• Indhold

1940: Stormen på regeringen

Artikel skrevet af Anders Dalsager

 

Illustration til artiklen 1940: Stormen på regeringenUnder besættelsen gennemførte både ultra-konservative og nazistiske kræfter flere forsøg på kup og magtovertagelser. Ingen af forsøgene endte dog med succes, og det var der flere årsager til: Dels havde tyskerne fordele af at samarbejde med den valgte danske regering, og dels holdt de ledende danske politikere sammen om samarbejdspolitikken. Derudover havde det også betydning, at de fleste danskere ønskede en demokratisk udvikling.

 
 
 

Modstand mod demokrati

 

I første halvdel af 1900-tallet var Danmark gradvist blevet mere demokratisk. Flere og flere danskere havde f.eks. fået ret til at stemme, når der blev afholdt valg.
Derudover indførte man et parlamentarisk system i 1901: Det betød, at det ikke længere var kongen, der bestemte, hvem der skulle danne regering i Danmark. I stedet blev det de demokratisk valgte medlemmer af folketinget.
I 1930'erne blev Danmark imidlertid ramt af økonomisk krise. Krisen medførte, at mange blev arbejdsløse, og at fattigdommen voksede. Derfor begyndte nogle danskere at tvivle på, om demokrati var godt for samfundet. Betød politikernes evige diskussioner og afstemninger, at de aldrig ville få udrettet noget? Måske ville et udemokratisk styre være bedre til at afskaffe arbejdsløsheden?
Visse grupper mente, at man skulle vende tilbage til det system, Danmark havde haft før 1901: Hvor kongen udpegede de mænd, som regerede landet. Andre så mod syd og kom frem til, at Danmark skulle have et diktatur - helt eller delvis som i Hitlers Tyskland.

 
 

Et handlekraftigt diktatur?

 

Efter besættelsen den 9. april 1940 begyndte nogle bestemte grupper at presse stærkt på for at få et nyt styre i Danmark.
Det drejede sig særligt om folk, der blev støttet af den tyske besættelsesmagt, f.eks. de danske nazister. Eller om folk, som i forvejen havde meget magt i Danmark, såsom erhvervsledere fra store virksomheder. Visse erhvervsledere ville have kongen til at udpege en ny regering bestående af "handlekraftige mænd" - uden at spørge folketinget.

 
 

Besked til kongen: Afsæt regeringen!

 

Den 14. november 1940 rettede en gruppe af bl.a. erhvervsledere en henvendelse til kong Christian den 10. Gruppen - som blev kendt som Højgaard-kredsen - opfordrede kongen til at afsætte den danske regering, som var blevet demokratisk valgt. I stedet ønskede Højgaard-kredsen, at kongens fætter, erhvervslederen Prins Axel, skulle være statsminister. Dermed håbede man at få en mere handlekraftig regering i Danmark - som også kunne begrænse tyskernes indflydelse på det danske samfund.
Kongen ville dog ikke følge Højgaard-kredsens forslag og begå statskup. I stedet underrettede han statsminister Stauning om sagen. Dermed løb Højgaard-kredsens initiativ ud i sandet.

 
 

Hvad var Højgaard-kredsen?

 

Højgaard-kredsen bestod især af folk fra eliten i det danske samfund - f.eks. entreprenøren Knud Højgaard og skibsrederen A.P. Møller. De var stærkt konservative og højreorienterede - og havde ikke den store respekt for demokrati. De var også bekymrede over, at arbejderne i Danmark havde fået indflydelse på samfundet gennem fagforeningerne og Socialdemokratiet.
Højgaard-kredsens medlemmer var ikke nazister eller tilhængere af den tyske besættelse. De mente snarere, at en udskiftning af regeringen ville gøre Danmark stærkere og mere selvstændigt i fremtiden. Også selvom det stred imod, hvad den danske befolkning ønskede.

 
 

Den danske nazisme

 

Langt hovedparten af danskerne var under besættelsen modstandere af nazismen.
Det største danske nazist-parti var DNSAP, Danmarks National-Socialistiske Arbejder-Parti. Partiet havde kun ca. 5000 medlemmer og 3 mandater i folketinget i april 1940.
DNSAP var anti-demokratisk og racistisk. Partiet ønskede, at der blev indført en diktatur ledet af en stærk fører i Danmark. Samtidig var DNSAP fjendtligt over for alle, det mente var fremmede i Danmark, lige fra danske jøder til flygtninge fra Hitlers Tyskland. De blev beskyldt for at stå bag samfundets store problemer - såsom kriminalitet og arbejdsløshed.
DNSAP førte sig frem som et meget nationalistisk parti, og havde altid det danske flag med ved deres møder og demonstrationer.
Det var dog tydeligt, at DNSAP i høj grad var en kopi af Hitlers tyske nazistparti, NSDAP. Lige fra de politiske principper, DNSAP fulgte, til de uniformer, de danske nazister gik klædt i, forsøgte de at efterligne de tyske nazister.
Selv om de var få, blev de danske nazister optimistiske efter den tyske besættelse: Ville tyskerne mon støtte en nazistisk magtovertagelse i Danmark?

 
 

Stormen på regeringen

 

I oktober og november 1940 gennemførte DNSAP en dramatisk kampagne mod den danske regering: De store partier i Danmark fik besked på, at de ikke havde nogen fremtid. Og Stauning, statsministeren, fik nærmest ordre om at træde tilbage.
Der spredte sig en stemning af, at DNSAP snart ville kunne danne en ny regering med tyskernes støtte - navnlig blandt nazisterne selv.
Kampagnen mod regeringen havde DNSAPs ledere i forvejen aftalt med den øverste tyske repræsentant i Danmark, Cecil von Renthe-Fink. Hvad de danske nazister imidlertid først senere fandt ud af, var at Renthe-Fink i sidste ende ikke ville hjælpe dem til magten. I stedet ville han bruge de danske nazister som en trussel, når han forhandlede med den danske regering: De danske politikere skulle have følelsen af, at de risikerede en nazistisk magtovertagelse, hvis de ikke accepterede vigtige tyske krav.

 
 

Masseslagsmål ved den lille hornblæser

 

Den 17. november 1940 blev et højdepunkt i de danske nazisters kampagne. På denne dag afholdt DNSAP et arrangement til ære for de 13 danske soldater, som var omkommet i kampene den 9. april. Nazisterne ville marchere ind til Rådhuspladsen, hvor de ville nedlægge blomsterkranse ved statuen af "den lille hornblæser" - en statue, som skulle symbolisere de danske soldater.
Den nazistiske demonstration gjorde mange danskere vrede: DNSAP støttede jo normalt besættelsesmagten Tyskland! På Rådhuspladsen blev nazisterne derfor mødt af en moddemonstration. Til sidst endte det med, at politiet ikke kunne holde nazister og moddemonstranter adskilt. Situationen udviklede sig til et stort slagsmål.
Kort forinden havde de danske nazisters fører, Frits Clausen, fået besked om, at besættelsesmagten ikke ville støtte en nazistisk regering. Dermed markerede slagsmålet ved den lille hornblæser afslutningen på de danske nazisters forsøg på at erobre magten.

 
 

Fra fremgang til fiasko

 

Under resten af besættelsen arbejdede DNSAP på at vinde flere tilhængere. Samtidig kastede partiet kræfterne i at få danskere til at melde sig som soldater i den tyske hær. Det medvirkede til, at ca. 12.000 danskere meldte sig til tysk krigstjeneste under 2. verdenskrig - hvoraf ca. 6000 kom i kamp. Derudover lykkedes det også for DNSAP at nå op på at have 21.500 partimedlemmer i marts 1943.
Fra dette tidspunkt begyndte det imidlertid at gå tilbage for partiet. Ved folketingsvalget i marts 1943 måtte DNSAP - til trods for store forventninger om fremgang - nøjes med lidt over 2% af stemmerne, mens 95% gik til de partier, som støttede regeringen. Herefter gik DNSAP i opløsning.

 
 

Nazisterne på et sidespor

 

Samarbejdspolitikken blev den vigtigste grund til, at de danske nazister aldrig kom til magten. På grund af samarbejdet kunne tyskerne aldrig få fordele af at indsætte en nazistisk regering i Danmark. Tyskerne krævede dog under besættelsen, at danske nazister blev udnævnt til ministre. Men ledende danske politikere formåede hver gang at afvise dette.
Samtidig spillede det også en rolle, at de danske nazister blev mødt med moddemonstrationer, når de marcherede i de første besættelsesår. Dermed fik DNSAP svært ved at vise regeringen eller tyskerne, at danskerne respekterede og frygtede dem.

 
 

Konsekvenserne af nazificering

 

At Danmark undgik en nazistisk regering fik vigtige konsekvenser - sammenlignet med andre lande.
F.eks. kom det nazistiske parti Nasjonal Samling til magten i Norge. Det betød bl.a., at der blev indført særlige regler, som diskriminerede de norske jøder. Og at undervisningen i norske skoler blev nazistisk: Børnene skulle gøres til racister og modstandere af demokrati. Samtidig blev norske partier og foreninger blodigt undertrykt. En sådan udvikling fandt ikke sted i Danmark.

 
 

Nazisterne og retsopgøret

 

Ved befrielsen blev der sat et retsopgør i gang mod de danske nazister. Det blev aldrig ulovligt for danskere at have været med i et nazistisk parti. Men grupper af danske nazister blev dømt for at have gennemført terrorhandlinger under besættelsen, eller for at have hjulpet besættelsesmagten på forskellige måder.
De fleste danskere anså imidlertid danske nazister for forrædere, hvad enten de blev dømt efter krigen eller ej. Nazisternes beundring for Hitlers Tyskland og deres forsøg på at overtage magten i 1940 blev ikke glemt, da besættelsen sluttede.

 

Kilder til denne artikel: billeder, tekst, film og lyd

 
 
 
 
 
 

Revision: 26/02 2005. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund