• Indhold

Gymnasiepige under besættelsen

 

 

Oplevet af: Ruth Hauggaard

Den 9. april 1940 tidligt om morgenen i København blev vi vækket af en underlig brummen. Min far gik udenfor for at se, hvad det kunne være – og kom lidt efter tilbage, temmelig rystet. ”Det var tyskerne”. Tyske flyvemaskiner, let genkendelige med hagekorset, overfløj København. Der var mange flyvemaskiner og i så stort antal var ikke noget almindeligt syn i 1940, så vi var straks klar over, at det var noget alvorligt. Den gang var medierne langtfra , hvad de er i dag. De var stort set ikke eksisterende. TV var ikke til stede, det kom først længe efter krigen, radio var det langt fra alle der havde. Vores eneste kilde til nyheden var Berlingske Tidende, som min far holdt, men en var ikke til megen nytte den dag, for den var trykt natten før – og altså inden begivenhederne tog fart.

Det blev besluttet, at jeg skulle gå i skole som vanligt. Jeg var 14 år og gik i mellemskolen på Nørre Gymnasium, ca. ½ times gang fra mit hjem. De fleste elever var mødt op, men vi blev straks bedt om at gå over i gymnastiksalen, hvor rektor ville tale til os. Alle var tavse og alvorlige. Rektor fortalte så, at tyskerne havde besat Danmark stort set uden kamp, og at regeringen bad alle om at forholde sig roligt og værdigt og ikke provokere besættelsesmagten, da man i så fald kunne risikere at blive skudt. Nu skulle vi stille og roligt gå hjem igen, skolen ville være lukket resten af dagen. Men i morgen skulle alle møde til sædvanlig tid.

For et par 14-års piger er en fridag fra skole en foræring, så min klassekammerat og jeg travede lystigt hjemad. Vi plejede hver dag at følges et stykke af vejen, indtil vi skulle i hver sin retning. På det sidste hjørne stod vi lidt og snakkede, da en kolonne lastbiler med tyske soldater kom kørende. De vinkede til os og automatisk vinkede vi igen. Men så brød helvede løs. En ældre herre gav os en gedigen skideballe: hvad bildte vi os ind, sådan et par fjollede tøser, at vinke til tyskerne – fattede vi ikke, at de havde taget vores land? De var fjenden og ham vinker man ikke til! Vi blev naturligvis meget flove, og skyndte os hjem.

Nu fulgte en urolig tid. Mine forældre havde jo oplevet første verdenskrig, så de vidste, at der nu ville blive mangel på alt. Kort sagt: man hamstrede – alt – stort set. Det mest almindelige brændsel den gang var koks, og man købte alt hvad der kunne stuves ind i kælder og loftsrum. Og der blev god brug for det. En ulykke kommer sjældent alene, siger man, og det kom til at holde stik. Vintrene under krigen blev ekstremt kolde ned til 25-30 graders frost. Bælterne frøs til, og hurtigt blev brændsel rationeret. Man krøb sammen i én stue for at holde varmen.

Alt hvad der kunne holde sig blev hamstret. Køleskab og fryser var ukendte begreber. Sæbe, sukker, kaffe, te, chokolade – you name it – slæbte man hjem med hjem så langt pengene rakte. Men ret hurtigt indså de handlende, at de måtte tage sagen i egen hånd og reservere de eftertragtede varer til de faste kunder, som betalte kontakt. I stedet for at sælge til ukendte fremmede, der tog alle butikker på stribe for at rage de attraktive varer til sig med videresalg for øje til tårnhøje priser. De fik navnet sortbørshajer.

Snart holdt rationeringskortene deres indtog. Alt hvad der var mangel på kom på mærker, og ”mærker” blev også en handelsvare. Ulovligt, selvfølgelig, men det tog man ikke så nøje. For at drøje på kaffen brugte man erstatningskaffe: Richs var den mest kendte. Den ægte te var det snart slut med. Jeg mindes, at vi drak noget, der hed Assong. Det smagte rædselsfuldt, men det var der jo ikke noget at øre ved.

Det var også så som så med renligheden. Meget få havde badeværelses i København. Man vaskede sig i køkkenet og det ugentlige bad foregik som regel om lørdagen i en stor zinkbalje på køkkengulvet. Andet blev varmet i gryder og kedler over gassen – en langsommelig og besværlig affære. Tandpasta fandtes ikke; man dyppede tandbørsten i noget afskyeligt pulver. Tandstikkere og tandtråde var ukendt. Kort sagt: tandhygiejnen var elendig og man fik mange huller!

En ting lærte man af krigen: man sparede på alt. Det var man nødt til. For vores lille familie var det en stor hjælp, at min far i 1924 havde købt en lille byggegrund med et lille sommerhus i Brønshøj. Der havde vi æbler, pærer og blommer samt solbær og stikkelsbær. De dyrkede også jordbær, kartofler, gulerødder og ærter, for ikke at tale om spinat, som ikke lige vart min livret, men et værdifuldt og vitaminrigt supplement til de sparsomme krigsrationer har det utvivlsomt været. Min mor havde to søstre, der boede i nærheden af os med familien. De blev også tilgodeset med frugt og bær.

Om sommeren cyklede jeg direkte fra Nørre Gymnasium og ud i ”haven” som vi kaldte det, så fik jeg anbragt mig selv bekvemt i en liggestol og kunne slikke solskin, mens jeg lavede lektier. Der var ikke indlagt strøm. Min mor havde et petroleumsapparat; det osede og stank, men kaffe fik vi da og af og til også middagsmad inden vi cyklede hjem til lejligheden i Nordvest-kvarteret ved Tagensvej. Vi sov der aldrig – huset virkede ikke ret stort, toilettet var en metalspand med låg i et lille skur lidt væk fra huset. Spanden tømte min far hvert efterår i et hul, han gravede ved frugttræerne – vi havde altid masser af frugt: det er vist det, man i dag ville kalde økologi.

Den oprindelige plan med købet af ”haven” var, at mine forældre ville bygge et hus og flytte derud og bo. Det var en pænt stor byggegrund: 800 m2. Min far mente, at en bungalow med kælder ville passe godt. Min mor, der kom fra meget stor gård i Vendsyssel, forestillede sig noget i retning af den ene fløj af Amalienborg, hvilket naturligvis var helt urealistisk – men stort skulle det i hvert fald være. Trist nok evnede de ikke at indgå et kompromis, så noget hus fik de aldrig bygget.

Der opstod et nyt begreb under krigen: Algang. Man gik og gik i flok og følge og sang til. Det blev en slags modedille, antagelig en form for protest mod tyskerne – os kunne de ikke kue – egentlig en ret god idé, man fik sandelig rørt sig. Overvægt var stort set ukendt.

Transport af mennesker og varer blev ret hurtigt et problem. Privat bilkørsel blev forbudt, bilerne blev opklodset, dvs. sat op på et eller andet, så dækkene kunne svæve frit i luften. Varebiler blev forsynet med en slags generator, men dem var der meget bøvl med. Heldigvis kunne de fleste mennesker cykle, og min far havde været så fremsynet at hamstre nogle cykeldæk, så vi klarede os igennem krigen. Han lappede også selv slangen, hvis vi punkterede.

Under krigen kunne man ikke forlade Danmark. De fleste erhvervsaktive havde 1-2 ugers ferie i juli, så de fleste rejste rundt i Danmark og besøgte venner og familie. Vi tog med båden fra København til Århus. Vi lå på dækket om natten og ”sov”. Vi havde cyklerne med og næste morgen cyklede vi fra Århus til 10 km på den anden side af Herning, hvor mine bedsteforældre havde en gård. Jeg mener, det var ca. 90 kilometer. Vi havde madpakke med, som vi fortærede på grøftekant. En enkelt is kunne der vanke undervejs, men ellers var det bare om at komme derudaf. Det var min fars barndomshjem vi skulle til og han lå som regel ½-1 km foran min mor og mig. Jeg synes, det var rigtigt hårdt. Vestenvinden bed, jeg fik ondt i knæene, væske fik vi garanteret heller ikke nok af, så jeg var helt færdig, når vi nåede frem.

Men ellers var det jo dejligt at komme på landet. Familien tog imod med åbne arme og vi nød min farmors gode mad og hjemmebagte kager. Hjemturen til Århus gik lettere. Vi fik gode, solide madpakker med og som regel havde vi vinden i ryggen. Desværre døde min farfar inden min konfirmation, men vi håbede naturligvis, at min farmor ville komme med. Det var den 17. marts 1940, altså cirka 14 dage før besættelsen, så det var ikke krigens skyld, at hun ikke kom. Hun skrev, at hun ikke tude sejle over Lillebælt og Storebælt. En pudsig tanke i vores dage – men den gang var det ikke ualmindeligt, at mange mennesker aldrig kom udenfor deres eget sogn. Skulle man noget, gik man. Min far har fortalt, at han tit som barn blev sendt ind til Herning efter et eller andet – det var en spadseretur på cirka 23 km.

Til min konfirmation var min far i spenderehjørnet. Jeg fik en flot, lang taftkjole, som jeg var meget glad for. Det skulle vise sig at være en meget god investering. Den blev brugt til adskillige familiefester under krigen, hvor tøjmærkerne ikke strakte til selskabstøj. Til gengæld blomstrede kreativiteten. Man syede om i én uendelighed. Gamle gardiner blev til ”nye” kjoler, lagner ( den gang var de alle hvide) blev til nye cottoncoats. De fleste havde en håndsymaskine, og den var der gang i. Min hvis konfirmationskjole blev klippet kort, da jeg blev student i 1944. Senere – 4 år efter krigen, da tekstiler stadig ”var på mærker” – endte nederdelen som underskørt til min brudekjole. Min mor havde været så fornuftig at gemme fraklippet, så den blev lang igen.

Et par år ind i krigen – jeg tror. Det var i 1943 – begyndte der at komme gang i modstandsbevægelsen med sabotage o.lign., og så kom der udgangsforbud. Efter kl. 10 (tror jeg, at det var), måtte man ikke gå ud. Det var naturligvis meget generende og biograferne tabte penge. Jeg mener, at det var Stig Lommer, der fik den idé at spille film kl. 7 om morgenen. Jeg husker, at vi gymnasiepiger troppede op ved Apollon-biografen lige ved Tivoli. Det blev en stor succes, men efter tyskernes mening lidt for kreativt, så det blev forbudt.

I min familie kom udgangsforbudet til at betyde stor angst og uro. Min far arbejdede i bryghuset på Carlsberg. De arbejdede i 3-holds skift, så han blev forsynet med ”ausweis”, når han skule møde om natten. Mange gange fik han stukket en pistol i maven på vej til arbejde, indtil han fik vist sin legitimation frem. Det var jo ikke specielt hyggeligt, så jeg lærte ham et par sætninger på tysk. Som han skyndte sig at lire af, når der blev råbt ”halt”. Tyskerne kunne nemlig godt lide det danske øl, og når de hørte, hvad sagen drejede sig om, fik han altid lov til at passere. Men en ladt pistol i hånden på en ung tysker (og de blev yngre og yngre som krigen fik sin skæve gang), kan hurtigt blive til at mordvåben, så vi var taknemmelige hver morgen, han kom godt hjem.

På et eller andet tidspunkt i et af de sidste krigsår kom der en generalstrejke. Desværre kan jeg ikke huske årsagen. Men tyskerne havde gjort folk aldeles rasende, og som et lyn fra en klar himmel gik alt i stå – folk strejkede. Over hele landet. Vild panik – hvordan ville tyskerne reagere? Alt kunne ske. Der kom de sædvanlige ”opråb” om at folk skulle besinde sig og gå i arbejde osv. Men det blev kun mødt med en hånlatter og ingen gik i arbejde. Min far mente, tyskerne ville lukke for strøm og vand, så vi fyldte baljer og fade med vand og min mor cyklede til Ballerup, hvor hun kendte en landmand, hun kunne købe æg og kød af. Men så pludselig – 3-4 dage senere – gav tyskerne sig. Og livet blev så normalt igen, som det nu kan blive under en krig. Tyskerne gav sig jo ikke for vores skyld, men fordi Danmark var deres spisekammer. Og hjemme i Tyskland var det ikke populært, at madtilførslerne stoppede.

Ingen havde troet, at krigen ville vare i 5 år, men sådan kom det til at gå. En del kunne høre BBC fra London og pludselig kom det glade budskab: Tyskland havde kapituleret! Det var den 4. maj om aftenen. Folk i København gik fuldstændig amok af glæde. Alle var fuldstændigt berusede, og det var ikke af spiritus, men af lettelse. Vi havde overlevet, og det har man lov til at være glad over. Man dansede i gaderne, omfavnede vildt fremmede mennesker, lavede bål af mørklægningsgardiner, nogle kravlede sågar op på taget af sporvogne – alle var ellevilde. Det var som et eventyr, men det var virkelighed – endelig var krigen forbi!

 
 
 
 
 
 
 
 

Erindringer er indsamlet af elever eller indsendt direkte af mennesker, der har oplevet befrielsen eller besættelsen.

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 05/01 2010. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund