• Indhold
 

Illustration til artiklen LikvideringerI besættelsens sidste to år dræbte modstandsbevægelsen omkring 400 danskere, der var stikkere, nazister eller på anden vis gik tyskernes ærinde.

 
 
 

Stikkerne – modstandsbevægelsens farligste fjende

 

Efter den danske regering var hørt op med at fungere den 29. august 1943 blev kampen mellem modstandsbevægelsen og tyskerne skærpet. Besættelsen gik ind i sin mest blodige tid.

Tyskerne begyndte at henrette modstandsfolk. Og fra efteråret 1943 opbyggede tyskerne deres eget politiapparat i Danmark. For at finde frem til modstandsfolkene brugte Gestapo stikkere.

Stikker. Det kaldte man under besættelsen de danskere, som gav oplysninger til tyskerne om modstandsbevægelsen. Stikkerne var modstandsbevægelsens farligste fjende. De var Gestapos øjne og ører. Uden dem havde tyskerne haft langt sværere ved at bekæmpe modstandsbevægelsen.

 
 

Hvem var stikkerne?

 

En del af stikkerne var danske nazister. De hjalp besættelsesmagten, fordi de holdt med tyskerne. Andre lod sig lokke til at give oplysninger på grund af de store dusører, tyskerne udlovede. Det kunne dreje sig om beløb, som svarede til flere års løn for en almindelig arbejder.

Stikkerne arbejdede på forskellige måder. Der var stikkere, som gik rundt på værtshuse for at høre, om der var modstandsfolk, som kom til at snakke over sig, når de fik sig en øl. Andre lod som om, de var med i modstandsbevægelsen og angav de modstandsfolk, de fik kontakt med. Men stikkerne kunne også være mennesker, som tilfældigt havde hørt noget om modstandsbevægelsen på deres arbejde eller hjemme i opgangen og derefter gik til tyskerne med oplysningerne.

 
 

Hvad skulle modstandsbevægelsen gøre ved stikkerne?

 

Stikkerne var et stort problem for modstandsbevægelsen i besættelsens sidste år. Hvad skulle man gøre ved dem? Sætte dem i fængsel kunne man ikke. Der var kun to muligheder. Enten skulle man lade dem være og affinde sig med, at flere og flere modstandsfolk ville blive arresteret, torteret og måske henrettet af tyskerne. Eller også måtte stikkerne skaffes af vejen, likvideres.

I efteråret 1943 diskuterede Frihedsrådet, om modstandsbevægelsen skulle gribe til likvideringer af stikkere og folk, der kunne frygtes at ville angive modstandsfolk til tyskerne. Alle rådets medlemmer var enige om, at det var nødvendigt. Modstandskampen kunne ikke fortsætte, hvis ikke der blev gjort noget ved stikkerne.

Frihedsrådet overvejede i første omgang at lave en hemmelig domstol, som skulle behandle en sag, inden likvideringen blev udført. Men tanken blev opgivet igen. Dels var der ikke tid til den slags undersøgelser, hvis der var fare for, at en stikker ville gå til Gestapo med farlig viden. Og dels skulle likvideringen ikke ses som en straf, men som et selvforsvar for modstandsbevægelsen.

 
 

Hvem udførte likvideringerne?

 

I København var det især de to store sabotageorganisationer Holger Danske og BOPA, der stod bag likvideringerne. I Jylland blev de fleste likvideringer foretaget af omrejsende likvideringsgrupper, som de lokale modstandsfolk kunne tilkalde, når de havde opdaget en stikker.

I begyndelsen skete likvideringerne som regel først efter nøjere undersøgelser og efter, at der var givet tilladelse fra højere sted i modstandsbevægelsen. Efterhånden som kampen med besættelsesmagten blev skærpet og likvideringernes antal tog til, skete det stadigt oftere, at grupper på egen hånd traf beslutning om at gennemføre en likvidering. I nogle tilfælde blot på grundlag af tvivlsomme rygter om en person.

Det var et tungt ansvar at sidde med, når man skulle træffe beslutning om en likvidering. Og ofte skete det under stærkt pres. Tragiske fejltagelser var uundgåelige. Så godt som alle de likviderede havde dog på den ene eller den anden måde taget parti for tyskerne.

 
 

Tyskerne besvarede likvideringerne med clearingdrab

 

Modstandsbevægelsen likviderede i almindelighed kun tyskernes danske hjælpere, ikke tyske soldater. Man opnåede ikke noget særligt ved at skyde tilfældige soldater, og prisen ville blive høj for befolkningen i form af blodige tyske gengældelsesaktioner.

Også likvideringerne af danske stikkere gav dog anledning til tysk gengældelse. Efter ordre fra Hitler begyndte tyskerne at udføre clearingdrab - mord på uskyldige, ofte kendte danskere. Kaj Munk, en berømt præst og forfatter, der havde skrevet og talt mod tyskerne, var den første, der blev dræbt på den måde. Han blev myrdet den 4. januar 1944, efter at modstandsbevægelsen havde skudt en nazistisk stikker i Slagelse. Mere end 100 danskere blev ofre for clearingdrab.

 
 

Omkring 400 likvideringer

 

Antallet af likvideringer foretaget af modstandsbevægelsen ligger omkring 400. En stor del af de dræbte var stikkere. Men langt fra alle. Likvideringerne ramte også danskere, der arbejdede for tyskerne på andre måder, for eksempel som vagtfolk eller chauffører, og danske nazister.

De fleste af likvideringerne fandt sted i det sidste halve år af besættelsen og især i april-maj 1945, hvor der i gennemsnit blev skudt 25 om ugen.

Der er flere grunde til, at så mange likvideringer fandt sted lige før befrielsen. Først og fremmest var modstandsbevægelsen blevet stor og velbevæbnet. Der var mange modstandsfolk og dermed også mange, som var i fare for at blive stukket og i stand til om nødvendigt at udføre likvideringer. Samtidig var besættelsens sidste tid særdeles brutal med mange tyske henrettelser og terroraktioner. Modstandsbevægelsen svarede igen ved at optrappe likvideringerne af de danskere, der hjalp tyskerne.

Den tilspidsede kamp gjorde, at mange blev hurtige på aftrækkeren. For modstandsfolk, der havde set kammerater dø, kunne ønsket om at hævne de dræbte ved at få ram på nazister eller stikkere også spille ind i besættelsens sidste tid.

 
 

Likvideringerne i efterkrigstiden

 

Efter befrielsen, i august 1945, blev stikkerlikvideringerne genstand for en ophidset debat. Det skete, da den socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch i en radioudsendelse kaldte stikkerlikvideringerne for mord og kritiserede Frihedsrådet for at have givet tilladelse til likvideringerne. Frisch blev angrebet fra alle sider, og repræsentanter for modstandsbevægelsen fastholdt, at likvideringerne var rene krigshandlinger og et nødvendigt selvforsvar. Uden dem havde der ikke været nogen modstandskamp. Synspunktet blev delt af langt de fleste danskere.

Likvideringerne blev aldrig undersøgt til bunds efter krigen, først og fremmest fordi myndighederne på linje med modstandsbevægelsen betragtede dem som krigshandlinger og ikke som mord, der skulle gøres til genstand for politimæssige undersøgelser, men også fordi man ønskede at beskytte de modstandsfolk, der havde udført likvideringerne, og hele modstandsbevægelsen mod kritik.

I det meste af efterkrigstiden har der været stille om likvideringerne. Først inden for de seneste år er modstandsfolk og pårørende til de dræbte begyndt at stå frem. Likvideringerne hører dog stadig til de mest traumatiske sider af besættelsestidens historie. For de modstandsfolk, der udførte likvideringerne, blev de ofte en livslang psykisk belastning, og også i de dræbtes familier har likvideringerne sat sig dybe spor.

 

Kilder til denne artikel: billeder, tekst, film og lyd

 
 
 
 
 
 
 
 

Problemstillinger er knyttet til denne artikel, mens arbejdsformer er knyttet til temaet.For grundskolen • problemstillinger
 • arbejdsformer

For ungdomsuddannelser • problemstillinger
 • arbejdsformer

 
 

For grundskolen • litteraturliste

For ungdomsuddannelser • litteraturliste

 
 

Erindringer er indsamlet af elever eller indsendt direkte af mennesker, der har oplevet befrielsen eller besættelsen.

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 22/02 2005. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund