• Indhold

Oprøret

Historisk fortælling skrevet af Vagn Rasmussen

 

Knud Larsen var på vej hjem. Arbejdet på værftet blev nedlagt da man hørte, at tyskerne havde beordret Vangsted begravet om morgenen i stedet for om eftermiddagen. Vangsted var én af de sabotører, som var kommet i ildkamp med tyskerne efter at have taget imod våben fra luften. Vangsted var blevet dræbt og én af hans kammerater var blevet taget af tyskerne.

 
 
 
 
 

Knud ville hen til Ansgarkirken for at se gravstedet. Han var ligesom mange af kammeraterne ophidset over, at tyskerne havde narret folk, så de ikke kunne deltage i begravelsen! De var bange -  tyskerne!
Knud vidste ikke helt nøjagtig hvad der var sket, men han følte, at det var godt, at nogen endelig havde bekæmpet tyskerne. Han tænkte på Vangsteds familie, som havde mistet en søn der ikke var meget ældre end ham selv.
Han skyndte sig op ad trappen til forældrenes lejlighed. Det var blevet lidt lettere for ham at bo hjemme siden hans storesøster var blevet gift. Nu skulle han ikke længere sove i stuen på en klapseng; han havde fået hendes lille værelse. Men det ville være rart engang at få sit helt eget!
Så ville han også blive fri for alle diskussionerne med Erik, faderen. De blev let uvenner. F.eks. syntes Knud at det var godt, at en gruppe drenge havde generet tyskerne med at ødelægge bildæk og brænde togvogne af! Faderen kunne slet ikke forstå Knuds sympati for drengestreger og hærværk!
De var også tit uenige om mere almindelige ting såsom musik. Knud kunne godt lide jazzmusik - men faderen syntes ikke at jazz havde noget som helst med musik at gøre!
For nylig var de blevet uvenner over Stiftstidendes oplysning om en mand, der havde fået fem måneders fængsel for udbredelse af det illegale blad "Frit Danmark". Faderen mente at dommen var retfærdig set i lyset af at selve landets statsminister havde advaret mod urostiftere - skulle man da ikke rette sig efter landets øvrighed? Knud derimod følte stor sympati med dem som gik imod tyskerne, der jo havde besat landet. Man skulle ikke blot følge politikerne i København, når de samarbejdede med tyskerne. Knud og faderen var blevet så ophidsede, at Knuds mor havde grædt og bedt dem holde op!

Da Knud trådte ind i lejligheden kunne han se, at faderen endnu ikke var kommet hjem. Han skyndte sig at skifte tøj og komme af sted, mens moderen så bekymret efter ham.
Ved kirken var der rigtig mange mennesker, og Knud havde besvær med at finde de to arbejdskammerater Jens og Peter. Der var en ophidset stemning blandt folk, fordi de følte sig snydt over ikke at kunne deltage i Vangsteds begravelse.
Pludselig dukkede to tyske soldater og deres danske kærester op fra en af sidegaderne og bevægede sig ned forbi kirken. Folks vrede rettede sig nu mod de to par og Jens begyndte at råbe "feltmadrasser" efter pigerne. Soldaterne lod sig påvirke af den aggressive stemning, og for at beskytte pigerne løb den ene soldat hen og greb fat i Jens, der med det samme begyndte at bokse tilbage på tyskeren.
Folk der stod omkring tog med det samme parti for Jens, og de to soldater blev jaget ned gennem gaden. De to piger fulgte med så godt det lod sig gøre, men de slap ikke for at blive udsat for hånende tilråb og spytklatter, og de modtog også flere slag.
Politiet, som hele tiden havde været i området, greb nu ind, fordi de frygtede at situationen skulle komme helt ud af kontrol. Men - det var for sent! Tyskerne sendte forstærkning, og værnemagts-    soldaterne rykkede frem i gaderne med kampvogne,maskingeværer, rifler og pistoler. Politiet opfordrede folk til at gå hjem, hvorefter de trak sig tilbage. De tyske tropper forsøgte nu at rydde gaderne for folk, og de brugte geværkolberne, hvis det ikke gik hurtigt nok.
Oprørte over de tyske soldaters magtanvendelse og brutalitet begyndte folk at kaste sten efter tyskerne og slå løs på dem med de bare næver. Knud, Jens og Peter kastede sig ud i nævekampe med de tyske soldater, og de modtog hårde slag fra soldaternes geværkolber. Så begyndte soldaterne at skyde direkte på folk, hvorefter menneskemængden trak sig tilbage og søgte væk fra det brutale slagsmål. Jens var blevet ramt af en geværkolbe i hovedet og var faldet om på gaden. Heldigvis lykkedes det Knud og Peter at bære ham ind i en port, hvor de blev indtil slagsmålet udenfor trak ned i den anden ende af gaden. De to blev enige om at de hellere måtte bringe Jens hjem i stedet for at prøve sygehuset, hvorved de undgik at komme gennem byen.
Knud nåede hjem i god behold; men hjemme ventede faderen. Han var stærkt ophidset over at Knud uden videre var gået på gaden og oven i købet havde deltaget i bølleoptøjer. Sådan noget kunne kun kommunisterne stå bag, så det skulle man ikke deltage i! Faderen forbød ham at deltage i flere optøjer!
Nogle af faderens arbejdskammerater kom forbi og fortalte, at fagforeningslederne havde indledt forhandlinger med tyskerne. Det drejede sig om at holde soldaterne væk fra gaderne, så arbejdet kunne genoptages.

Næste dag mødte Knud og Peter på værftet, og det så ud til at blive en helt almindelig dag. Pludselig kom en af deres arbejdskammerater løbende ind i hallen og råbte, at tyskerne havde myrdet en af arbejderne fra cementfabrikken. Folkene på cementfabrikken havde med det samme nedlagt arbejdet endnu en gang, og kravet blev straks gentaget på værftet. Snart var alle arbejderne på vej hjem, og i gaderne spredtes nu oplysninger om et offentligt møde i grusgraven om aftenen.
Da Knud kom hjem bad faderen ham huske på det forbud, som han havde fået dagen før, og stemningen var derfor trykket under middagen. Knud var ikke til sinds at blive hjemme, og skønt moderen prøvede at overtale ham, forsvandt han ned af bagtrappen. Snart var Knud og Peter på vej til mødet i grusgraven. Her redegjorde fagforeningsfolkene for de forhandlinger, der var ført med tyskerne efter at strejken havde ramt hele byen. Inden mødet sluttede talte politimesteren til folkemængden og opfordrede alle til at gå stille hjem og ikke provokere tyskerne.
Knud og Peter var enige med hinanden om at politimesteren havde ret - de ønskede ikke at deltage i flere slagsmål med tyskerne efter oplevelserne dagen før.
Fra grusgraven gik folk nu ind mod byen. Knud og Peter fulgte med, og da mængden passerede det tyske soldaterhjem lagde de to unge mærke til en gruppe mænd, som var ved at grave sten op fra brolægningen. Stenene skulle åbenbart bruges som kasteskyts. Der gik da heller ikke lang tid før der røg nogle ruder i et par butikker, som handlede med tyskerne. Rudeknusningerne fik tyskerne til at dukke op, hvilket medførte, at der blev kastet sten efter dem. Soldaterne besvarede stenkastningerne med skud både i luften og direkte mod folkemængden.
Knud og Peter var lige blevet enige om at trække sig væk fra voldsomhederne, da Knud blev ramt og faldt om på gaden med et skrig. Forfærdet lagde Peter sig ned for at se hvor Knud var ramt. Det blødte stærkt fra skulderen, og Peter prøvede at presse et lommetørklæde mod såret for at standse blodet. Knud lå med lukkede øjne og stønnede svagt. Omkring dem lød der skud og skrig, og folk flygtede til alle sider. Mens han stadigvæk pressede lommetørklædet mod såret løftede Peter forsigtigt Knuds overkrop op fra gaden. Uden at tænke på omgivelserne sad Peter med Knud i armene indtil en politibetjent rørte ved ham. Betjenten prøvede at forklare ham, at ambulancen var kommet og Knud skulle køres på hospitalet ---
Da Knud kom til sig selv, så han sig undrende omkring; moderen sad og græd, Peter var der også, og han selv var i det mindste i live. Peter fortalte ham, at han havde været bevidstløs i næsten to døgn.
Peter kunne yderligere fortælle, at den tilfangetagne sabotør var blevet dømt til døden af tyskerne, og det fik harmen til at skylle ind over ham. Instinktivt prøvede han at rejse sig op, men måtte opgive.
3 dage senere, mens Peter og Jens besøgte ham, kom budskabet om at regeringen var gået af. Samtidig havde tyskerne indført undtagelsestilstand i hele landet. Knud glædede sig - endelig nægtede Danmark at rette sig efter tyskerne, men nu måtte han se at komme med i noget ---

 
 
 
 
 
 
 
 

Erindringer er indsamlet af elever eller indsendt direkte af mennesker, der har oplevet befrielsen eller besættelsen.

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 09/03 2005. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund