• Indhold

Velkomst ved tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen

Velkommen til www.befrielsen1945.dk, og tak fordi du aflægger denne hjemmeside et besøg.

 

 

Anders Fogh RasmussenVi, der ikke var født dengang, Danmark blev befriet, kan have svært ved at sætte os ind i den glæde og lettelse, som alle danskere følte i forbindelse med befrielsen. Meddelelsen den 4. maj 1945 om aftenen om, at nazisternes besættelse af Danmark var slut, var afslutningen på fem mørke år. Vidste du for eksempel, at flere hundrede danskere blev dræbt i Danmark? Og at over 2.000 danske søfolk mistede livet.

Under krigen blev det befalet at hænge mørklægningsgardiner op for at gøre det svært for de allierede bombefly at finde nazisternes militære installationer i Danmark. Da man hørte det glade budskab om, at de tyske tropper havde overgivet sig, var den første spontane reaktion at hive mørklægningsgardinerne ned og sætte lys i vinduet.

Jeg håber, at du og din familie vil være med til at holde denne tradition i live ved at sætte lys i vinduet den 4. maj om aftenen. På denne måde er du med til at gøre denne aften festlig og med til at mindes dem, der døde i kampen for fred og frihed.

Under nazisternes besættelse blev mange danskere stillet overfor valget mellem at gøre det rigtige, at tage klart stilling og dermed udsætte sig selv for en stor personlig risiko. Eller at bøje nakken, følge med strømmen og prioritere sin egen velstand og sikkerhed.

Det er spørgsmål, som er lige så aktuelle i dag, som de var under besættelsen. Følelserne kan den dag i dag komme i kog, når talen drejer sig om modstand eller samarbejde.

Det er baggrunden for, at jeg er glad for at kunne byde dig velkommen her på siden. Jeg håber, at du vil finde materialet interessant og brugbart, at du vil bruge det i din undervisning eller i løsningen af opgaver eller simpelthen bruge hjemmesiden, fordi du også synes, at besættelsestiden er interessant.

Anders Fogh Rasmussen

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Revision: 29/01 2013. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund