• Indhold

Illustration til artiklen ModstandenFra en beskeden start i 1941/42 med få og isolerede modstandsgrupper voksede der i løbet af besættelsen en bred og velorganiseret modstandsbevægelse frem, som i den sidste del af besættelsen havde støtte fra en meget stor del af befolkningen.

 
 
 

Modstand i besættelsens første tid

 

De første modstandsaktioner fandt sted kort tid efter, at Tyskland den 9. april 1940 havde besat Danmark. Tyske telefonkabler blev klippet over, og der blev lavet løbesedler vendt mod besættelsesmagten. Der var dog kun tale om enkelte aktioner, og egentlige modstandsgrupper fandtes endnu ikke.

Fra starten var folkestemningen klart antitysk. På nær de få danske nazister, der var frosset helt ud af det danske fællesskab, håbede alle danskere på en allieret sejr, så tyskerne kunne blive smidt ud, og Danmark igen kunne blive et selvstændigt land.

Men der var ikke mange, som troede på, at det var muligt at gøre modstand. Danskerne havde ingen våben og ikke nogen erfaring med at føre krig. Tyskland kontrollerede med sin mægtige hær det meste af Europa og så allerede ud til at have vundet krigen. De fleste regnede med, at Danmark de næste mange år ville være under tysk kontrol, på samme måde som Sønderjylland havde været det fra 1864 til 1920.

Hvad kunne danskerne gøre i den situation?

Man kunne for eksempel give tyskerne "den kolde skulder" eller gå med mærker og tøj i de allierede farver. For at vise at man stod sammen om at bevare Danmarks selvstændighed og den danske kultur, bar man kongemærker og små emblemer i de danske farver, og man mødtes til alsangsstævner og sang fædrelandssange. Den 1. september 1940 var 740.000 danskere - en femtedel af befolkningen - samlet til alsang landet over.

 
 

Den organiserede modstand begynder

 

Der var dog nogen, som mente, at det ikke var nok at gå med knaphulsmærker og synge danske sange. Der skulle mere hårdtslående former for modstand til.

I anden halvdel af 1941 voksede de første rigtige modstandsgrupper frem. De blev dannet af folk fra de politiske yderfløje, som ikke brød sig om den danske samlingsregering, og som derfor var ligeglade med regeringens opfordringer til at forholde sig roligt over for besættelsesmagten. På den ene side kom de første modstandsfolk fra nationalt-borgerlige kredse, på den anden side fra Danmarks kommunistiske Parti.

Det var en stor beslutning at gå ind i modstandsarbejdet, og havde man kone og børn var det ekstra svært at sige ja, for alle var klar over, at det i sidste ende kunne koste livet at sætte sig op mod tyskerne. En stor del af de aktive modstandsfolk var derfor unge mennesker.

Modstandsfolkene vidste godt, at de ikke kunne smide tyskerne ud ved egen hjælp, og at krigen ville blive afgjort af de rigtige soldaters kamp på øst- og vestfronten. Men vi kunne ikke bare passivt se til, mens russerne, briterne og amerikanerne døde for vores frihed. Vi måtte også selv være med i kampen, mente de.

 
 

Illegale blade

 

Noget af det første, modstandsgrupperne gik i gang med, var at lave illegale blade. De illegale blade skrev kritiske artikler om besættelsesmagten og rettede hårde angreb mod de danske myndigheder, fordi de samarbejdede med tyskerne. Bladene blev hurtigt populære, for de kunne bringe nyheder, som de almindelige aviser ikke måtte bringe.

I begyndelsen var der få illegale blade, og de udkom i små oplag, fordi de skulle kopieres på skrivemaskiner eller med primitive duplikatorer. Senere fik modstandsfolkene rigtige trykkemaskiner, og den danske illegale presse udviklede sig til en af de største og bedst organiserede i det besatte Europa. I krigens sidste tid kom de store illegale blade som Frit Danmark og Land og Folk i oplag på mere end 100.000 eksemplarer.

 
 

Sabotage

 

Sabotage blev den vigtigste form for voldelig modstand i det besatte Danmark. Sabotagen rettede sig mod mange forskellige mål, blandt andet danske fabrikker, der producerede varer til tyskerne, forretninger, der handlede med tyskerne, tyske bygninger og tysk militært udstyr, de danske nazisters kontorer, tyske skibe på værfter og i havne og jernbanelinjer, som transporterede tyske soldater og tysk udstyr.

Den første sabotage lavet af organiserede grupper kom i foråret 1942. I begyndelsen var der kun få aktioner, og de var ikke altid så effektive, for sabotørerne manglede sprængstoffer.

Her fik de hjælp fra Storbritannien. Den hemmelige organisation Special Operations Executive (SOE) nedkastede faldskærmsagenter over Danmark, som medbragte sprængstof til sabotørerne. Faldskærmsagenterne havde også udstyr med, så man kunne oprette en radioforbindelse mellem modstandsbevægelsen i Danmark og SOE.

I foråret og sommeren 1943 steg antallet af sabotageaktioner kraftigt, og i resten af besættelsen var der meget sabotage i Danmark.

 
 

Folkestrejkerne i 1943 og 1944

 

I august 1943 gik der en bølge af uroligheder hen over landet. I 17 byer, især i Jylland og på Fyn, kom det til proteststrejker mod besættelsesmagten. Strejkerne fik tyskerne til at kræve dødsstraf for sabotage. Det var mere, end den danske regering kunne gå med til. Kravet blev afvist, og regeringen ophørte med at fungere.

Dermed var den danske regerings samarbejdspolitik bragt til fald. For modstandsbevægelsen var det en meget vigtig sejr.

Med folkestrejkerne var modstanden mod tyskerne samtidig blevet en masseaktivitet. Op imod 390.000 danskere var på et eller andet tidspunkt involveret i strejkebølgen i august 1943.

København var ikke med i sommeren 1943, men kom det i juni-juli 1944 med den ugelange folkestrejke, som omfattede omkring en halv million af byens indbyggere. Samme efterår fulgte en bølge af korte proteststrejker over det meste af landet.

Mindst en million danskere - en fjerdedel af landets befolkning - deltog i løbet af besættelsen i en eller anden form for strejke mod besættelsesmagten.

 
 

Frihedsrådet stiftes

 

Den 16. september 1943, få uger efter de store folkestrejker i august måned, blev Frihedsrådet dannet. De vigtigste modstandsorganisationer var med i Frihedsrådet, og gennem faldskærmsagenterne fra SOE havde rådet kontakt til de allierede. Frihedsrådet fungerede som modstandsbevægelsens ledelse i den sidste del af besættelsen.

Fra den beskedne start i 1941/42 med få og isolerede modstandsgrupper var der nu opstået en bred og velorganiseret modstandsbevægelse, som havde støtte fra en meget stor del af befolkningen.

Modstanden mod tyskerne og de danske nazister, der hjalp besættelsesmagten, foregik med en bred vifte af militære og civile kampformer. Den omfattede ikke bare illegale blade, sabotager og strejker. Der var også likvideringer af stikkere, flugtruter, som førte jøder, modstandsfolk og andre, der blev forfulgt af tyskerne, i sikkerhed i Sverige, efterretningsarbejde, som viderebragte oplysninger om tyskerne til Storbritannien og fra årsskiftet 1943/44 opbygningen af en undergrundshær, som skulle stå parat til at hjælpe de allierede, hvis tyskerne ikke ville overgive sig, når de allierede kom til Danmark. Store mængder våben blev fra august 1944 nedkastet af briterne og amerikanerne for at forsyne undergrundshæren, der ved befrielsen talte omkring 50.000 mand.

 
 

Modstandskampens pris

 

Modstandsbevægelsen nåede sine mål. Den danske regerings samarbejde med besættelsesmagten blev standset, og Danmark blev et land, der kæmpede på de allieredes side i kampen mod det nazistiske Tyskland. Men det havde sin pris. Omkring 850 modstandsfolk mistede livet, lidt over 100 af dem blev henrettet af tyskerne. Tusinder blev arresteret, en del af dem blev udsat for tortur og mange modstandsfolk, næsten 3.000, endte med at blive sendt til de forfærdelige koncentrationslejre i Tyskland.

 

Kilder til denne artikel: billeder, tekst, film og lyd

 
 
 
 
 
 

Revision: 24/02 2005. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund