• Indhold

Kampen om demokratiet 1930-45

Artikel skrevet af Bjørn Pedersen

 

Illustration til artiklen Kampen om demokratiet 1930-45Op gennem 1930'erne og i besættelsens første år var det ikke ualmindeligt, at der blev sat spørgsmålstegn ved, om demokratiet var den bedste styreform. I løbet af besættelsen svandt kritikken dog bort, og det at være demokrat blev en selvfølgelig del af det at være dansk.

 
 
 

Fascismen vinder frem

 

Perioden fra afslutningen af 1. verdenskrig i 1918 til afslutningen af 2. verdenskrig i 1945 kaldes ofte fascismens epoke. I land efter land blev demokratiet undergravet af den økonomiske verdenskrise og indskrænket eller afskaffet. I stedet opstod der højreorienterede diktaturer. Sidst i 1930'erne var en stor del af Europas lande fascistiske eller havde autoritære styreformer, som var beslægtede med fascismen. Dertil kom det kommunistiske diktatur i Europas største land, Sovjetunionen. Demokratiet var under hårdt pres.

 
 

Væk med palaverdemokratiet!

 

I Danmark var der brede kredse på højrefløjen, der var kritiske over for det hjemlige "palaverdemokrati" og velvilligt indstillede over for de nye autoritære ideer sydfra.

"Den meget stærke mand, som Mussolini ubetinget er, er netop, hvad det misregerede italienske folk trænger til", skrev Jyllands-Posten i 1922, da Benito Mussolini blev udnævnt til leder af en fascistisk koalitionsregering i Italien. Og avisen skrev videre: "Det er et interessant eksperiment, der nu begynder, og det vil rundt i Europa blive fulgt med levende opmærksomhed. Lykkes det Mussolini at gøre ende på det kaos, som politikerne har ført landet ud i, vil der være tilføjet det parlamentariske styre et grundskud, og det ikke blot i Italien."

Kritikken af demokratiet på den danske højrefløj tog til i løbet af 1930'erne i takt med, at fascister kom til magten i stadigt flere lande. Den konservative folketingsmand og senere minister Ole Bjørn Kraft proklamerede, at demokratiets tid var ved at være forbi: "For mig er der ingen tvivl om, at folkestyret i sin nuværende form har levet sin længste tid, også i lande, hvor der endnu ikke har været gjort større bestræbelser på at ændre den."

Den demokratiske styreform blev angrebet for at være svag, præget af ævl og kævl og strid mellem forskellige befolkningsgrupper. I stedet mente man, at tiden krævede en stærk og handlekraftig stat - gerne ledet af en beslutsom fører - der kunne skære igennem uenighederne og træffe de nødvendige beslutninger til hele nationens og ikke kun til enkelte klassers bedste.

 
 

Konservativ Ungdom

 

Bortset fra den danske efterligning af det tyske nazistiske parti, Danmarks National Socialistiske Arbejder Parti, som først i 1939 kom i Folketinget med beskedne tre mandater, opstod der ingen nævneværdige nazistiske partier i mellemkrigstidens Danmark. Det vidner om, at den hjemlige højrefløj var fastere forankret i de demokratiske værdier end højrefløjen i de fleste andre europæiske lande. Men mange af fascismens grundtanker vandt i afsvækket form betydelig udbredelse og satte sig markante spor i Konservativ Ungdom, Landbrugernes Sammenslutning og den bredere højreorienterede kulturdebat, blandt andet hos figurer som den kendte præst og debattør Kaj Munk.

Konservativ Ungdom (KU), som havde op mod 30.000 medlemmer, var mellemkrigstidens største demokratikritiske organisation. Især i årene 1932-36 var inspirationen fra den italienske fascisme og den tyske nazisme tydelig. Det gjaldt både i den ydre stil med marcherende stormtropper, der brugte den opadstrakte højre arm som hilsen, og i den politiske retorik, hvor KU markerede sig med en kras kritik af det parlamentariske demokrati.

 
 

Holdningen til det nazistiske Tyskland

 

Holdningen til det nye Tyskland, der voksede frem efter Hitlers magtovertagelse i januar 1933 var i begyndelsen velvillig hos mange på højrefløjen. Og nogle var ligefrem begejstrede. "Vi nægter ikke, at vi i adskilligt sympatiserer med nationalsocialismen, thi vi unge forstår vore jævnaldrende i Tyskland, og havde vi været tyskere, ville vi vel næsten alle have stået i de brune bataljoner", sagde den senere konservative folketingsmand Poul Hjermind i juni 1933.

Den i datiden kendte gymnastikleder og forstander for Ollerup Gymnastikhøjskole, Niels Bukh, erklærede senere samme år: "Hvis jeg var 20 år yngre, ville jeg gerne tage den opgave op i Danmark, som Hitler har løst i Tyskland. Vi trænger til at få orden i sagerne. Vi har vænnet os til at have det for godt herhjemme. Jeg synes, vi i høj grad trænger til en mand med stærke og rene idealer i stedet for den kolde og golde statsform, vi har i øjeblikket."

Efterhånden som den brutale undertrykkelse i Nazi-Tyskland blev mere kendt og forfølgelsen af jøderne tog til, vendte stemningen sig dog til skepsis og modvilje, også på den danske højrefløj. Nazisternes metoder var alligevel et nummer for grove. Samtidig skabte Hitlers stadigt mere aggressive udenrigspolitik frygt for, at Tyskland ville kræve grænsen flyttet længere mod nord i det Sønderjylland, der i 1920 var kommet tilbage til Danmark efter 56 år under tysk herredømme.

 
 

Kommunisterne

 

Den væsentligste trussel mod det parlamentariske demokrati i tiden op til besættelsen kom fra højrefløjen. Men også på venstrefløjen blev der sat spørgsmålstegn ved styreformen i Danmark. Danmarks Kommunistiske Parti angreb Socialdemokratiet for at have svigtet arbejdernes interesser og talte for et socialistisk partidiktatur som i Sovjetunionen. Samtidig var kommunisterne dog meget aktive i kampen mod nazismen og fascismen.

 
 

Forsvar for demokratiet

 

Langt de fleste danskere på såvel højre- som venstrefløjen holdt sig i 1930'erne på demokratiets grund. De antidemokratiske politiske strømninger vandt aldrig for alvor fodfæste. Det skyldes dels, at den demokratiske tradition var stærk og fast forankret, ikke mindst i et vidtforgrenet net af arbejder- og bondeorganisationer, dels at den økonomiske og politiske krise ikke slog helt så hårdt igennem i Danmark som i mange andre europæiske lande. Endelig blev der fra mange sider ført en aktiv kamp for at forsvare demokratiet mod de antidemokratiske strømninger.

Vigtigst af alt var, at Danmark havde en socialdemokratisk-radikal regering, som blev støttet af et flertal af befolkningen, og som op gennem 1930'erne førte en politik, der forbedrede levevilkårene for almindelige mennesker, herunder især de grupper, som var ramt af den økonomiske krise. Samtidig bekæmpede regeringen alle ansatser til politisk ekstremisme. Det skete for eksempel gennem en styrkelse af politiet, forbud mod at politiske organisationer optrådte i uniform, urolove, som blandt andet strammede våbenlovgivningen, og forbud mod racistiske ytringer.

Af stor betydning var det også, at de fleste ledere i Venstre og Det konservative Folkeparti var overbeviste demokrater. Ikke mindst formanden for Det konservative Folkeparti John Christmas Møller ydede en vigtig indsats med at tøjle de antidemokratiske tendenser i egne rækker.

 
 

Angreb på demokratiet i besættelsens første år

 

Besættelsen betød i første omgang en opblomstring for systemkritikken. Mange mennesker på højrefløjen så den ydmygende kapitulation uden kamp den 9. april 1940 som en bekræftelse af, at ikke bare den socialdemokratisk-radikale regering, men hele det parlamentariske system havde spillet fallit.

Det nazistiske parti fik tusindvis af nye medlemmer og forsøgte i efteråret 1940 at løbe storm mod regeringen. Og Højgaardkredsen, som bestod af en række fremtrædende erhvervsledere, opfordrede kongen til at erstatte den demokratisk valgte regering med en regering af "politisk uafhængige, frit stillede mænd". Begge dele dog uden resultat. Tyskerne foretrak at samarbejde med den danske regering fremfor med de danske nazister, og kong Christian X ville ikke være med til at vælte regeringen.

 
 

Samling om demokratiet

 

Samtidig fandt der en samling sted om de demokratiske værdier i forlængelse af den nationale vækkelse, der gik henover landet i 1940-41. Organisationer som Dansk Ungdomssamvirke afholdt møder og studiekredse om frihed og politisk demokrati for at gøre den danske befolkning og især ungdommen immun over for de nazistiske ideer. Frihed og folkestyre blev fremhævet som rodfæstede danske værdier. Og omvendt kom der til at stå lighedstegn mellem det at være antidemokrat og det at være tyskvenlig og nazist.

Som besættelsen skred frem, forstummede angrebene på det demokratiske system derfor. Tilbage stod en overvældende enighed om, at demokrati og folkestyre var en central del af det danske.

Rigsdagsvalget i marts 1943 blev af de demokratiske partier gjort til en tillidsafstemning om det danske folkestyre. Og resultatet var klart. Valgdeltagelsen blev rekordhøj - 89,5% af vælgerne mødte frem - og 95% af stemmerne gik til de partier, der bekendte sig til demokrati og folkestyre.

Modstandsbevægelsen, som ellers var blevet startet af systemkritikere på højre og venstre fløj, var også med til at bære de demokratiske idealer gennem besættelsen. I Frihedsrådets program Naar Danmark atter er frit fra 1943 var genopretningen af demokratiet og sikringen af dets fremtid et hovedpunkt.

Ingen betydningsfulde politiske organisationer i Danmark har siden besættelsen for alvor sat spørgsmålstegn ved de demokratiske ideer.

 

Kilder til denne artikel: billeder, tekst, film og lyd

 
 
 
 
 
 

Revision: 23/02 2005. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund