• Indhold

En ung sømands oplevelser under 2. verdenskrig

 

 

Oplevet af: Erik Egebak

I sommeren 2002 blev jeg interviewet af journalisten Klaus Rydahl Formålet var, at sætte fokus på den indsats, danske søfolk ydede under 2. verdenskrig i allieret tjeneste. Nedenstående er et uddrag af interviewet.

Det blev dagen efter D-dag, at vi kom over. Efter tolv timers sejlads over viste det sig, at vi skulle løbe ind til Omaha Beach. Der var der stadigvæk voldsomme skærmydsler. Jeg ved ikke hvor mange store slagskibe og krydsere, der lå langs med kysten og skød ind over klitterne. Ustandseligt. Et fantastisk ildtæppe hen over hovederne på os.

Vi gik så langt ind til kysten, som vi kunne komme, og gik straks i gang med at landsætte materiellet. Der kom med det samme fartøjer ud, som vi kunne sætte grejet af på. Undervejs ind fik vi lidt dramatik. Der var en utrolig færdsel af alle mulige fartøjer og vi nåede da også at kollidere med et af dem, inden vi nåede ind til der, hvor vi skulle være. Heldigvis for os var det et lille fartøj, så der skete ikke noget med os. Hvad der skete med de andre, det ved jeg ikke, for det var der ikke tid til at finde ud af.

Da vi løb ind, fik vi alle sammen besked på at gå hen på skibets fordæk. Der lå vi alle sammen med næsen ned i dækspladerne, fordi der var en vis risiko for, at skibet skulle minesprænge. Vi skulle være væk fra agterskibet, fordi det altid var agterskibet, der blev sprængt, når det var akustiske miner. Fordi akustiske miner bliver udløst af skruestøjen. Magnetiske miner ramte mere tilfældigt.

Vi lå altså alle sammen, hele flokken, og holdt os for ørerne og med næsen nede i dækket. Der var også en eller anden teori om, at man helst ikke skulle stå op. Jeg ved ikke om det er rigtigt. Man sagde, at trykket gennem skibets skrog og plader op gennem hælene kunne give hjernerystelse. Det var sådan noget, man snakkede om.

Vi fik hurtigt gang i losningen. Det måtte vi selv klare, for der var selvfølgelig ingen havnearbejdere, mens kampene foregik på stranden og i klitterne for fuld kraft. Der var ingen, der skød efter os. Kampene foregik inde på stranden. Og det var ikke småting, der gik for sig der inde. Tyskerne havde nogle meget fordelagtige stillinger, så de kunne beskyde stranden på langs. Det gjorde et kolossalt indhug i de amerikanske tropper, der gik i land her. De største tab havde man nok på Omaha Beach. Jeg mener, at man talte om, at der den første dag var faldet 10.000 mand. Jeg tør ikke sige, om det er rigtigt. Det var noget af et blodbad.

Der var en højspændt atmosfære, imens vi lå stille og lossede der. Amerikanerne havde nogle meget vanskelige forhold at gå i land under idet en del af det område, de skulle gå i land på, var høje skrænter. Der var mange problemer med at klatre op ad dem. Men vi slap selv let over den første landgang. Vi havde meget arbejde med at få sat materiellet i land, men der skete os ikke noget ondt.

Vi var ovre mange gange og havde almindeligvis pænt, glat vand. Der var ikke så store bølger, at det kunne give problemer, selvom vi havde lasten fyldt med tungt materiel. Vi brugte skibets eget laste- og lossegrej, som den gang var almindeligt på skibene. I dag bruger man jo kraner i land. En del af det arbejde, der var lavet i Liverpool, var en gennemgang af lossebommene. En del af grejet var blevet indrettet til at tage meget tunge løft. Vi havde blandt andet en sværvægtsbom, som vi kunne løfte tanks med. Der var mange Sherman tanks med af den slags, der i vid udstrækning blev brugt i Normandiet. De blev løftet ned på specialbyggede fartøjer. Store sammenbyggede pontoner i sektioner, der igen kunne kobles sammen til en virkelig lang og bred platform, vi kunne sætte materiellet ned på. Det blev opmarcheret på et fuldstændigt plant dæk, lige til at køre i land på stranden, når det kom ind. Der var nogle store motorer, lig med gigantiske påhængsmotorer, som kunne vippes op, når de havde skubbet flåden ind til stranden. De kunne ikke løbe helt op på stranden, men alligevel så langt, at køretøjerne via en sliske og delvist gennem vandet, kunne komme i land.

Det gik glat, fordi det hele var vældigt godt tilrettelagt og organiseret. Det var jo i hundredvis af lastfartøjer, som var koordinerede til at komme ind på bestemte tidspunkter med en last, mærket til brug for en bestemt enhed. Ubegribeligt at de kunne gøre det så godt, som de gjorde. Jeg kan ikke sige andet, end at vi var imponerede over at være med til noget så storslået. Jeg har aldrig nogen sinde set noget lignende. Der havde været en del landgange før, men aldrig noget i den udstrækning som her. Størrelsen var så fantastisk. Det var jo skibe, der koordineret sejlede fra mange steder på den engelske østkyst.

Nerverne var selvfølgelig på højkant i situationerne ovre ved kysten. Men det tog vi så rigeligt revanche for, når vi kom tilbage til Southampton. Så slappede vi af i stor stil. Vi gav pokker i at laste, det foregik alligevel ved hjælp af fremmed arbejdskraft. Så vi tog os den frihed, at gå i land, så snart vi var inde, og tænkte ikke på skibet, før vi skulle sejle igen.

Vi drak os fulde i så vid udstrækning, som det kunne lade sig gøre. Det kunne godt til tider være lidt vanskeligt, for Southampton var jo kraftigt bombet. Hvis man var heldig at finde en pub, der kunne skænke øl, så kunne man ikke få noget uden selv at have et glas med. Så når vi gik i land, så havde vi altid et glas i lommen. Men udskænkningen varede ikke ret længe, så var der udsolgt og man hørte det kendte: Time gentlemen.

Så gik vi selvfølgelig efter et andet værtshus, hvor vi kunne få et par glas øl. Sommetider måtte vi nøjes med det, huset kunne præstere. Det var mange gange noget mærkeligt noget. En gang var det syltetøjsglas fyldt op med portvin. Det slog så hårdt, at vi havde svært ved at finde tilbage til vores skib, men så var der heldigvis andre, som kunne transportere os. Det amerikanske militærpoliti var alle steder, så vi var sikre på at komme tilbage til, hvor vi hørte til.

Jeg kan huske, at de engang kørte rundt i havnen med os og spurgte, om der var nogen, der ville kendes ved os. Til sidst fandt de det rigtige skib, men opgav hurtigt at få os op ad landgangen. De var fornuftige og fik sænket et net ned på kajen, et man ellers brugte til losning og lastning af ting og sager. Vi blev pænt lagt op i nettet og fandt efterhånden frem til vores køjer.

Men jeg kan godt sige dig, at selv om vi havde været ude på den måde, så var vi hundrede procent med, hvis vi skulle sejle næste dag. Der var ikke noget med at krybe uden om på nogen måde.

Copyright: Klaus Rydahl

 
 
 
 
 
 
 
 

Erindringer er indsamlet af elever eller indsendt direkte af mennesker, der har oplevet befrielsen eller besættelsen.

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 06/01 2010. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund