Befrielsen 1945

Den danske Modstandsbevægelse er "second to none"

Da den britiske general Montgomery d. 12. maj 1945 var på sit triumftog i Danmark, udtalte han, at den danske modstandsbevægelse havde været af meget stor betydning. Det var en udtalelse, der vakte begejstring, og som holdt sig i den almindelige opfattelse af krigen - den kollektive erindring - i mange år.

Bevogtning af en jernbanelinje

I 1971 blev der imidlertid rejst tvivl om denne entydigt positive opfattelse. Historikeren, Aage Trommer, havde ved hjælp af DSBs togtabeller undersøgt, hvor stor militær betydning jernbanesabotagen havde haft. Han nåede frem til det resultat, at de tyske troppetransporter gennem Jylland kun havde været udsat for små forsinkelser, og at man derfor i den kollektive erindring havde overvurderet det danske bidrag til at forsinke tyskernes forsøg på at kaste nye tropper ind på fronterne.

Selvom Trommer kun havde undersøgt ét aspekt af jernbanesabotagen: de påståede forsinkelser, blev hans resultater kraftigt imødegået af folk fra modstandsbevægelsen. De opfattede det som en nedværdigelse af den farlige og uselviske indsats, som de havde været med til. De pegede også på, at man ikke kunne betragte sagen udelukkende ud fra et militært effektivitetssynspunkt.

• Man måtte tage i betragtning, at jernbanesabotagen havde ændret danskernes egen opfattelse af krig og besættelse: De kom i stigende grad til at føle sig som del af modstanden mod tyskerne i krigen
• Sabotagen og andre aspekter af modstandsbevægelsen var medvirkende til, at Danmark ved krigens slutning kom til at stå på den rigtige side: Som et folk, der havde gjort modstand mod nazismen, og som derfor kom til at stå sammen med de allierede, og som derfor efter krigen kunne optages i FN.
  

Nålestik

Også spørgsmålet om industrisabotagens omfang og betydning for den tyske krigsførelse er blevet diskuteret.
Problemet er her, at det er meget vanskeligt at måle skadernes omfang. Men i alle tilfælde var den danske industrieksport af så ringe omfang, at den må have haft en beskeden betydning. Til gengæld er der ingen tvivl om, at industrisabotagen var med til at ændre folks opfattelse af nødvendigheden af modstand mod tyskerne. Den spillede således en afgørende rolle for bruddet i 1943 og for Folkestrejken i København i sommeren 1944.

Den danske presse var undergivet tysk censur, og derfor var en vigtig del af modstandsbevægelsens indsats gennem den illegale presse at påvirke danskernes holdning til tilpasningspolitikken og til forklaring af nødvendigheden i modstanden mod tyskerne.
Derfor er der stor og voksende enighed om vigtigheden af denne presses opinionsdannende betydning, og dermed for Danmarks internationale placering på den rigtige side efter besættelsen.

Diskussionen i de følgende år blev vanskeliggjort af, at det var svært at indkredse, hvad der mentes med modstandsbevægelsen.

Et andet problem var, at definitionen af, hvad modstand indebar, skiftede over tid. Der var stor forskel på forholdene i begyndelsen af besættelsen og hen mod slutningen.

• Der var forskellige former for modstand. Den ene yderlighed var direkte sabotage og krigslignende situationer, ikke mindst i slutningen af besættelsen. Den anden bestod i det, man kaldte "Den kolde skulder": altså det forhold, at man ikke sympatiserede med tyskerne og derfor demonstrerede sin utilfredshed ved ikke at tale til eller føle sympati for besættelsesmagten: "passiv modstand".
• I begyndelsen af besættelsen var modstanden meget spredt og uorganiseret, men senere blev den mere organiseret, bl.a. gennem dannelsen af Frihedsrådet i efteråret 1943. Dette Råd forsøgte at koordinere de forskellige dele af modstandsbevægelsen.
  Efter 29. august 1943 blev linjerne mere klare. Den danske regering var nu - formelt - væk, og modstandsbevægelsen kom nu til at stå mere og mere klart frem som et alternativ til tilpasningspolitikken.
  

I de første mange år efter besættelsens ophør var opfattelsen - den kollektive erindring - i mange kredse den, at danskerne stort set havde stået sammen fra 9. april 1940 til slutningen af besættelsen. Efter denne opfattelse havde eksempelvis politikerne kun handlet under nødvendighedens lov, og den førte samarbejds- og tilpasningspolitik var i virkeligheden en form for "legal" modstand. Befolkningen havde sluttet op bag politikerne, og disse gjorde, hvad de kunne, for at lægge så mange hindringer i vejen for tyskernes udnyttelse af Danmark som muligt.

Det kan være svært at gøre op, hvor stor modstandsbevægelsen var. Dels fordi det er svært at definere, hvad modstand var, dels fordi omfanget skiftede dramatisk fra starten til slutningen. De mest anerkendte opgørelser viser, at mod slutningen havde ca. 1-2% af befolkningen været med i en eller anden form for modstandsbevægelse.

Hertil må man sige, at hvis der ikke havde været en form for sympati blandt størstedelen af befolkningen, havde modstandsbevægelsen haft meget svært ved at fungere. I de første år manglede sympatien for modstandsfolkene næsten helt og holdent, men i de sidste par år var der en udstrakt sympati blandt mange mennesker, som gjorde det muligt for modstandsfolkene at "svømme i modstandshavet".

Forskningen viser også, at oprindelsen til modstandsbevægelsen var at finde på de politiske yderfløje: Dels hos kommunisterne, som efter det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941, blev illegale og for manges vedkommende gik til modstand, dels på højrefløjen i dansk politik, som var utilfredse med den nationale katastrofe: den 9. april 1940, som bestod i, at danskere ikke kæmpede for deres fædreland, når det nu blev besat af fjenden, tyskerne.

På den ene side kan man altså tale om konsensusopfattelsen: et enigt dansk folk stod sammen mod tyskerne. Denne fortolkning blev gældende hurtigt efter krigen, især med aktiv deltagelse af politikerne, som havde en indlysende interesse i at fremstille sagen på den måde. Modstandsbevægelsen var i starten af besættelsen meget imod denne fortolkning, men hen mod slutningen af krigen og i tiden derefter ønskede begge parter at demonstrere enighed og en tilbagevenden til den stabile udvikling i Danmark.

På den anden side kan man tale om konfliktopfattelsen: Der var stor splittelse i befolkningen. Modstandsbevægelsen var ikke en folkebevægelse, og opfattelsen af den ændrede sig meget i løbet af besættelsen. Den største del af befolkningen var fra starten imod, men skiftede holdning til sidst.

Og modstandsbevægelsen var ifølge denne opfattelse ikke en enig gruppe. Netop fordi den i sin oprindelse bestod af folk fra de politiske yderfløje, havde den i sidste ende svært ved at finde fælles fodslag. I bevægelsen var man langt hen ad vejen enige om, at tyskerne skulle bekæmpes. Men der var stor mistro mellem grupperne, og der er flere eksempler på, at de forskellige grupper på højre- og venstrefløj ikke koordinerede deres indsats, men direkte modarbejdede hinanden.

Der kan være flere forklaringer på den forskellige opfattelse af modstandsbevægelsen. En af dem er sikkert den generationsmæssige:

• De folk, der deltog i modstandskampen, opfatter - naturligvis - situationen sådan, at de gjorde en farlig og uselvisk indsats for, at Danmark atter kunne blive frit.
  Der kunne være politiske forskelle mellem dem, men hovedsagen var, at de gennem deres handlinger var med til at sikre, at Danmark kunne fortsætte som en selvstændig stat - til glæde for dem selv og deres efterkommere.
  Hvis man begynder at stille spørgsmålstegn ved værdien af deres indsats, har man ikke forstået den situation, som de og landet var i. Og de siger, at man måske kan opstille forskellige, rationelle teorier om virkningen af dette og hint. Men i så fald overser man, at indsatsen nok var militær: kampen mod tyskerne.
  Men nok så meget var det en kamp om Danmarks internationale placering, og ikke mindst kampen om danskernes selvrespekt og anstændighed.
• Heroverfor har stået de næste generationer af især faghistorikere, som ikke på samme måde er følelsesmæssigt involveret.
  De har skildret modstandskampen og dens virkninger ud fra et større internationalt perspektiv, og de har også undersøgt forskellene og mistænksomheden mellem de forskellige grene af modstandsbevægelsen.
  Og de har især sat spørgsmålstegn ved omfanget af modstandsbevægelsen. De påpeger, at det var en minoritet i befolkningen, især i starten, og dens størrelse voksede med krigens gang ude i verden.

De har også påpeget uoverensstemmelserne mellem modstandsbevægelsens dele undervejs.
De bygger bl.a. deres opfattelser på samtidige dokumenter, som ikke var - og ikke kunne være - kendt for de menige medlemmer af modstandsbevægelsen.
Derfor sætter de spørgsmålstegn ved nogle af beretningerne fra deltagere i modstandskampen, fordi de i for høj grad ses i lyset af eftertiden. Og de har især understreget modsætningsforholdet og magtkampen mellem politikerne og modstandsfolkene.

Det er på mange måder her synet på besættelsen har sit omdrejningspunkt:

På den ene side:

Hvad betyder de erfaringer, oplevelser og følelser, som deltagerne i modstandskampen har.
Har deltagerne ikke større indsigt, netop fordi de har været med og kender forholdene og stemningen indefra?

På den anden side:

Har historikere og andre i eftertiden (fx journalister, som i de senere år har beskæftiget sig meget med aspekter af besættelsestiden), som ikke selv har været involveret, en mere korrekt og rationel tilgang til fortiden, her besættelsestiden?

Langt hen ad vejen er den almindelige opfattelse af besættelsestiden - grundfortællingen - forbavsende konstant. De fleste populære fremstillinger og almindelige opfattelser følger langt hen ad vejen modstandsbevægelsens version, og faghistorikerne har haft svært ved at slå igennem med deres resultater.