Befrielsen 1945

Reportage om arbejdsløse i København

At være arbejdsløs er svært for alle mennesker. Dels har man færre penge, end hvis man har arbejde. Dels giver arbejdsløshed også mange en følelse af at være til overs eller at være ubrugelig for andre. Og dermed følelsen af at være sat uden for fællesskabet i samfundet. Arbejdsløshed kan i visse tilfælde ødelægge folks liv. Derfor er det altid et problem for hele samfundet, når nogle er uden arbejde. 

Problemerne med arbejdsløshed voksede i Danmark i 1940-41. Besættelsen sendte simpelthen landet i krise. Pludselig kunne virksomhederne ikke længere skaffe sig de materialer fra udlandet, de skulle fremstille deres produkter af. Samtidig manglede de også kul og olie til at drive deres maskiner. Derfor måtte mange virksomheder lukke og fyre deres ansatte.

Arbejdsløse i kø

I vinteren 1941 blev problemet med arbejdsløshed ekstremt i Danmark: Mere end hver tredje danske arbejder havde intet job. Og gennem hele året 1941 var mere end halvdelen af alle arbejdere arbejdsløse i kortere eller længere tid. Det ramte særligt de arbejdere, der var ufaglærte. Dvs. de, som ikke var udlærte til at tage sig af et bestemt arbejdsområde.

De arbejdsløse måtte leve af understøttelse fra særlige arbejdsløshedskasser. Selvom understøttelsen var afgørende for, at de arbejdsløse og deres familier kunne overleve, rakte den ikke langt. Den udgjorde kun en tredjedel af en almindelig dagløn.

Samtidig steg priserne i forretningerne. Og det på almindelige dagligdags varer, som på grund af krigen fik en dårligere og dårligere kvalitet.

På grund af den økonomiske krise måtte regeringen gribe ind. De store danske partier var imidlertid ikke enige om, hvordan man skulle løse problemerne. Derfor kom de i en stærk kamp med hinanden. Kampen gik især mellem partiet Venstre, som repræsenterede bønderne, og Socialdemokratiet, der var et arbejderparti.

Venstre ønskede at rette op på de store økonomiske problemer, som mange bønder havde haft før krigen. Partiet krævede bl.a, at understøttelsen til de arbejdsløse blev forringet. Det skulle forhindre, hvad Venstre-folkene kaldte "arbejds-uviljen" blandt unge. Samtidig ønskede partiet, at det skulle være sværere for arbejdere at forlade deres job. På denne måde ønskede Venstre at sikre, at bønder og godsejere billigt kunne ansætte folk på deres gårde.

Fagforeningerne og Socialdemokratiet var helt uenige med Venstre. I sidste ende blev socialdemokraterne imidlertid tvunget til at acceptere flere af Venstres krav. Årsagen var især, at Socialdemokratiet frygtede, at Venstre ellers ikke ville være med i regeringen. Og så ville de store partiers sammenhold  over for tyskerne og de danske nazister blive brudt.

Fattig familie i Aalborg

I maj 1940 blev det såkaldte "majkriseforlig" - en aftale om nye love mellem de store partier - vedtaget. Majkriseforliget medførte, at bønderne kunne kræve højere priser for deres varer - og dermed tjene store penge. Det betød til gengæld, at mange arbejderes reallønninger faldt med en femtedel. Fattigdommen bredte sig.

I september 1940 blev der tilmed indført en lov, som forbød strejker. Det betød, at arbejderne ikke i samme grad som tidligere kunne kæmpe for at forbedre deres forhold. 

Fra 1941 begyndte der imidlertid at opstå flere og flere arbejdspladser i Danmark. Det skyldtes bl.a., at regeringen gjorde en indsats for at få folk i arbejde. Men også, at tyskerne havde brug for danske arbejderes indsats. Gennem samarbejdet mellem den danske regering og tyskerne blev bl.a. store dansk-tyske byggeprojekter sat i gang.

Indsamling: Bekæmpelse af arbejdsløsheden

De vigtigste tiltag, der bekæmpede arbejdsløsheden, var:

• Kampagner mod arbejdsløshed. Under besættelsen blev der gennemført store kampagner for at skaffe nye arbejdspladser. Bl.a. gennemførte Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse (LAB) store spildindsamlinger. Indsamlingerne skaffede bl.a. madrester, der kunne bruges til svinefoder. Og tøjrester, som kunne bruges til erstatningstøj. Mange arbejdsløse fik derigennem arbejde som indsamlere - de såkaldte "spildemænd". 
• Fordeling af arbejdet. For at formindske virkningerne af arbejdsløsheden indførtes arbejdsfordeling. Det betød, at grupper af arbejdere måtte deles om den begrænsede mængde arbejde, der var at få. 
• Fæstningsbyggerier. Et vigtigt middel mod arbejdsløsheden var de store byggerier af især tyske militære bunkers på den jyske vestkyst. Omkring 100.000 danskere fik under besættelsen arbejde ved byggerierne. Tyskerne lånte pengene til lønninger og byggematerialer af den danske stat. Under hele besættelsen lånte tyskerne i alt 4.8 milliarder kroner af staten til nye byggerier. 
• Varer til Tyskland. Mange danske virksomheder, som blev truet med lukning på grund af krigen, fandt en udvej i at sælge varer til Tyskland. Dette tyske forbrug af danske varer sikrede arbejdspladser, som ellers var forsvundet.
• Erstatningsproduktion. Mangelen på varer begyndte efterhånden at betyde flere arbejdspladser. Når der ikke var olie eller kul til at drive fabrikkernes maskiner, måtte mennesker ind og gøre arbejdet, maskinerne tidligere havde udført. Og fordi der ikke som tidligere kunne købes varer fra udlandet, voksede nye danske virksomheder frem. De fremstillede erstatningsprodukter. F.eks. sko af fiskeskind. 
• Brunkuls- og tørvegravning. Krigen betød mangel på de kul fra udlandet, som man tidligere havde varmet op med. Tusindvis af arbejdere fik derfor job med opgravningen og tørringen af tørv og brunkul. 
• Tysklandsarbejderne. Endelig fik det også betydning, at ca. 100.000 danskere under 2. verdenskrig rejste til Tyskland for at få arbejde. De danske tysklandsarbejdere levede ofte under dårlige forhold. Tyskland var en diktaturstat, og undertrykkelse var almindelig på arbejdspladserne. Samtidig betød de Allieredes bombardementer, at de tyske byer var farlige at bo i. Det menes, at hver tiende danske arbejder i Tyskland derfor rejste hjem før tid. Den tyske stat forsøgte imidlertid i mange tilfælde at tvinge udenlandske arbejdere til at blive i Tyskland. Forlod man sit arbejde i Tyskland uden tilladelse, risikerede man i sidste ende at blive sendt i koncentrationslejr.
  I Danmark var det ikke tilladt at tvinge arbejdsløse til at tage arbejde i Tyskland. Det var heller ikke nødvendigt i de første år af besættelsen. I disse år meldte mange sig frivilligt på grund af den store arbejdsløshed. Efterhånden blev lysten til at rejse dog mindre. Kommuner og arbejdsløshedskasser lagde derfor mere og mere pres på de arbejdsløse for at få dem afsted. F.eks. ved at give mindre i understøttelse.

Tiltagene betød, at arbejdsløsheden lige så stille faldt i Danmark. I 1942 var gennemsnitligt 15% af arbejdsløshedskassernes medlemmer arbejdsløse. I 1943 var tallet 11%. Året efter var det faldet til 8%. Det betød, at de sociale forhold blev bedre.

Men først efter de store folkelige oprør og strejker i 1944  nåede arbejdernes lønninger den størrelse, de havde haft før krigen.

Besættelsen gjorde Danmark fattigere. Men ikke alle grupper i samfundet blev lige hårdt ramt. Nogle tjente godt på krigen - f.eks. bønderne, fiskerne og mange virksomhedsejere. Mens arbejdere, kontoransatte og pensionister blev fattigere i krigens første år. Især tabet af arbejdspladser var den store ulykke for arbejderne.

Her kom hjælpen gennem det økonomiske samarbejde med Tyskland. Tyskerne købte varer af danske virksomheder, og de hentede arbejdere til tyske fabrikker. Tyskland satte også arbejde i gang på den jyske vestkyst.

Tyskernes betalte i høj grad med penge, de havde lånt af den danske stat. Ikke desto mindre blev handelen med tyskerne helt central for, hvordan almindelige danskeres liv formede sig under besættelsen. Herunder, at der blev arbejde at få.