UNILogin
 
 
 • Indhold

Stor dreng under krigen

 

 

Oplevet af: Arne Josefsen

På Nordmors, hvor jeg er født og har boet til mit syttende år, så vi så at sige ingen tyske soldater.
Hvis ikke jeg et par gange om året havde besøgt min morbror, som havde en gård, hvor der var en lang tange ud i Limfjorden, havde jeg ikke set nogen. På den tange havde tyskerne en lyttepost, som blev betjent af 4-5 tyske soldater. De boede og spiste sammen med familien. Jeg husker dem som halvgamle almindelige mennesker, flinke og hjælpsomme. En kunne reparere morbrors seletøj, en anden kunne hjælpe i høsten osv. Efter krigen skulle det hævnes, at de havde haft tyskere boende og tjent lidt på det. Nogle besluttede, at morbror "Ajs" skulle have gården brændt af. Ved nattetid blev der sat ild til udlængerne; men - man havde sat ild til nabogården som nedbrændte. Det var nu ikke så ringe endda, han fik en ny gård, brandforsikringen betalte.

Som sagt mærkede jeg ikke meget til krigen. Vi hørte den engelske presse hver aften kl. 18.30, og far havde et stort Europakort sat op på væggen, hvor han satte nipsenåle op, der hvor kampene foregik. Det var ikke det der interesserede mig mest. Jeg var spejder med liv og sjæl.

Selvfø1ge1ig husker jeg mørklægningen og rationeringen., men for mig savnede vi ikke noget, Det var blot anderledes. Vi havde næsten alt på gården. Vi kunne få lavet mel hos mølleren, kærne smør, få spundet vores uld, dyrke tobak i haven, brænde rug til kaffeerstatning. I kister og skuffer var der masser af gammelt tøj, som gamle Sissel syede om.

Der var selvfølgelig også ting vi ikke kunne få under krigen, eller som var rationeret. Men det hjalp meget, at min fars fætter var købmand, for han havde i god tid forsynet min mor med mange af de ting, som han mente ville slippe op. De varer hun fik blev lagt op i en blå kiste, som stod oppe på loftet. Den blev døbt "Den blå butik". Efter krigen havde vi stadigvæk håndsæbe og lidt kaffebønner. Sæbe til storvask blev lavet af selvdøde grise.

Min far fik nu og da breve, hvor der ikke var skrevet afsender. Det var breve, som jeg ikke fik lov at se. Det var forbudte blade, som min storebror, som boede i København, sendte. Det var først efter krigen, at jeg fik det at vide. En anden storebror var med til at samle våben, som blev nedkastet, også det kom til mit kendskab den dag han mødte op med det kendte armbind.

I krigens sidste år kom der tit bombefly over Mors. De var på vej til Tyskland med deres bomber. Ovre i Thisted og i Hanstholm var der mange tyskere. Når flyene kom, sendte de lyskegle op for at se flyene og eventuelt skyde dem ned. Dagen efter et sådant togt kunne vi finde en masse sølvpapirstrimler, som var smidt ud for at forvirre tyskerne. Jeg husker også, at der under en voldsom efterårsstorm kom en spærreballon med en lang wire. Det var en af de balloner, som man brugte for at forhindre, at V2-bomberne kunne nå ind til London. Wiren rev eltrådene ned mange steder, inden den landede på jorden. Vi havde intet lys, men det værste var, at vi ikke kunne bruge malkemaskinen men måtte malke vore 20 køer med hånden.

En sensommeraften i 43 legede vi nede ved smedens. Vi legede gemme. Det var spændende, for pigerne var jo også med. Det var blevet mørkt, da der kom en bil uden lys, og der stod en mand på trinbrættet. Bare det, at der kom en bil, var et særsyn, og så uden lys. Vi forstod ikke noget - kunne bare undres. Dagen efter kunne man fortælle, at der om morgenen havde været en hel lastbil med tyske soldater nede i skoven, for at lede efter noget. Det viste sig senere, at der havde fundet våbennedkastning sted.

På selve befrielsesaftenen var jeg gået i seng efter at have spist til aften. Jeg var træt efter at have gået en hel dag efter et spand heste for at harve en mark. Først næste dag fik jeg nyheden. Jeg mener ikke man festede i landsbyen eller hjemme, man måtte lige sove på det. Det var først året efter, at jeg oplevede festligheder. Jeg var kommet til København og var med min bror og svigerinde inde i byen, her var der fest, de havde oplevet krigen på en barskere måde og dermed befrielsen som en befrielse.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 19/2 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund