• Indhold

Illustration til artiklen SabotageSabotage kan være ødelæggelse af bygninger eller maskiner, som gavner ens modstander. Under besættelsen udførte modstandsbevægelsen sabotager for at skade tyskerne. På den måde forsøgte modstandsfolkene at hjælpe de allierede, som var i krig med Tyskland. Samtidig ville modstandsfolkene også bremse den danske regerings samarbejde  med den tyske besættelsesmagt.

 
 
 

Eksplosion på Riffelsyndikatet

 

Den 22. juni 1944 var Eigil Petterson på dødsensfarligt arbejde. Det samme var hans kammerater i sabotagegruppen BOPA. Kl. 18.00 udførte de besættelsestidens største sabotage.
Først blev vagterne på våbenfabrikken Riffelsyndikatet afvæbnet. Herefter kørte modstandsfolkene to store lastbiler frem. Fra bilerne blev næsten 400 kilo sprængstof båret ind på fabrikken. Eigil Petterson gik sammen med en vagt over for at advare fabriksarbejderne. Herefter tændte fire mand lunterne til sprængstoffet. Ved eksplosionen lød et stort brag ud over hele København. Riffelsyndikatet, der havde lavet våben til den tyske hær, blev næsten helt ødelagt.

 
 

Tusindvis af sabotager

 

Under besættelsen udførte modstandsbevægelsen omkring 2800 store og små sabotager mod især værksteder, fabrikker og forretninger. Hertil kommer lidt over 1500 sabotager mod jernbaner. Sabotagen blev modstandsbevægelsens mest synlige bidrag til kampen mod Tyskland.
Den gjorde det sværere for tyskerne at få fremstillet våben og andre midler i Danmark til kampen på fronterne. Sabotagen i et lille land som Danmark var dog ikke noget, som direkte påvirkede den tyske hærs indsats i krigen. Til gengæld ændrede den situationen i det danske samfund. Her skabte sabotagen store problemer for regeringen, som samarbejdede med tyskerne.

 
 

Drenge som sabotører

 

Sabotage var usædvanligt i Danmark i de første besættelsesår. De fleste danskere fulgte regeringens og kongens opfordring til at bevare ro og orden. Også selvom folk ikke brød sig om tyskerne eller besættelsen. Fra starten af 1942 begyndte enkelte grupper dog at lave nedbrændinger og anden ødelæggelse af udstyr, som gavnede tyskerne. De første, der på denne måde lavede sabotage, var grupper af unge drenge. De havde ikke den samme respekt for autoriteterne i samfundet som mange ældre danskere.

 
 

Churchill-klubben

 

Den mest kendte drengegruppe var Churchill-klubben. Den blev startet i Aalborg i starten af 1942. Klubben bestod af 20 drenge mellem 14 og 20 år. Drengene fjernede tyske vejskilte og malede graffiti mod besættelsen. I maj 1942 satte de ild på en række tyske jernbanevogne. I alt nåede Churchill-klubben at lave 25 små sabotager, inden de blev anholdt.
I fængslet lykkedes det to fra klubben at save tremmerne for deres vindue over. I flere nætter gik de derefter ud og lavede sabotager. Hver morgen sørgede de for at være tilbage i deres celler, som om intet var sket. Dette blev dog opdaget.
Selvom Churchill-klubbens aktioner var små, fik de stor opmærksomhed. Gruppen blev efterhånden også populær blandt mange i Danmark. 

 
 

Kommunisterne i aktion

 

I sommeren 1942 begyndte Danmarks Kommunistiske Parti at udføre sabotager. Derefter fik sabotageaktionerne meget større virkning end tidligere. Flere værksteder, fabrikker og forretninger, som arbejdede for tyskerne, blev ødelagt.
Efterhånden kom flere unge, der ikke var kommunister, med i de kommunistiske sabotagegrupper. Derfor blev den kommunistiske sabotageorganisation i København døbt BOPA i 1943 - for BOrgerlige PArtisaner.
Forsikringsselskaberne betalte under besættelsen erstatninger til mange virksomheder, som blev ødelagt. Omkring halvdelen af det pengebeløb, der blev udbetalt på grund af sabotager mod industri, skyldtes BOPAs aktioner.

 
 

Radiotale mod sabotagen

 

De ledende danske politikere forsøgte af alle kræfter at standse sabotagen. Den 2. september 1942 holdt den danske statsminister, socialdemokraten Vilhelm Buhl, en tale i radioen. Her kaldte han sabotagen farlig. Og han opfordrede folk til at angive sabotørerne.
Mange danskere var sikkert lige så bekymrede som statsministeren i 1942. Alligevel stoppede hans tale ikke sabotagen. Virksomheder, der arbejdede for tyskerne, fik derfor besked på at ansætte bevæbnede vagter.

 
 

Sabotagen spreder sig

 

Fra foråret 1943 begyndte agenter fra den britiske organisation SOE at give træning i sabotage og sprængstoffer til danske modstandsfolk. Det betød, at sabotagerne blev mere effektive.
Ud over BOPA eksisterede der en anden stor sabotageorganisation i København: Holger Danske. Den blev stiftet af konservative og nationale modstandsfolk i 1943. Organisationen sprængte bl.a. den store udstillingsbygning Forum i København i luften i august 1943. Det forhindrede, at Forum kunne bruges som sovesal for tyske soldater.
I sommeren 1943 gennemførte modstandsorganisationen Ringen en illegal meningsmåling. Den undersøgte danskernes holdning til sabotage. Målingen viste, at et flertal af de adspurgte støttede sabotagen. Det var sandsynligvis mange flere end tidligere under besættelsen.

 
 

En bombe under samarbejdet

 

For modstandsbevægelsen var sabotagen også en måde at skade regeringens samarbejde med tyskerne: Dels blev tyskerne vrede på regeringen, når den ikke kunne forhindre, at fabrikker og jernbaner blev ødelagt. Dels skabte sabotagen fra 1943 en stemning, der fik flere og flere danskere til at protestere mod samarbejdet. Især ved at strejke.
I august 1943 kom det til et stort oprør, som fik samarbejdsregeringen under Erik Scavenius til at ophøre med at fungere. På den måde var sabotagen med til at skabe en større og større konflikt mellem danskere og tyskere. En konflikt, som politikerne ikke kunne stoppe eller dysse ned.

 
 

Jernbaner sprænges

 

I juni 1944 gik amerikanske og britiske soldater i land i Frankrig. Derfor begyndte tyskerne at transportere mange af deres soldater gennem Jylland. De kom fra Norge, og skulle deltage i krigen syd for Danmark. Modstandsbevægelsen fik herefter besked fra briterne og amerikanerne: De jyske jernbaneskinner skulle saboteres, så de tyske tropper blev forsinkede.
Langt de fleste jernbanesabotager blev udført fra juni 1944 til befrielsen. Imidlertid var jernbanesabotagerne ofte ikke koordinerede i forhold til hinanden. DSB kunne tit føre togene ad andre jernbanelinjer, når et spor var blevet sprængt. I øvrigt blev jernbanerne hurtigt repareret. Derfor fik jernbanesabotagerne ikke nogen større militær betydning - målt i forsinkelser af tyske soldater.
Til gengæld gjorde jernbanesabotagerne modstandskampen mere synlig. Og det fik bl.a. betydning for andre landes syn på danskernes kampvilje.

 
 

Henrettelser som gengældelse

 

Tyskerne brugte brutale midler for at stoppe sabotagen. Bl.a. sprængte man biografer, forsamlingshuse og andre bygninger i luften. På den måde håbede man at skræmme danskerne fra at støtte sabotørerne. Derudover henrettede tyskerne anholdte modstandsfolk som gengældelse for sabotageaktioner. 8 medlemmer af Hvidsten-gruppen fra Randers-området blev skudt i sommeren 1944 efter sprængningen af Riffelsyndikatet.
De tyske gengældelser for sabotagen var vigtige grunde til, at folk i Danmark startede oprør og strejker i 1944.

 
 

Betydningen af sabotagen

 

På den måde var de politiske virkninger af sabotagen meget vigtige: Sabotagen formåede at ændre på den måde, det danske samfund og samarbejdspolitikken fungerede. Samtidig ødelagde man våben og maskiner, som Tyskland havde brug for. Endvidere fik sabotagen betydning for den måde, de allierede opfattede Danmark og danskerne.

 

Kilder til denne artikel: billeder, tekst, film og lyd

 
 
 
 
 
 

Revision: 07/01 2010. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund