• Indhold

Barn og ung under besættelsen

Artikel skrevet af Bjørn Pedersen

 

Illustration til artiklen Barn og ung under besættelsenBørn og unge levede under besættelsen et nogenlunde normalt liv med skolegang, arbejde og leg. Men det var et normalt liv i en unormal tid. Besættelsen satte sit præg på livet for alle danskere, også for dem der var børn eller unge. Nogle unge skejede ud med dans og jazzmusik. Til de voksnes store bekymring. Andre gik med i modstandskampen.

 
 
 

Barn og ung i en unormal tid

 

Hvis man var barn eller ung under besættelsen, så levede man på nogle områder et næsten normalt liv. Man gik i skole, i biografen, arbejdede, legede og havde venner og kærester.
Men det var et normalt liv i en unormal tid. Besættelsen var det meste af tiden til stede som en dyster ramme om det, der skete, og den greb ind i livet på mange forskellige måder.

Man mærkede besættelsen på de tyske soldater i gaderne og på mørklægningen. Man mærkede også besættelsen, når der om natten kom luftalarm, og man blev hevet ud af sengen og taget med ned i beskyttelsesrummet i kælderen, hvor man måtte sidde og halvsove, indtil luftalarmen var forbi. Efter en nat med flere timers ophold i kælderen kunne det godt være hårdt at skulle op og i skole næste morgen!

Boede man på landet eller i en mindre by, hvor der ikke var mange tyskere, var det ikke sikkert, man mærkede meget til krigen. Men boede man et sted, hvor der var mange tyske soldater eller i en af de store byer, hvor der var strejker, sabotager og likvideringer, så kunne krigen for alvor komme tæt på.

 
 

Mangel på næsten alt

 

Noget af det, som folk, der var børn og unge under krigen, især husker, er alle de ting, der var mangel på. Cyklerne kørte dårligt, fordi det ikke var til at få slanger eller dæk. Der var mangel på stof og garn, så familiens tøj måtte gå i arv og sys om. Et gardin eller en dug kunne blive til en kjole. Fars jakkesæt kunne sys om til børnetøj. Og en hullet uldtrøje kunne trevles op, så man fik garn til at strikke strømper.

Der var også begrænsede mængder sæbe og varmt vand, så det kunne være svært at vaske sig ordentligt. Mange skolebørn fik lus. For hygiejnens skyld kom børn nogle steder i bad på deres skole en gang om ugen.

Brændsel var en stor mangelvare, så om vinteren skulle man have godt med tøj på, når man sad hjemme i stuen, og også henne i skolen kunne der være koldt. En del børn hjalp deres familier med at samle grene og kviste og andre ting, der kunne bruges til at fyre op med.

Også på andre måder hjalp man til. Mange børn havde arbejde efter skole. Drengene havde ofte en budplads, hvor de bragte varer ud for en købmand eller et ismejeri. De fleste af de penge, de tjente, skulle de aflevere hjemme som et tilskud til familiens økonomi. Pigerne hjalp til med at vaske tøj, lave mad og passe de små søskende.

 
 

Ferie på landet under besættelsen

 

Det var kun velhavende familier, der havde råd til at tage rigtigt på ferie og leje et sommerhus eller et værelse på et pensionat. En del unge tog på vandre- eller cykelferie med telt eller besøgte familie på landet, men de fleste kom slet ingen steder i sommerferien.

I København og andre store byer var der mange børn, som boede i små lejligheder. De måtte lege på gaden eller i snavsede baggårde, hvor solen sjældent nåede ned. I sommerferien arrangerede kommunen og velgørende organisationer feriekolonier og udflugter. Der var også mange, som kom til at bo på en bondegård i ferien. På landet var der solskin, frisk luft og masser af god og sund mad. I 1942 kom godt 15.000 børn på landet i deres sommerferie.

 
 

Swingpjatterne

 

Også under besættelsen var der særlige ungdomsmoder. Den mest berømte var swingpjattestilen. Det var den unge svenske sangerinde Alice Babs, der startede swingfeberen med musikfilmen Swing it, magisteren i 1941. Samme år kom hun til Danmark og spillede for fulde huse i K.B. Hallen. Derefter begyndte swingpjatterne at dukke op i gadebilledet, især i København.

Swingpjatterne var som regel 15-20 år gamle. De mødtes for at danse og more sig på steder, hvor der blev spillet swingmusik, en dansevenlig udgave af jazzmusikken. Swingpjatterne havde deres helt egen tøjstil, og de hilste hinanden med "haw, haw" og andre slangudtryk. Når de dansede, lagde de alle hæmninger til side og svingede rundt med arme og ben.

Mange voksne var forargede over swingpjatternes løslupne opførsel. Også tyskerne og de danske nazister så med foragt på den amerikansk inspirerede ungdomskultur. I sommeren 1944 sprængte en nazistisk terrorgruppe swingpjatternes foretrukne dansested, Glassalen i Tivoli, i luften.

 
 

En fordærvet ungdom?

 

I det hele taget var det almindeligt blandt voksne at gøre sig bekymringer over ungdommens moral. Journalisten Kate Fleron vakte i 1942 opsigt med debatbogen Afsporet Ungdom, der hævdede, at det stod skidt til med de unges opførsel. Antallet af forbrydelser var steget voldsomt på få år, og unge stod for en stor del af stigningen. For drengenes vedkommende drejede det sig især om tyverier, for pigernes vedkommende blandt andet om prostitution og andre seksuelle forhold.

Mørklægningen og kaffebarerne var med til at skabe problemerne, mente Kate Fleron. I ly af mørket var det mere fristende at forsøge sig med tyverier og umoralske seksuelle forbindelser, og på kaffebarerne kunne de unge komme i dårligt selskab og blive lokket til at deltage i kriminelle handlinger. Et lille bræk, så man kunne få råd til at gå i biografen hver aften kunne være svært at sige nej til, mente hun.

Som mange andre voksne var Kate Fleron ikke mindst bekymret over de unges seksualmoral.
De unge var, mente hun, gledet ud i "erotisk løshed og promiskuitet". Rigtigt var det, at man kunne se, at antallet af danskere, der blev smittet med kønssygdomme voksede dramatisk under besættelsen. Men det skyldtes ikke bare, at den danske ungdom var blevet mere løssluppen. De mange soldater fra den tyske værnemagt havde deres del af ansvaret. Det kunne man bare ikke sige under besættelsen. En læge i Aalborg blev suspenderet, da han antydede, at det var de tyske soldater, der var den vigtigste smittekilde. Oplysningskampagner lavet af myndighederne og Dansk Forening til Kønssygdommenes Bekæmpelse hjalp ikke stort. Først da de tyske tropper forlod landet, begyndte antallet af smittede med kønssygdomme igen at falde.

 
 

De unge og modstandskampen

 

At besættelsestidens ungdom var "fordærvet", passede ikke. Der var snarere tale om, at de unge var blevet mere selvstændige og mindre autoritetstro end generationen før. Den slags bryder konservative voksne sig ikke om.

At der var mange modige, selvstændige og ansvarsbevidste unge, viste sig i kampen mod besættelsesmagten. En stor del af modstandsfolkene var unge. Kernen i Churchill-gruppen, den første danske sabotagegruppe, var en gruppe 14-17 årige skoleelever, og mange af de modstandsfolk i sabotageorganisationerne BOPA og Holger Danske, der udførte nogle af besættelsestidens farligste aktioner, var knap fyldt 20 år. Det er blevet sagt, at modstandskampen var en slags ungdomsoprør. Ser man på, hvor gamle mange af de faldne modstandsfolk var, er det ikke helt ved siden af.

To uger før befrielsen, den 19. april 1945 gennemførte tyskerne de sidste henrettelser i Ryvangen i den nordlige del af København. Ni modstandsfolk blev skudt. En af dem var jernbanesabotøren Hans Eeg. Han blev 19 år gammel.

 

Kilder til denne artikel: billeder, tekst, film og lyd

 
 
 
 
 
 
 
 

Problemstillinger er knyttet til denne artikel, mens arbejdsformer er knyttet til temaet.For grundskolen • problemstillinger
 • arbejdsformer

For ungdomsuddannelser • problemstillinger
 • arbejdsformer

 
 

For grundskolen • litteraturliste

For ungdomsuddannelser • litteraturliste

 
 

Erindringer er indsamlet af elever eller indsendt direkte af mennesker, der har oplevet befrielsen eller besættelsen.

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 22/02 2005. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund