Frankrig havde et modsætningsforhold til Tyskland, efter den fransk-tyske krig 1870-71. En stor del af 1. verdenskrig blev udkæmpet på fransk jord, idet Tyskland i 1914 invaderede Frankrig. Efter 1. verdenskrig var det derfor fransk politik at forsøge at forhindre et nyt tysk angreb. Det kom alligevel i maj 1940, og den franske hær kapitulerede i juni. Landet deltes herefter i to dele: en nord-vestlig, som blev besat af tyskerne og en syd-østlig, det såkaldte Vichyfrankrig, hvor der var en regering i byen Vichy under marskal Pétain, som samarbejdede med Tyskland. Efterhånden kom det til modstand mod den tyske besættelse. I selve landet ydede modstandsbevægelsen - med allieret støtte - en vigtig indsats mod den tyske besættelse, og i udlandet deltog franske tropper i kampen mod aksemagterne under ledelse af en national befrielseskomité under ledelse af general de Gaulle.