• Indhold

Redningen af de danske jøder

Artikel skrevet af Hans Kirchhoff

 

Illustration til artiklen Redningen af de danske jøderUnder 2. verdenskrig myrdede Nazi-Tyskland mellem 5 og 6 millioner jøder. De blev skudt, eller de blev tævet og sultet ihjel i koncentrationslejrene, eller de blev gasset i særlige udryddelseslejre i det besatte Polen.

I oktober 1943 kom turen til de danske jøder. Men tyskerne fik kun fat på  485. Over 7000 lykkedes det at flygte til sikkerheden i det neutrale Sverige.

Nazisternes  fiasko i Danmark blev en enestående begivenhed i Hitlers Europa.

Hvordan kunne dette ske?

Forklaringerne er flere.  Men en afgørende årsag var danskernes hjælp, der blev et enestående eksempel på civil modstand i det besatte Europa.

 
 
 

Jødehad og antisemitisme

 

Jødehadet er ældgammelt. Fra Oldtiden er jøderne blev forfulgt, fordi de var anderledes og ville bevare deres religion og deres samfund i de fremmede lande, hvor de slog sig ned. De kristne anklagede jøderne for at have korsfæstet Jesus. De blev spærret inde i særlige bydele, der blev kaldt ghettoer. De måtte ikke eje jord, måtte altså ikke være bønder, og de blev også holdt ude fra de fleste andre erhverv. I stedet blev jøderne ofte handelsmænd. Under krige og epidemier eller i økonomiske krisetider blev de syndebukke. De blev landsforvist, eller de blev brændt på bålet, hvis de ikke omvendte sig til kristendommen.

I slutningen af 1800-tallet skiftede jødehadet karakter. Det blev nu biologisk begrundet og kaldt antisemitisme. Antisemitterne hævdede, at jøderne tilhørte en særligt lavtstående race, der ville forgifte og ødelægge den højerestående hvide race, når f. eks. jøder fik børn med ikke-jøder.

Disse teorier var den rene fantasi. Men de betød, at det ikke længere var nok, at jøderne omvendte sig. For de havde jo stadigvæk det urene blod i årerne! Derfor måtte de skilles helt ud af samfundet og det nationale liv.

 
 

Jødeforfølgelserne i Tyskland

 

Hitler og nazisterne i Tyskland var antisemitter. De så jøderne som den store fjende, der måtte ryddes væk, som man gør det med utøj og rotter. De opfattede jødedommen som een stor sammensværgelse mod Tyskland og satte lighedstegn mellem kommunister og jøder.

Da Hitler fik regeringsmagten i 1933, startede han straks forfølgelserne af den halve million tyske jøder. Han havde ikke nogen fast plan for at blive jøderne kvit. Men det gjaldt om at gøre tilværelsen så utålelig for dem, at de forlod Tyskland og emigrerede til udlandet. I årene op til krigsudbruddet i 1939 blev de trængt helt ud af det økonomiske og kulturelle liv. De blev andenklasses borgere uden stemmeret og offentlig hjælp. De mistede deres arbejde. Deres firmaer og formuer blev konfiskeret, og deres børn blev udvist fra skolerne.

Med mellemrum rasede nazipartiets stormtropper i gaderne og tævede jøder, smadrede deres butikker og ødelagde deres synagoger. Mange blev kastet i koncentrationslejr. Da krigen kom, var det lykkedes omkring 250.000 jøder at flygte ud af Tyskland. Resten levede i fattigdom, klemt sammen i særlige huse og bydele. De måtte ikke bevæge sig frit, ikke benytte sporvogne og tog, ikke besøge parker eller offentlige pladser, kun handle på bestemte tidspunkter, ikke bruge telefon og ikke holde husdyr! De var nu helt isolerede.

 
 

Hitlers ”endelige løsning af det jødiske spørgsmål”

 

Vi ved ikke bestemt, hvornår Hitler besluttede at myrde først de tyske og derefter alle andre jøder i Europa, det nazisterne kaldte "den endelige løsning på det jødiske spørgsmål". Men det skete engang i 1941, da Hitler havde indledt det store felttog imod Sovjetunionen og kunne skjule folkemordet bag krigens grusomheder. Først myrdede tyskerne omkring ½ million jøder i Rusland, og derefter gik man løs på jøderne i de andre erobrede og besatte lande. Det var SS, nazisternes elitesoldater, og det hemmelige politi, Gestapo, der organiserede folkemordet.

Fra 1942 rullede dagligt hundreder af godsvogne med jøder østpå til Polen. Her havde man bygget en række dødslejre, hvor jøderne blev gasset øjeblikkelig efter ankomsten og derefter brændt i krematorieovne. Den største lejr af dem alle var Auschwitz, hvor omkring 1 million jøder omkom.

 
 

De danske jøder under besættelsen

 

I Danmark levede omkring 7000 jøder, de fleste i København. De var helt integreret i det danske samfund og følte sig som danske. Mange opdagede først at de var jøder, da forfølgelsen satte ind.

Der fandtes ikke mange antisemitter i Danmark. Og myndighederne slog hårdt ned på racistiske udtalelser f. eks. i pressen.

Jøderne holdt naturligvis lav profil under besættelsen. De så, hvad der skete med jøderne i andre besatte lande og ønskede at undgå alt, hvad der kunne give tyskerne anledning til at gribe ind. Derfor sluttede de også helt op bag samarbejdspolitikken.

Den danske regering erklærede gentagnde gange over for besætttelsesmagten, at man ville gå af, hvis tyskerne indførte jødelove i Danmark. Det affandt tyskerne sig med. For de ønskede ikke at miste alle de fordele, som fredsbesættelsen og samarbejdspolitikken gav. Og ved siden af dem var de 7000 jøder kun et lille problem.

 
 

Den tyske aktion 1. oktober 1943

 

Dette ændredes den 29. august, da den danske regering ophørte. Nu behøvede man ikke længere at tage hensyn til samarbejdspolitikken. Og den 8. september 1943 opfordrede Werner Best, den tyske rigsbefuldmægtigede, Hitler til at deportere jøderne. Hitler gav grønt lys. Der kom ekstra politi til København, og aktionen blev fastsat til natten mellem den 1. og den 2. oktober.

Vi kender ikke nærmere til Bests motiver for at udløse aktionen. Han var  SS-general og antisemit og havde altså gode grunde til at ville skaffe sig af med jøderne.. Men han var også en smidig politiker, der ønskede at få tingene til at glide i Danmark. Og han vidste, at deportationen let kunne fremkalde uro og oprør.
Derfor ser vi også, at Best hurtigt slog bak! Næppe havde han afsendt sit telegram, før han begyndte at advare Hitler imod en aktion. Og da han ikke havde held til at stoppe den,  lod han tidspunktet sive til den danske side. Det betød, at de fleste jøder var flygtet fra deres lejligheder, da de tyske politisoldater dukkede op.

Det er svært at forklare Bests dobbeltspil.

Måske ville han på engang  skaffe sig gode karakterer hos Hitler og samtidig undgå, at aktionen -  nu da den var besluttet - skabte alt for megen ballade i Danmark.

I alle tilfælde blev Bests dobbeltspil en af de vigtigste årsager til, at redningen blev en dansk succes.

 
 

Redningen af jøderne til Sverige

 

Da rygterne om den kommende aktion var blevet til vished, hjalp mange med at bringe advarslen videre. De fleste jøder flygtede til Nordsjælland, hvor de fandt ly hos bekendte eller hos vildfremmede mennesker, der stillede sommerhuse eller lejligheder til rådighed, som gav mad eller penge, og som sørgede for kørsel. I København fungerede hospitalerne som opsamlingssteder. Her blev  jøderne gemt blandt patienterne og. siden  transporteret videre til udskibningshavnene. Herfra blev de sat over Øresund til Sverige, de fleste i fiskerbåde.

I løbet af 14 dage var de allerfleste kommet over. Store pengesummer blev betalt til fiskerne. Man har siden diskuteret, om det rigtige i at tage betaling for at redde menneskeliv. Men jøderne har sjældent deltaget i kritikken. De glædede sig først og fremmest over at være blevet reddet.

Den svenske regering erklærede, at de danske jøder var velkomne i Sverige, og befolkningen i Skåne modtog flygtninge med åbne arme. Den var ligeså forbitret over tyskernes forbrydelse som den danske.

Besættelsesmagten deltog kun halvhjertet i aktionen. Som omtalt gjorde Best meget for at sabotere den - da han først havde udløst den. Han forbød også sine politisoldater at brække jødernes lejligheder op, og de jøder der blev fanget, blev sendt til gennemgangslejren Theresienstadt i Böhmen - og ikke til dødslejrene i Polen. 284 jøder blev fanget natten mellem den 1. og 2. oktober, kun 200 i de følgende uger. Det siger meget om den tyske passivitet.

Redningen af jøderne er et af de mest markante eksempler på civil modstand under besættelsen. Mange modstandsgrupper var aktive, men de fleste flygtningehjælpere var ganske almindelige mennesker, der vendte tilbage til det normale hverdagsliv, da det hele var slut. Andre, der ikke havde mulighed for at hjælpe direkte, gav penge, eller de deltog i masseprotesterne til Best. Blandt de sidste finder vi kongen, kirken, politikerne, universiteterne, fagforeninger, skoler og elevforeninger og mange flere.

 
 

”Miraklet ved Øresund”

 

Redningen af de danske jøder er den eneste begivenhed i Danmarkshistorien, som er kendt i det store udland. Det gælder særligt i USA og Israel, hvor man beundrer danskernes indsats som lyset i folkedrabets mørke.

Mange jøder opfattede redningen som et mirakel, når de så, hvad der skete med deres familie og venner i andre lande.

Men redningens succes lader sig forstå, uden at vi behøver at gribe til overnaturlige forklaringer.

Lad os resumere grundene til at det gik så godt:

  • Jøderne var få. De fleste boede i København, og afstanden til havnene var kort.
  • Der var kun få antisemitter i Danmark.
  • Det neutrale og venligtsindede Sverige lå kun et par kilometer væk, og Øresund blev ikke en forhindring, men en bro til friheden.
  • Fredsbesættelsen og samarbejdspolitikken beskyttede jøderne i den længste periode.
  • Den tyske aktion var præget af passivitet.
  • Kun ganske få danskere hjalp tyskerne. Det store flertal var forbitret over forbrydelsen, og mange hjalp jøderne, hvor de kunne.

Alle disse forhold gør situationen i Danmark til noget helt specielt.

 

Kilder til denne artikel: billeder, tekst, film og lyd

 
 
 
 
 
 
 
 

Problemstillinger er knyttet til denne artikel, mens arbejdsformer er knyttet til temaet.For grundskolen • problemstillinger
 • arbejdsformer

For ungdomsuddannelser • problemstillinger
 • arbejdsformer

 
 

For grundskolen • litteraturliste

For ungdomsuddannelser • litteraturliste

 
 

Erindringer er indsamlet af elever eller indsendt direkte af mennesker, der har oplevet befrielsen eller besættelsen.

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 22/02 2005. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund