Befrielsen 1945

Anders Fogh Rasmussens tale ved 60-året for den 29. august 1943

D. 29. august 2003 holdt Statsminister Anders Fogh Rasmussen en tale på Søværnets Officerskole i anledning af 60-årsdagen for den danske regerings fratræden og dermed - officielt - samarbejdspolitikkens ophør.

I talen kaldte Statsministeren den tilpasningspolitik, der blev ført under besættelsen, for "et moralsk svigt" en "farlig tankegang. Hvis alle havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler med stor sandsynlighed have vundet krigen, og Europa var blevet nazistisk…I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt."

Fogh dæmoniserer historien

Der var mange, der reagerede på Statsministerens fortolkning af besættelsestiden og for hans brug af den til at begrunde den danske deltagelse i Irak-krigen.

• Nogle mente, at det var godt, at det endelig fra højeste politiske sted blev markeret, at politikerne var gået alt for langt i eftergivenhed over for nazismen og havde ladet andre kæmpe for befrielsen af Danmark. Man kunne heraf lære, at landet skulle føre en mere aktiv udenrigspolitik og ikke kun lade andre handle mod uretten
• Andre - journalister, faghistorikere, læserbrevsskribenter - mente, at Statsministeren, på trods af hvad han selv sagde, ikke tog hensyn til situationen, som den måtte tegne sig for politikerne i begyndelsen af besættelsen. Historikeren Hans Kirchhoff har kaldt talen for "en kulmination på nymoralismens korstog": Foghs opfattelse er i dag alt for let at komme med, når man ikke, som politikerne i 1940, står med det direkte ansvar. Kirchhoff peger på, at alle besatte lande på nogle områder samarbejdede med besætterne, og at man var nødt til det, hvis store katastrofer for befolkningerne skulle undgås. Og understreger, at der var stor forskel på situationen i 1940-41 og i 1942-43, hvor tyskerne begyndte at komme i vanskeligheder. Han stiller spørgsmålet, om det ikke var ligeså moralsk rigtigt at "beskytte demokratiske institutioner mod nazificering - eller at ville forsvare økonomien mod udplyndring - eller beskytte befolkningen mod sult og deportationer?"
• Atter andre anførte, at det er meget tvivlsomt, om man kan gøre sig til dommer over begivenheder, der ligger 60 år tilbage, og bruge dommen til at retfærdiggøre omfattende politiske beslutninger som krigsførelse.

Statsministerens tale og de kraftige reaktioner på den viser, at besættelsestiden stadig er et emne, der optager mange. Det skyldes nok, at landet kom i en situation, hvor de ansvarlige: politikerne, arbejdsmarkedets organisationer, mange institutioner og foreninger, kirken og pressen osv. måtte tage stilling til fundamentale spørgsmål. Men også den almindelige befolkning måtte forholde sig til afgørende problemer for dem selv, for deres nærmeste og for landet som helhed.

Fortolkningen af, hvad der skete under besættelsen, har spillet en meget stor rolle efter befrielsen.

• Mange familier har medlemmer, der var aktive i modstandsbevægelsen, og som har kunnet berette om det.
• Andre var på "den forkerte side" - altså dem, der ved befrielsen blev kritiseret for at have gavnet tyskernes interesser. Også dét har præget livet for mange mennesker, ikke mindst for børnene.
• På det politiske niveau har man lige siden befrielsen hele tiden henvist til fortolkninger af den førte politik, for at begrunde politiske beslutninger. "Aldrig mere 9. april" blev et vigtigt slagord. Det tydeligste eksempel er Danmarks tilslutning til NATO i 1949.

Endelig har det moralske: hvordan kunne folk handle, som de gjorde i "de onde år?", spillet en stor rolle.

I de senere år har der været adskillige sådanne diskussionstemaer, hvoraf nogle skal omtales her:

Fra nytår 1944 accepterede Frihedsrådet likvideringer af stikkere, og ca. 400 blev likvideret med den begrundelse, at der var tale om nødværge under krig. Stikkerne var så farlige for modstandsbevægelsen, og man var så langt fra normale juridiske forhold, at man måtte tilsidesætte almindelige retsregler.

Allerede kort efter befrielsen var der diskussion om disse likvideringer. Den socialdemokratiske politiker, Hartvig Frisch, kaldte ligefrem likvideringerne for "mord". Nogle ønskede en undersøgelse af omstændighederne ved de ca. 400 likvideringer, men folk fra modstandsbevægelsen modsatte sig offentlige undersøgelser.

I 2000 kom diskussionen i gang igen. I første omgang kom der en undersøgelse fra en historiker, men det, der virkelig satte sagen på den offentlige dagsorden var nogle avisartikler, som senere mundede ud i en bog: Peter Øvig Knudsen, Efter drabet, og i nogle tv-udsendelser. Øvig Knudsen havde interviewet en række af de folk, der foretog likvideringerne, og kom på den måde tæt på de overvejelser, som disse folk gjorde under besættelsen og i eftertiden. Han kunne også påvise, at der faktisk havde været nogle fejltagelser, hvor folk, der var mere eller mindre uskyldige i stikkeri, var blevet dræbt.

Debat om "Krigens købmænd"

I 1999 begyndte Berlingske Tidende offentliggørelsen af nogle artikler, der skulle belyse A.P. Møllers påståede samarbejde med tyskerne. Det af A.P. Møller ejede Dansk Industri Syndikat (Riffelsyndikatet) skulle have arbejdet meget aktivt for at have solgt våben til tyskerne langt hen i besættelsen. Artiklerne blev samlet i bogen: Krigens købmænd fra 2000.

Artiklerne og bogen fremkaldte en kraftig debat.

Flere historikere og journalister blandede sig i debatten om den økonomiske kollaboration.

• Nogle af dem fremhævede, at der i virkeligheden ikke var noget nyt i sagen. Det var velkendt, at mange industriforetagender havde samhandlet med tyskerne. De var faktisk blevet tilskyndet til det af politikerne. De kritiserede også den meget stærke fokus på personen A.P. Møller og påpegede, at han trods alt kun havde ejet 30% af aktierne.
• Andre historikere og journalister fremhævede, at der var tale om "et velkomment bidrag til at kaste lys over et kapitel af den nyere Danmarkshistorie, som mange helst så død og begravet." (Bent Jensen)
  

Hitler og Scavenius

Personen Erik Scavenius bliver gang på gang trukket ind i debatten. Det var ikke mindst hans 8.-juli-erklæring om "de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring…", som har vakt opsigt. Efter hans afgang som Statsminister d. 29. august 1943 blev der stille omkring ham, men i forbindelse med retsopgøret efter befrielsen kom han i centrum for opgøret med tilpasningspolitikerne. Han holdt dog - i modsætning til andre politikere - fast ved, at han havde handlet helt korrekt og i overensstemmelse med danskernes tarv.

Hans rolle bliver til stadighed diskuteret. Mange anser ham som hovedtalsmanden for en tilpasningspolitik, der gik alt for langt. Flere historikere, fx Søren Mørch og Bo Lidegaard, har på den anden side fremhævet ham som en af Danmarks store statsmænd, som stod fast på sine synspunkter og gennemførte dem med stor dygtighed.

Flere andre temaer er i de sidste par år bragt på dagsordenen:

• Biografier om ledende folk under besættelsen, fx Frode Jakobsen
• Danske torturbødler, som samarbejdede med Gestapo
• De danske østfrontfrivillige
• Behandlingen af de tyske flygtninge

Diskussionen om besættelsestiden synes således stadig at være varm som en illustration af, at mennesker hele tiden forsøger at bruge fortiden til at forstå og handle i nutiden og gøre sig tanker om fremtiden. Hertil synes besættelsestiden at være specielt egnet.