• Indhold

Samarbejdet med tyskerne

Artikel skrevet af Anders Dalsager

 

Illustration til artiklen Samarbejdet med tyskerneDen 9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland. Alligevel fortsatte den danske regering med at lede landet. Fra april 1940 til august 1943 samarbejdede regeringen med Tyskland. Det kom til at præge alle fem besættelsesår. Fra dansk side forsøgte man at tilpasse sin økonomi og sin udenrigspolitik til det, tyskerne ønskede. Til gengæld håbede man at undgå, at Danmark blev plyndret - eller blev underlagt et nazistisk diktatur.

 
 
 

1940-41: Det nye tyske Europa

 

I de første år af 2. verdenskrig sejrede den tyske hær overalt. I sommeren 1940 kom det så vidt, at Storbritannien stod tilbage som den sidste af Tysklands modstandere. Resten havde overgivet sig. Dermed havde Hitler underlagt sig det meste af Europa.

De lande, som det nazistiske Tyskland besatte, blev styret på meget forskellige måder. Forskellene bundede især i, hvilken tysk institution, der havde kontrollen med de enkelte områder. I mange lande var det den nazistiske organisation SS eller den tyske hær, som havde magten. I modsætning til dette kontrollerede det tyske udenrigsministerium besættelsen af Danmark. Udenrigsministeriet var normalt mere moderat end det tyske nazist-parti og SS.

 
 

Tilpasning til tyskerne

 

Med besættelsen d. 9. april lovede tyskerne, at de ville behandle Danmark som et selvstændigt og neutralt land. Det havde ikke ret meget med virkeligheden at gøre. Men det betød, at den danske regering fortsatte med at lede landet. Tyskernes betingelse for ordningen var, at den danske regering tilpassede sig deres ønsker.

Tyskerne ønskede ikke at gøre Danmark nazistisk fra starten. Det ville man vente med, til man havde vundet krigen. Besættelsesmagten ville have ro og orden i Danmark, så man kunne bruge sine kræfter andre steder.

På grund af den danske regerings samarbejde undgik tyskerne at bruge kræfter på at styre det danske samfund i alle detaljer: De danske embedsmænd og politikere fortsatte jo deres arbejde. Samtidig ønskede tyskerne at opnå økonomiske fordele i Danmark. Gennem samarbejdet kunne det bl.a. sikres, at Danmark fortsat leverede især fødevarer til Tyskland.

 
 

Samarbejdet i et nyt tysk Europa

 

I marts 1941 holdt den danske statsminister Thorvald Stauning en tale i København. Stauning forklarede, at Tyskland sandsynligvis ville dominere Europa i fremtiden. Ved at tilpasse dansk økonomi til en tysk nyordning af Europa håbede Stauning, at man kunne bevare Danmarks selvstændighed på andre områder.

 
 

Ødelæggelserne, som skulle undgås

 

Den danske regering ønskede at begrænse de skader, som krigen og besættelsen kunne tilføje det danske samfund.

  • Den danske regering var først og fremmest interesseret i at undgå, at der blev indført militærdiktatur eller nazistisk styre i Danmark. 
  • Derudover ønskede regeringen at undgå, at tyskerne overtog Sønderjylland og gjorde området til en del af Tyskland. Sønderjylland havde nemlig været tysk fra 1864 til 1920.  
  • Det var også vigtigt for regeringen, at det fortsat var de danske retsmyndigheder; dvs. politi, domstole og fængselsvæsenet, som havde jurisdiktion i Danmark. Det vil sige, at disse myndigheder anholdt og dømte danskere og indsatte dem i danske fængsler. Hermed undgik man, at tyskerne f.eks. dømte danske jøder og modstandsfolk til døden eller sendte dem i kz-lejre. 
  • Man ville også gerne undgå, at tyskerne plyndrede Danmark og udsultede befolkningen. 
  • Derudover var særligt Socialdemokratiet bange for, at det nazistiske Tyskland ville undertrykke fagforeningerne i Danmark.
 
 

Samling blandt politikerne

 

Lige efter den 9. april blev den danske regering udvidet, så den kom til at bestå af repræsentanter for de 4 store partier i det danske folketing: Socialdemokratietdet Radikale Venstredet Konservative Folkeparti og Venstre.

På denne måde markerede de politiske ledere i Danmark, at man var fælles om samarbejdspolitikken. Både over for danskerne og den tyske besættelsesmagt. Alligevel var der talrige uenigheder mellem politikerne.

 
 

Uenighed om samarbejdet

 

Især en slags konflikt var typisk: Det handlede om, hvorvidt man skulle føre et aktivt eller passivt samarbejde med Tyskland. 

  • Et passivt samarbejde bestod i at vente på, at tyskerne fremsatte krav i Danmark. Så kunne man herefter forsøge at begrænse kravene gennem forhandlinger. 
  • Et aktivt samarbejde bestod i straks at opfylde tyske krav, til tider endda før de blev fremsat. Dermed kunne man forsøge at skabe en god vilje over for Danmark hos den tyske regering. Dette kunne f.eks. mindske risikoen for, at tyskerne ville afsætte den danske regering og bringe nazister til magten i stedet.

Især Erik Scavenius, som blev udenrigs- og senere statsminister under besættelsen, kom til at symbolisere strategien med et aktivt samarbejde.

 
 

Beundring af tyske sejre?

 

"Ved de store tyske Sejre, der har slaaet verden med forbavselse og beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, ..." Sådan lød det i en erklæring fra Erik Scavenius, da han blev udenrigsminister d. 8. juli 1940. På det tidspunkt så krigen ud til at ende med total tysk sejr. Og erklæringen viste dansk vilje til et aktivt samarbejde med tyskerne.

Erklæringen viste dog også, hvordan Scavenius ville have det aktive samarbejde til at foregå: Han ønskede, at Danmark gav tyskerne indrømmelser og respekt på alle de områder, hvor de havde så lidt betydning som muligt. F.eks. i forbindelse med erklæringer om den tyske krigsførelse andre steder i Europa. På den måde kunne regeringen opsamle tysk velvilje til de vigtige tilfælde, hvor man måtte afvise tyske krav.

Scavenius´ strategi var upopulær blandt mange danskere. For den resulterede i, at den danske regering gav moralsk støtte til tyskernes fremmarch i Europa.

 
 

Arbejdsløshed og utilfredshed

 

Det danske samfund kom i krise på grund af besættelsen. Mange virksomheder lukkede, fordi de ikke længere kunne købe det i udlandet, de skulle bruge for at fremstille deres produkter. Arbejdsløsheden nåede derfor helt op på 36% i vinteren 1940-41. Samtidig faldt reallønnen for arbejdere i håndværk og industri med en femtedel i 1940.

På mange måder var det de mennesker i Danmark, som i forvejen havde mindst, der kom til at betale den højeste pris for besættelsen. De dårlige sociale forhold medførte konflikter mellem de forskellige grupper i samfundet. Det var skadeligt for støtten til samarbejdspolitikken. 

 
 

Økonomisk samarbejde

 

Den danske regering håbede, at man gennem handel med Tyskland kunne begrænse de økonomiske problemer og den sociale utilfredshed i samfundet. For kun ved handel med Tyskland kunne der skaffes kul, olie og andre nødvendige råvarer til Danmark.

Samtidig forsøgte regeringen at give tyskerne økonomiske fordele af samarbejdspolitikken. Dermed ville man undgå, at tyskerne stillede krav på andre områder. Bl.a. derfor blev dansk økonomi knyttet stærkt sammen med Tysklands under besættelsen.

 
 

Mad, cement og 100.000 arbejdere til Tyskland

 

I 1941 gik ¾ af alle de landbrugsvarer, Danmark solgte til udlandet, til Tyskland. Det var især madvarer. Og i 1943 solgte danske industrivirksomheder for 189 millioner kr. varer til tyskerne - bl.a. våben, cement og skibe. Samtidig tog ca. 100.000 danske arbejdere til Tyskland under besættelsen. For der manglede arbejdskraft til de tyske landbrug, kulminer og fabrikker.

 
 

Bekæmpelse af kritiske danskere

 

Samarbejdet med Tyskland betød, at danske politikere og politifolk bekæmpede modstandsfolk og andre, som var kritiske over for tyskerne.

Et af midlerne til at bekæmpe kritik og utilfredshed var indførelsen af censur i Danmark. Censur er bestemmelser om, hvad folk må udtale og ikke udtale. De er typiske for regeringer og stater, som er under pres.

Under besættelsen brugte den danske regering censuren til at forhindre udtalelser, der var fjendtlige over for Tyskland. Sådanne udtalelser kunne jo skade samarbejdet med tyskerne og dermed de fredelige forhold i Danmark.

 
 

Den danske censur

 

Censuren betød, at aviser og radio måtte undgå al omtale, som var negativ over for Tyskland. At embedsmænd fra justitsministeriet bestemte, hvilke replikker skuespillerne måtte fremsige på teatrene. På denne måde strammede regeringen kontrollen med den information, der kom ud til danskerne.

Til gengæld begyndte folk så at lytte mere og mere til den britiske radiostation BBC - og at læse illegale blade.

 
 

Danske kommunister spærres inde

 

En anden følge af samarbejdspolitikken blev, at dansk politi kom til at stå for interneringen af de danske kommunister.

D. 22. juni 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen. Straks herefter krævede tyskerne, at Danmarks Kommunistiske Partis (DKP) ledere skulle spærres inde. Årsagen var, at DKP havde et nært forhold til Sovjetunionen. Den danske regering accepterede det tyske krav, og i den følgende måned blev omkring 300 danske kommunister pågrebet af danske politifolk, selvom de ikke var skyldige i ulovligheder.

De fleste af de kommunister, som ikke blev anholdt, reagerede på forfølgelserne ved at gå ind i aktiv modstand. På bl.a. denne måde blev samarbejdspolitikken en direkte årsag til, at der opstod en organiseret modstand.

 
 

En ulovlig lov?

 

I august 1941 vedtog det danske folketing en lov, som forbød al kommunistisk virksomhed i Danmark. Loven stred imod Grundloven. Men den danske regering ønskede ikke at bryde samarbejdet med tyskerne på grund af kommunisterne, der tilmed var upopulære blandt de fleste danskere.

 
 

Antikominternpagten

 

I november 1941 kom den danske regering i store vanskeligheder. Grunden var, at Tyskland ville have Danmark med i den såkaldte "Antikomintern-pagt". Det var en antikommunistisk pagt, som Tyskland og en række andre diktaturer havde skrevet under på.

Et mindretal i den danske regering, anført af Erik Scavenius, gik ind for, at man var nødt til at skrive under. Scavenius mente ikke, at pagten ville få nogen særlige betydning for folk i Danmark. Han mente snarere, at den var symbolsk.

Flertallet af ministrene i den danske regering var imidlertid bange for, at pagten ville trække Danmark med ind i krigen på Tysklands side. Alligevel endte regeringen med at skrive under. Men først efter, at man bl.a. havde fået tilføjet, at Danmark ikke skulle være med til at føre krig. Dermed fik pagten ikke nogen større praktiske virkninger for danskerne.

 
 

Telegramkrisen

 

I november 1942 kom den danske regering igen i vanskeligheder. Under den såkaldte telegram-krise krævede tyskerne pludselig, at nogle af regeringens medlemmer blev skiftet ud. Tyskernes krav var dels, at danske nazister blev udnævnt til ministre. Og dels, at udenrigsministeren Erik Scavenius blev statsminister i stedet for socialdemokraten Vilhelm Buhl. Efter intense forhandlinger lykkedes det for de danske politikere at få et kompromis med tyskerne. Det betød, at Erik Scavenius blev statsminister. Men også, at man undgik nazister som ministre.

 
 

Bruddet med samarbejdspolitikken

 

Politikerne havde håbet at kunne fortsætte samarbejdspolitikken lige til krigen sluttede. Men i august 1943 udbrød der i mange byer store demonstrationer og strejker. De gik mod tyskerne og regeringen, og var ledet af grupper fra modstandsbevægelsen. På grund af urolighederne greb den tyske hær ind. Det tyske indgreb kom til at betyde, at Scavenius-regeringen ophørte med at fungere. Dermed var 3 ½ års samarbejdspolitik slut. Danmark havde ikke længere nogen regering. Modstandsbevægelsen - og efterhånden også befolkningen - samlede sig nu om Danmarks Frihedsråd.

 
 

Følgerne af samarbejdet

 

Efter de tyske sejre i 1940 begyndte den danske regering at samarbejde aktivt med Tyskland. I denne periode gennemførte den danske regering kommunistinterneringerne og underskrev Antikomintern-pagten.
Samarbejdspolitikken medførte, at den tyske besættelsesmagt ikke greb direkte ind i det danske samfund i de første år af besættelsen. Den medførte også, at den 2. verdenskrig ikke ramte danskerne så hårdt som andre i Europa. Dermed kunne de fleste danskere fortsætte et nogenlunde normalt hverdagsliv under besættelsen.

Til gengæld kom samarbejdet til at betyde, at den danske regering støttede den tyske krigsmaskine politisk og økonomisk. Og at danske politikere og politi måtte påtage sig opgaven med at bekæmpe dem, som ønskede at gøre modstand mod besættelsesmagten.

 

Kilder til denne artikel: billeder, tekst, film og lyd

 
 
 
 
 
 

Revision: 11/01 2010. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund