• Indhold

Hverdagen som studerende

 

 

Oplevet af: Erik Leif Jakobsen

Om aftenen d. 9. april 1940 var jeg som så ofte ude at spille kort, og kom meget sent hjem. Så sent, at jeg, inden jeg faldt i søvn, hørte braget ude fra Trekronerfortet, som tyskerne sprængte, og næste morgen fik jeg så af fru Kirchheiner, som jeg boede til leje hos, at vide om invasionen. Tyskernes ordre om mørklægning blev fulgt meget rigoristisk, så Østerbros gader var bælgmørke samme aften. Nok til at vi kunne give nogle forbipasserende tyske soldater et skulderpuf, tåbeligt naturligvis, men vi fattede ikke, hvor farligt det var, og hvor brutale tyskerne kunne være.

Bortset fra mørklægningen og den begyndende knaphed på cigaretter, var min tilværelse ikke meget påvirket af besættelsen. Modstandsbevægelse, sabotager, og alt det kom jo først senere. Cigaretter kunne man kun få, hvis man var gammel kunde, og det var jo svært, når man først for nylig var kommet til København. Vanskelige rejseforhold og mangel på penge gjorde, at min kone Ulla og jeg kun kunne se hinanden i jule- og sommerferien.

Krigens alvor var taget til, forholdet til tyskerne blev forværret, efterhånden som de viste deres brutalitet, og modstandsbevægelsen blev synlig for os alle. Min bror Jørgen, som var stud.mag. i dansk og engelsk på Aarhus Universitet, deltog sammen med flere kammerater i våbenopsamling, og af og til skete udpakningen hos os. Min søster Anne-Lise var forlovet med Orla, spejderdreng fra Hornslet. Også han deltog i våbenopsamling i forbindelse med Fiil-gruppen, og da den blev optrevlet, blev Orla også spurgt, og som spejder står man ved det, man har gjort, så han tilstod. Orla blev fængslet, og da der et halvt år senere skete en sabotage, som tyskerne ville hævne, blev han udtaget sammen med 11 andre og henrettet i Rymarken. Efter et indbrud i et eller andet kontor for at 'organisere' en skrivemaskine til fremstilling af illegale blade blev Jørgen taget af det danske politi og sat i arresten. Fader blev ringet op og bekræftede efter en meget tydelig opfordring, at Jørgen altid havde været en skidt knægt. Dermed slap han med en kortere tid i arresten, og skulle ikke udleveres til

Gestapo.

På elværket var der en meget aktiv gruppe under ledelse af direktør Wegener, og jeg blev spurgt gennem en af arbejdsmændene, om jeg ville med. Jeg sagde nej tak, af fejhed eller pligtfølelse over for familien - jeg ved det ikke.

Alle læste illegale blade og hørte BBC's danske udsendelser. Vi havde gulvet under gulvtæppet fyldt med blade. På biblioteket havde jeg den glæde at låne `Krilon'-bøgerne af Eyvind Johnson, en stærkt antinazistisk nøgleroman, som givet havde været forbudt, hvis Gestapo havde kunnet læse svensk.

Jeg var piberyger dengang, og da tobakken slap op, fik jeg tobaksblade fra Ullas onkel William på Fyn, sovsede dem til med snaps og lakrids og modnede dem på kedeltoppen, inden jeg finskar dem med rugbrødsmaskinen. Det blev aldrig den store nydelse.

Jeg var en dag i 1944 med en elektriker oppe på kedeltoppen for at få omstillet et relæ eller, hvad det nu var. Et eller andet forkert fik vi lavet, så sikkerhedsventilen lettede med et brag, der kan skræmme livet af enhver. Nogle måneder senere stod jeg igen med en elektriker, denne gang ved en transformator ude i friluftsstationen, og pillede ved relæerne, og igen lød der et vældigt brag, som jeg først troede var en sikkerhedsventil, der lettede. Det var det ikke, det var en eksplosion i en båd med tysk ammunition i havnen nærved. Uarmerede bomber i massevis røg ud over hele arealet, kulplads, elværk og gasværk. Mange blev dræbt. Risikoen ved at få en bombe ind i kedlerne var uhyggelig, og der måtte straks gøres noget. Wegener fik med sædvanlig opfindsomhed konstrueret en kæmpemagnet over kulbåndet, og dette sammen med en arbejdsmand til at holde øje med båndet løste problemet. Et par bomber var faldet ovenpå den store gasbeholder og gasværksdirektøren, Flach, kravlede heltemodigt selv op og bar den ned. Det var ikke noget, han ville sætte andre til.

En dag hørte Ulla den umiskendelige lyd af de britiske bombemaskiner tæt på og styrtede til vinduet med Lene på armen og så kollegiebygningen i nærheden blive bombet. Det var Gestapos Aarhuskvarter, og det var naturligvis en glædelig begivenhed, og risikoen ved at være så tæt på havde hun ikke haft tid til at tænke på. Der var nogle uhyggelige schalburgtage-handlinger i Guldsmedgade og andre steder, og sabotage hørte vi meget om.

Den 4. maj 1945 sad Ulla og jeg og spillede et eller andet. Det var vist at sænke slagskibe. Vi hørte ikke radio, det var tit så mistrøstigt at vide, hvor tæt krigen var på os. Men i vinduet overfor så og hørte vi det glade budskab gentaget. Som alle andre satte vi lys i vinduet, og gik ud på gaden. Ingen, som har oplevet det, kan glemme de timer.

Kort tid efter kom de engelske befrielsestropper. En afdeling blev stationeret ude ved observatoriet, og Ullas søster Grethe fik kontakt til Hal og Jack. De kom derefter meget hos os, og i julen 45 blev Ullas lillesøster Birgit forlovet med Jack, under vores juletræ, sagde de senere. Et par år efter blev de gift og bosatte sig i Belfast, hvor de stadig bor. Hal og hans kone Winnie besøgte os senere i Danmark og vi dem i London, og vi var gode venner en række år. Vi havde også besøg af deres børn.

Også russere så vi og inviterede et par hjem, som havde været krigsfanger. Vi syntes, at de havde lige så meget ære for krigens udfald som englænderne og amerikanerne, og vi var ikke så bange for kommunismen dengang. Om Stalins ugerninger anede vi intet. Det var meget deprimerende, når nogen udtalte frygt for, at amerikanerne nu ville gå ind i Rusland, og Bornholms besættelse gav også nogle kolde gys.

 
 
 
 
 
 
 
 

Erindringer er indsamlet af elever eller indsendt direkte af mennesker, der har oplevet befrielsen eller besættelsen.

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 05/01 2010. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund