Omkring 6000 danskere blev under besættelsen indespærret i tyske fængsler og koncentrationslejre uden for Danmark. I lejrene og fængslerne var vold og massedrab en del af hverdagen. Danskerne havde dog bedre forhold end fanger fra mange andre lande: De fik lov at modtage pakker med mad og tøj. Inden afslutningen på krigen blev de fleste danske fanger kørt til Sverige med de "hvide busser", hvilket reddede mange menneskeliv. Alligevel døde ca. 600 af fangenskabet.
I 30'erne og 40'erne opbyggede den nazistiske regering i Tyskland et stort system af fængsler og koncentrationslejre. Lejrene blev styret af den nazistiske organisation SS. De blev beskrevet som "forvarings- og opdragelseslejre". I virkeligheden var lejrene centre for tvangsarbejde og udryddelse af mennesker.
Reelt var der to typer af koncentrationslejre: Dels tvangsarbejdslejre, hvor udsultede fanger blev sat til hårdt og ofte livsfarligt arbejde. Dels udryddelseslejre, hvor millioner af fanger - navnlig jøder - blev dræbt i særlige gaskamre. Omkring 6,7 millioner mennesker døde i de tyske koncentrationslejre.
De fleste af fangerne i koncentrationslejrene tilhørte særlige grupper, som nazisterne forfulgte: Enten fordi de var politiske modstandere af nazismen, som f.eks. kommunister og socialdemokrater. Eller fordi de ifølge nazisternes racistiske forestillinger var parasitter og undermennesker - som f.eks. jøder, sigøjnere og homoseksuelle.
De første større grupper af danskere blev sendt i tyske koncentrationslejre fra d. 29. august 1943. På dette tidspunkt var samarbejdspolitikken brudt sammen. Transporterne af danskere fortsatte indtil 1945. Stort set alle danske fanger blev indsat i tvangsarbejdslejrene. Kun ganske enkelte endte i udryddelseslejre.
De danske fanger var fordelt på disse grupper:
Der var under besættelsen mange forhandlinger mellem danske embedsmænd og tyskerne. Embedsmændene forsøgte at presse tyskerne til at gøre danske fangers forhold bedre. Tyskerne var samtidig villige til at acceptere visse forbedringer. På den måde fik forholdene i Danmark, der var præget af samarbejde med tyskerne, betydning for de danske fangers situation.
Ved ankomsten til lejrene blev de fleste fanger iført fangedragter. Dragterne var ofte de rene pjalter, helt utilstrækkelige om vinteren. Endnu mere dødbringende var dårligt fodtøj. Fangerne kunne f.eks. risikere at få udleveret sko uden såler. Liv eller død i lejrene afhang af et par gode træskostøvler.
På dragterne skulle fangerne sy et særligt fangenummer og et symbol. Det skulle markere, hvilken slags fange, man var. Modstandsfolk - inklusive kommunisterne - blev anset for at være politiske fanger, og derfor skulle de have en rød trekant på deres dragter. Jøderne - inklusive de danske i Theresienstadt - skulle bære en gul stjerne.
SS havde indrettet koncentrationslejrene med et brutalt hierarki mellem de forskellige fanger. Efter ankomsten oplevede nytilkomne bl.a. KAPO'erne (Kammeratskabspoliti): Det var særlige korps af fanger, der i lejrene fungerede som vagter og arbejdsledere.
De fleste danske fanger blev sendt på tvangsarbejde. For nogle foregik arbejdet i den lejr, som de var placeret i. Andre fanger blev sendt på tvangsarbejde uden for koncentrationslejrene - på såkaldte "udekommandoer".
Arbejdet var ofte hårdt og livsfarligt. Det kunne f.eks. bestå i at fremstille våben for den tyske hær, eller i oprydning i de bomberamte tyske byer. Hvor hårdt ens arbejde var, havde stor betydning for ens chancer for at overleve.
Maden i koncentrationslejrene var ubeskrivelig elendig, og der var kun lidt af den. I længden kunne ingen overleve på den mad, de fik i lejrene. Mange fanger kom til at ligne levende lig, såkaldte muselmænd.
Men på grund af de danske embedsmænds forhandlinger med tyskerne fik flere og flere danske fanger fra efteråret 1943 Røde Kors-pakker. Pakkerne indeholdt mad og tøj fra Danmark: Bl.a. havregryn, spegepølser, rugbrød, tobak og levertran. De var sammensat på den måde, at en fange kunne få dækket en måneds behov for kalorier ved at spise indholdet af en pakke.
Derudover kunne de danske fanger bruge tobakken fra pakkerne som byttemiddel. Tobak var KZ-lejrenes betalingsmiddel: for cigaretter kunne man købe sit eget liv hos vagterne.
Det var især den danske stat, som betalte for Røde Kors-pakkerne. Efter befrielsen blev det opgjort, at man havde brugt 9 mio. kr. på pakker - dengang et meget stort beløb. I perioder blev ca. 20.000 pakker sendt af sted om måneden.
Det var imidlertid et problem, at tyske vagter, toldere og overfanger i lejrene ofte stjal af pakkerne, inden de nåede frem. Samtidig var det ofte svært at få pakkerne frem til de danskere, som var blevet sendt på tvangsarbejde uden for lejrene. Alligevel var Røde Kors-pakkerne en afgørende grund til, at 90% af de danske koncentrationslejrfanger overlevede.
I april 1945 samledes der i stor hast næsten 200 biler, busser, ambulancer og motorcykler i Danmark - tæt ved den tyske grænse. Køretøjerne blev malet hvide, forsynet med røde kors, hvorefter de kørte mod Tyskland.
Årsagen var, at en dansk-svensk redningsaktion var i gang: SS havde nemlig givet den svenske grev Bernadotte tilladelse til, at danske og norske fanger kunne køres til Sverige. Den hvide farve og de røde kors blev malet på busserne for at vise, at man kørte med syge og svækkede fanger - ikke våben eller soldater.
Allerede fra december 1944 havde danskerne fået lov til at hente enkelte danske fanger i koncentrationslejrene. I første omgang en gruppe alvorligt syge politibetjente. Tidligt i april 1945 blev mindre grupper af danske og norske fanger så kørt til Sverige med de hvide busser, og d. 15. april blev de danske jøder hentet af busserne i Theresienstadt. Den sidste - og største - transport af fanger med de hvide busser foregik d. 20. april 1945, da 5000 danskere og nordmænd blev reddet til Sverige fra KZ-lejren Neuengamme.
Afhentningen af fanger med de hvide busser viste sig at være livsvigtig. Den forkortede mange nordiske fangers ophold i lejrene. Og reddede dem dermed fra de lange og udmattende dødsmarcher, tyskerne sendte mange fanger ud på i krigens sidste dage.
De tyske koncentrationslejre står stadig som et af historiens forfærdeligste eksempler på organiseret massedrab. Den danske koncentrationslejrfange Jørgen Barfoed har derfor beskrevet lejrene som et Helvede med mange navne.
Trods Røde Kors-pakkerne og anden hjælp fra Danmark var sygdom, død og umenneskeligt tvangsarbejde også en del af danske fangers hverdag.
Også en mindre gruppe danskere faldt under d. 2. verdenskrig i japansk fangenskab. Flere af de danske fanger havde på den ene eller den anden måde hjulpet Japans fjender: Enten som sømænd eller som soldater i den britiske eller amerikanske hær. De japanske fangelejre stod på ingen punkter tilbage for de tyske, når det gjaldt grusomheder.
Oplevelserne i koncentrationslejrene mærkede fangerne resten af livet. I 50'erne opdagede man i Danmark, at overlevende fanger pludselig kunne få voldsomme psykiske problemer. Endda længe efter, de udadtil var blevet raske. Dette blev kaldt KZ-syndromet. Bl.a. gennem Frihedsfonden blev der givet penge til hjælp til tidligere koncentrationslejrfanger.
Problemstillinger er knyttet til denne artikel, mens arbejdsformer er knyttet til temaet.For grundskolen • problemstillinger
• arbejdsformer
For ungdomsuddannelser • problemstillinger
• arbejdsformer
Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring
