• Indhold

Krigssejlere og danskere i allieret tjeneste

Artikel skrevet af Bjørn Pedersen

 

Illustration til artiklen Krigssejlere og danskere i allieret tjenesteMellem syv og otte tusinde danskere udenfor landets grænser kæmpede under 2. verdenskrig på allieret side. De fleste som søfolk på handelsskibe, der fragtede vigtige forsyninger til de allieredes kamp, andre som soldater i de allierede styrker. På næsten alle krigens fronter, fra Ishavet til Indien, var danskere med.

 
 
 

Udefronten

 

Når man taler om danskere, der under 2. verdenskrig kæmpede for at befri Danmark og besejre det nazistiske Tyskland, så er det som regel modstandsbevægelsen, det drejer sig om. Men nogle af de vigtigste danske bidrag til den allierede sejr under 2. verdenskrig blev ydet af danskere, som opholdt sig i den frie verden, langt fra det besatte Danmark. Ved siden af hjemmefronten var der en udefront. Og forrest i kampen stod søfolkene i den danske handelsflåde.

Allerede inden besættelsen var søfolkene blevet inddraget i krigen. Danmark havde en ikke ikke-angrebspagt med Tyskland og erklærede sig ved krigens udbrud i september 1939 neutralt. Alligevel blev danske skibe angrebet af tyske ubåde. 29 skibe blev sænket inden den 9. april 1940, mere end 360 søfolk mistede livet.

Da Danmark blev besat befandt to tredjedele af den danske handelsflåde sig ude i verden. Mere end 240 skibe og omkring 6.000 danske søfolk kom til at sejle for de allierede.

 
 

Slaget om Atlanten

 

De danske søfolk var med til at fragte forsyninger for de allierede. Uden rigelige forsyninger var det ikke muligt at besejre det nazistiske Tyskland. Og transportopgaverne var enorme. Hver allieret soldat, der kom til en kampzone, førte i gennemsnit syv tons udrustning med sig: våben, ammunition, køretøjer, brændstof, mad og meget andet. Og hver måned skulle han have yderligere et ton forsyninger for at kunne fortsætte kampen.

Alene for at holde sig inde i krigen havde Storbritannien brug for at få tilført mere end en million tons forsyninger om ugen. Handelsskibene, der forbandt Nordamerikas industri med Storbritannien, var derfor et afgørende led i den allierede krigsførelse. Det vidste tyskene godt, og de satte alt ind på at afbryde ruterne over Atlanterhavet.

Fra baser i Frankrig, Norge og Tyskland blev krigsskibe, ubåde og fly sendt af sted for at sænke de allierede transportskibe. I de første år af krigen med stor succes. Skib efter skib gik ned. Tyskerne sænkede skibene hurtigere, end de allierede kunne nå at bygge nye. I juni 1942 havde alene Storbritannien mistet over 1.000 skibe. Havde det ikke været for et stort antal handelsskibe fra lande som Norge og Danmark, var Slaget om Atlanten blevet tabt.

Frem til begyndelsen af 1943 var situationen kritisk. Derefter fik de allierede overtaget takket være øget brug af radar og flyovervågning, og fordi det lykkedes at bryde den kode, de tyske ubåde sendte deres radiosignaler i, så man kunne opspore dem, inden de gik til angreb på skibskonvojerne.

 
 

Krigssejlernes indsats

 

I den farefulde sejlads på Atlanten ydede de danske søfolk deres vigtigste indsats. Men danske skibe og danske søfolk sejlede for de allierede på alle have. Der var danskere med på sejladserne til Murmansk med forsyninger til Sovjetunionen. Danske søfolk sejlede olie fra Sydamerika til USA, og andre fragtede tropper og våben til Mellemøsten og Asien.

Også ved historiens største landgangsoperation, invasionen i Normandiet i juni 1944, var der danskere med. Mere end 800 transportskibe sejlede frem og tilbage mellem Storbritannien og invasionskysten med soldater og militært udstyr. Godt 30 af skibene var danske, og omkring 800 danske søfolk var med. Op mod 20 af dem mistede livet.

Frygten var altid med som passager på de danske søfolks sejladser. Selvom alt var roligt kunne angribende fly eller en torpedo fra en ubåd på et øjeblik forvandle alt til kaos og sende skibet til havets bund. Nåede søfolkene at springe fra borde, var de stadig i fare for at drukne, omkomme i et flammehav af brændende olie eller fryse ihjel på tilisede redningsflåder.

Søfolkene var den erhvervsgruppe i Danmark, der led de største tab under krigen. Mellem 850 og 1.000 døde, mens de sejlede for de allierede. Dertil kommer tabene blandt fiskerne og blandt de søfolk, der var hjemme i Danmark, og som sejlede i den tyskkontrollerede del af Europa. I alt mistede mere end 2.000 danske søfolk livet under 2. verdenskrig.

 
 

Repræsentanter for det frie, kæmpende Danmark

 

I modsætning til andre besatte lande som for eksempel Norge, hvis konge og regering opholdt sig i Storbritannien under krigen, havde Danmark ikke noget, der mindede om en eksilregering i den frie verden.

Som krigens skred frem erklærede flere og flere af de 30 danske repræsentationer i udlandet sig dog uafhængige i forhold til politikerne hjemme i København. Med gesandten i USA, Henrik Kauffmann, i spidsen kom de til at repræsentere et frit, kæmpende Danmark. Henrik Kauffmann undertegnede i april 1941 på egen hånd en traktat, som gav USA lov til at bruge Grønland til militære operationer.

Derudover fandtes der i London Det danske Råd. Rådet rekrutterede danske frivillige til de allierede styrker, lavede information og propaganda om den danske modstandsbevægelses kamp og de frie danskes indsats, samlede penge ind til den allierede kamp (blandt andet til køb af Spitfire-jagerfly, der blev fløjet af danske piloter), og fungerede i det hele taget som et samlingspunkt for danskere i den frie verden. Det danske Råd udgav ugeavisen Frit Danmark (ikke at forveksle med det illegale blad af samme navn). Den konservative politiker John Christmas Møller blev formand for rådet, da han i maj 1942 ankom til London efter at være flygtet fra Danmark. Christmas Møller blev det frie Danmarks vigtigste talsmand under krigen.

Et andet samlingspunkt for de frie danske i udlandet var Stockholm. Sverige blev tilflugtsland for omkring 20.000 danske flygtninge. Blandt flygtningene opstillede man Den danske Brigade, en militær styrke på omkring 5.000 mand, der kunne sættes ind i en slutkamp i Danmark.

 
 

Danskere i allieret krigstjeneste

 

Mellem 1.000 og 2.000 danskere (heraf omkring 100 kvinder), der under krigen befandt sig i den frie verden, meldte sig til allieret krigstjeneste. De fleste kæmpede i britiske enheder. Nogle af de frivillige blev uddannet til faldskærmsagenter af den britiske hemmelige organisation Special Operations Executive (SOE) og kastet ned over Danmark for at hjælpe modstandsbevægelsen. Så langt væk som i Indien og Kina var der danske, som kæmpede på allieret side mod japanerne. Omkring 100 af de danske frivillige faldt.

Ved siden af de danske statsborgere, der gjorde allieret krigstjeneste, var der også mange dansk-amerikanere og dansk-canadiere, der deltog i krigen. De var efterkommere af de mere end 350.000 danskere, der siden 1860'erne var udvandret fra Danmark til Nordamerika. De fleste havde amerikansk eller canadisk statsborgerskab, men båndene til Danmark var stærke, og ønsket om at bidrage til det gamle lands befrielse spillede ofte en rolle for beslutningen om at gå i krig. Det er blevet anslået, at omkring 30.000 dansk-amerikanere i 1944 gjorde tjeneste i USA's væbnede styrker.

 

Kilder til denne artikel: billeder, tekst, film og lyd

 
 
 
 
 
 

Revision: 03/05 2006. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund