• Indhold

Barn i Helsingør under besættelsen

 

 

Oplevet af: Ole Bjørn Nielsen

Jeg var kun 5 år, da tyskerne besatte Danmark - og 10, da befrielsen endelig kom i maj 1945. Besættelsestiden har således kun udgjort en meget lille del af mit liv.

Alligevel har denne periode haft en forunderlig og uforklarlig indvirkning på mit liv. På en eller anden måde har disse år haft betydning for min tilværelse. Det er blevet en slags tidsregning for mig. Det er som om, krigsårene har givet mit liv indhold. De fem år fremstår for mig paradoksalt nok i et næsten romantisk skær.

Jeg ved ikke, om det skyldes, at tiden var så rig på usædvanlige oplevelser, eller om man blot i den alder er særlig følsom over for alle de indtryk, man modtager. Måske skyldes det, at sammenholdet blandt beboerne blev styrket gennem fælles trængsler - man delte skæbne. Eller at familiesamværet blev mere intenst. Måske er det en blanding af det hele.

Trods rædslerne rundt om i verden levede størstedelen af Danmarks befolkning jo forholdsvis fredeligt. Jeg hørte godt nok om de dramatiske begivenheder rundt om i Europa, men jeg var ikke bevidst om krigens reelle væsen og gru. Derfor blev beretningerne til spændende historier for drenge i min alder. Vi hørte de voksne snakke og bragte historierne videre til kammeraterne. Vi hørte også vore forældre beklage sig over, at de ikke kunne skaffe dit og dat, men mange af mangelvarerne var mere eller mindre ukendte for os børn. Det var de voksnes problem. Vi mindre børn levede børnenes sorgløse tilværelse - iblandet et ekstra spændingsmoment.

I vores soveværelse delte mine forældre en dobbeltseng, og her lå jeg de første år i "revnen" mellem dem. Her lå jeg også natten mellem den 8. og 9. april 1940, og skønt jeg dengang kun var godt 5 år, husker jeg meget tydeligt, at min far tidligt om morgenen rejste sig med et sæt, satte sig på sengekanten, kiggede ud ad vinduet og udbrød: "Hva' fa'en, Else. Det er sgu tyskerne. De skal til Norge." Far var blevet vækket af larmen fra et større antal flyvemaskiner, der fløj lavt over vores tag med kurs mod nord. Synet af flyverne står tydeligt for mig, og selvom jeg naturligvis ikke forstod betydningen, blev oplevelsen starten på et særligt kapitel i mit liv.

Tyskerne kom til Helsingør senere på dagen, og en tysk bataljon overtog Kornetskolen på Kronborg. Når soldaterne derfra skulle til og fra eksercerpladsen på Gl. Hellebækvej, passerede de Grønnehavevej og Øresundsvej (den nuværende Sundtoldvej). Det kunne ikke undgå at tiltrække enhver drengs opmærksomhed at se de snorlige geledder af flotte soldater marchere syngende forbi. Vi fulgte dem på vej, holdt dem i hånden og modtog også mønter af dem. Og flotte var de - dem, der var her til at begynde med.

Men som krigen skred frem - og en del af dem blev sendt til fronten - blev de erstattet af ældre mænd og helt unge drenge - helt ned til 15-16 års alderen. Således husker jeg en dreng, der var vagtpost ved indkørslen til “Lundegården” kort før kapitulationen. Hans uniformskappe var mange numre for stor til ham. Den nåede næsten til jorden og ærmerne gik helt ud over fingerspidserne. Han “druknede” i stål- hjelmen, der ustandselig vippede ned over øjnene. Han var i stor kontrast til de høje, flotte, “racerene ariere", der først “gæstede” landet.

En del af de første soldater vendte senere tilbage til Helsingør. Men nu kom de ikke længere marcherende taktfast ad Grønnehavevej-Øresundsvej under opildnende kampsange. Denne gang - mod krigens slutning - blev de transporteret ad samme vej i lange korteger af åbne lastbiler, hvor de lå lemlæstede med gennemblødte forbindinger på en smule halm på ladet - på vej til det lazaret, der nu var indrettet på Hotel Marienlyst. Og synet heraf har brændt sig fast på mine nethinder. Vi kunne sidde oppe på beskyttelsessandkasserne på Øresundsvej og kigge lige ned på de åbne lad på de endeløse rækker af militærkøretøjer med denne uhyggelige og tragiske last. Alligevel havde vi ingen medlidenhed med disse stakkels mennesker. Det var jo fjenden, og de havde jo kun fået, hvad de fortjente. Sådan var stemningen dengang. Hvad krig dog gør ved mennesker - både på legeme og sjæl.

Men før det var kommet så vidt, holdt soldaterne også af og til øvelser på "Marken," og det var vi naturligvis også nysgerrige tilskuere til. Jeg kan huske, hvordan deres geværer blev stillet sammen i pyramider, når soldaterne holdt hvil.

Jeg husker også, at der ved en lejlighed var en stor militæropvisning på fodboldstadion på Nordre Strandvej. Jeg tror, det var Hitlers fødselsdag, der blev markeret. Vi var på familiebesøg hos mormor og morfar, og min morbror Carlo, der var 10-11 år ældre end jeg, gik tur med mig for at se paraden. Ved tennishallen over for fodboldbanerne havde et rytterregiment taget ophold. Dem studerede vi med stor interesse. En bestemt tysk soldat gjorde særligt indtryk på mig. Han var meget ung - en halvvoksen knægt, han var rødhåret - og han havde fregner i hele ansigtet. Ham berettede jeg begejstret om, da vi senere kom tilbage til mormor og morfar. Carlo lavede en tegning til mig af denne soldat, der stod og holdt sin hest. Tegningen lignede soldaten lige på en prik (fregne), syntes jeg. Et enkelt ansigt, der skilte sig ud fra mængden og brændte sig fast på nethinden.

Med tiden lærte vi af vore forældre og af de større drenge, at tyskerne var vore fjender, og at de alle sammen var onde og grusomme. De store drenge lærte os også at råbe "verfluchte Scheiße" efter dem. Af sikkerhedsgrunde indskrænkede vi os dog til at råbe det efter dem, når de i stor hastighed passerede på motorcykel. Så var risikoen for, at tyskerne hørte det, ikke så stor.

Efterhånden som der kom flere tropper til byen, var soldaterne ikke kun indkvarteret på Kronborg. "Krogske Gaard," "Lundegården" og nogle nyopførte træbarakker på Grønnehavevej og ved kystbatte-rierne i Hornbæk Plantage blev også taget i brug. Der var derfor livlig trafik af tysk militær på Lappen og Øresundsvej - både under kommando og under udgang. De handlede tit hos vores bager, og deres storindkøb var undertiden årsag til, at vi ikke kunne få “flødeskumskager" til søndags-eftermiddagskaffen. Jeg sætter flødeskumskager i gåseøjne, for rigtigt flødeskum fandtes ikke på det tidspunkt. Man kunne i ismejeriet i Kongensgade købe en nøje afmålt ration af noget, der havde et fjernt slægtskab med flødeskum (100 g, tror jeg det var), hvis man selv medbragte en glasskål eller lignende til at bringe det hjem i. Den medbragte emballage blev anbragt på den ene vægtskål. På den anden vægtskål satte ekspedienten en blikdåse, hvori der blev fyldt ærter indtil vægtskålene var i balance. Et 100 grams vægtlod på vægtskålen med ærteblikdåsen og “flødeskum” i glasskålen til der igen var balance. Den forestilling har jeg tit overværet. Det var nemlig som regel mig, der søndag formiddag blev sendt til ismejeriet, hvor køen var lang. Det var med “flødeskum” som med alt andet, der var rationeret: man skulle partout have sin ration - uanset om man havde brug for den eller ej.

En dag, da vi legede i baggården, blev jeg meget nervøs for mor. Mens vi legede vores sorgløse leg, hørte vi skyderi i det fjerne. Rygtet spredte sig hurtigt, at tyskerne havde iværksat en større razzia i byen, og at patruljer afspærrede de forskellige gader. Jeg vidste, at mor var cyklet til byen for at handle, og jeg kunne ikke koncentrere mig om legen, før mor var kommet sikkert hjem. Da hun endelig kom, blev jeg meget glad. Mor fortalte, at hun havde forsøgt at nå tilbage til Lappen ad flere veje, og at det endelig var lykkedes ved at køre en stor omvej vest om byen.

Jeg erindrer ikke, om denne episode havde noget at gøre med den danske hærs afvæbning den 29. august 1943, om den stod i forbindelse med likvideringen af “Wienerbarnet” ved Svingelport, eller der var en helt anden årsag. Men begge de to nævnte begivenheder var naturligvis samtalestof blandt de voksne.

“Wienerbarnet” var østriger, og han var kommet til Danmark og Helsingør som barn efter 1. verdenskrig, da Danmark tog imod tusinder af sultne børn fra Wien. Han “belønnede” nu denne hjælp og gæstfrihed ved at gå tyskerne til hånde, og han var efterhånden blevet en fare for den danske modstandsbevægelse. Han blev skudt ned på åben gade, og skudhullerne i huset Svingelport for enden af Stengade kunne ses i lang tid. Huset, der oprindelig var accisebod ved en af byportene, er nu forlængst revet ned.

Eftervirkningerne af afvæbningen af det danske militær fik på sin vis også betydning for os børn på Lappen. En del af de danske officerer - vistnok dem fra Generalstaben - blev interneret på Hotel Marienlyst. Når de havde udgangstilladelse passerede de Lappen, og her hilste vi dem med honnør, når de passerede os. At de var fra Generalstaben betød, at der var officerer fra alle værn, og vi så derfor mange forskellige, flotte uniformer. Vi kunne også se dem fra “Marken,” (den nuværende campingplads) når de spadserede rundt inden for pigtrådshegnet til Marienlyst.

To andre lokale begivenheder gjorde særlig stærkt indtryk på mig. Den ene var mordet på Otto Bülow. Han var billedskærer og en kendt person i Helsingør. Vi så ham tit ride forbi på Lappen iført ridestøvler og sort baskerhue på sin flotte, brune hest, og vi hilste altid pænt på ham. En dag i august 1944 blev han skudt ned i sit hjem på Stubbedamsvej. Der var tale om et såkaldt “clearingmord” udført af tyske håndlangere. Ved hans begravelse deltog det meste af Helsingørs befolkning.

Den anden begivenhed fandt sted en mørk og kold efterårsaften - formentlig i oktober 1943. Vi sad hjemme i stuen, da vi hørte flere ambulancer under udrykning køre ud ad Lappen. Rygterne dagen efter fortalte, at en jødisk familie, der ventede på illegal overførsel til Sverige et sted på nordkysten, havde begået selvmord. Faderen havde skåret halsen over på sin kone og sine børn, inden han havde taget sit eget liv. En dyster beretning, der satte dybe spor i et følsomt barnesind.

Det danske kystpoliti, der blandt andet skulle overvåge og hindre de illegale transporter til Sverige, holdt til på “Stella Maris” lige ved Hotel Marienlyst. Jeg tror ikke, at de udførte denne opgave med særlig stor nidkærhed. Det mente far i hvert fald ikke, at de gjorde.

Den tyske kystbefæstning i Hornbæk Plantage havde en række rødmalede barakker på begge sider af vejen. Dem kunne man se, når man cyklede langsomt forbi. Ophold på vejen var forbudt, men gen- nemkørsel tilladt. Omkring barakkerne havde soldaterne opstillet kunstfærdige husflidsarbejder: Miniaturevindmøller, dekorative bygningsmodeller (fuglefoderbrætter?) og andre træskærerarbejder, og på grusstierne var nedlagt mosaikker, der forestillede hagekors og Den tyske Ørn.

Vor spirende "modstandsbevægelse" og nationalfølelse medførte, at vi som modstykke til disse propagandistiske nazisymboler, lavede et stort dannebrogsflag og en kongekrone på jorden ved indkørslen til "Lille Amalienborg." Ophavsmanden til ideen og primus motor i arbejdet var - så vidt jeg husker - murer Eiler Pedersens søn, Bent. Flaget og Kronen blev lavet af knuste røde og gule murbrokker og kridt. Materialet blev først hamret i små stykker, der derefter blev formalet til fint farvepulver i en håndkaffekværn, som Bent havde skaffet til formålet - jeg ved ikke hvorfra, men kaffekværnen kunne ikke bruges til at male kaffebønner med bagefter. Det gjorde nu ikke så meget, for kaffebønner fandtes ikke i Danmark på det tidspunkt. Mange af børnene fra Lille Amalienborg deltog i projektet. Flaget og kongekronen blev meget flotte og ret imponerende. Desværre krævede min morfar - viceværten - kunstværkerne destrueret af frygt for repressalier fra Værnemagten.

Både min mor og far deltog også - lidt uforvarende - "aktivt" i modstandskampen mod besættelsesmagten ved et par enkeltmandsaktioner, som de foretog hver for sig:

En dag kom min mor lettere rystet hjem efter en indkøbstur hos frugt- og grønthandler Tage Andersen på Lappen. Her havde hun stået i forretningen og gnasket et æble i sig, og da kun skroget var tilbage, åbnede mor butiksdøren og kastede skroget ud på gaden. Det ramte en tilfældig forbicyklende tysk Unterfeldwebel i nakken, så han mistede herredømmet over cyklen og stødte ind i kantstenen.

Mor var overbevist om, at Unterfeldwebelen ville anholde hende og bringe hende til nærmere afhøring i Gestapos hovedkvarter på Wisborg. Men soldaten fortsatte skyndsomt, mindst lige så rystet som mor over dette "attentatforsøg".

I fars "aktion" var jeg selv passiv deltager. Far og jeg var sammen sendt til byen, og på det meget skarpe hushjørne ved Sudergade/Stjernegade ramlede far ind i en tysk marinesoldat på det smalle fortov. Far var ikke så let at vælte omkuld, så det var marinesoldaten, der mistede balancen og røg ud på gaden, hvor han tabte sin matroshue. Den samlede han forskræmt op og fortrak i hastigt tempo ned ad Sudergade, mens han flere gange kiggede sig nervøst over skulderen for at se, om far fulgte efter ham.

En stor del af helsingoranerne demonstrerede - ligesom resten af Danmarks befolkning - deres nationalfølelse på forskellig vis. I anledning af Chr X´s 70 års fødselsdag den 26. september 1940 blev der solgt kongemærker - et lille emblem (i guld eller sølv) med et dannebrogsflag, kong Christians initialer og årstallene 1870-1940. Både mor og søster Lis bar sådan et (i sølv) på deres “pæne tøj.”

Der blev også arrangeret landsdækkende alsang- og algangstævner. I Helsingør foregik alsangstævnerne på Sommariva, og vores familie deltog i hvert fald i et af dem. Meningen var at samle befolkningen i et nationalt fællesskab, hvor de i blandet kor afsang nogle af vore fædrelandssange - på samme tid over hele Danmark.

Mange af Lappens drenge markerede sympatien for de allierede styrker ved at gå med små runde kalotter, der var strikket som et Royal Air Force mærke - dvs. en rød cirkel, der var omkranset af en hvid og en blå ring. De blev forbudt, men fru Struck omgik forbuddet ved at udskifte den røde cirkel i Bengts kalot med en stærk orange. Selv havde jeg også sådan en RAF-kalot, men den blev gemt af vejen med forbuddet. Far ønskede ikke, at jeg deltog i noget ulovligt.

I april 1942 startede jeg i 1. klasse på skolen i Lundegade.

Det var vist nok i 2. klasse - midt under krigen - at klassen blev belemret med en oldsag af en lærerinde. Frøken Boye hed hun. Hendes sparsomme hårpragt var samlet i en knold i nakken og dækket af et hvidt hårnet, og hendes gammeldags klædedragt nåede til jorden.

Hun havde påtaget sig opgaven med at administrere skolens indsamling af sølvpapir til hjælp for de nødlidende og sultende norske børn. Et velegnet indsamlingsobjekt var de mælkekapsler, der sad på datidens mælkeflasker - og som altså var fremstillet af stanniol. Vi undrede os naturligvis over, om norske børn virkelig spiste mælkekapsler. Frk. Boye forklarede os da sagens rette sammenhæng: De indsamlede kapsler blev solgt, og for de penge, salget indbragte, blev der derefter indkøbt fødevarepakker, der blev sendt til Norge.

Og så var det, at Ole G kom til at spørge, om ikke frk. Boye selv tjente lidt på indsamlingen. Herover blev hun så fortørnet, at hun på stedet nægtede overhovedet at have mere med indsamlingen at gøre, og hun forlangte en skriftlig undskyldning fra Oles forældre for denne mistænkeliggørelse.

Vi børn på Lappen deltog også aktivt i det nødhjælpsarbejde, som var nødvendiggjort af krigen. Selvom der var vareknaphed i Danmark, var det for intet at regne mod situationen i Norge. Her sultede en stor del af befolkningen. Der var derfor iværksat flere hjælpeforanstaltninger og indsamlinger til fordel for de norske børn. Vi bidrog med en slags revyforestilling, hvor hele billetindtægten - 10 øre pr. billet - gik ubeskåret til formålet. Jeg var med i revyens dansetrup, der bestod af 4-5 børn. Vores nummer bestod i, at vi tog vores frakker omvendt på og bar masker i nakken, hovedtørklæde for ansigtet og dansede baglæns.

I 1944 overtog tyskerne skolen, der blev indrettet til lazaret for den stadigt stigende strøm af kvæstede soldater, der kom til Helsingør - vist nok især fra Østfronten. Der blev malet store Røde Kors-mærker på tagene, og vi blev henvist til skolegang i ledige lokaler rundt om i byen. Blandt andet blev spejderhytterne på Gammel Hellebækvej lige over for Tårnhøjbanen (der hvor Helsingørhallen nu ligger) taget i brug til undervisning. Selv kom jeg til at gå i skole i nogle kælderlokaler i KFUMs bygning - Borgen - i Kongensgade. På grund af mangel på egnede lokaler måtte de få, der fandtes, udnyttes bedst muligt, og det medførte, at nogle klasser måtte møde senere, så skolegangen først sluttede klokken 16.

Efter krigen blev skolen grundigt istandsat og desinficeret. Det var en udbredt opfattelse, at alle tyskerne havde været befængt med lus og lopper og led af tyfus og andre livstruende sygdomme. Vores populære gymnastiklærer Sv. Aa. Bonde, kom tilbage til skolen efter at have været "under jorden," fordi han var eftersøgt af tyskerne for illegalt arbejde. Han vendte tilbage som en helt, men ikke uden mén. Han var blevet blind på det ene øje, der var blevet beskadiget af en glassplint fra en elektrisk pære, der sprang, mens han opholdt sig i et beskyttelsesrum.

Den tyske besættelse betød store ændringer i dagligdagen. Påbuddet om mørklægning kom næsten omgående. Far lavede selv nogle mørklægningsforsatser til alle vinduerne. På rammer af tynde trælister sømmede han sortmalede papplader. Rammerne passede nøjagtigt til vinduesmålene, og de blev fastholdt til vindueskarmen af drejelige hasper.

Forsatserne skulle opsættes hver aften, inden lyset i lejligheden blev tændt - og de blev nedtaget næste morgen, når det var blevet lyst. Det var ret omstændeligt - men effektivt som alt, hvad far foretog sig.

Fra vores vinduer trængte intet lys ud!

Lille Amalienborg undergik også en forandring. Der blev opsat høje sandkasser foran strategisk vigtige kældervinduer - eksempelvis kældervinduerne til de beskyttelsesrum, der blev indrettet i de hidtidige cykelkældre. Sandkasserne skulle sikre mod bombe- og granatskader. Vores kælder havde intet fælles cykelrum, så beboerne i 2 F delte beskyttelsesrum med nr. 2 E. Beskyttelsesrummene fik opsat ekstra støttebjælker mellem gulv og loft og lange bænke langs væggene. For at gøre rummet så hyggeligt som muligt, blev væggene dekoreret med vægmalerier af tvivlsom kunstnerisk kvalitet. Når vi skulle “i kælderen," måtte vi enten ud i baggården eller benytte en forbindelse mellem de to opgange, der førte op over loftet. Det var ret besværligt og meget ubehageligt - især når der var luftalarm om natten, hvad der jo var det almindeligste. Så medbragte mor og far Lis’ og min dyne, for at vi eventuelt kunne sove videre i kælderen. Ubehaget ved at blive revet ud af sin søde søvn midt om natten sidder i mig endnu. Tænderne klaprede i munden på mig - dels af kulde, dels på grund af den afbrudte søvn og - ikke mindst - af skræk.

Heldigvis gik vi ikke i kælderen ret mange gange. De natlige luftalarmer blev hyppigere og hyppigere, og de fleste beboere slækkede efterhånden på sikkerheden og blev i deres lejligheder. For vores vedkommende betød det, at vi i en overgangsperiode nøjedes med at tage ophold i entréen, der lå midt i lejligheden og var uden vinduer. Mod slutningen af krigen, havde vi vænnet os så meget til de natlige afbrydelser, at far og jeg tog opstilling i vinduet på køkkentrappen. Herfra havde vi udsigt over Øresund og kunne betragte det skue, der udspandt sig på nattehimlen. Her så vi de engelske flyvere, der af og til blev indfanget af lyskasterne fra Sverige eller luftværnsbatteriet på Nordhavnen og Kronborg - og blev kraftigt beskudt - også fra svenskesiden. Far sagde dog, at han var sikker på, at svenskerne ikke for- søgte at ramme flyverne. De var bare nødt til at skyde for at opretholde en vis troværdighed om deres ukrænkelige neutralitet. Det var et prægtigt skue, men helt ufarligt var det nu ikke at opholde sig ved trappevinduet, og det kan undre, at far tillod mig at kigge med.

Ferdinand Sørensen var udnævnt til husvagt i vores opgang. Han skulle bistå beboerne under luftalarmer og holde opsyn med bebyggelsen. Han skulle deltage i eventuel brandslukning og andet redningsarbejde. Til det brug havde han fået udleveret en stålhjelm og stillet en sandkasse, en spand, en svaber og en brandmandsøkse til rådighed. Udstyret var placeret oppe på vores tørreloft. Her ville det vist ikke være nemt at få fat i, hvis huset brød i brand!!

De elektriske pærer i trappe-, gård- og gadebelysningen var udskiftet med mørklægningspærer, der kun gav meget sparsomt lys. Dette (manglende) lys stod i stor kontrast til det lyshav, vi fra køkkenet kunne iagttage på den anden side af Sundet, der her udgjorde en skarp grænse mellem to verdener. Sverige - Det forjættede Land - lå blot 4 kilometer borte.

På “Lundegården," der lå skråt over for “Lille Amalienborg,” var der - som flere andre steder i byen - opsat en luftværnssirene på taget. Den mindede mig om et stort bord, hvorpå der var anbragt en overdimensioneret bordlampe. Lyden fra sirenen, når den skingrende varslede “fjendtlige” (engelske) overflyvninger, var uhyggelig og medførte altid angstfornemmelser hos mig - ikke mindst om natten.

Forsyningssituationen var efterhånden meget anspændt. Der var knaphed på så at sige alt, og de ting der kunne fås, var af ringe kvalitet eller surrogater, der ydermere var rationerede. Der fandtes 40% håndsæbe og “tjærehåndsæbe”!!, som det var umuligt at få til at skumme, der fandtes flydende ”margarine” på flasker, som man selv skulle ryste kraftigt og længe for at “kærne” margarinen, og der fandtes “chokolade,” der var lavet af tørt brød og paraffin.

Nogle ting fremstillede mine forældre selv. Tobak for eksempel. I mangel af tobaksplanter brugte min far kirsebærblade, som han lagde til tørring under pres i en trækasse på loftet. Kirsebærbladene blev senere erstattet af “rigtige” tobaksblade, som farfar og onkel Axel dyrkede på deres små jordlodder i Dalvænget.

Den tildelte brændselsration var ikke tilstrækkelig i de meget kolde vintre i starten af krigen, og selvom der af og til kunne leveres tørv til erstatning for kul og koks, og onkel Ernst af og til tilgodeså os med en ekstrabevilling, var det nødvendigt at supplere leveringerne på utraditionel vis. Og der var flere alternativer:

- Af opblødte, sammenpressede og tørrede aviser og tapetrester kunne der fremstilles noget, der med lidt god vilje godt kunne minde lidt om briketter.

- Fra værftet lykkedes det af og til min far at hjemtage en træklods, som han smuglede igennem portvagten, godt gemt på maven under kedeldragten.

- Gasværket fik med mellemrum leveret kul til gasproduktionen. Når de generatordrevne lastbiler svingede ind over fortovet, skete det, at et kulstykke eller to faldt af ladet. Så stod vi børn parat til at samle kullet op - og det hændte også, at vi gav lykken en hånd med på vejen, ved at rage et par ekstra kulstykker ud over bagsmækken. Henning Urhøjs trækvogn blev brugt til hjemtransport, og vi delte altid “rovet” i mindelighed.

- Den sidste mulighed var at “tage stød op” i skoven. Denne mulighed gav varme mere end én gang - i hvert tilfælde til far og Ewald Hansen. De havde allieret sig om en kæmpemæssig træstub med dybe og lange rødder i Teglstrup Hegn. Flere søndage i træk drog de to samlede familier til skovs på cykel. Ewald Hansen havde til sin cykel selv lavet en anhænger, der gradvis skulle hjembringe den sønderdelte træstub. Med mukkerter og kiler og med økser, save og vægtstænger bearbejdede Ewald og far træstubben, så spånerne fløj dem om ørerne. Imens legede vi unger i nærheden, og mor og Anna sludrede over den medbragte “kaffe” - der hovedsagelig bestod af Richs. Som termokande brugte man dengang en sodavandsflaske med patentprop. Den medbragte madkasse var en brugt skotøjsæske.

En kombination af alle disse bestræbelser gjorde, at vi trods de svære vilkår altid havde noget at putte i kakkelovnen. Selv i de strengeste vintre var der lunt og dejligt i vores stue.

Og her lyttede vi hver aften til BBCs udsendelser til Danmark. Kendingssignalet - ”Dum-dum-dum - duuum” (morsetegnet for “V” (Victory)) efterfulgt af Prins Jørgens March kan stadig få de små nakkehår til at rejse sig på mig. Aften efter aften lyttede vi til den kendte stemme, der meddelte: “Her er London. BBC sender til Danmark. De hører os i 19-meterbåndet på 2 bølgelængder, 31 og 41 meter og på 1500 meter.“ Så fulgte de sidste nyheder fra krigsskuepladserne, ofte afsluttet med “Vi bringer en særmelding...," der kunne lyde noget i retning af “Der er ild i kakkelovnen. Hilsen til Hans, Poul, Bodil, Thorkild...." Og far forklarede, at disse kryptiske meldinger var hemmelige ordrer til de danske sabotører.

Jeg kan huske, at jeg opsøgte min legekammerat Benner morgenen efter, at vi havde hørt budskabet om Paris' befrielse. Det var den 26. august 1944. Vi underholdt i begejstrede vendinger hinanden med stor sagkundskab om den glædelige nyhed. Jeg tror ikke, at vi var helt klar over, hvad meldingen betød, men vi viderebragte vel blot vore forældres store begejstring og deres kommentarer til nyheden.

Da de engelske hære sydfra nærmede sig den danske grænse, tog jeg hver aften mit skoleatlas frem, og far og jeg markerede med en rød Viking-farve, hvor langt tropperne var nået mod nord. Om aftenen den 4. maj farvede jeg hele Danmarkskortet rødt.

Kort efter den glædelige melding fra BBC blev der liv på "Lille Amalienborg" og omliggende bebyggelser. Alle beboerne strømmede ud af lejlighederne og ned på Øresundsvej og Lappen, hvor de jublede og sang og faldt hinanden op halsen.

Den aften glemmer jeg aldrig.

Om formiddagen den 5. maj var jeg med mor i byen. Vi skulle overvære Den danske Brigades hjemkomst til Statshavnen i Helsingør.

Det gjorde vi også, men oplevelsen blev for mit vedkommende noget ødelagt af, at jeg under hele ventetiden på havnen havde heftige smerter i det højre lår. Det skyldtes, at vi på vej mod havnen passerede Stengade, der var propfuld af jublende mennesker. Nogle kastede med fyrværkeri, og en ret kraftig “kineser” sprang, netop som den ramte mit bare lår. Et stort, hvidt og meget smertende brændemærke blev resultatet.

Jeg genoplevede dog Brigaden på nært hold senere på dagen, da den var samlet på Torvet, inden den afmarcherede til København. Brigaden nød naturligt nok stor popularitet blandt Helsingørs indbyggere, der var mødt talstærkt op for at hylde den.

Den begejstrede modtagelse af Brigaden stod i stor kontrast til den modtagelse, danskerne tidligere havde givet andre unge, ”danske” mænd i uniform. Det var dem, der havde ladet sig forvilde til at melde sig under nazisternes fane og melde sig ind i Frikorps Danmark for at bekæmpe bolchevismen på slagmarkerne i Rusland - med den danske regerings velsignelse!! Da Frikorpset vendte hjem på orlov i 1942, opstod der tumulter overalt, hvor de viste sig. Jeg kan godt huske den hverveplakat, der bl.a. var opsat på plakatsøjlen ved gasværket på Lappen.

I dagene efter befrielsen rømmede tyskerne Lundegården. De medtog kun de allernødvendigste ting, og de fleste af drengene fra Lappen og omegn “reddede” sig adskillige af deres efterladte rekvisitter. Selv blev jeg udstyret med både stålhjelm, bajonet, feltspade og patronbælte. Desværre fik jeg ikke lov til at beholde det så længe. Min far mente, at udstyret var befængt med lus og lopper og anden dårligdom, så han fik hele “herligheden” skaffet af vejen.

Lis var på det tidspunkt lidt forlovet med en ung mand, der hed Christian. Han var også en tur på Lundegården, og han fik fat i et dejligt luftgevær, som han forærede til mig. Det var et bagladegevær, der var betydelig bedre end den forlader, jeg tidligere havde fået af far. Det gav far mig lov til at beholde. Jeg har det endnu, og det er stadig funktionsdygtigt. Sommeren 1945 gik jeg tit vagt foran Lille Amalienborg med mit nye gevær og iført en Montgomery-hue-efterligning med faldskærmsjæger-emblem.

I nogle af loftsværelserne på Lundegården havde tyskerne opbygget et stort miniaturelandskab med huse, veje og biler m v. Benner var så heldig at få fingre i en flot bliklastbil i et størrelsesforhold, der passede til vore legetøjs- Lineol-soldater.

Det var også Benner, der var den heldige, da Dina-Poul, Benner og jeg en dag gik forbi kiosken ved Kronborg Havbad på Nordhavnen. I kiosken stod to tyske marinesoldater og kaldte på os. Da vi kom hen til dem, forærede de Benner et fotografiapparat - et boxkamera, som tog udmærkede billeder.

I de vidunderlige majdage i 1945 var jeg på et af mine alenebesøg hos faster Margrethe i København, mens englænderne endnu var i byen. De havde arrangeret en stor friluftsudstilling på Rådhuspladsen. Her var opstillet en del af deres krigsmateriel, bl.a. en luftværnskanon, en jeep og andre militære køretøjer samt en Spitfire-jagermaskine. Det var tilladt for publikum - især børn - at kravle rundt på alt udstyret, og jeg var blandt dem, der nåede en kort tur op i cockpittet. Det kunne jeg senere prale med hjemme på Lappen.

Senere på sommeren fik Helsingør svensk flådebesøg. Et par svenske krigsskibe lagde til ved kajen i Statshavnen, og marinesoldaterne kastede ægte slik ud over menneskemængden på havnen. Ved den lejlighed smagte jeg rigtig chokolade for første gang i flere år.

Det var også en stor dag, da Familie Journalen og Skipper Skræk-bladene igen kom på gaden. Dem havde vi måttet undvære et stykke tid, fordi bladhuset Aller var blevet sprængt i luften af Schalburg-korpset.

Det første nummer af Skipper Skræk-bladet havde på forsiden en tegning af Skipper Skræk, der gokker en hipomand en ordentlig kajeryster på ruinerne af det bomberamte bladhus.

De sidste synlige eftervirkninger af krigen var invasionen af de flygtninge fra Østeuropa, der kom til Helsingør. En del af dem - de kom fra Bessarabien - blev stuvet sammen i barakkerne på Grønnehavevej, hvor de holdtes strengt isoleret fra lokalbefolkningen.

I tiden, der fulgte, var det på mode blandt drenge at bære en riffel- eller maskinpistolpatron i en kæde om halsen.

Det gjorde jeg også.

 
 
 
 
 
 
 
 

Erindringer er indsamlet af elever eller indsendt direkte af mennesker, der har oplevet befrielsen eller besættelsen.

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 05/01 2010. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund