UNILogin
 
 
 • Indhold

Fra Hobro til Ålborg

 

 

Oplevet af: Åse Jalling

Jeg er født i 1922.
Jeg husker tydeligt, da Danmark blev besat i 1940, da boede jeg stadig hjemme, mens jeg tog handelsskoleeksamen. Vi sad ved morgenbordet, da der blev larm udenfor, vi boede på hovedgaden skråt over for ”Grand Hotel”, som blev okkuperet af tyskerne og omdannet til en slags hovedkontor. Der stod tyske vagter udenfor døgnet rundt, der kom flyveblade ned, med Christian X’s navn under, og med opfordring til borgerne om rolig opførsel.

Tiden gik, og efterhånden blev der rationeringer på mange dagligvarer, sukker, mel, kaffe, smør osv. Man døjede med at få en del varer. Hvad rationeringer angår, var vi vældig godt garderet, mine forældre havde forretning med porcelæn og køkkenudstyr, og min far, der var blikkenslagermester, men ikke mere havde svende, kun en arbejdsmand, havde stort lager af bl.a. tin, og det var en værdifuld byttevare, så på grund af et stort varelager havde vi mulighed for at bytte til meget, der ellers ikke var til at få, og mine forældre var venner med mejeribestyreren, så vi kendte ikke til smørrationering. Familie på landet havde vi også, hvor vi købte kød. Vi havde en stor have med gamle frugttræer, så der blev syltet meget, der var brødrationering, så der blev bagt meget, bl.a. en krigsopskrift på brød med bygmel, der smagte helt vidunderligt.

Der var ikke sagomel mere, men man brugte så kartoffelmel, som også blev rationeret. En overgang lavede vi selv kartoffelmel, min far havde under 1. verdenskrig konstrueret en kartoffelrasper, som man rev kartoflerne meget fint med, efter at de var blevet skrubbet og skyllet, så blev mosen hældt i en skål med vand, og næste dag var der bundfældet kartoffelmel, der skulle tørres på radiator eller i ovn. Man manglede brændsel, vi havde centralvarme, men i en frostvinter sprængtes vandbeholderen, og vi på glidebane ned ad trapper. Der kunne ikke skaffes nyt tilbehør, så vi fik sat kamin og kakkelovn op, og vi fyrede med trækul, og ikke mindst tørv, da der blev knaphed på koks. For at spare på gasrationen fik vi sat et lille komfur op, der fyrede man med træ, jeg har set de små bordkomfurer på museer – de kaldes for en heks, og foruden at være gode varmegivere til madlavning afgav de samtidig en del varme. Man sparede også energi ved at koge i en høkasse.

Ja opfindsomheden var stor. Man kunne heller ikke få piskefløde, så man gik på mejeriet og købte piskeskum – oppustet med luft og kraftig piskning – det smagte udmærket.

Man kom meget sammen med venner, man sang, spillede kort osv. Og udvekslede spareråd, og krigssituationen var jo altid taleemne. Kaffen holdt op efterhånden, så lavede man kaffe af ristet byg, det smagte udmærket. Te havde vi masser af, jeg tror det strakte til det meste af krigen, ellers fik man solbærte. Der var rationering af sæbe, men det gik udmærket, følte jeg. Vi havde nok af håndsæbe. Der blev mangel på hvidevarer, og der kom tøj af celluld, det var ikke spændende, men vi var godt forsynet, så jeg kan ikke mindes at have haft mangel på tøj og sko.

Jeg skulle supplere min handelsskoleundervisning med nogle fag, der ikke blev undervist i i Hobro, så jeg måtte med tog til Ålborg nogle gange om ugen. Der var megen sabotage på den banestrækning, så det var næsten tilfældigt, hvornår man kunne komme med, så jeg måtte af sted kl. godt 6 om morgenen, og mange gange kom toget først ved 8-9-tiden og gik kun til Skalborg, og så måtte man gå derfra ca. 8 km. Så da jeg skulle til at lære blindskrift og stenografi, kom jeg til at bo hos nogle venner til mine forældre, og der sov jeg nogle nætter hver uge.

Da jeg blev færdig med min uddannelse, flyttede jeg til Ålborg og boede hos mine forældres venner. I Ålborg var der mange luftalarmer, så man blev ofte afbrudt i måltider eller arbejdstider. Mine forældres venner P. havde også mange gode forbindelser, så der mærkede man heller ikke rationering meget. Jeg husker en aften, hvor jeg havde lovet at koge æg. Da fru P. kom hjem, havde jeg lige kogt vand og stod med æg på en ske for at putte det i vandet, da luftalarmen lød. Jeg blev så forskrækket, at jeg løb ned ad gangen med ægget på skeen, det morede vi os meget over.

I Ålborg var der generalstrejke mange gange. Der blev spærretid, så man ikke måtte færdes ude efter 19 eller 20, hvis man ikke havde passerseddel.
Jeg fik stilling i et installationsfirma som kontorassistent. Der havde man opsyn med offentlige sirener. og på politigården en dag blev en montør tilkaldt – d. 19. sept. 1944 – og kom ikke derfra, men min chef fik nys om, at stationen var besat af tyskerne og fik mig advaret, så jeg kunne komme til Hasseris og se, om min bror var blevet advaret og kommet afsted, og det var han heldigvis. Dagen efter blev jeg kontaktet af en god ven til min bror, han var frihedskæmper og sabotør. Han bad mig skaffe foto af min bror Jens, så han kunne få falsk legitimationskort. Der gik få tog, så det tog mig det meste af dagen at komme til Hobro, og da jeg næste morgen skulle tilbage, var jeg på stationen kl. 6.30 men kom først af sted kl. 13, så kl. 11 ringede jeg hjem, at jeg var sulten men var nødt til at blive, da togafgang var tvivlsom, så vor unge pige kom med varm mad til mig, og jeg var i Ålborg ved 18-tiden, og jeg fik afleveret foto på et angivet sted, for vennen kunne ikke opgive adresse, da han var gået under jorden. Heldigvis var både min bror og hans ven i live, da freden kom.

Dagene under krigen gik jo, og man havde ikke så meget underholdning, men der var både biograf, og man kom i ”Kilden” søndag eftermiddag. Der var algang og alsang, hvor man mødtes og sang fædrelandssange, men det blev forbudt.
Der blev uddelt illegale blade med oplysninger og meldinger, men det var læsestof, man ikke måtte give videre til hvem som helst, der var stikkere, og man kunne jo ikke tale om indholdet med hvem som helst.

Krigsårene var strenge for mange, så selvom jeg synes jeg havde en dagligdag uden store mangler, så var der jo hele tiden en uvished, hvem turde man betro sig til, der var mange stikkere, og tiden efter politiets deportation var en usikker tid. Man turde næsten ikke sige noget personligt i telefonen. Der var jo telefondamer, og der var aflytning, så i min familie var der stor spænding om, hvornår vi så min bror, og hvordan han havde det.

Jeg har prøvet at skrive lidt om dagligdagen, men vi var nok meget privilegerede, for når jeg tænker tilbage, synes jeg, vi også havde gode dage med familie og venner. Mange var ulykkelige og savnede familiemedlemmer, der aldrig kom hjem igen.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 3/3 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund