UNILogin
 
 
 • Indhold

Det fatale retsopgør

 

 

Oplevet af: Anonym

I krigens slutfase blev min farfar og et andet nært familiemedlem brutalt myrdet af Peter-gruppen. Seks mænd fra gruppen trængte ind i mine bedsteforældres hjem om natten, bevægede sig op i soveværelset - lyste min farfar i øjnene, og da han vågnede af det stærke lys fra en lygte, skød de ham i hovedet foran min farmor. Det samme gjorde de ved et andet nært familiemedlem. Det var en nøje planlagt mission fra Peter-gruppen, og der var primært tale om clearingmord for at skræmme befolkningen.

Tilbage står jeg med et stort spørgsmålstegn, for hvad skete der egentlig efter krigen, siden ledende tyske medlemmer af Peter-gruppen m.fl. først blev idømt dødsstraf, siden fik omstødt deres straf til livsvarigt fængsel af Højesteret, for allerede i 1953 at blive benået og sendt retur til Tyskland, hvor nogle måske stadig lever i dag eller har levet hele deres liv i fred og idyl trods dusinvis af drab på uskyldige danskere på samvittigheden, herunder to af mine nære familiemedlemmer? Var det de kulturradikale modstandere af et retsopgør, eller var det manglende politisk handlekraft og fordømmelse, som gjorde, at disse lystmordere blev sat på fri fod.

Det er klart dokumenteret i bogen "Peter-gruppen", at ledende tyske bagmænd blev løsladt og sendt retur til Tyskland i 1950'erne, selvom de havde begået frygtlige drab på uskyldige danskere. Jeg og andre, som har nære familiemedlemmer fra den tid, som blev dræbt, fortjener at få klar besked omkring legitimiteten af denne forkastelige laissez-faire holdning blandt politikere og domstole efter krigen. Tilbage står, at flere af de skyldige aldrig blev dømt til andet end 8 års fængsel (1945-1953).

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 9/7 2007. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund