

Børn er gode iagttagere, fornemmer faren, men opfatter den måske større end den er. De børn, hvis forældre var illegale, var påvirkede af tavshed og hemmelighed. Det er beskrevet i bogen: Fra tavshed til tale, børn af frihedskæmpere fortæller, som jeg har redigeret. Den er på flere måder en hyldest til moderen. Jeg citerer fra denne bog:

”På en sær måde bliver hele denne genoplevelse (om besættelsen) centreret om min mor. Det var familiens og vennekredsens mænd, de dramatiske begivenheder overgik. Men det var først og fremmest gennem min mor, jeg oplevede det. Min følelse af at stå tilbage med hovedet fuldt af ubesvarede spørgsmål hænger sammen med den nødvendige tavshed, krigen medførte, men også med mine forældres tavshed.”

En kvinde var et par år, da hendes far blev skudt under flugtforsøg og moren blev fængslet og sad i Vestre Fængsel til befrielsen. Hun slutter sin beretning med: ”Selv om jeg ikke oplevede krigen, har den alligevel fulgt mig hele livet. Havde man, da krigen sluttede haft mulighed for at hjælpe dem det gik hårdt ud over, havde min mor også fået et godt liv. Det gør mig tit ked af det, når jeg tænker på det hun har været igennem, uden at have haft nogen at betro sig til”.

En særlig gruppe var De røde enker. Da Tyskland i 1941 angreb Rusland, blev de danske kommunister arresteret og indsat i Horserød lejren. Senere blev de overført i kz-lejren Stutthof. Kommunisterne havde i forvejen et netværk, også fordi mange havde deltaget i den spanske borgerkrig. De kommunistiske grupper var erfarne, havde våbenforstand, og deres aktioner var professionelle. Også kvinderne havde et netværk, der blev til De røde enker.

Den sociale forsorg vi kender i dag, fandtes ikke. Der var nok også en vis frygt for kommunisterne. Kvinderne fik ikke økonomisk hjælp, de blev ladt i stikken. Der blev heller ikke fra det offentlige givet nogen form for understøttelse til børnene, men kvinderne hjalp hinanden. De opsøgte myndigheder, endog ministre, og de henvendte sig til Røde Kors, hvis motto jo er: I krig og fred – barmhjertighed, uden politiske eller andre reservationer. Det var starten til Røde Kors pakkerne, som senere også blev sendt til alle danske fanger og var årsag til at mange kom levende hjem.

Jeg og mine venner bliver ofte spurgt, hvordan og hvornår vores illegale arbejde begyndte. Historikeren Aage Trommer skriver: ”Man gik ind i Modstandsbevægelsen”. Han og mange andre tror, at man blev indrulleret og organiseret – nej, der var overhovedet ingen organisering. Det drejede sig snarere om u - organisering, i hvert fald den del, jeg hørte til. Det, det gjaldt om var: ”Er han eller hun til at stole på?” Man gled sidelæns og langsomt ind i forskelligt modstandsarbejde. Arrestationer gjorde, at grupper blev splittet op, og mange fandt ikke tilbage til modstandsarbejdet. Men det gjorde også at en ny fik chancen.

Et andet spørgsmål der stadig dukker op er, hvor mange frihedskæmpere var der? Og hvor mange kvinder var der? Det er umuligt at svare på, men det, der er vigtigst er, hvor mange var villige, og det var et stort antal, men mange fik ikke muligheden.

Kvinders indsats var bestemt ikke ubetydelig, men som flere gange sagt, usynlig. Om man kom med afhang af, om de andre havde tillid til én. Det eneste det gjaldt om, er han eller hun til at stole på?

Hvis jeg skal beskrive et forløb, er jeg så ubeskeden at skitsere min egen ”karriere”. Jeg var lige fyldt 16 år da vi blev besat. I begyndelsen opfattede jeg ikke alvoren og konsekvenserne af tyskernes besættelse. Mine forældre var ikke politisk interesserede. De var nærmest konservative af vane. Min mors bedstefar havde været med i 1864, så hun var nationalt stemt.

Jeg kom i gymnasiet i 1940. Mine kammerater var optaget af Dansk Samling, en forening dannet i 30-erne. Den beskæftigede sig med emner, der var oppe i tiden, om storbysanering og arbejdsløshed, men også kunst og arkitektur.

Foreningens holdning var national med Grundtvigs tanker og ideer og dermed højskolepræget. Der var medlemmer, der allerede i 30-erne havde forudset konflikt og krig i Europa, og det blev jeg grebet af.

Dansk Samling blev en af grundstammerne i Modstandsbevægelsen, Jeg gled ind i arbejdet med at skrive invitationer til møder, putte i konvolutter og distribuere. Det ene tog det andet. Næste år tog jeg på Dansk Samlings arbejdslejr, hvor vi hjalp husmænd med markarbejde, om aftenen hørte vi foredrag i lejren af kulturpersonligheder først og fremmest Arne Sørensen, Vilhelm laCour og Robert Stærmose. Jeg tror at lejrene egentlig var oprettet for at hverve unge mennesker til Modstandskampen.

Efterhånden blev arbejdet mere og mere intenst, og efterhånden farligt og ulovligt. Jeg har oplevet mange episoder, der kunne have været fatale. Det var ret utroligt så meget vi slap godt fra: Gaderazzia, uforudsete møder med Gestapo, men jeg tror ikke det påvirkede mig. Når faren pludseligt opstår, skynder man at redde sig, og det lykkedes heldigvis mange gange.

Senere – vist i 1943, kom jeg til at indbinde bøger, der på det tidspunkt var illegale: At tænke sig, Steinbecks bøger osv. Arbejdet på bogbinderværkstedet var egentlig det mest nervepirrende, jeg var med til. Vi gik lige i løvens gab. Det var en nazist der ejede bogbinderiet – med den fare der lå deri. De arbejdede med propaganda for tyskerne og - en nazistisk sangbog, den skulle senere komme til at redde mig og min vens liv. Værkstedet lå i Blaagaardsgade. Man gik ind gennem en port, gennem en gård, ind i en anden baggård, op af en snoet træ trappe, der var ingen muligheder for at slippe væk, hvis man blev overrasket. Og arbejdet med maskinerne var meget larmende, så man kunne ikke høre, hvis der kom nogen. Den historie har jeg beskrevet i min bog: Pige i modstandskampen.

I bogbinderiet traf jeg kommunister, der havde våben og deltog i aktioner. Så efterhånden rullede det og blev mere og mere dramatisk. I de første år tror jeg at mænd og kvinder arbejdede på lige fod, men senere kom der en opdeling af arbejdet, dog stadig sådan, at kvinder på en eller anden måde var med på de forskellige fronter, transporterede våben og ammunition, og de gjorde sig nyttige ved at undersøge formodede stikkeres liv og færden og tilvende sig (stjæle) belastende materiale. Et nyttigt job var at følges med en friheds kæmper fra aktioner som kærestepar. Altså igen et arbejde der ikke tog sig ud.

I en videnskabelig undersøgelse der arbejdes på for tiden, står der: ”To kvinder, Lis og Muddi kom med oplysninger på områder, hvor mandfolkene kom til kort”.

Jeg prøvede, ligesom de fleste andre, i mange år at undertrykke de dramatiske oplevelser, også af bitterhed over udviklingen i Danmark efter krigen, men også på grund af travlhed. Jeg var kommet 1½ år bagud i mit medicinske studie. Jeg talte aldrig om mine oplevelser, heller ikke til mine nærmeste. Men for en række år tilbage, var der nogen kammerater, der indstillede mig til Frihedsfondens Hædersgave. I den anledning skrev de beretninger om det vi havde oplevet sammen, og vi fik igen kontakt.

Et par episoder om kønsrollemønster: Jeg havde levet sammen med mine gruppekammerater i lang tid før befrielsen og opfattede mig som en af dem, det modsatte var også tilfældet. Oppefra, som det hed, havde vi fået besked om hvad vi skulle foretage os når tyskernes nederlag nåede frem til os. Vi skulle sammen med BOPA dække Helsingør, når Brigaden kom hjem fra Sverige. Det var lumsk for så risikerede vi at blive kanonføde.

Da Frihedsbudskabet kom var vi på vores daværende tilholdssted i et baglokale på Gentofte Hotel. Det viste sig senere at i alt fem HOLGER DANSKE grupper holdt til dér. Vi havde fået besked om at melde os i Jægersborg Kirke. Dér stod Anders, som vi havde hørt så meget om, men aldrig set og vi fik at vide, at han hed Hans Edvard Teglers. Da han så mig og Tulle, sagde han:” Vi kan ikke have piger med!” Sikkert er han blevet overrasket, men jeg vil også tro, at han ikke ville udsætte piger for fare.

Den anden episode handler om Frode Jakobsen, den fortæller også om synet på kvindelige modstandsmænd. Lige efter 5. maj havde han været udsat for et attentat i Brønshøj. Han fik livvagt og hemmeligt flyttet til Kastelsvej på Østerbro. Jeg og et andet HOLGER DANSKE medlem blev sendt dertil. Som den venlige mand Frode Jakobsen var, kom han ud for at hilse på sine vagtfolk. Dér stod vi bevæbnet, jeg med en lille fin 6.35 Bayard. Da han så mig sagde han: ”Jeg kan ikke bruge en dame”. Jeg har mødt ham senere og fortalt om episoden, men han kunne ikke huske den, for han holdt ellers meget af damer.

________________

Denne erindring vises efter aftale med forfatteren og formanden for "Venner af 4. maj kollegiet på Frederiksberg", Sven Arvid Birkeland