• Indhold

Barnet

Historisk fortælling skrevet af Vagn Rasmussen

 

Anton kiggede ud af vinduet efter Ida. Han var blevet sendt til Randers sammen med en kammerat. Deres gruppeleder havde beordret de to væk fra Aalborg. De var eftersøgt af Gestapo i forbindelse med en aktion mod Eternitfabrikken. Der var åbenbart nogen, der havde genkendt dem.

 

 
 
 
 
 

Han havde lejet sig ind på et lille værelse i Nørrestræde, mens han ventede på opgaver. Modstandsbevægelsen i Randers havde også givet ham arbejde, dog ikke med sabotage, men derimod skulle han uddele illegale blade!

Til at begynde med følte han, at det var under hans værdighed at gå rundt med blade; men så opdagede han den store interesse fra folk, der ligefrem hungrede efter at få nyheder fra andet end den censurerede avis, som de kunne købe i kiosken nede på hjørnet.

Gennem de illegale blade fik de nyheder fra Danmark og fra hele verden, om hvordan krigen gik på de forskellige fronter. Det var let at komme af med bladene, og Ida hjalp ham, så uddelingen kunne gå hurtigt. Tyskerne var nu klar over bladenes betydning, og de jagtede alle, som havde med bladene at gøre - Gestapo tog hårdt fat!

Anton eller Herluf, som han nu kaldte sig, kiggede igen efter Ida og så hende skrå over gaden på vej mod døren. Han skyndte sig at samle bunken af blade sammen i en pose han kunne have over skulderen. Det var vigtigt, at de kom af sted nu, for tyskerne havde indført spærretid. Derfor skulle alt ordnes, og de skulle være tilbage inden mørkets frembrud.

De to gik ned i det indre af byen. Folk var interesserede, og de kom hurtigt af med en god del blade. En dag havde de simpelthen kastet et bundt blade ud af et vindue i en opgang på et tidspunkt, da der var mange mennesker i gaden.

Denne dag var det småt med folk i midtbyen, og de to unge gik derfor ind i portene for at lægge blade i opgangene.

Da de var på vej ud af en port, hørte de et råb, der fik dem til at springe tilbage i porten og forsigtigt kigge ud. - I begge ender af den smalle gade havde mænd i mørke frakker taget opstilling og derved spærret for al trafik - endnu én af Gestapos husundersøgelser!

Herluf og Ida prøvede, om det var muligt at komme gennem porten og videre ud i haven bagved; men den var lukket med et højt plankeværk. Hvad nu?

Pludselig greb Ida posen med resten af de illegale blade: "Herluf hjælp mig med at anbringe den under kjolen" sagde hun, mens hun krængede frakken af.

Herluf forstod nu, hvad hun ville. Posen blev placeret, så kjolen og frakken skjulte den. Til gengæld fik Ida et udseende, så alle ville tro at hun var gravid.

Hun greb Herluf i armen og beordrede ham til at se vred ud, og så trak hun ham mod porten. Gestapofolkene var nået næsten hen til porten, så der var ingen mulighed for at slippe væk.

Pludselig så gestapofolkene et ungt par komme ud af en port. Det var tydeligt, at parret var optaget af deres egen situation. De havde tilsyneladende ikke bemærket Gestapo, før de var lige ved at brase ind i dem. Tyskerne bemærkede straks den unge piges store mave. Hun græd og rykkede i den unge mands arm, mens hun højt klynkende sagde til ham: "Herluf du må gøre noget, vi kan ikke være på det lille hummer, når vi får barnet - du må finde et arbejde!

Det unge par måtte afbryde samtalen og standse op, da der foran dem stod en tysker, en Sturmbannführer efter hans uniform at dømme.

Tyskeren stirrede undersøgende på dem og spurgte så på gebrokkent dansk, hvad de foretog sig her inden spærretiden begyndte?

Ida så direkte på tyskeren, mens hun langsomt tog tilløb til at fortælle ham, at de havde travlt med at finde et passende sted at bo, når de fik barnet. Hendes kæreste kunne ikke forstå, at de ikke kunne bo på et usselt værelse oppe på loftet. Hun pegede på huset med porten, som de lige var kommet ud af! Herefter begyndte hun både at hulke og skælde ud, og Herluf prøvede forgæves at tale hende til fornuft. Han ruskede i hende for at få hende til at holde op.

Gestapomanden, som havde et ungt indbyrdes uenigt par foran sig, følte situationen lettere pinlig i forhold til sine underordnede, og han afbrød derfor brysk samtalen: "I må klare jeres egne problemer, så vil vi klare vores: passér gaden"! Rækken af gestapofolk åbnede sig, så Herluf og Ida kunne gå videre …..

Vel hjemme i Nørrestræde kunne de glæde sig over at være sluppet for at blive arresteret og kropsvisiteret. Senere på aftenen da Herluf sad på værelset med en kop erstatningskaffe, måtte han erkende, at han beundrede Ida for hendes snarrådighed - sådan kunne illegale blade også bruges!

 
 
 
 
 
 
 
 

Erindringer er indsamlet af elever eller indsendt direkte af mennesker, der har oplevet befrielsen eller besættelsen.

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 23/02 2005. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund