• Indhold

Politiet sendt sydpå

Historisk fortælling skrevet af Birgit Knudsen

 

Vi blev mere og mere tavse jo nærmere vi kom grænsen. Ingen vidste, hvad fremtiden bød på, og det var nok godt, at vi ikke vidste det.

 
 
 
 
 

Lige på den anden side grænsen blev vi stuvet ind i nogle jernbanevogne, og snart kørte vi mod Hamborg. Da vi kom til Hamborg, lød luftalarmen, og vores vogn blev simpelthen koblet af. Her stod vi så i en aflåst og tilsømmet vogn, mens vi kunne høre eksplosioner rundt omkring. Vi havde ikke fået hverken vådt eller tørt i flere dage. Trætte og udmattede forsøgte vi at få lidt søvn.

Nogle dage senere ankom vi til koncentrationslejren. Her fik vi for første gang, siden vi havde forladt den danske grænse, noget der skulle forestille suppe.

Jeg tog en skefuld, men det smagte så afskyeligt, at jeg straks måtte kaste op. Suppen blev bestemt ikke bedre de næste dage, men min sult blev efterhånden så stor, at jeg var nødt til at spise, hvad jeg fik tilbudt. Om dagen måtte vi arbejde hårdt, og når vi om aftenen fik et par skiver rugbrød, måtte vi hver eneste dag stille op, så vi kunne blive talt. Det tog uendelig lang tid , for SS´eren ville være helt sikker på, at han havde talt rigtigt. Imens måtte vi stå fuldstændig stille. Vi måtte lystre, hvis vi ønskede at beholde livet, og det ønskede vi så lang tid som overhovedet muligt. Et stort lyspunkt for os var de Røde Kors pakker, vi fik. Det var virkelig et eventyr at få en sådan pakke. Engang hvor vi fik en sådan, måtte vi lede og lede efter brændsel, så vi kunne få stegt det flæsk, der var i pakken. Mens jeg ledte efter brændsel, kom jeg lidt bagud i forhold til de andre og kom derfor ind i krematoriet. Jeg fik nærmest et chok, der lå nøgne lig overalt, og det lugtede ganske forfærdeligt.

I vores lejr var der også en del russere. En dag kom en ung russer gående hen imod mig. Pludselig blev han helt vild. Han rev sig i håret og vred sig, som om han havde stærke smerter og smed sig i pløret. Jeg forsøgte at berolige ham, men det lykkedes ikke. Han var blevet rablende sindssyg.

Efter et par måneder blev vi sendt videre sydpå til en krigsfangelejr lidt uden for Leipzig. Det var blevet vinter, og vi var nødt til at bevæge os hele tiden for overhovedet at kunne holde varmen. Vi frøs så meget, at vi rystede og dirrede i alle døgnets 24 timer. Hver morgen gik vi hen til en sporvogn, som vi kørte med ind til Leipzig by. Vi steg af ved torvet, hvor vi blev stillet op, så repræsentanter fra byens forskellige virksomheder kunne finde ud af, hvem de den dag ville have med sig til det arbejde, de skulle have udført. Hver aften, når dagens arbejde var færdigt, tog vi igen sporvognen og gik det sidste stykke tilbage til lejren. Vi traf for øvrigt mange danskere, der var taget til Tyskland for at arbejde. Nogle af dem pralede endda med, at de var blevet tyske statsborgere.

En dag måtte vi i beskyttelsesrum lidt før klokken 12. Briterne bombede byen. Det var underligt at sidde her og tænke på, at vores venner briterne, måske ville kaste en bombe ned på os. Da bomberne sprang var det som om, loftet kom ned i hovedet på os. Gulvet gyngede, som om vi stod i en trampolin. Det buldrede og bragede udenfor. Da luftalarmen endelig blev afblæst, mødte der os et frygteligt syn, da vi kom op fra vort beskyttelsesrum. Der var en råben og skrigen af kvinder og børn, og vi måtte i gang med at rydde op efter bombeangrebet. Der var brande overalt, murbrokker og lig.

Jeg overlevede alle rædslerne og kom med De hvide Busser hjem.

 
 
 
 
 
 
 
 

Erindringer er indsamlet af elever eller indsendt direkte af mennesker, der har oplevet befrielsen eller besættelsen.

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 21/03 2005. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund