I 1943 gik jeg i gymnasiet i 2.g. I løbet af efteråret begyndte der at gå rygter om, at tyskerne var begyndt på jødeforfølgelserne i Danmark. Det havde vi hidtil undgået, men krigen gik så dårligt, og så skulle der ske noget. En del var allerede blevet arresteret, en del nåede at flygte til Sverige i fiskerbåde over Øresund ved nattetide – for god betaling naturligvis.
En af pigerne i vores klasse udeblev pludseligt. Hendes gode veninde ringede for at høre, om hun var syg, og næste morgen kom hun med den chokerende nyhed, at Lise var jøde. Hendes forældre og bror var flygtet til Sverige. Hendes far var en polsk professor, der nogle år tidligere havde bragt familien i sikkerhed i Danmark. Den gang i 1939, da tyskerne begyndte at myrde løs på jøderne i Polen – og specielt de polske intellektuelle.
For at Lise kunne få sin studentereksamen og undgå at blive arresteret skulle hun omgående giftes med sin kæreste, en ung jurastuderende. Vi blev helt ellevilde, og drog alle af sted til Søllerød kirke, og tuede som piskede af lutter rørelse over den usædvanlige situation. Vores gave til brudeparret var en flot glasvase med alle vores navne indgraveret. De fik den først 14 dage senere.
Lise fik sin studentereksamen i juni 1944 og har for længst holdt guldbryllup med sin Erik, der blev cand.jur. et par år efter krigen. De fik senere en søn og en datter. Og i 1945 kom Lises familie hjem fra Sverige. Det er en rigtig solskinshistorie fra det virkelige liv!
Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring
