Befrielsen 1945

Demonstration foran Christiansborg - sommeren 1945

I sommeren 1945 var Danmark i opbrud. Især arbejderne var utilfredse med de forhold, de måtte leve under. På mange punkter var forholdene ved befrielsen værre, end de havde været i de sidste år af besættelsen. Der var mangel på varer - man kunne kun købe få ting i forretningerne.
Den 4. juli 1945 demonstrerede 100.000 mennesker for bedre sociale forhold foran Christiansborg i København. Der var nok at tage fat på for den nye befrielsesregering.

Befrielsesregeringen

Befrielsesregeringen sad fra maj til oktober 1945. Den fik først og fremmest sat et retsopgør i gang mod danskere, som havde hjulpet tyskerne under besættelsen. Derudover betød befrielsesregeringens politik, at Danmark på mange måder vendte tilbage til den styreform, man kendte fra før besættelsen.
Dannelsen af befrielsesregeringen skete efter hårde forhandlinger mellem modstandsbevægelsens Frihedsråd og politikerne fra de fire store partier. Forhandlingerne var startet omkring nytår 1944-45 - mens Danmark stadig var besat. Til sidst nåede politikere og modstandsfolk frem til en aftale om, hvem der skulle lede de forskellige ministerier i den kommende regering.
Modstandsbevægelsen kom ikke til at stå stærkt i befrielsesregeringen. Lederen af regeringen blev en politiker, nemlig socialdemokraten Vilhelm Buhl. Politikerne satte sig også på ledelsen af hæren og statens finanser. Modstandsbevægelsens vigtigste ministerier blev justitsministeriet og udenrigsministeriet. Derudover kom bevægelsen også til at styre et særligt ministerium, som udbetalte erstatninger til modstandsfolk og deres familier, som var blevet udsat for skader eller dødsfald under besættelsen. I denne forbindelse oprettedes bl.a. Frihedsfonden.

Politikerne og modstandsbevægelsen havde mistro til hinanden, selvom de sad i samme regering. Lederne fra modstandsbevægelsen mente, at politikerne havde svigtet under besættelsen, fordi de havde samarbejdet med tyskerne og forfulgt folk fra modstandsbevægelsen. Kommunisterne, der havde været en vigtig organisation i den danske modstandskamp, mente endda indtil 1944, at modstandsbevægelsen burde danne en befrielsesregering alene. Kommunisterne havde tilmed den holdning, at det var nødvendigt at omvælte den måde, det danske samfund var indrettet på.
Politikerne mente til gengæld, at modstandsbevægelsen var præget af udemokratiske kræfter. De blev imidlertid tvunget til at anerkende modstandsfolkene. For i sommeren 1945 var modstandsbevægelsen meget populær i Danmark. Modstanden blev hyldet på store folkemøder over hele landet.

Hjernen bag modstandsbevægelsen?

For at genvinde folks tillid var det vigtigt for politikerne fra de fire store partier at blive set som medkæmpere i modstanden under krigen.
Befrielsesregeringen blev en af de måder, politikerne kunne vise folk, at de stod sammen med mod-standsbevægelsen. Man satte særlig fokus på tiden efter august 1943, hvor der ikke havde været en regering i Danmark, som samarbejdede med tyskerne. Enkelte personer blev fremhævet som særligt skyldige i, at man havde tilpasset sig Tyskland under besættelsen. F.eks. blev Erik Scavenius, der havde været først udenrigs- og senere statsminister i årene 1940-1943, udsat for voldsomme angreb fra alle sider.
I sidste ende lykkedes det for politikerne at overbevise mange danskere om, at deres forhandlinger med tyskerne under besættelsen havde været en form for modstand - på linje med modstandsbevægelsens sabotager.

Modstandsmand takker af

I maj 1945 var ca. 43.000 mennesker tilknyttet modstandsbevægelsens styrker. Mange af dem havde våben. Våbnene var politikerne bange for, at modstandsbevægelsen ville bruge til at overtage hele magten i Danmark. Det havde modstandsbevægelsen dog ikke planer om. En måned efter befrielsen var alle modstandsfolk på nær 15.000 blevet sendt hjem.
Mange hjemsendte modstandsfolk havde imidlertid fået lov til at beholde deres våben. De våben var politikerne bekymrede over flere år efter krigen.

Frihedsrådet krævede før befrielsen et opgør med dem, der havde hjulpet tyskerne under krigen. Men derudover var modstandsfolkene ikke enige om særligt meget.
Mange modstandsfolk mente, at modstandsbevægelsens arbejde var afsluttet ved befrielsen. Andre modstandsfolk mente, at modstandsbevægelsens popularitet skulle bruges til at ændre det danske samfund.
Særligt modstandsgruppen "Ringen" mente, at modstandsbevægelsens arbejde var overstået. Ringen havde forbindelser til særligt Socialdemokratiet og mente, at modstandsfolk burde gå med i et af de fire store partier.
Derimod mente især kommunisterne og Dansk Samling, at modstandsbevægelsen skulle fortsætte med at søge politisk indflydelse for at ændre Danmark. De to modstandspartier ville konkurrere med de fire store partier, næste gang der skulle være valg. 

Befrielsesregeringen nåede aldrig at gennemføre store forandringer. Medlemmerne af regeringen blev aldrig enige om, hvordan man skulle løse de sociale problemer. Det stod i løbet af 1945 klart, at både modstandsfolk og politikere mere og mere forsøgte at skaffe opbakning til deres egen politik, inden der skulle være valg.
Regeringens eneste større sociale tiltag blev at afsætte et beløb til ældre og invalide. Mange arbejdere ville gerne have fjernet det forbud mod strejker, som var blevet indført under besættelsen. Det blev først fjernet, efter at befrielsesregeringen var trådt tilbage.

I befrielsesregeringens sidste periode begyndte folk fra navnlig de fire store partier at kritisere noget af det, som modstandsbevægelsen havde gjort under besættelsen. Det gjorde stærkt indtryk på mange. Socialdemokraten Hartvig Frisch kaldte f.eks. modstandsfolks skydning af stikkere for mord. Kritikken af modstandsbevægelsen blev kaldt for modbevægelsen.

Om valget oktober 1945

Politikerne ville gerne undgå, at der blev afholdt valg lige efter befrielsen. De håbede, at modstandsbevægelsens popularitet ville drive over. Det endte med, at der gik et halvt år efter befrielsen, før danskerne skulle stemme til folketingsvalg.
Da valget kom den 30. oktober 1945, blev det reelt en sejr for de fire store partier og politikerne. Folk var nok i sidste ende så trætte oven på besættelsen, at de ønskede at vende tilbage til det styre, som havde præget Danmark før krigen.

* DKP havde tre mandater indtil forbuddet mod partiet i sommeren 1941

Ved valget var det især bemærkelsesværdigt, at Venstre gik 10 mandater frem. Venstre var bøndernes parti, og det parti, der havde stået længst fra modstandskampen. Partiet kom til at danne regering efter valget.
Socialdemokratiet mistede mange af deres stemmer til kommunisterne. Men partiet var stadig Danmarks største, og ved valget i 1947 vandt det 9 mandater tilbage.

Kommunisterne fik over 250.000 stemmer og 18 mandater. Det var langt flere end de 3 mandater, de havde haft før besættelsen. Samtidig havde partiet fået mere end 60.000 medlemmer. Men kommunisterne var alligevel skuffede: De havde regnet med, at mange flere danskere ville støtte dem oven på deres indsats i modstandskampen.
I Dansk Samling havde man håbet at få omkring 10 mandater ved valget. Men partiet fik kun 4, og få år efter røg det ud af folketinget.
Modstandsbevægelsen var nok populær i 1945. Men i sidste ende kom den ikke til at trække folk bort fra de partier, de havde støttet før - og under - den tyske besættelse.
Valget i oktober 1945 betød, at modstanden forsvandt som politisk bevægelse. Holdningerne, der havde været i modstandsbevægelsen, kom i stedet til at få stor indflydelse på den måde, danskerne huskede besættelsestiden.