• Indhold

De vigtigste militære begivenheder

Artikel skrevet af Bjørn Pedersen

 

Illustration til artiklen De vigtigste militære begivenhederI krigens første år vandt aksemagterne store militære sejre og erobrede enorme områder i Europa og Asien. Men sejrene var ikke store nok til at bringe krigen til afslutning, og fra slutningen af 1942 begyndte de allieredes større økonomiske og militære styrke at slå igennem. Krigens vendepunkt var nået. I 1943 begyndte befrielsen af de områder, aksemagterne havde besat. Nu var det de allierede, der var i offensiven, indtil krigen sluttede med Tysklands og Japans nederlag i 1945.

 
 
 

Tysk og sovjetisk aggression i Østeuropa (1939-40)

 

Tidligt om morgenen den 1. september 1939 angreb det nazistiske Tyskland Polen. To dage senere erklærede Storbritannien og Frankrig krig mod Tyskland. Dermed var krigen i Europa begyndt.

Storbritannien og Frankrig havde lovet polakkerne at komme til hjælp. Men det var ikke meget, de to lande kunne nå at gøre. I løbet af få uger knuste den stærke tyske hær det polske forsvar. Den hurtige tyske sejr forbløffede verden og gav anledning til et helt nyt ord: "Blitzkrieg" (lynkrig).

Mens tyskerne angreb Polen fra vest, rykkede Sovjetunionen ind i Polen fra øst. Sovjetunionen og Tyskland havde nemlig lavet en hemmelig aftale om at dele Østeuropa mellem sig. I overensstemmelse med aftalen besatte Sovjetunionen de baltiske lande, Estland, Letland og Litauen.

Finland stod også i skudlinjen. Den 30. november 1939 overfaldt Sovjetunionen Finland. Finnerne forsvarede sig dygtigt mod den overlegne fjende, men i marts 1940 var man nødt til at give op. Finland bevarede sin selvstændighed som stat, men måtte ved fredsslutningen afgive baser og landområder til Sovjetunionen.

 
 

Tyskland angriber Danmark og Norge (1940)

 

Nu rykkede Danmark og Norge ind i begivenhedernes centrum.

Hitler havde egentlig tænkt sig at lade de skandinaviske lande stå uden for krigen, men han var blevet bange for, at Storbritannien og Frankrig skulle sende soldater til de nordiske lande og true Tyskland derfra (hvad briterne og franskmændene også havde planer om). Samtidig var den tyske flåde interesseret i at få baser til sine krigsskibe og ubåde i Norge, og man ville også gerne sikre forsyningerne af skandinavisk jernmalm til den tyske våbenindustri. Hitler gav derfor ordre til et lynangreb mod Norge og Danmark for at komme vestmagterne i forkøbet. Oprindelig var det Norge, Hitlers planer var rettet mod, men til angrebet på Norge havde tyskerne brug for flyvepladser og havne i Jylland, så Danmark endte med også at blive besat.

Tidligt om morgenen den 9. april 1940 begyndte det tyske angreb på Norge og Danmark. Med en hær, der ikke havde nogen chance for at holde stand mod de tyske tropper, og under trussel om tyske luftbombardementer af København valgte den danske regering at indstille kamphandlingerne efter få timer. Norge kæmpede i to måneder støttet af britiske og franske tropper. Først den 10. juni overgav de sidste norske hærenheder sig.

Men da var krigens fokus for længst flyttet et andet sted hen. De længe ventede kamphandlinger på vestfronten var brudt ud.

 
 

Vesteuropas fald (1940)

 

Siden krigens start i september 1939 havde der været stille langs vestfronten. Men om morgenen den 10. maj 1940 kom det tyske angreb. Hitlers hære strømmede ind i Belgien, Holland, Luxemborg og et par dage senere også Frankrig. Angrebet var ventet, men det kom som en overraskelse for vestmagterne, at det tyske hovedangreb blev sat ind gennem bjergområdet Ardennerne. Holland, Luxemborg og Belgien faldt hurtigt fra og den 22. juni måtte også Frankrig indgå en aftale om våbenstilstand. At Frankrig led nederlag på bare seks uger chokerede hele verden.

Adolf Hitler stod nu på magtens tinde. Hans hære beherskede hele det centrale Europa. Det mest sandsynlige var, at det nazistiske Tyskland ville være den dominerende magt i Europa de næste måske hundrede år. Kun Storbritannien stod tilbage som Hitlers modstander.

Selvom situationen så håbløs ud, nægtede Storbritannien under ledelse af premierminister Winston Churchill at forhandle om fred med Tyskland. Hitler forberedte sig på en invasion af de britiske øer. Men før en invasion kunne komme på tale, måtte tyskerne vinde luftherredømmet. I sommeren og efteråret 1940 udkæmpede det britiske og det tyske luftvåben derfor et voldsomt luftslag over Storbritannien kendt som "Slaget om England". I sidste ende var Luftwaffe ikke i stand til at knuse Royal Air Force, og tyskerne måtte opgive at invadere de britiske øer.

 
 

Tyskland overfalder Sovjetunionen (1941)

 

I stedet vendte Hitler sig mod syd og øst. I april 1941 besatte han Jugoslavien og Grækenland, og den 22. juni 1941 startede "Operation Barbarossa", det største felttog i verdenshistorien. Mere end 3,5 millioner soldater fra Tyskland og de andre aksemagter kastede sig over Sovjetunionen.

Det tyske angreb og bruddet på den tysk-sovjetiske pagt fra 1939 kom bag den sovjetiske diktator Josef Stalin, og tyskerne vandt i den første tid enorme sejre. Flere millioner soldater fra Den røde Hær blev taget til fange, og de tyske styrker rykkede hurtigt frem. Da den hårde russiske vinter kom og bremsede den tyske fremrykning, var Sovjetunionen dog endnu ikke slået. Og nu satte Den røde Hær ind med kraftige modangreb. Den tid, hvor tyskerne vandt lette sejre med lynkrige, var forbi.

Østfronten blev den vigtigste krigsskueplads under anden verdenskrig. Det var her, tre ud af fire tyske soldater kæmpede. Og det var her, de fleste tyske soldater faldt.

 
 
 

Krigen på østfronten blev langt mere blodig og grusom end krigen på vestfronten. For tyskerne var krigen mod Sovjetunionen en racistisk udryddelses- og undertrykkelseskrig rettet mod jøder, kommunister og "slaviske undermennesker". I løbet de fire år, kampene på østfronten varede, mistede omkring 30 millioner mennesker livet. De fleste af ofrene var sovjetborgere, og størstedelen var civile. De døde ikke mindst på grund af de tyske troppers barbariske undertrykkelse af befolkningen i de besatte områder.

 
 

Japan angriber USA. Fortsat fremgang for aksemagterne (1941-

 

I december 1941 blev krigen for alvor en verdenskrig. Den 7. december rettede japanske fly et overraskelsesangreb mod den amerikanske stillehavsflådes base Pearl Harbor på Hawaii. Samtidig angreb japanske styrker amerikanske, britiske og hollandske besiddelser i Stillehavet og Sydøstasien. Få dage senere erklærede Japans aksepartnere Tyskland og Italien krig mod USA.

USA var verdens største industrimagt, så med USA's indtog i krigen blev de allierede kraftigt styrket. Nu var den store alliance dannet mellem USA, Storbritannien og Sovjetunionen, som tre år senere skulle give de allierede sejren.

1942 bød dog på fortsatte fremgange for aksemagterne, både i Asien og på Østfronten. Ved udgangen af 1942 beherskede Tyskland sammen med sine allierede det meste af Europa (se oversigtskortet "Europa december 1942"). Og i Asien havde japanerne erobret Filipinerne, Malaya, Burma, Hollandsk Ostindien og en række vigtige baser i Stillehavet.

Japanerne regnede ikke med, at de kunne vinde en lang krig mod USA, men de håbede, at de gennem en række hurtige sejre kunne skabe et imperium i Asien og derefter tvinge USA til en fredsslutning, mens USA var optaget af krigen i Europa. Det skulle vise sig at være en alvorlig fejlslutning.

