• Indhold

Mørklægning og luftalarm

Artikel skrevet af Bjørn Pedersen

 

Illustration til artiklen Mørklægning og luftalarmBesættelsen var en tid præget af mørklægning og luftalarmer. Mange nætter måtte tilbringes i triste og kolde beskyttelsesrum, mens allierede bombemaskiner fløj over Danmark på vej mod Tyskland med deres dødbringende last. Overalt blev der indrettet beskyttelsesrum, og hundredetusinder af danskere deltog i luftværnets arbejde med at beskytte mod den fare, der truede - faren fra luften.

 
 
 

1930'ernes frygt for luftbombardementer

 

De fleste lande i Europa begyndte i løbet af 1930'erne at forberede sig på, hvordan man kunne beskytte befolkningen mod luftangreb.

At bombemaskiner kunne udslette hele byer fra luften var noget nyt og meget skræmmende. Og frygten var på sin plads. Op mod en million mennesker mistede livet i Europa mellem 1939 og 1945 på grund af luftangreb.

I Danmark blev Statens Civile Luftværn oprettet i 1938. Luftværnet skulle alarmere befolkningen i tilfælde af luftangreb, sørge for at der blev indrettet beskyttelsesrum, organisere brandbekæmpelse og behandling af tilskadekomne. Luftværnet skulle også forberede evakuering af byer, der var i fare for at blive angrebet, og hjælpe mennesker, hvis hjem var blevet ødelagt i forbindelse med luftangreb.

 
 

Mørklægning

 

Efter at Danmark den 9. april 1940 var blevet besat af tyskerne, skete der en kraftig udbygning af luftværnet. Nu måtte man regne med, at britiske fly kunne finde på at angribe tyske mål i Danmark. Og hvis de gjorde det, ville den danske befolkning også være i fare, for bombemaskinerne ramte tit meget ved siden af deres mål. Især hvis de angreb om natten.

For at besætningerne i de allierede fly ikke skulle kunne se byerne fra luften, hvis de prøvede at angribe om aftenen eller natten, blev der indført mørklægning. Det betød, at alle vinduer blev dækket til med sort papir, mørkt stof eller særlige mørklægningsgardiner, så der ikke kunne trænge lys ud fra husene. Udendørs belysning blev slukket eller skærmet af. Bil- og cykellygter blev også dækket til, så der kun var en smal spalte, lyset kunne komme ud af.

Under hele besættelsen var der bælgmørkt i byerne om aftenen og natten. Kantsten, lygtepæle og rækværker blev malet hvide, så de var lettere at få øje på, og fodgængere skulle i besættelsens første tid gå med lyst overtøj eller bære hvidt armbind. Alligevel gik folk og faldt over hinanden i mørket. Det var heller ikke let at komme af bussen eller sporvognen det rigtige sted, når man ikke kunne se, hvor man var henne!

 
 

Mange deltog i luftværnets arbejde

 

Op mod 350.000 danskere eller mere end ti procent af den voksne befolkning deltog i luftværnets arbejde.

Alle større byer var med. Det var kommunerne, som i samarbejde med politiet og Statens Civile Luftværn lavede planer for luftbeskyttelsen. Kernen i byernes beredskab var de offentlige institutioner, der allerede fandtes: brandvæsen, politi, sygehusvæsen, teknisk forvaltning m.v.

På mange arbejdspladser var der fabriksluftværn, og større beboelsesejendomme havde en eller flere husvagter, som skulle sørge for, at beboerne kom i beskyttelsesrum under luftalarmer og slukke mindre brande, hvis der var faldet bomber.

 
 

Beskyttelsesrum

 

Overalt i landet blev der lavet beskyttelsesrum. De blev indrettet i kælderen under huse og beboelsesejendomme og på arbejdspladser, skoler, hospitaler, teatre og andre steder, hvor mange mennesker var samlet. Der var også folk, som gravede deres eget beskyttelsesrum i haven.

I 1944-45 blev der bygget næsten 5.800 beskyttelsesrum i beton. Bunkers kaldte man dem. De ville give god beskyttelse under luftangreb - hvis de da ikke lige blev ramt af en fuldtræffer. Man kan se mange af dem i danske byer den dag i dag.

 
 

Luftalarm

 

Når allierede flyvemaskiner fløj ind over Danmark, blev der blæst luftalarm. Så satte sirenerne i med deres gennemtrængende signal; en stigende og faldende hyletone, der varede et minut. Når der var luftalarm, standsede trafikken, og alle mennesker skulle i løbet af tre minutter gå til et beskyttelsesrum.

I beskyttelsesrummene sad folk og ventede på, om der skete noget - ville der mon falde bomber? - indtil pludselig et nyt signal fra sirenerne lød; en høj, konstant tone, der også varede et minut. Signalet betød, at luftalarmen var forbi, og at folk igen måtte komme op.

I nogle byer var der mange luftalarmer, mere end 150 i løbet af de fem år besættelsen varede. I andre byer skete det sjældent, at der var luftalarm. For det meste blev alarmerne udløst af, at allierede maskiner fløj forbi på deres vej til Tyskland. Det var sjældent, de smed deres bomber på Danmark.

Efterhånden var der mange, som ikke gad gå ned i et beskyttelsesrum, når sirenerne lød. Der skete jo alligevel aldrig noget, og hvorfor så få sin nattesøvn ødelagt? Men hvis det en dag pludselig blev alvor, og bomberne begyndte at regne ned fra himlen, så kunne det blive skæbnesvangert med den slags dovenskab. Chancen for at overleve et luftbombardement var meget større, hvis man sad i et kælderrum, end hvis man bare lå i sin seng.

 
 

Mere end 25.000 bomber

 

Under 2. verdenskrig blev der kastet 3.269 sprængbomber og 22.298 brandbomber over Danmark fra allierede - først og fremmest britiske - fly.

Over 25.000 bomber lyder af meget. Men sammenlignet med, hvad der ramte andre lande, er det et beskedent tal. I krigens sidste tid blev der på et enkelt døgn kastet tre til fem gange så mange bomber over Tyskland, som der faldt på Danmark under hele krigen.

De fleste bomber skulle endda slet ikke have ramt Danmark.

Ofte ramte bomberne Danmark på grund af fejlnavigation. Det var ikke ualmindeligt, at bombeflyene, når det var dårligt vejr og piloterne havde svært ved at se noget, havnede mange hundrede kilometer fra deres mål. Derfor kunne det godt ske, at et britisk bombefly, der troede, det befandt sig over en by i det nordlige Tyskland, i stedet for var over en jysk by, når det udløste bomberne.

Andre gange blev bomberne kastet fra fly, der havde maskinskade eller var ramt af tysk beskydning, og som var nødt til at lette sig for bombelasten, inden turen gik tilbage til Storbritannien.

 
 

Allierede luftangreb mod Danmark

 

Ved siden af de tilfældige bombenedkastninger fandt der et mindre antal planlagte luftangreb sted mod mål i Danmark. At det ikke blev til så mange angreb, skyldes især, at Danmark aldrig for alvor blev inddraget i kampene på krigens fronter, og at der derfor ikke var så mange mål i Danmark af større militær betydning for de allierede.

De vigtigste angreb var Royal Air Forces bombardementer ved højlys dag af Gestapos hovedkvarterer på Aarhus Universitet (31. oktober 1944), Shellhuset i København (21. marts 1945) og Husmandsskolen i Odense (17. april 1945).

Angrebene skete efter opfordring fra den danske modstandsbevægelse. Formålet var at ødelægge det materiale, det tyske politi havde samlet om modstandsgrupperne. Især de to første angreb ramte tyskerne hårdt. Men prisen var høj.

Under indflyvningen over København i forbindelse med angrebet på Shellhuset ramte et af de britiske fly en høj lysmast og styrtede ned ved den franske skole på Frederiksberg. Nogle af de andre maskiner kastede deres bomber, hvor de så røgen slå op. De fleste elever og lærere på den franske skole var ikke nået ned i beskyttelsesrummet, da to sprængbomber ramte bygningen og fik den til at styrte sammen. I alt blev 93 børn og 16 voksne dræbt ved skolen, 35 voksne omkom andre steder i byen. Næsten halvdelen af de danskere, der døde på grund af luftangreb under 2. verdenskrig, mistede livet denne dag.

Alt taget i betragtning var Danmark dog stadig det land i Europa, der slap lettest gennem luftkrigens ødelæggelser. I alt 307 danskere døde og 788 blev sårede på grund af luftangreb.

 

Kilder til denne artikel: billeder, tekst, film og lyd

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Revision: 17/02 2005. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund