Jeg er født i januar 1934, så jeg var 6 år gammel, da krigen brød ud. I begyndelsen af april måned var jeg begyndt i 1. klasse på Holsteinsgade Skole på Østerbro. Skolen lå kun 5 minutters gang fra, hvor jeg boede.
Det var den 9. april, jeg havde lige spist min morgenmad, havregrød med mælk og en tyk skive rugbrød med margarine og syltetøj. Jeg var ved at være klar til at gå af sted til skolen, da vi hørte en brummende lyd. Først svagt, så mere og mere tydelig. Til sidst så vi dem, store tungtlastede bombefly. Min far kunne se, at der var tyske kendingsmærker på. Tyskland havde brudt ikke-angrebstraktaten med Danmark og var ved at besætte landet.
Min far var vred. Han var af sønderjysk slægt og var derfor meget dansksindet. Jeg husker tydeligt, hvad han sagde til mig: ’’Lille Dorthe, Tyskland har brudt en aftale og besat Danmark. Det vil vi ikke finde os i. Vi vil kæmpe, vi to, indtil den dag tyskerne er ude af landet og Danmark atter er frit.’’ Selvom jeg ikke var ret gammel og ikke helt forstod hele alvoren i det, han sagde, var jeg klar over, at det var noget meget slemt, især når han kaldte mig ved mit rigtige navn. Han brugte ellers altid et kælenavn til mig. Jeg elskede min far meget højt, så op til ham, og lovede ham, at det ville jeg gøre sammen med ham.
På vej til skole så jeg en masse tyske lastbiler og soldater med skydevåben rundt i gaderne. Det var rigtig uhyggeligt. Vi boede i nærheden af havnen, hvor tyske krigsskibe var sejlet ind og havde landsat tropper. Jeg skyndte mig hen til skolen. Her samledes vi alle, elever og lærere, i gymnastiksalen. Rektor fortalte om, hvad der var hændt os og bad os om at tage det roligt. Vi sang en masse danske sange, flere end vi ellers plejede, den dag. Derefter gik vi til vores klasseværelser. Der blev nu ikke megen undervisning den dag. I stedet læste lærerinden historier for os. Vi var alle sammen usikre og rådvilde. Hvordan ville fremtiden blive?
Da vi fik fri, og jeg var på vej hjem, stod folk samlet i små og større grupper, snakkede, så på tyskernes fremmarch og læste nogle løbesedler, som tyskerne havde kastet ned fra flyene. Det var det såkaldte ’Oprop’ med besked om, at de havde besat landet, og at vi skulle forholde os i ro og adlyde besættelsesmagten.
Da jeg kom hjem, var der for en gangs skyld ikke nogen hjemme, så jeg gik ned til skomageren, som havde sin kælderbutik i vores gade. "Flikfeldt" kaldte vi ham. Han var rar og hyggelig. Vi børn måtte gerne være nede hos ham. Det var blevet et naturligt samlingssted for os, især når vejret var dårligt og vi ikke rigtig kunne lege ude. Fortælle historier kunne han, hjalp os gerne med lektier, hvis der var noget, vi ikke kunne finde ud af, hørte os i salmevers og tabeller. Ikke mindst var han god til at forklare ting på en måde, som vi børn kunne forstå. Lige netop den dag var det det allerbedste sted for os børn at være, og så vidste vore forældre også, hvor vi var.
Den dag, den 9. april 1940, blev indledningen til fem mørke og barske år for Danmark og danskerne.
Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring
