Befrielsen 1945

Oplevet af: Broch Nielsen

Mit barnebarn Jakob spurgte mig for nogle år siden, hvordan jeg oplevede krigen som dreng. Han kendte godt det historiske, men hvordan var det at være i konfirmationsalderen i 1939 og opleve hverdagen blive ændret? Så jeg besluttede mig for at berette om den første krigstid. Som baggrund for beretningen, vil jeg fortælle om tiden fra 1933, hvor jeg var 7år, til sommeren 1939, hvor jeg blev 13 år. Derefter om hvordan krigen kom til Esbjerg 4. september 1939, og om den 9. april 1940, hvor tyskerne besatte Danmark. Sidste del af historien er indtryk fra de første besættelsesår, indtil jeg blev færdig med skolen i 42.

Det jeg først husker om krig begynder i 1933. Der var jo ingen tv, kun én nyhedsudsendelse om dagen i radioen, og ellers fik vi nyhederne fra avisen. Jeg lærte hurtigt at læse og lå hver dag på gulvet og stavede mig igennem Politiken. Det gjorde et stort indtryk på mig, da min far i 33 sagde: "Nu skal jeg snart i krig, for Hitler overtager magten i Tyskland." - Jeg var bange, når jeg hørte Hitler i radioen. Og de forskellige krige i disse år påvirkede mig. Måske fordi vi ikke havde det tv, som i dag gør os immune over for alle de krigsrædsler, som vi dagligt fodres med.

Der var først krigen i Abbessinien (Etiopien), hvor Italiens modstykke til Hitler (Mussolini) erobrede landet. Så kom den spanske borgerkrig i 1936, hvor general Franco blev hjulpet af Hitler og Mussolini med fly, bomber, kanoner og rædsel. Vi kunne se billeder af alt det forfærdelige i de lokale avisers udstillingsvinduer i Kongensgade.

Vi kom en del hos min mors moster, og der dukkede hele tiden tyskere, østrigere og tjekker op. De boede der et stykke tid og forsvandt så igen. Senere fandt jeg ud af, at det var mennesker, der var på flugt fra Hitlertyskland. Efter et ophold i Danmark fortsatte de videre til Sverige eller USA.

Hitler udvidede det tyske rige ved at overtage Sudeterland i Tjekkoslovakiet, Elsass Lothringen mod Frankrig, derefter Østrig og truede nu Polen. Uden de helt store protester fra det øvrige Europa. England og Frankrig lovede dog Polen hjælp.

England prøvede et par gange at forhandle med Hitler. Jeg husker, hvor glad jeg blev, da den engelske premierminister Chamberlain, efter en forhandling i Munchen i 1938, erklærede: ”Ingen krig i vor tid.” Men Hitler troede ikke, at englænderne ville komme Polen til hjælp, og 1. september 1939 sendte han tropper ind i Polen. Han tog fejl. England og Frankrig erklærede Tyskland krig, selvom de ikke var forberedte. Jo, den urolige tid prægede min barndom, som også var påvirket af, at min mor nærmest var krigerisk fredskvinde, ikke engang en knaldperlepistol måtte jeg have, da jeg var lille, så jeg havde gemt en nede i kælderen. Den så jeg så på med dårlig samvittighed.

DA KRIGEN KOM TIL ESBJERG!

Den store krig begyndte d. 1. september, men der var fred i Danmark. Den 4. blev min mor 40 år, og hun havde ”damekaffe”, som det hed dengang. Det var ikke noget for mig, så jeg tog min cykel og kørte en tur på havnen. Det var sidst på eftermiddagen. Ude i trafikhavnen lå et lille dansk orlogsskib, “Beskytteren”. Det lå der vist nærmest for at skræmme tyske fly bort. De fløj sommetider op og ned langs kysten. Men det var nu en lidt latterlig tanke, at det skib kunne skræmme nogen.

Jeg stoppede op for at kikke på skibet. Jeg tror, at klokken var 17, der var ekstraudsendelse i radioen. Man kunne høre den fra en højtaler hængt op i masten.

Pludselig lød der høje brag inde fra byen, og jeg så røgskyer derinde. En flyvemaskine drønede lavt hen over skibet. Jeg har altid været interesseret i fly, så jeg var sikker på, at det var en engelsk Blenheimbomber. Jeg så også RAF-ringene under vingerne.

Jeg steg på cyklen, vist mere nysgerrig end bange, og cyklede ad Gl. Færgevej mod Rundkørslen. Der kom en mængde mennesker løbende imod mig, mens de råbte :”Den kommer igen”. Jeg fortsatte, indtil jeg kom til Rundkørslen og ville hen af Frodesgade. Men den var spærret af en stor mængde murbrokker, og der var et gabende hul i husrækken. DER MANGLEDE ET HUS. Med hjertet oppe i halsen cyklede jeg hjem og fortalte min mor, hvad jeg havde set og oplevet, men hun sagde: ”Danmark er ikke i krig, det må være en gaseksplosion.”

Men det var rigtig nok med det fly.

Om aftenen var vi på besøg hos en familie, der boede i nærheden af Frodesgade. Der var stadig oprydning i gang. Ingen troede på, at det kunne være en engelsk maskine.

Der var kastet 4 bomber. To på havnen, en i Sjællandsgade og så den i Frodesgade. Den eneste der forårsagede skade på mennesker. Om der var sårede, husker jeg ikke, men en kvinde blev dræbt, og hun blev således blandt de første af de millioner af mennesker, der blev dræbt under krigen. Mange flygtede fra byen, heriblandt nogle af byens læger - til stor forargelse i dagene derpå. Også nogle i min familie pakkede sammen og drog bort.

Undersøgelser viste, at det var engelske bomber, og England betalte erstatning. Engelske fly var blevet sendt ud for at bombe byer langs den tyske nordsøkyst, men de engelske piloter var uerfarne, bange og dårlige navigatører. Så da bombeflyets pilot så en by, skyndte han sig at smide bomberne og stikke halen mellem benene hjem til England.

Det var min første krigsoplevelse, og tiden derefter blev der malet store danske flag på mange tage, og der blev opstillet antiluftskyts ude ved Strandvejen, omtrent hvor Fiskerimuseet nu ligger. Der var stadig en del overflyvninger af såvel engelske som tyske fly, og der blev skudt varselsskud.

DEN 9. APRIL 1940

Den 8. april om aftenen var der arrangeret en fest for de danske luftværnssoldater på Grundtvigshus i nærheden af mit hjem, men der kom ingen. Der var pludselig alarmtilstand, så de måtte ikke forlade lejren. Jeg hjalp med at bringe lagkager mm. ud til dem. Men det var nu lidt mærkeligt med den alarm!

Næste morgen vågnede jeg på mit værelse på 3. sal ved, at en mængde tyske fly fløj rundt over byen Det var mest JU 52'ere, så det var nok for at skræmme, men der var også ME 109'ere , og de landede senere på den gamle flyveplads. Der blev skudt med skarpt fra luftværnsbatteriet , og jeg mente bestemt, at et fly blev ramt. Det forsvandt ud over Skallingen med sort røg efter sig. Men det var måske en ønsketanke. Kanonerne fik dansk ordre til at flytte, og så var det bal forbi.

Der blev nedkastet flyveblade med dårlig dansk tekst. Senere blev der opsat plakater fra regering og konge. Der stod, at vi skulle forholde os roligt, og det gjorde vi, jeg tror slet ikke, at vi helt fattede hvad der skete. Mor sendte mig til bageren efter rundstykker, og min søster fik lov til at tage korte strømper på. Senere på dagen spurgte mor ”Hvem har dog givet dig lov til at tage de strømper på?

I løbet af dagen kom der tyske krigsskibe i havnen, et pansertog på banegården samt en mængde soldater. Toget blev i øvrigt lodset til Esbjerg af en tysksindet DSB-mand fra Tønder, blev der sagt. Vi gik i skole som sædvanligt. Sidst på dagen blev jeg sendt ud til en snedker for at hente materialer til vore første mørklægningsgardiner.

Det var en mærkelig dag. Danmark var blevet besat af Tyskland!

Den 10. april blev vi sendt hjem fra skolen. Tyskerne skulle bruge den, men desværre, syntes vi, varede det kun få dage. I stedet fik vi nogle fjollede skoletider, fordi skolen skulle huse elever fra en anden skole, som tyskerne hellere ville have.

Der skete hele tiden noget, der påvirkede vor hverdag. Vi skulle vænne os til meget. Alt var mørklagt, ingen lys på gaderne. Vi skulle bære hvide armbind, og cyklerne have hvide bagskærme, og der var mange andre sære påhit. Kun få biler havde køretilladelse. Efterhånden blev de fleste madvarer rationeret - de kom på mærker. Der blev fyret med våde tørv i centralvarmekedlen, der var kun lidt el og gas. Vi fik opstillet et lille jernkomfur, det blev kaldt en “sparehex”, og der skulle fyret med brænde, når der skulle laves mad. Jeg kan nu ikke huske, at den blev brugt ret meget.

Så fik vi lavet en rammeantenne til radioen. Tyskerne opstillede støjsendere, for at ødelægge modtagelsen af engelsk radio. Ved hjælp af rammeantennen kunne vi alligevel høre lidt. I den danske radio bestemte tyskerne helt hvad der måtte udsendes. Tøj havde vi ikke meget af. Meget var omsyet af gammelt. Fx frakker af lagner, nederdele af plaider, strømper af kradsuld - de kradsede i hvert fald. Cykeldækkene var med celluld, de holdt kun kort tid. Dæklap på dæklap på dæklap, så cyklen hoppede af sted. Til sidst kørte tyskerne rundt og stjal de cykler, som de kunne finde og kørte dem bort på lastbiler. Også min cykel led denne skæbne.

Få af de biler, der havde tilladelse, måtte køre på benzin, de øvrige kørte på “Gengas”, der blev fremstillet i en slags kakkelovn, der blev bygget på bilen. Kakkelovnen blev fyret med brænde.

Tyske soldater marcherede rundt i gaderne og skrålede en sang, der hed “Fahren gegen Engeland”.

Tyske patruljer kontrollerede mørklægningen og råbte “Fenster zumachen”, og sommetider skød de efter vinduer, der ikke var godt nok mørklagte. Bl.a. på 3. sal i vores hus. Det var så højt oppe, at skuddet gik gennem vinduet og op i loftet, uden at anrette anden skade.

Det var jo de første år af besættelsen, så det meste modstand bestod i, at man samledes på torvet til “alsang”, hvor man sang danske sange. Tyskerne arrangerede til gengæld koncerter, der hvor musikhuset nu ligger. Men her kom gode danskere ikke.

Der var mange overflyvninger af engelske fly, såvel om dagen som om natten. I årene 40, 41 og 42 var de engelske bombetogter dårligt organiserede. Flyene startede efterhånden, som besætningerne kom fra biografen med deres piger, og derfor kunne overflyvningerne godt tage mange timer. Tyskerne skød bravt efter flyene. Der blev blæst luftalarm, og vi sad nede i kælderen, indtil der blev blæst af igen. Men efterhånden blev det almindeligt at blive oppe for at se på skuespillet. Der faldt bomber, mest når anskudte maskiner skulle lette sig for lasten. Der var også bombeangreb direkte mod mål i Esbjerg, gasværket, et slagteri og skibe i havnen.

Engang stod jeg i skolegården og så en Hudsonbomber kaste bomber lige over min fars arbejdsplads, Vestkraft. Hvor var jeg bange, indtil han ringede hjem og fortalte, at bomberne var eksploderet over 200 meter fra hvor han stod.

Når der ikke var englændere i nærheden, tøffede en gammel Junkersmaskine rundt over byen, vi kaldte den “Gamle Maren”, og den var øvelsessigtemål for kanonerne. Efter luftalarm gik drengene rundt på gaderne for at samle flakgranatsplinter, som de fleste havde cigarkasser fulde af.

I skolen var det lidt træls med den dumme timeplan. Vi viste lærerne større respekt end nu. Det var "De" og "Hr.", "Fru" og "Frk.", og op at stå, når en voksen kom ind i klassen. Men vi holdt med vores lærer, når det kneb.

Vi havde en tysklærerinde, det hed det dengang, der var ret så skrap. Hun hadede tyskere og talte stygt om dem, så tit hun kunne. Men i klassen var der en pige, som var datter af en af byens største nazister. Hun blev fulgt i skole af to soldater med schæferhunde, så hun var ikke særlig populær. En dag sladrede hun til sin far om lærerindens udtalelser, han gik videre til tyskerne, og lærerinden blev anholdt sigtet for foragt for Tyskland. Vi blev alle afhørt, men ingen havde hørt lærerinden sige noget grimt om Tyskland, så hun blev løsladt og fortsatte med at plage med tyske verber.

Det var lidt om en skoledrengs hverdag i de første besættelsesår. Vi blev vant til det hele. Der var nok noget, vi måtte savne, men det måtte vi alle. Og alt det, som vi nu synes er nødvendigt, som f.eks. tv, video, pc, telefon osv., kendte vi jo ikke.

Tyskere, luftalarmer og bomber var der bare, og selvfølgelig var jeg tit bange, men ellers var hverdagen ikke meget forskellig fra 13/15-åriges tilværelse i dag, vi havde det bestemt lige så sjovt. Vi gik i danseskole, mest for at komme tættere på pigerne. Der skulle følges hjem, og der var nu noget særligt ved at stå i læ for granatsplinter sammen med en sød pige, høre de engelske flymotorers syngende lyd, se lyskasternes blege fingre famle efter flyene og sporprojektilernes hidsige striber på himlen. Høre støjen og føle sig lidt som beskytter. Jo, det var såmænd ”ik så ring endda,” som man siger her.

Vi holdt fester som nu, men med knap så meget sprit, det var svært at skaffe. Var der udgangsforbud, blev vi alle til næste morgen. Ingen tyskere eller forbud kunne stoppe det væsentlige for unge piger og drenge - interessen for hinanden.

Sådan gik skoleårene, og min beretning slutter med, at jeg kom i lære i 1942, men der er selvfølgelig meget mere at berette. Som efterskrift lidt om de sidste krigsår, sabotage og schalburgtage, tyske drab på danskere. Stikkere for tyskerne blev likvideret af modstandsbevægelsen. Fængsling og henrettelser af sabotører, jødeforfølgelse, det danske politi forsvandt, mange kom i koncentrationslejre osv. Alt sammen kan læses i bøger om besættelsen og modstandsbevægelsen, men det var ikke dagdagen for de fleste danskere.

Modstandsbevægelsen var groft sagt delt i to. Den aktive del, der egentlig ikke bestod af ret mange. Den lavede sabotage, modtog våben, skød stikkere osv. Jeg var for ung, men selv om jeg havde været gammel nok, ville jeg ikke have haft mod nok til at være med. Den passive del af modstandsbevægelsen bestod af folk, der først skulle møde, når krigen var ved at slutte. Den skulle forsvare forskellige installationer og måske kæmpe mod tyskerne for at få dem ud af landet. Heldigvis gik det ret fredeligt, for det ville have blevet et frygteligt blodbad, hvis det var kommet til kamp mod tyske frontsoldater. Nu blev opgaven mest at hente danske nazister, værnemagere og tyskerpiger.

I det sidste krigsår “gik jeg under jorden” en enkelt nat. Vi havde fået melding om, at tyskerne ville tage min far og mig. Hvor min far tog hen, husker jeg ikke, men jeg tog ud til en kammerat, og mere skete der ikke.