 
 

Krigens vendepunkter (1942-43)

 

Montgomerys sejr ved El Alamein
I Nordafrika, hvor der havde været kamphandlinger siden 1940, lykkedes det i november 1942 for den britiske 8. armé under ledelse af general Montgomery at besejre de tysk-italienske styrker ved El Alamein i Ægypten. Næsten samtidig gik britiske og amerikanske tropper i land i Algeriet og Marokko. I maj 1943 gav de sidste tyske og italienske tropper i Nordafrika op.

Slaget om Stalingrad
På Østfronten var tyskerne i august 1942 nået frem til storbyen Stalingrad ved Volgafloden. At miste Stalingrad ville være et alvorligt slag for Sovjetunionen. Byen var en vigtig industriby og et knudepunkt for trafikken mellem den nordlige og den sydlige del af landet. Hvis Stalingrad blev taget, ville det samtidig sikre tyskerne kontrollen med nogle vigtige sovjetiske olieområder.

Slaget om byen varede i mere end 200 dage. Der blev kæmpet fra gade til gade og fra hus til hus under ufattelige blodsudgydelser. På et tidspunkt var den forventede levetid for en nyankommen sovjetisk soldat nede på få timer. Til sidst lykkedes det Den røde Hær at omringe og nedkæmpe den tyske 6. armé, og de tilbageværende tyske soldater i byen overgav sig den 2. februar 1943. Dermed sluttede historiens største slag. Det havde kostet mellem en og to millioner mennesker livet. Stalingrad var Tysklands første alvorlige nederlag og en kæmpemæssig militær katastrofe for tyskerne. Op mod en fjerdedel af styrkerne på østfronten var gået tabt.

Japans fremgang standses
I Asien var Japans fremgang også blevet standset. På tærkslen til Australien blev Japan i maj 1942 slået tilbage i slaget i Koralhavet, og ved øen Midway led den japanske flåde i juni 1942 et stort nederlag til den amerikanske flåde. Det var dog krigen i Europa, der var vigtigst for de allierede. Først skulle Tyskland, den stærkeste af aksemagterne, besejres, derefter ville turen komme til Japan.

Slaget om Atlanten
I foråret 1943 havde de allierede vundet "Slaget om Atlanten", kampen mod de tyske ubåde, der angreb de allierede skibe, som sejlede soldater og våben fra USA til Storbritannien. Nu begyndte forsyningerne for alvor at strømme over Atlanterhavet. Opbygningen af den styrke, der var nødvendig for at invadere Frankrig og begynde befrielsen af Vesteuropa var i gang.

 
 

Befrielsen af Vest- og Østeuropa begynder (1943-44)

 

I første omgang kom invasionen dog ikke i Frankrig, hvor tyskerne stod i en stærk forsvarsposition bag den lange kæde af kystbefæstninger, der blev kaldt "Atlantvolden". Angrebet blev i stedet sat ind mod Europas "bløde underliv", som Winston Churchill udtrykte det, og den svagere aksepartner Italien.

De allieredes angreb på Italien
Den 10. juli 1943 gik amerikanerne og briterne i land på Sicilien. Et par uger senere blev den italienske diktator Mussolini væltet af italierne selv ved et kup. I begyndelsen af september skiftede den nye italienske regering side i krigen og gik sammen med Storbritannien og USA. Samtidig gik allierede tropper i land på det italienske fastland, og fremrykningen op gennem Italien begyndte. Befrielsen af Italien kom dog til at tage længere tid end forventet på grund af hård tysk modstand. Først i april 1945 overgav de sidste tyske tropper i Italien sig.

 
 
 

Invasionen i Frankrig
Den 6. juni 1944 kom den længe ventede invasion i Frankrig. Over en strækning på godt 75 km gik allierede styrker i land i Normandiet på den franske nordkyst. En flåde på næsten 7.000 skibe deltog i operationen, som blev støttet af mere end 10.000 fly. Det var den største landgangsoperation i historien, og overfor en så voldsom allieret overmagt kunne tyskerne intet stille op. I løbet af den første dag var mere end 150.000 soldater blevet sendt til Frankrig, og de allierede havde bidt sig fast.

I godt to måneder forsøgte tyskerne at inddæmme de allierede styrker i Nordfrankrig, men de allieredes overlegne ressourcer gjorde i længden opgaven umulig. Flere og flere soldater og mere og mere udstyr blev sat i land. I slutningen af august stod der over to millioner allierede soldater i Frankrig, og nu rykkede de hurtigt frem gennem Frankrig, Belgien og Luxemborg og ind i Holland.

Store sovjetiske fremgange
På østfronten havde tyskerne i sommeren 1943 gjort et sidste forsøg på at genvinde initiativet med en offensiv i området omkrig byen Kursk, hvor tyskerne i et kæmpemæssigt panserslag led nederlag. Herefter brød den tyske front sammen. Det blev sidste gang, tyskerne forsøgte sig med en større offensiv på østfronten. I resten af krigen avancerede Den røde Hær hurtigt mod vest, mens de desperat kæmpende tyskere blev trængt tilbage. I sommeren 1944 nåede de sovjetiske styrker frem til Polen, og i oktober 1944 stod Den røde Hær ved Tysklands østgrænse.

De allierede fremgange på øst- og vestfronten i sommeren og efteråret 1944 var så store, at mange troede, krigen kunne være slut inden årets udgang. Men tyskerne fik stabiliseret situationen i løbet af september-oktober måned. At Tyskland stod umiddelbart foran at tabe krigen, var dog klart for alle, også for den tyske hærledelse, men Hitler nægtede at kapitulere. Mere end et halvt år endnu skulle krigens forfærdelige menneskeslagteri fortsætte, mens Hitler ledte sit folk mod afgrunden.

 
 

Aksemagternes endelige nederlag (1945)

 

Ved udgangen af 1944 kontrollerede Tyskland endnu det centrale Europa samt Danmark og Norge. Men overlegne allierede styrker stod både i øst og i vest langs Tysklands grænser, parat til at strømme ind over landet og gøre en ende på Hitlers Tredje Rige. Den tyske hær var ved at være slidt op, og det tyske produktionsapparat skrantede, ikke mindst på grund af de voldsomme britiske og amerikanske luftbombardementer af byer og industrianlæg, der havde kostet mere end en halv million tyskere livet.

 
 
 

Krigens afslutning i Europa
I januar 1945 satte Den røde Hær ind med en ny stor offensiv på østfronten, og amerikanerne og briterne indledte angrebet mod det vestlige Tyskland. I april begyndte det sovjetiske angreb på den tyske hovedstad Berlin. Den 30. april begik Adolf Hitler selvmord i sin førerbunker i Berlin, mens sovjetiske tropper stod få hundrede meter derfra. Med Hitlers død var vejen banet for en tysk overgivelse. Den 5. maj kapitulerede de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark, og den 7. maj underskrev tyskerne den endelige kapitulation, som trådte i kraft den 8. maj kl. 23.01 (mellemeuropæisk tid). Krigen i Europa var slut.


Krigens afslutning i Asien
I Asien fortsatte krigen nogle måneder endnu. Selvom USA havde prioriteret krigen i Europa højest, var de allierede alligevel stærke nok til fra 1942-43 at trænge japanerne tilbage fra ø til ø i Stillehavet, indtil man i 1944-45 var kommet så tæt på Japan, at amerikanske bombemskiner kunne rette ødelæggende angreb mod de japanske byer, og planlægingen af en invasion i Japan kunne gå i gang. Invasionen i Japan ville blive en større operation end invasionen i Frankrig i juni 1944. Og man forventede langt højere tab, for de fanatiske japanske soldater overgav sig sjældent, men kæmpede i stedet til sidste patron.

Det kom dog aldrig til nogen invasion. I stedet tog amerikanerne et nyt og frygteligt våben i brug, atombomben. Den 6. august 1945 fløj et amerikansk bombefly i stor højde ind over den japanske by Hiroshima. Ingen tog notits af det enlige fly på den blå himmel. Få øjeblikke senere var store dele af byen udslettet og mere end 60.000 menesker dræbt. Den 9. august kastede amerikanerne en ny atombombe over Nagasaki, som dræbte 40.000. Et rystet og svækket Japan overgav sig den 15. august. Den anden verdenskrig var langt om længe forbi.

 

Kilder til denne artikel: billeder, tekst, film og lyd

 
 
 
 
 
 

Revision: 12/07 2006. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund