Befrielsen 1945

Oplevet af: Andreas Frehr

Jeg er født 1933 i Toftlund - en lille by, der ligger lige midt i Sønderjylland. I den tyske tid (1864-1920) var Toftlund administrationsby, og det er måske – sammen det faktum, at der er cirka 30 km til nærmeste købstad - grunden til, at den også efter 1920 var mere velforsynet med institutioner end andre landsbyer, skønt der kun boede cirka 1.500 mennesker i den. Der var to hoteller og en kro, en Falckstation, 2-3 læger og et landinspektørkontor. Desuden var der en dommer og en stor politistation med politimester og mange betjente, og der kom flere til i slutningen af 1930-erne (fordi regeringen frygtede uro i landsdelen). At byen var retskreds med dommer havde til følge, at der var 2-3 advokater.

Min far og mor havde en manufakturbutik lige midt i byen. Mor var fra Thy, men far var født i Sønderjylland, og hans far havde været i krig (1. verdenskrig) i fire år fra 1914-1918. Min far slap, for han var født i 1902, så han var kun 16 år, da 1. verdenskrig sluttede. Hans to år ældre bror stak af over grænsen til Danmark i foråret 1918, fordi han var bange for at blive indkaldt.

Det var vist fra årsskiftet 1942/43 - altså da jeg var godt 9 år – jeg begyndte selvstændigt at følge lidt med i, hvad der skete omkring mig. Helt konkret kan jeg huske, at jeg lå på gulvet i stuen og læste i Jyske Tidende om, at tyskerne i Stalingrad nu havde slagtet deres sidste heste og fortsat kæmpede heroisk videre. (Det har nok været værnemagtsberetningen, som alle danske aviser var tvunget til at aftrykke). Det med hestene gjorde indtryk på mig. I dag ved jeg, at det har været i sidste del af januar 1943.

Det har nok også været i løbet af året 1943, at jeg begyndte at lytte med på BBC-udsendelserne fra London kl 18.30 - det gjorde jo efterhånden hele nationen. Disse radioudsendelser har formentlig, i al fald fra 1944, været de mest aflyttede radioudsendelser nogensinde i Danmark. I mange hjem - ligesom hos os - med børnenes skoleatlas parat, så man kunne følge med i, hvor langt de allierede nu var kommet. I Københavnsområdet var der vist nogle, der også - eller i stedet - lyttede til "Kvällsnyheter från TT" fra Stockholm, men det gjorde ingen i Sønderjylland, for vi kunne ikke forstå svensk.

Vi havde ikke mærket meget til hverken krig eller besættelse i Toftlund - det var noget, vi hørte om i radioen eller læste om i avisen. Ganske vist var benzin og olie - og dermed biler - forsvundet, tobakken stærk rationeret, ris, bananer, chokolade og sagogryn (til sagosuppe), peber, kaffe og the helt forsvundet, tøj og sko rationeret etcetera, men de fleste af disse varer huskede jeg slet ikke, bil havde vi aldrig haft, og tøj og sko handlede vi selv med, så vi klarede den jo.

Fødevarerationeringen var ikke streng i Danmark. Faktisk ved jeg i dag, at dele af rationeringen blev indført, fordi man ville demonstrere over for tyskerne, at danskerne skam heller ikke havde for meget, så de skulle ikke tro, vi kunne sætte leverancerne til værnemagten op. I en landsby som Toftlund med enkelte gårde i byen og mange store gårde i omegnen, der gerne leverede ud af stalddøren, var der overhovedet ingen problemer, især da ikke, når man kunne betale godt eller bytte med et stykke tøj, og det kunne vi, fordi vi havde en manufakturbutik. Jeg kan huske, vi flere gange det sidste krigsår om aftenen fik bragt en nyslagtet halv gris ind i køkkenet – skjult i en sæk. Så fik mor og pigen travlt bag mørklægningsgardinerne med at salte, koge hen og lave pølser, for vi havde jo ingen fryser, de fandtes ikke i private hjem.

Senere blev manglerne dog større. Ingen koks, kun ringere og ringere tørv, el blev hårdt rationeret det sidste halve års tid (men vi havde tildeling til butikken, som vi lod henligge delvis i mørke, så vi kunne bruge strømmen privat!), og trafikken gik omtrent i stå. Der var ofte strømafbrydelse, og det betød, at vandværket ikke kunne pumpe vand op i vandtårnet – med den konsekvens, at der ikke var vand i husene. Nogle timers bortfald kunne jo klares, men ved et par lejligheder var strømmen væk i næsten et helt døgn. Men der blev først lavet vandværk – og dermed indlagt vand - i byen omkring 1940, og vi havde bevaret en pumpe i haven. Den kunne vi stadig bruge, og vi kunne også forsyne naboerne med vand.

Den eneste mangel, jeg selv husker som ubehagelig, var manglen på cykeldæk og slanger – alle gummiprodukter forsvandt. Det kneb i stigende grad at holde min cykel gående. Gennemslidte dæk blev repareret ved, at man klippede gamle dæk i stykker og satte et af stykkerne over. Men det gav ubehagelige bump, når man kørte, og det var i øvrigt meget besværligt ved lapning, fordi der blev dobbelt vulst under sammenføjningen. Slangeproblemet var næsten endnu værre, også her forsøgte man sig med at lime gamle stykker slanger udenpå den oprindelige. Men slanger - selv gamle stykker - var næsten ikke til at få fat i, og endog ordentlig gummilim forsvandt. En punktering kunne være en alvorlig historie. Cykelreparatører havde kronede dage. De skulle ofte bestikkes med cigaretter. Cykelproblemet blev jo ikke mindre af, at den offentlige trafik også blev ramt – rutebiler og tog kørte sjældnere og var som regel stopfulde.

Selv om der således ikke var nogen direkte materiel nød, voksede uroen. I 1943 begyndte for alvor de store overflyvninger både dag og nat med hundredvis af amerikanske eller britiske fly. Amerikanerne bombede om dagen, englænderne om natten, og Toftlund lå i en indflyvningszone. Under luftalarm var der udgangsforbud, og det skulle politiet påse overholdelsen af. I små byer blev det næppe overholdt, men Toftlund havde som nævnt en stor politistation, der lå skråt over for vores hus, og den rummede et - i forhold til byens størrelse - enormt antal politibetjente (jeg tror mindst en halv snes stykker) + en hel del folk fra et uniformeret hjælpekorps (CB = civilbeskyttelseskorps). Politikredsene (og amterne) i Sønderjylland var bevidst lavet ret små i 1920, fordi regeringen ville sørge for, at der kom mange danske embedsmænd til den genvundne landsdel. Så alle disse betjente skulle jo lave noget, og vi var nødt til at forsvinde fra gaderne under luftalarm. Jeg husker, at der var en del irritation i befolkningen mod politimester og overbetjent, blandt andet af den grund.

Når jeg var nede i skoven om sommeren - eller nede på skøjtebanen bag skoven om vinteren - var det ret irriterende, når der kom luftalarm, for så vidste jeg, der var problemer med at komme hjem. Jeg kunne godt gå op til Centralhotellet fra skoven, men derefter skulle jeg over parkeringspladsen, som stødte lige op til dommerbolig og politistation. Det lykkedes mig nu altid at snige mig hjem (og i dag kan jeg jo se, at politiet næppe ville have forhindret en 10 års dreng i at komme hjem under luftalarm, men fik de fat i mig, ville de nok have påtalt min færden og måske også underrettet min far. Og han havde enorm respekt for politiet). Når der kom alarm, medens vi var i skole, skulle vi i kælderen, og det kunne vi ikke lide. Det kneb med pladsen, og selv om lærerne forsøgte at gøre noget - fællessang eller oplæsning - var det ret kedsommeligt at sidde der en times tid eller to.

Men det var jo ikke bare småirritation. Skrydstrup flyveplads blev anlagt af tyskerne - der konfiskerede hele den oprindelige lille landsby. (I øvrigt er også de øvrige jydske lufthavne anlagt af tyskerne - der altså derved kom til at bestemme hele den fremtidige indenrigske lufttrafikstruktur i Danmark). Skrydstrup lå 15 km fra Toftlund og var en vigtig jagerbase. Ved luftkamp kunne et allieret fly blive skudt ned og falde lige ned i vores by. Det ville være en total katastrofe. Hvert enkelt allieret fly medbragte en bombelast på adskillige tons. Hele byen ville blive blæst væk. Og Toftlund lå ikke så langt fra grænsen. Kunne man nu være sikker på navigeringen, så flyene var helt klar over, at de var over Danmark? En grænse kan jo ikke ses fra luften.

Der faldt faktisk nogle (små) bomber få kilometer uden for byen et af de første krigsår, de lavede nogle betydelige huller i jorden, men faldt heldigvis blot på en mark. Alligevel rystede disse huller byens borgere, der vandrede ud for at bese dem, det gjorde vores lille familie også. Det var i 1941. Nu var situationen blevet alvorligere, og selv om vi intet kendte til voksende bombestørrelser, så hørte vi jo fra BBC om de voldsomme angreb på tyske byer med ødelæggende virkninger. Vi gik aldrig i kælderen, når der var luftalarm – og det var der meget hyppigt. Jeg tror ikke, nogen i byen nogensinde gik i kælderen. En af årsagerne var, at mange huse slet ikke havde ordentlige kældre. Det havde vores heller ikke, der var kun en meget lille kælder med bjælkeloft under køkkenet. Hvad nytte skulle den gøre?. Men vi blev altid vækket af sirenen, som sad på politistationens tag 50 m fra vores hus, og vi stod ofte op, når larmen fra flere hundrede fly blev for slem om natten. Så kunne vi stå oppe i gæsteværelsesvinduet, der vendte mod øst, og se luftkampene over Skrydstrup – og høre den: En ustandselig fjern buldren, bum-bum-bum, og sommetider kunne vi se et fly, som var ramt, falde til jorden som et lille flammende kors.

Der var også voksende sabotage. Ikke i byen, men på jernbanestrækningen, hvis nærmeste punkt på den østjyske bane lå i Over Jersdal, kun 10-15 km fra Toftlund. Jeg blev spejder omkring denne tid. Jeg var ulveunge og sad i rundkreds og svarede på lederens afslutning: "Ulve v-i-l geb geb geb"? "Ja, v-i-l gob gob gob", og snart, vist i 1944, blev jeg rigtig spejder. Men spejderiet gik i stå i nogle måneder i foråret 1945, for lederen, en bankassistent fra Handelsbanken, blev arresteret som jernbanesabotør. Befrielsen maj 1945 kom heldigvis så tidligt, at tyskerne ikke nåede at gøre noget alvorligt ved ham.

I september 1944 tog tyskerne politiet. Jeg sad oppe i et vindue på 1. sal på apoteket (som lå skråt over for politistationen) sammen med min bedste ven, apotekerens søn, Andreas Bang, og kiggede lige ned på jorden i haven 4-5 m under vinduet, for der lå to tyske soldater bag et maskingevær, som pegede lige over mod politistationens hovedindgang. Det kom nu ikke til skyderi, og jeg ved faktisk ikke, hvad der skete med de Toftlund-betjente. Jeg ved (i dag), at tyskerne førte 1.900 betjente til koncentrationslejren Neuengamme. Her blev de generelt set og normalt ikke udsat for tortur eller lignende, men forholdene i tyske koncentrationslejre var alligevel sådan, at nogle af dem kom hjem med varige men. Det var alene det forhold, at de kun var der ½ år - de blev hentet hjem af "de hvide busser" i april 1945 - der gjorde, at de fleste af dem ret snart kunne genvinde en normal fysik.

Størstedelen af politistyrken fik tyskerne slet ikke fat i, betjentene lagde uniformen og sivede væk, "gik under jorden", hvilket i Toftlund vil sige, at de flyttede ind hos naboer og bekendte i byen eller i omegnen. Det skal da også siges, at tyskerne ikke gjorde nogen energisk indsats for at få fat på de forsvundne betjente. Tyskerne havde jo nået deres mål: Politiet eksisterede ikke længere som organiseret styrke. De beslaglagde i øvrigt hele politistationen.

Men vi var altså uden politi i 8 måneder, og det var specielt for Toftlund en helt ny fornemmelse. Nu blev vi i alt fald ikke længere gennet ind, når der var luftalarm, og betjentene fór ikke længere rundt og standsede drenge, der om aftenen kørte uden cykellygte. Til gengæld florerede sortbørshandelen nu frit, og der forekom flere indbrud. Der blev oprettet et privat vagtværn af gode borgere, som gik rundt om aftenen med store knipler og skulle passe på. De var næppe til nogen særlig nytte. I det hele taget var politiets fravær reelt uden den store betydning i Toftlund. Jeg mindes ikke at have hørt om noget alvorligt. Folk opførte sig rimeligt lovlydigt, som de plejede. Situationen var naturligvis langt værre i de store byer og i særdeleshed i København. Og selv om politiet i Toftlund af og til havde været til nogen irritation, var der naturligvis blandt borgerne almindelig vrede over, hvad tyskerne havde gjort, og megen god vilje til at hjælpe de betjente, der skjulte sig rundt om.

I slutningen af november 1944 kom der lastbiler med flere hundrede tyske civile flygtninge – de var vist kommet med skib til Åbenrå, formentlig fra Østpreussen. Der blev i de sidste krigsmåneder, i foråret 1945, transporteret hundrede-tusinder af civile østpreussere og tyske soldater fra Østbaltikum til det nord-tyske/danske område. De tætpakkede skibe blev naturligvis angrebet af den russiske marine og af russiske og vestallierede fly. En del skibe gik ned – hvilket betød, at de største katastrofer på havet i menneskenes historie (i form af tab af menneskeliv) fandt sted i forårsmånederne 1945 på Østersøen.

Men flertallet nåede frem, nogle altså til Toftlund. Tyskerne beslaglagde det meste af skolen til indkvartering af disse mennesker. Det var jo mest kvinder og børn samt gamle mænd, og vi så ikke meget til dem i byen. Men deres indrykning vakte bestemt ingen begejstring - hos de voksne i alt fald, børnene fik jo fri fra skole. Det lykkedes at holde de 4 realklasser (som de hed, det var den 4-årige uddannelse til præliminæreksamen = 6.-9. klasse) i gang, men jeg gik i 5. klasse, så frem til 1. april fik jeg kun en interimistisk undervisning ½ dag om ugen de særeste steder. Jeg må dog sige, at vi børn heller ikke var glade. Dels kunne vi jo se alvoren i udviklingen, dels kunne vi i alt fald principielt ikke lide, at tyskerne havde taget vores skole, og endelig vidste vi jo godt, at det ikke var gavnligt for børns fremtid kun at gå ½ dag i skole om ugen. Den 1. april 1945 rykkede jeg imidlertid op i 1. real, og fik dermed nogenlunde normal skolegang, men stadig mærkelige steder: I præstegårdens konfirmandstue eller oven på Høeghs snedkerværksted med snedkermaskiner kørende nedenunder.

I forårsmånederne marts og april 1945 gik det endnu værre, for da tog tyskerne alt, hvad der overhovedet var af større bygninger i byen: Begge hoteller + kroen og forsamlingshuset. Politistationen og det meste af skolen havde de jo i forvejen. Desuden kom der privat indkvartering. En dag omkring midten af april kom en løjtnant fulgt af to soldater med gevær på skulder ind i vores butik og meddelte, at de skulle bese huset med henblik på indkvartering af en eller to underofficerer. Der var jo ingen tvivl om, hvem der havde magten, så far, som talte flydende tysk, viste dem gæsteværelset, som lå lidt afsides på 1. sal ud mod Søndergade, og som vi normalt ikke brugte. Det tog de, og ind flyttede to underofficerer. Den ene forsvandt snart, men feltwebel Hugo blev der lige til 5. maj. Han passede sig selv og generede os ikke, bortset fra, at han hver morgen ved 7-tiden bankede på køkkendøren og sagde til min mor ”bitte, heisses Rassierwasser”. Mor var fra Thy og forstod ikke et ord tysk, og i øvrigt irriterede selve Hugos tilstedeværelse hende grusomt. Resten af familien var bestemt heller ikke glade for situationen. Den varede heldigvis kun en tre-fire uger.

Hugos tilstedeværelse var et led i, at Toftlund blev en slags garnisonsby. Udover de mange flygtninge kom der nu en mængde soldater – mange hundrede, jeg ved ikke hvor mange. Indtrykket var, at der var mindst lige så mange soldater, som der var borgere i byen. En af mine gode venner, Svend Aage, var søn af ejeren af Centralhotellet, så jeg kom der en del og så, at der lå halmmadrasser overalt: På gulvet i salen, på det store overloft osv. Ejeren fik lov at beholde en spisestue, og de værelser, de boede i ovenpå, resten tog tyskerne. Nogle af soldaterne var ungarere. Dem kunne man altid kende på, at de stank af billig parfume. Jeg ved ikke, om det er et ungarsk national-karakteristikon.

Der forekom i øvrigt - mig bekendt - ikke nogen episoder mellem borgere og soldater. Hver passede sit. I en lille by, hvor en meget stor del af borgerne talte udmærket tysk, fordi de havde gået i tysk skole, kunne der jo sagtens have været en vis fraternisering. Men det var situationen blevet alt for spændt til nu. Byen var blevet totalbesat, nærmest mast. Ingen borgere ville tale med en tysker, undtagen det var i et helt nødvendigt, sagligt ærinde. Og hvis nogen skulle have lyst, turde de i alt fald ikke. Tænk, hvad naboerne ville sige.

Et års tid eller to tidligere var et dødtræt tysk kompagni kommet marcherende ind i byen for overnatning, inden de skulle videre. Jeg husker, det gjorde stærkt indtryk på mig, at nogle af dem var så trætte, at det kneb dem at løfte fødderne op over fortovskanten, da de efter marchen skulle paradere foran Centralhotellet. Vi drenge kom selvfølgelig til og kiggede på dem, og flere af soldaterne - som vidste, de var kommet til "die Schlagsahne-Front" - rakte os deres lille enmands-kogekar og nogle penge og sagde "Sahne" eller "Fløteskum". Det hentede vi så - der var faktisk et ismejeri lige i nærheden, der solgte masser af flødeskum. Når vi kom tilbage, fik vi drikkepenge. Jeg var flittig og kom hjem og fortalte stolt, at jeg havde tjent næsten 2 kroner - og det var meget den gang for en lille dreng. Far sagde, at det var jo fint, og det gik jo nok med en lille dreng, og han havde selv set fra butiksdøren, hvor trætte de var. Men ellers skulle vi jo ikke sådan løbe tyskernes ærinder. I foråret 1945 var situationen imidlertid blevet anderledes og meget mere spændt. Hverken jeg eller andre drenge kunne mere finde på at løbe ærinder for tyskerne.

Samtidig blev hele krigssituationen på én gang både mere opmuntrende og mere alvorlig. Mere opmuntrende, fordi enhver kunne se, at krigen nu måtte være forbi om formentlig nogle få uger. Mere alvorlig, fordi enhver borger i Toftlund kunne se, at vi lå lige midt i en kommende frontlinje. Dels var der de mange soldater, dels kørte tyskerne mange militære køretøjer i skjul nede i ”Toftlund lystskov”, som lå cirka 200 m nord for byen. Mellem skoven og byen begyndte de at grave en 3-4 m dyb, og 3-4 m bred "pansergrav". Her skulle engelske panserstyrker åbenbart stoppes – efter at have maset sig igennem byen sydfra eller i et forsøg på at omgå byen nordfra! Pansergraven blev gravet af tilkaldte arbejdere, som folk sagde var københavnere og nogen bisser. De skulle også indkvarteres - dog ikke privat. Jeg ved ikke, hvad det var for folk, (eller om de overhovedet var københavnere og bisser) men populære var de i alt fald ikke.

Udkommanderet - eller presset - blev også nogle af byens arbejdsføre hjemmetyskere, som ikke hidtil havde taget aktivt del i noget. Det var de næppe begejstrede for, og dertil kom, at flertallet af byens borgere selvfølgelig så meget skævt til deres deltagelse. Og også disse hjemmetyskere vidste jo godt, at krigen meget snart var tabt. Men de måtte med og gik - sammen med de øvrige arbejdere - syngende af sted om morgenen med spaden på skulderen. Også de mange tyske tropper gik undertiden igennem byen under sang. Derved lærte vi "Oh, du schöne Westerwald", "Veronika" og "Es war ein Edelweis". I alt fald ”Edelweis” og ”Westerwald” kan jeg endnu. Sommetider gik min storesøster gennem vore stuer om aftenen med kosteskaft på skuldrene og sang nogle af disse sange, som havde meget flotte melodier, mens far forskrækket tyssede på hende. Tænk, hvis nogen hørte det. Der var intet at se direkte fra gaden, for vi havde jo mørkelægningsgardiner for vinduerne.

Den pansergrav, der skulle bygges, skulle vist strække sig mange kilometer til begge sider, og den blev udstukket med landmålerstokke. En aften gik jeg sammen med en ven rundt og flyttede på disse stokke, så linjen ikke længere var lige. Det har næppe været noget problem næste morgen at stille de par stokke tilbage, men jeg følte - stolt og lidt forskrækket - at nu havde også jeg deltaget i sabotagen mod tyskerne.

Tyskerne tog også friluftsbadet nogle dage om ugen. Da var der kun adgang for soldater. Det var vi noget sure over, til gengæld slap vi dog for soldater de øvrige dage. En kammerat og jeg sad oppe i et højt træ ved friluftsbadet og kunne kigge ned på de badende soldater. Vi bemærkede til vor forbavselse, at en del af dem badede helt nøgne. Min ven råbte "Heil" og "Wollt Ihr den totalen Krieg?" (et citat fra en berømt Goebbels-tale i 1943). Jeg sagde, han skulle holde mund, vi risikerede bare ballade. Der skete nu ikke noget, de kunne måske slet ikke høre ham. Det har nok været de sidste par dage før befrielsen den 5. maj. Med det overvældende antal soldater i byen, havde tyskerne selvfølgelig den absolutte magt, men borgerne vidste jo godt (og det gjorde soldaterne også!), at nu havde tyskerne meget snart tabt krigen, så respekten - eller frygten - begyndte at krakelere.

Jeg ved i dag, at Toftlund var et centralt støttepunkt i "Krimhildestellung", hvor den kommanderende general i Danmark, Lindemann, ville forsvare Jylland mod fjenden fra syd. Han ville levere krigens sidste anstændige slag her, som han sagde. Toftlund Bakkeø er det højeste punkt i Sønderjylland. Tyskerne samlede, hvad de havde, og fik efterhånden anbragt en række store kanoner rundt om byen plus gravet skyttegrave og anbragt maskingeværstillinger mange steder i omegnen. Det er bestemt ikke nogen overdrivelse at sige, at Toftlund lå lige midt i frontlinjen: Kanoner, maskingeværer og pansergrav plus bunker af soldater i byen. Det hører også med i billedet, at tyskerne ikke havde givet den mindste antydning af, hvad de havde forestillet sig, borgerne skulle gøre.

Far, min storesøster og jeg gik som regel en længere tur om søndagen. Mor og min lillesøster på 6 år gik en kortere tur, som var tilrettelagt sådan, at vi mødtes. I disse uger i slutningen af april og begyndelsen af maj drejede mors samtale med far sig ofte om, hvor vi skulle søge hen, når krigshandlingerne begyndte. Et skur, en sænkning i terrænet kunne give mor anledning til at spørge: ”Tror du, vi kan søge dækning her”? Far svarede som regel ”ja, ja, det kan vi vel”. På mig gjorde samtalen ikke noget voldsomt indtryk – den gang - men jeg husker, mor havde en kuffert stående med tøj og lidt mad, som hun kunne gribe, hvis det blev nødvendigt. I dag kan jeg se, at hendes bekymring og planlægning var meget forståelig og havde en aldeles realistisk baggrund. Der eksisterede ingen offentlige beskyttelsesrum, og danske myndigheder var der ingen af, regeringen var gået af, politiet var væk. Der var kun et sogneråd, fortrinsvis bestående af omegnens bønder plus nogle borgere, blandt andre min far. Hvad skulle de gøre?

Det værste var nok, at der den 4. maj rumlede en halv snes kæmpestore tyske tanks ind i byen. De kørte op i mellemrummene mellem husene - bl.a. hos vor nabo skomager Christensen. De ødelagde nogle af vejtræerne og noget af vejbelægningen undervejs, og de skabte virkelig frygt. På en eller anden måde antydede disse tanks endnu mere end det øvrige militære isenkram situationens alvor, og så stod de jo inde midt mellem husene (så allierede flyvere ikke kunne se dem). Sammen med skomagerens søn, Kaj, var jeg selvfølgelig inde og snuse lidt til det enorme, truende køretøj, som stod ½ meter fra skomagerens hus - medens besætningen ligegyldig så til, drenge kan jo gå overalt. Det var spændende, men jeg var samtidig lige så bange som resten af byens befolkning. Far blev også bange - ja det havde han sikkert været hele tiden, men han havde i alt fald ikke givet udtryk for det over for os børn. "Det er de sorte panserfolk", sagde han, "det er de værste. De vil slås" (tankbesætningerne var i den sorte panserkorps-uniform).

Det siger sig selv, at vi i disse dage lyttede om muligt endnu mere intenst til BBC, der sendte tre gange om dagen. Kom englænderne ikke snart, og kunne vi undgå at komme i frontlinjen? Til uroen kom også - i alt fald hos de mere kyndige - at det til det sidste var uklart, om det blev englænderne eller russerne, der kom først. I dag ved jeg, at det faktisk var på et hængende hår, at det blev englænderne. Men de fleste i Toftlund - også far og mor - tænkte overhovedet ikke på russerne. De var helt sikre på, at det blev englænderne under Montgomery, der ville komme, det var jo ham, de hele tiden snakkede om fra BBC.

England har aldrig nogensinde været så populær i Danmark som i disse majdage. Russere og amerikanere var udmærkede, for de kæmpede også mod tyskerne, men det var fjerne folk, vi ikke kendte. Det var London, der hver dag meldte sig over radioen i stuerne. De sidste par dage før befrielsen gik der ustandselig rygter i byen om, at nu var englænderne kommet til Slesvig, til Tønder, til Flensborg. Alle disse rygter var forkerte.

Men så kom altså befrielsesbudskabet den 4. maj om aftenen – en halv snes timer efter at disse truende tanks var dukket op. Alle nulevende danske, også de yngre, kender dette budskab, som ofte er blevet genudsendt. Men for de fleste i dag er det naturligvis bare historie. Det er kun personer på min alder og ældre, der stadig kan føle et helt særligt sug ved at genhøre dette budskab. Jeg var kun 11½ år gammel, men også jeg husker, som var det i går, den lettelse, der greb os, da vi sad spændt omkring radioen den aften, far og mor, storesøster og jeg. Meddelelsen om kapitulation kom først sidst i udsendelsen, og vi var allerede på vej til at resignere indtil næste udsendelse. Men så meldte speakeren pludselig – med let ophidset stemme – ”at de tyske styrker i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig”. På baggrund af den ovenstående beskrivelse er det sikkert nemt at se, at både vores store frygt og uro og vores utrolige lettelse og glæde havde en meget konkret og realistisk årsag.

Budskabet fra London kom henimod 19.30, og det var den 4. maj med sommertid. Det betød, at det var begyndt så småt at blive mørkt. Derfor opstod der diskussion mellem far og mor om, hvorvidt det var rigtigt at hejse flaget – man må ikke flage efter mørkets frembrud, så flager man for djævelen. Der var jo også diskussion om, hvad tyskerne ville sige eller gøre, de havde jo blandt andet Centralhotellet, som lå lige over for vores hus. Og i øvrigt trådte kapitulationen først i kraft næsten morgen kl. 8. Far og mor nåede til, at flaget ikke skulle hejses, uanset situationen. Men så kunne vi fra stuevinduet se, at de øvrige naboer havde hejst flaget eller var i gang med det. Djævelen og tyskerne måtte åbenbart vige her. Så fik vi pludselig meget travlt. Jeg blev straks sendt ud for at hejse flaget, flagstangen sad på muren ud mod Søndergade, og det ville have været en fuldstændig katastrofe, hvis vi som eneste hus ikke havde flag oppe. – Jeg hejste det med klar bevidsthed om det betydningsfulde i situationen.

Derefter kom befrielsessommeren. De tyske soldater forsvandt efter et par uger, tror jeg. Der er i fars og mors fotoalbum billeder af, at de marcherer af sted i flot formation gennem Søndergade. Alle våben og køretøjer blev efterhånden samlet på en plads ved kirken under bevogtning. Men inden det kom så langt, var der dog sket en del ravage. De køretøjer, der stod nede i skoven, blev ret molestrerede - drenge flænsede sæder op, det var jo tyske efterladenskaber, så det var nærmest en patriotisk gerning at ødelægge dem (hvorved ingen tænkte på, at disse køretøjer jo nu var allieret krigsbytte). Der blev også fjernet dæk fra biler, men der gik nu kun nogle få dage, så kom politiet tilbage og satte en stopper for videre plyndring, ligesom der kom besked om, at plyndringsgods skulle tilbageleveres.

Englænderne kom først nogle uger senere, Toftlund har nok ikke stået højt på prioriteringslisten. Der blev rejst en vældig æresport på parkeringspladsen over for vores hus, hvor der stod "Welcome to our liberators", og omsider en dag dukkede der en 3-4 opklaringsvogne op med en samlet styrke på 20-25 mand. De blev tiljublet og inviteret ind i hjemmene, også hos os. Men de fleste i Toftlund kunne slet ikke tale med dem, hos os måtte vi mobilisere storesøster, der dog havde haft engelsk et par år. Jeg selv havde kun lært engelsk i et par måneder, så jeg var ikke til megen nytte. Men jeg husker, jeg var meget stolt, da et engelsk militærkøretøj en aften nogen tid senere gjorde holdt i krydset Vestergade/Søndergade, og chaufføren spurgte mig, der stod og glanede: "Is this Toftlund?" Jeg blev så ivrig over, at jeg forstod det, at jeg råbte "ja, ja", indtil jeg straks efter kom i tanker om, at det hed jo "yes". Det var min første konversation på engelsk.

En dag nogle uger efter befrielsen cyklede jeg sammen med tre kammerater ud ad Østergade og videre mod Skrydstrup. Nogle kilometer uden for byen stødte vi på to små panservogne, der stod forladt i grøftekanten. Vi kravlede selvfølgelig ind i dem og kiggede på maskingeværet, som var ladt med et stort bælte med kugler, og på et skab med granater, der sad ved kanonen. Jeg var i det forreste køretøj, der stod en halv snes meter foran det andet. Bedst som vi var i gang med undersøgelsen, hørte vi to skud og kunne også høre et par kugler pifte i luften. Vi blev selvfølgelig frygtelig forskrækkede og kiggede ud af et lille koøje mod det bageste køretøj. Vi turde ikke forlade vores køretøj, hvor vi dog var beskyttet af et panser, før end vi havde set vore kammerater forlade deres. Det gjorde de snart, de var vist selv blevet forskrækkede. Så kravlede vi også ud og råbte og skældte ud. De så lidt fårede ud og sagde, de var "kommet til" at pille ved aftrækkeren på maskingeværet. Idioter!

Det hører også med til befrielsessommeren, at jeg en dag var med min storesøster i Haderslev, vi besøgte blandt andet en af hendes tilbedere, der gik på gymnasiet i Haderslev og derfor havde værelse i byen. På hans radio hørte vi om en særlig ny bombe, som amerikanerne havde smidt over Japan (der jo stadig var i krig), og som havde forvoldt umådelig ødelæggelse. Det gjorde faktisk indtryk på os, og det var berettiget, for i dag ved jeg, at det må have været den 6. august 1945, og at det drejede sig om atombomben.