• Indhold

Retsopgøret – juridisk galehus eller det bedst mulige

Artikel skrevet af Henrik Skovgaard Nielsen

 

Illustration til artiklen Retsopgøret – juridisk galehus eller det bedst muligeVed befrielsen d. 5. maj stod man over for problemet: Hvordan skulle man straffe de danskere, der havde hjulpet besættelsesmagten?
Resultatet blev, at ca. 13.500 danskere blev dømt efter særlige straffelovstillæg, som blev vedtaget kort efter ophøret af besættelsen.
Retsopgøret fremkaldte en lang række principielle diskussioner om retsfølelse, retfærdighed, menneskerettigheder og hævn, både mens det foregik og senere.

 
 
 

Magtkampen mellem politikere og modstandsbevægelse

 

Der var ikke enighed mellem politikere og modstandsbevægelse om, hvordan retsopgøret skulle forløbe. Modstandsbevægelsen udtrykte ønsket om "udrensning fra top til bund", mens politikerne mere ønskede en tilbagevenden til de normale tilstande, som havde været gældende før krigen. Den ønskede store udrensning blev ikke til noget, men politikerne måtte efter 5. maj alligevel tage hensyn til modstandsbevægelsens synspunkter, som i ret stort omfang deltes af en stor del af befolkningen.

 
 

Overvejelse om Retsopgøret

 

I overvejelserne om, hvordan sagen skulle gribes an, indgik en række principielle forhold:

  • Den gældende Straffelov havde ikke forudset mange af de lovovertrædelser, der var forekommet under besættelsen. Kunne man give love med tilbagevirkende kraft? Kunne man altså straffe folk for noget, som ikke var en lovovertrædelse på tidspunktet for gerningen? Og hvis man skulle straffe, hvornår skulle tilbagevirkningen så gælde fra? Fra 9. april 1940? Fra 29. august 1943?
  • Skulle man indføre dødsstraf?
  • Hvor hårdt skulle man straffe? Skulle der være en minimumsstraf?
  • Hvilke grupper skulle straffes?
  • Hvem skulle dømme? Kunne man bruge de almindelige domstole, eller skulle man oprette specielle domstole, som nød modstandsbevægelsens og den brede befolknings tillid?
 
 
 

Allerede i efteråret 1943 havde Frihedsrådet gjort sig tanker om retsopgøret i Naar Danmark atter er Frit. Her blev der anlagt en forholdsvis moderat linje, fx gik man ikke ind for dødsstraf.

Men i 1945 var holdningen ændret, bl.a. fordi den nazistiske terror var skærpet i besættelsens sidste to år, og Rigsdagen vedtog 1. juni det såkaldte Straffelovstillæg, der bl.a. gav mulighed for dødsstraf for særligt alvorlige forbrydelser som mord, sprængstofattentater og tortur. Der blev også vedtaget nogle andre "udrensningslove".

 
 

Arrestationer

 

I tiden op til Befrielsen var der i Modstandsbevægelsen udarbejdet nogle arrestationslister, og en lang række mennesker blev interneret. Det drejer sig om ca. 34.000 personer, af hvilke en del hurtigt blev løsladt igen. Mod slutningen af 1945 var der ca. 11.000 personer i offentlig varetægt. Det store antal internerede blev bl.a. begrundet med, at det kunne være nødvendigt at beskytte folk mod overgreb. Der var da også eksempler på meget hårdhændet behandling af nazister, stikkere og "feltmadrasser".

 
 

Tilbagevirkende kraft

 

I Straffelovstillægget bestemtes det, at loven som hovedprincip skulle have tilbagevirkende kraft til 9. april 1940. Det var især modstandsbevægelsens folk, der ønskede denne dato, og politikerne bøjede sig for ønsket.

 
 

Dødsstraf

 

Også med hensyn til dødsstraffens genindførelse bøjede politikerne sig.  I alt 46 personer blev henrettet. Den første dødsdom blev afgivet i december 1945. Frem til 1948 blev der henrettet 21 og benådet to dødsdømte. I perioden 1948-1950, da stemningen var noget mildere, blev 25 henrettet, mens 30 blev benådet. Den sidste dødsdom blev eksekveret i 1950.

 
 

Minimumsstraffen

 

I Straffelovstillægget blev der vedtaget en meget hård minimumsstraf: 4 år. Hensigten var, at der kun skulle rejses tiltale mod de grovere lovovertrædelser, men da man i starten dømte de mere oplagte tilfælde, hvis gerninger ofte var mindre alvorlige, og da der blev tvivl om fortolkningen af loven, blev en del idømt mildere straffe end de fire år.

 
 

De forskellige grupper

 

Straffelovstillægget og andre udrensningslove tog sigte på forskellige grupper:

  • De, der havde begået vold, tortur og drab, angiveri (stikkeri) og alvorlige politiske forbrydelser
  • Deltagelse i tysk politi- eller krigstjeneste
  • Groft værnemageri ("utilbørligt" økonomisk samarbejde med tyskerne)
  • Tjenestemandsforbrydelser (tjenestemænd, som var gået ud over, hvad man kunne forvente hørte til deres forpligtelser som tjenestemænd. Medlemskab af DNSAP blev straffet for denne gruppe

Politikerne blev ikke omfattet af  Straffelovstillægget. Der blev nedsat en særlig Parlamentarisk Kommission, udpeget af Rigsdagen og bestående af politikere, som afsluttede sit arbejde i 1953, altså lang tid efter besættelsens ophør. Konklusionen blev, at der ikke blev fundet grundlag for at rejse rigsretssag mod nogen politiker.

I alt blev ca. 13.500 dømt.

Personer, der hørte til den første gruppe (vold, drab og stikkeri) gav ikke anledning til stor diskussion. Grove forbrydelser måtte straffes hårdt.

Mere problematisk var det med den anden gruppe. For den danske regering havde jo accepteret deltagelse i Frikorps Danmark og anden tysk krigstjeneste. Ca. 7.000 havde deltaget i krigen på tysk side, og de blev dømt. Man argumenterede med, at de folk, der havde meldt sig, måtte vide, at deres handlinger gik imod befolkningens retsopfattelse, og at de burde have kunnet indse, at regeringens accept af deltagelse i krigen på tysk side var givet under pres. Højesteret fastsatte en straf på to års fængsel for folk, der blot havde meldt sig til tysk krigstjeneste og ikke havde begået forbrydelser efter hjemkomsten. En del af de krigsfrivillige fortsatte samarbejdet med tyskerne i Danmark og begik forbrydelser, som medførte, at de fik en strengere straf.

Også retssagerne mod værnemagere var præget af det problem, at regeringen i mange tilfælde direkte havde opfordret virksomheder til at påtage sig arbejde for tyskerne. Det gjaldt især en række store entreprenørvirksomheder, som henholdt sig til, at de i virkeligheden havde udført et arbejde til gavn for landet. Det havde jo givet beskæftigelse til mange danske arbejdere, og man havde undgået tvangsudskrivning af arbejdskraft. Det var også ret kompliceret for anklagemyndigheden at overse de økonomiske forhold. Derfor blev opmærksomheden rettet mod en række små virksomheder, hvis forhold var lettere at overse, og en del sådanne virksomheder blev dømt efter straffeloven.

En del tjenestemænd blev dømt af en til lejligheden nedsat tjenestemandsdomstol. Deres lovovertrædelse bestod i, at de havde udvist "utilbørlig omgang" med besættelsesmagten eller havde været medlem af DNSAP. 

 
 

Særlige domstole

 

For at løse spørgsmålet om, hvem der skulle dømme landssvigerne, blev der udformet et særligt Restplejelovtillæg. Modstandsbevægelsen ønskede ikke, at nogle af de dommere, der havde haft deres virke under besættelsen, og som havde dømt modstandsfolk, skulle kunne optræde i sager mod landssvigerne. Politikerne var ikke enige heri, men resultatet blev, at der blev udpeget særlige anklagere, og blandt de eksisterende dommere blev der udpeget en række, som skulle dømme i sagerne.

 
 

Diskussionen om Retsopgøret

 

Der kom ret hurtigt en diskussion om den måde retsopgøret blev gennemført på. Det rejste jo en række principielle spørgsmål om retssikkerheden. Det blev hurtigt klart, at det var lettere at finde frem til "de små fisk", og eftersom de blev stillet for domstolene først - ret hurtigt efter befrielsen - fik de hårdere straffe end dem, der blev dømt senere. I øvrigt blev Straffelovstillægget allerede i 1946 mildnet i Rigsdagen.

Der var også diskussioner om særlige domstole, love med tilbagevirkende kraft, og regeringens samarbejdspolitik, som kunne have fået nogle af de dømte til at tro, at de blot fulgte den officielle politik.

Man kan derfor spørge sig selv, om retsopgøret bedst kan karakteriseres som "et juridisk galehus", som det blev udtrykt af en anerkendt jurist i 1945, eller om man må sige som en dansk historiker, Tage Kaarsted: "Under et historisk opgør måles der ikke med centimetermål…"  Det lykkedes ikke at gennemføre opgøret under former, som opfylder den rolige fredstids sædvanlige krav…
Set i historiens perspektiv er det oftest i tilsvarende situationer gået langt værre."

 

Kilder til denne artikel: billeder, tekst, film og lyd

 
 
 
 
 
 

Revision: 31/01 2006. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund