• Indhold

Sammenstødet mellem samarbejde og modstand

Artikel skrevet af Anders Dalsager

 

Illustration til artiklen Sammenstødet mellem samarbejde og modstandUnder besættelsen kom det til en stærk modsætning mellem modstandsfolkene og de, som var ansvarlige for samarbejdet med tyskerne. Modstandsbevægelsens sabotager og den illegale presse skabte konfrontationer med tyskerne - og det skadede samarbejdspolitikken. Dansk politi jagtede modstandsfolkene, mens politikerne fordømte sabotagen som farlig. I august 1943 fik store strejker og oprør samarbejdspolitikken til at bryde sammen.

 
 
 

Studenterdemonstration - og masseslagsmål

 

Den 25. november 1941 gik en stor gruppe studenter i protestdemonstration gennem København. Samme dag underskrev den danske regering nemlig den såkaldte "Antikominternpagt" med Tyskland og en række fascistiske lande. Studenterne frygtede, at Danmark dermed kom med i krigen på Tysklands side.
Demonstrationen gjorde regeringen bekymret for, at utilfredshed kunne sprede sig blandt danskerne. Derfor angreb politiet studenterne med stave i det indre København.
Studenterdemonstrationen var ikke arrangeret af modstandsbevægelsen. Men oplevelsen af, at den danske regering dels underskrev en pagt med Tyskland - og dels lod politiet angribe demonstrationen, fik flere af demonstranterne til senere at gå ind i den aktive modstand.

 
 

Modstanden taler fra Storbritannien

 

Den 14. maj 1942 blev samarbejdspolitikken ramt af et hårdt slag. Det var, at den danske politiker Christmas Møller holdt en radiotale til folk i Danmark. Fra Storbritannien!
Christmas Møller var tidligere formand for det Konservative Folkeparti - og havde i starten af besættelsen været minister i regeringen, som samarbejdede med tyskerne. At han var flygtet til Storbritannien - og sluttede sig til kampen mod Tyskland - var et problem for den danske regering. Dels var det sammenhold om samarbejdet, man havde forsøgt at skabe mellem de danske politikere, blevet brudt. Dels frygtede man, at modstanden nu ville brede sig blandt danskerne.

 
 

Samarbejdspolitikerne - mod modstandsbevægelsen

 

De fleste danske politikere så modstanden som uklog - og farlig. Ifølge dem kunne modstanden kun resultere i, at man provokerede tyskerne til at indføre diktatur i Danmark. Dermed ville krigens ulykker ramme befolkningen, som så ikke ville have danske politikere og embedsmænd til at beskytte sig.
Samtidig havde de ledende politikere stor mistro til de partier, der var blandt de første modstandsorganisationer i Danmark. Politikerne frygtede især, at Danmarks Kommunistiske Parti og det nationalistiske Dansk Samling ville bruge modstandsbevægelsen til at ændre på den måde, det danske samfund var indrettet.

 
 

Modstandsbevægelsen – mod samarbejdet

 

For modstandsbevægelsen så tingene helt anderledes ud. Her mente man, at danskerne burde bidrage til, at Tyskland tabte krigen. Samtidig var man utilfreds med, at samarbejdspolitikken - og særligt det økonomiske samarbejde med tyskerne - var til gavn for det nazistiske Tysklands krigsførelse.

 
 

Sabotagen begynder

 

Fra sommeren 1942 begyndte folk fra Danmarks Kommunistiske Parti at lave sabotager. Man brændte bl.a. en række værksteder og forretninger ned, som arbejdede for tyskerne.
Til de første sabotager brugte man hjemmelavede brandbomber. De var ikke særlig effektive. Men fra årsskiftet 1942-43 begyndte sabotage med sprængstoffer at medføre større ødelæggelser.
Det var vigtigt for modstandsbevægelsen at ødelægge f.eks. maskiner, som tyskerne havde brug for. Samtidig med, at det var vigtigt at sprede utilfredshed med både besættelsesmagten og regeringen blandt danskerne. Dermed kunne modstandsfolkene nemlig skabe en konflikt mellem danskere og tyskere, som gjorde samarbejdet med Tyskland vanskeligt. En bombe på en fabrik kunne i sidste ende sprænge samarbejdspolitikken i luften.

 
 

Dansk bekæmpelse af modstandsbevægelsen

 

I de første år af besættelsen var modstandsgrupperne ikke noget stort problem for den danske regering. Heller ikke for samarbejdspolitikken, som blev støttet af langt de fleste danskere. Der var kun få aktive modstandsfolk, og virkningerne af sabotagerne var ikke store. Regeringen var imidlertid meget opmærksom på modstandsaktiviteterne, og de forsøgte ivrigt at bekæmpe modstandsbevægelsen.
Vigtige redskaber til bekæmpelsen af modstandsbevægelsen var: 

  • De store aviser og dansk radio, som i perioder af besættelsen beskrev modstanden meget negativt.
  • Censuren, dvs. begrænsninger af, hvad man måtte sige offentligt. F.eks. blev historikeren Vilhelm La Cour og politikeren Arne Sørensen fra Dansk Samling dømt til hhv. 80 og 60 dages fængsel i 1941, fordi de havde udtalt sig kritisk om tilpasningen til besættelsesmagten. 
  • Politiet, som stod for opsporingen og anholdelsen af modstandsfolk, samt for nedkæmpelsen af uroligheder indtil 1944. 
  • De store foreninger og bevægelser i Danmark. Fordi f.eks. bøndernes organisationer og fagforeningerne var ledet af folk fra de partier, som samarbejdede med tyskerne, kunne de bruges til at forklare deres mange medlemmer, at samarbejdet med tyskerne var det rigtige.
 
 

Den illegale presse svarer igen

 

Modstandsbevægelsen svarede samarbejdspolitikerne i den illegale presse. Her blev samarbejdspolitikken beskyldt for at gavne tyskerne - frem for den danske befolkning. Derudover sørgede særligt kommunisterne for at understrege, hvordan besættelsen ramte de fattigste hårdest.
Den illegale presse blev mere og mere populær. Bl.a. fordi den ikke tog hensyn til censuren, som forhindrede de store, officielle aviser at kritisere Tyskland og nazismen.
Den illegale presses voksende popularitet betød, at de store avisers fordømmelse af modstandsbevægelsen fik en stadig mindre betydning under besættelsen.

 
 

Marts 1943: Valgsejr til samarbejdspolitikerne

 

I 1943 gav tyskerne tilladelse til, at der kunne afholdes valg til Folketinget og Landstinget i Danmark.
Til valget i marts 1943 stemte 95% af vælgerne på et af de partier, som stod bag samarbejdet med tyskerne. Kun en halv procent af vælgerne stemte blankt eller ugyldigt. Alt i alt blev valget set som en stor sejr til samarbejdspolitikken.

 
 

Stemningen vender

 

Men i løbet af 1943 begyndte stemningen at vende i Danmark. Den tyske hær led i løbet af året store nederlag på krigens fronter, og modstandsbevægelsen gennemførte talrige sabotager i Danmark. Efterhånden brød der strejker ud forskellige steder i landet, og der opstod flere og flere slagsmål mellem danskere og tyske soldater.

 
 

Augustoprøret 1943

 

På overfladen handlede strejkerne i 1943 om, at arbejderne ville have mere i løn. Men det var tydeligt, at der også lå utilfredshed med besættelsen og samarbejdspolitikken bag.
Især i Odense og Esbjerg opstod der store strejker og uroligheder i starten af august. Fra disse byer spredte "Augustoprøret" sig til andre danske byer - bl.a. Århus, Aalborg og Frederikshavn. Selvom oprøret opstod spontant rundt omkring i Danmark, var det på grund af modstandsbevægelsens - især kommunisternes - indsats, at strejkerne spredte sig og fortsatte.

 
 

Samarbejdspolitikkens sammenbrud

 

De danske politikere forsøgte allerede fra oprørets start at berolige befolkningen. Socialdemokratiet regnede med, at fagforeningernes ledere ville kunne stoppe strejkerne. Men det blev efterhånden klart, at kommunisternes modstandsholdninger havde vundet stor opbakning blandt fagforeningernes medlemmer.
Tyskerne blev under augustoprøret mere og mere overbeviste om, at den danske regering ikke længere kunne holde befolkningen i ro. Derfor krævede besættelsesmagten den 28. august, at der bl.a. skulle indføres spærretid over hele landet - og at der skulle indføres dødsstraf for sabotører. Det kunne den danske regering ikke gå med til. Derfor holdt den op med at fungere den 29. august 1943.

 
 

Frihedsrådet oprettes

 

I september 1943 oprettedes Frihedsrådet. Det bestod af lederne fra de vigtigste modstandsorganisationer. Frihedsrådet skulle sikre, at modstandsbevægelsen var fælles om større beslutninger. Samtidig forsøgte modstandsbevægelsen at gøre Frihedsrådet til en slags illegal regering i Danmark, nu hvor samarbejdsregeringen ikke længere fungerede. I resten af besættelsestiden fik Frihedsrådet større og større opbakning blandt danskerne. Det blev især tydeligt under folkestrejken i 1944.

 
 

Folkestrejken 1944

 

I slutningen af juni 1944 brød der igen oprør ud i Danmark. Denne gang startede urolighederne i København, hvor hele byen gik i strejke. Årsagen var, at tyskerne på grund af store sabotager havde indført spærretid: Folk måtte ikke være udenfor efter kl. 8 om aftenen.
Mange toppolitikere forsøgte endnu engang at stoppe strejkerne. Men uden held. Frihedsrådet udsendte derimod flere opfordringer til at fortsætte strejkerne. Københavnerne - og folk i flere andre byer, som også var gået i strejke - stoppede først strejkerne, da tyskerne bl.a. havde lovet at fjerne spærretiden samt at fjerne deres patruljer fra gaderne.

 
 

Modstandsbevægelsens gennembrud

 

Folkestrejken i 1944 gjorde det klart, at mange danskere lyttede mere til modstandsbevægelsen end til politikerne. Samtidig havde både augustoprøret og folkestrejken i 1944 vist, at danskerne var villige til at gøre oprør. Dels fordi modstandsbevægelsen var blevet mere synlig i Danmark. Og dels fordi Tysklands modstandere havde vist, at de var i stand til at vinde krigen.

 

Kilder til denne artikel: billeder, tekst, film og lyd

 
 
 
 
 
 

Revision: 02/12 2005. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund