UNILogin
 
 
 • Indhold

Med politiet i tyske koncentrationslejre

 

 

Oplevet af: Kenneth Juul-Olsen

Kenneth Juul-Olsen fortæller om 7 måneder i tysk internering. Han blev sammen med små 2000 andre ansatte i politiet taget til fange d. 19. september 1944 og transporteret til de tyske koncentrationslejre i Neuengamme og Buchenwald. Kenneth Juul-Olsen er i dag 84 år og pensioneret fra sin stilling som Landsdommer ved Vestre Landsret.

Det var den 19. september 1944 og klokken var 11 om formiddagen, da der blev blæst luftalarm; men det hæftede vi os nu ikke så meget ved, for det blev der jo så tit. Vi fortsatte derfor vores arbejde på politigården i København, hvor jeg få uger før havde fået en stilling som politifuldmægtig. Jeg var rigtig glad for den stilling, fordi jeg som nyuddannet og nygift havde brug for et godt og fast arbejde.

Ganske kort efter alarmen kunne jeg pludselig se tyske soldater med maskinpistoler komme ind på politigården. Politigården i København er en mærkelig bygning, som er opført med en stor rund gård i midten. I denne runde gård kom tyskerne løbende ind og ganske kort efter kom de op på kontorerne, og også op hvor jeg sad på 1. sal. Vi blev alle med maskinpistoler og råb gennet ned i gården. Der stod vi ret længe, men de der havde frakker fik heldigvis lov til at gå op og få dem på. Mange havde dog ikke nogen frakke på den dag, det var jo ret lunt og det fik skæbnesvanger betydning for mange på vores videre færd.

Efter nogle timer blev vi i små flokke kørt på lastbiler igennem København ned til Langelinie kajen, hvor vi blev samlet i nogle store pakhuse. Alle som var over 65 år fik lov til at gå hjem, mens alle andre efter nogen tid blev ført om bord på et fragtskib, som lå ved kajen et stykke derfra. Vi blev ført ombord i små flokke på ca. 20 ad gangen og da vi kom op på skibet blev vi gennet ned i lasten. Der var i alt 1440 politifolk - uniformerede og civile og der iblandt altså også nogle få jurister, som jeg var imellem. Det viste sig, at vi var i alt 25 jurister, da vi senere blev samlede i Tyskland og af de 25 var der 9, som døde under opholdet dernede.

Men det vidste vi alt sammen ikke noget om nede i lasten på skibet ved Langelinie kajen. Vi vidste ikke noget om, hvad der var meningen med det hele, og der gik alle mulige rygter. De mest optimistiske gik ud på, at vi bare skulle være om bord et stykke tid, og at vi så ville blive frigivet efterhånden. Pludselig mærkede vi, at skibet sejlede og så troede vi på rygter om, at vi bare lige skulle sejles uden for havnen, og der lå vi da også stille i nogen tid.

Men i løbet af natten sejlede skibet videre, og det var meget ubehageligt at være dernede i lasten. Vi var jo så mange, at der ikke var plads til, at vi kunne ligge ned. Ja vi kunne dårligt nok sidde ned, og vi fandt de mest mærkelige steder at forsøge at sove. Jeg kan huske, at jeg blandt andet var oppe at gynge på sådan en bjælke helt oppe under loftet, men den blev nu lidt træls at sidde på for den skar rent ud sagt i rumpen, og så måtte vi ned og skifte stilling. Nogle havde klemt sig sammen inde på hylderne i et skab, men det kunne de jo heller ikke holde ud.

Men natten gik da, og næste morgen fik vi lov til i små flokke og under bevogtning af tyske soldater at komme op een gang et kort øjeblik og få lidt frisk luft. På denne tur kunne vi se, at vi var ved at nærme os land. Nogle troede, at vi var ved at sejle ind i Flensborg Fjord og håbede jo på, at vi så skulle til Frøslev-lejren, der lige var oprettet i Danmark i nærheden af den dansk tyske grænse. Men jeg kunne desværre, fordi jeg havde været på en cykeltur i Tyskland før krigen og i den forbindelse blandt andet havde sejlet fra Travemünde, ja så kunne jeg se, at vi var på vej ind til Lübeck, og det viste sig så også at være rigtig.

Det var straks mere skræmmende, at vi nu altså var deporteret til Tyskland, og usikkerheden var stor. Da vi kom til Lübeck, mødte vi for første gang de lange jernbanetog med godsvognene, som vi senere prøvede at rejse så meget og forfærdelig længe i. Vi blev læsset ind i disse godsvogne, så mange at vi heller ikke der kunne sidde ned. Vi måtte så stå op mast sammen i hver ende af vognen. Der var en vagtpost – en soldat med gevær som vogtede os i midten af vognen. Vi måtte altså ikke være der hvor portene/lemmene midt i godsvognen var, men vi måtte kun være i de to ender af vognen, så vi var delt op i to flokke.

Endelig langt om længe kørte toget, og selvom der ikke er så forfærdeligt langt mellem Lübeck og Hamborg, så varede turen rigtig mange timer. Hver gang, der skulle komme et tog, som havde mere fart på og var vigtigere – og det var alle andre tog åbenbart, ja så blev vi koblet ind på et sidespor. I Hamborg holdt vi også længe, koblet ind på et sidespor, men endelig nåede vi sidst på eftermiddagen den 20. september til Neuengamme. Først her blev vi så klar over, hvor vi egentlig var. Vi blev modtaget af SS'ere med maskinpistoler, hunde og dødningehoved på kasketten, og så var det ellers kæft, trit og retning.

Vi blev ført ind i lejren og gennet ned i kælderen under en nybygning. Det var meget uhyggeligt at kommer derind. Vi skulle kravle ind, fordi der ikke var nogen dør derind. Der var kun sådan hugget noget murværk væk, hvor vi kunne kravle igennem. Bygningen var endnu ikke fuldt opført, og derfor var der meget fugtigt, og der blev en forfærdelig atmosfære derinde i løbet af natten. Der var kun ganske få enkelte vinduer i det meget store rum med hvælvinger, som vi skulle opholde os i, og vi var jo ganske utrygge og bange. Vi anede jo ikke noget om, hvad der skulle ske med os, og vi var meget trætte.

Jeg var tolk for en flok, da vi talte med nogle fanger, som var kommet hen og stod uden for et af vinduerne. De var klippede skallet og jeg kan huske, at jeg kom til at oversætte forkert, da de fortalte os at vi skulle ”schehren”, som det hed på tysk og det betød, at vi skulle barberes. De prøvede at fortælle, at alt hår skulle fjernes i hoved og underarmene og i skridtet. Men jeg kom til at oversætte det med at vi skulle ”skæres” og derfor troede nogle af politifolkene, at vi skulle kastreres og det blev stemningen jo ikke højere af. Den misforståelse blev da heldigvis rettet.

Næste morgen blev vi ført over i nogle baderum, hvor alt vores tøj blev taget fra os. Det samme skete med vore ure og vielsesringe - alt blev taget fra os. Så gik vi videre ind og kom under nogle brusere. Da vi kom ud fik vi så vores første fangedragt. I Neuengamme var det sådan nogle gamle laser, ikke de stribede fangedragter som vi senere fik i Buchenwald, men laser som slet ikke passede os. Det tøj som jeg fik, var alt for småt, bukserne nåede sådan lidt under knæene og skjorten den var åbenbart til et barn. Den kunne ikke knappes fra midt på maven og op og jakken heller ikke, så derfor gik jeg med helt bart bryst i de dage. Det var jo ikke nogen særlig god årstid at gå med så åben hals. Derfor fik mange af os det første knæk under opholdet i Neuengamme.

Vi boede i barakker hvor vi lå i køjesenge – to senge var stillet op mod hinanden i 3 etager. I sådan to senge, som var af normal størrelse, der lå vi så 5 mand. Vores kost var virkelig utrolig dårlig - vi fik varm mad som bestod af kogt kålrabi (kålroer) De var snavsede og det var fuldstændigt umuligt at få dem ned de første par dage, men efterhånden som vi blev sultne, så måtte vi jo gå til den. Vi fik også noget dårlig rugbrød om morgenen og om aftenen. Til det fik vi noget, som vel nok skulle have været margarine, men var noget mærkeligt noget, som bestemt ikke havde ret meget med margarine at gøre. Der var ingen pålæg og ikke noget kød overhovedet. Det vi fik at drikke til var sådan en slags te.

Vi havde appeller to gang om dagen, hvor alle fangerne i Neuengamme blev stillet op ude på den store appelplads og der stod vi indtil man fik talt os op. Jeg havde fangenummer 52003. Så vi kan gætte lidt på, hvor mange mennesker, der var gået igennem lejren. Så mange var der slet ikke i Neuengamme, mens vi var der, for det var en hovedlejr, hvorfra man fordelte til andre koncentrationslejre eller arbejdskommandoer.

Numrene var åbenbart med tysk grundighed begyndt fra nummer 1, da lejren blev oprettet og var altså nu nået til nummer godt 52000, da vi kom dertil. Vi var vel en halv snes tusind på det tidspunkt i Neuengamme. Resten var enten døde eller var ude på det de kaldte udkommandoer rundt omkring i Tyskland. De fanger, som var der som almindelige politiske fanger, de var klippet skaldet og alt håret var som sagt raget væk under armene og i skridtet. Det var vist nok for at vi ikke skulle få lus.

Vi fik med tøjet udleveret noget de kaldte en mütze – det var sådan en skråhue. Den spillede en vigtig rolle i den mærkværdige foreteelse der blev udspillet, når vi stod på appelpladsen. Der blev kommanderet ”Mützen” og så skulle vi tage op til huen, men vi måtte ikke fjerne den. Når de så kommanderede ”ab”, så skulle vi alle sammen på en gang slå huen ned på låret og sådan at det lød som med en lyd,. Hvis det ikke lykkedes for os at gøre det samtidig – og det gjorde det selvfølgelig næsten aldrig – sådan så det lød med et klask fra de her ca. 10.000 mennesker, ja så gentog man den spøg mange, mange gange.

Først når det var tilfredsstillende med huerne begyndte de at tælle os, og det kunne tage timevis, mens vi stod og frøs. Når de endelig fik tallene til at gå op fortsatte hue-nummeret. Nu kommanderede de ”mützen auf” så skulle vi tage huen og lægge den op på hovedet – vi måtte ikke sætte den rigtigt på hovedet, den skulle bare ligge deroppe. Og først når de kommanderede ”korrigieren” måtte vi sætte huen på plads. Den ”spøg” med ”mützen auf og mützen ab” den kunne gentage sig utallige gange og så rendte soldaterne op langs med siderne og hvis der var nogen som ikke tog huen af eller kom bagefter – ja så slog de. Vi var i Neuengamme en lille uges tid. Vi var som sagt kommet cirka 1440 mand fra København og omegn og nogle dage efter ankom der yderligere 500 politifolk fra Odense, Århus og Ålborg. De var blevet samlet i Frøslevlejren og sendt med godstog til Neuengamme. Da vi så var samlet alle sammen der – disse her godt 1940 politifolk, så gik turen videre til Buchenwald.

Ja det vil sige vi vidste jo ikke hvor vi skulle hen, men en dag blev vi kommanderet over og fik udleveret vores eget tøj igen. Så blev vi stillet op ude på appelpladsen og der stod vi en 2-3 timer i det mest forrygende regnvejr, jeg synes, jeg nogensinde har været ude for. Som nævnt var de fleste af os – eller mange af os i hvert fald – uden overtøj og der stod vi og blev gennemblødte og det var næste gang vi fik et alvorligt knæk. Og da vi var blevet rigtig godt gennemblødte så blev vi gennet ind i godsvognene og hvis man har prøvet at rejse i sådan en godsvogn, så vil man hurtigt opdage at de er i hvert fald ikke tætte. Det trækker ganske fantastisk og vi skulle stå der og tørre det våde tøj mod hinanden.

Heller ikke i de her godsvogne kunne vi sidde ned eller ligge ned. Vi stod og sov oppe i et hjørne med hovedet på sidekammeratens skulder og den tur i togvognene den varede godt og vel halvandet døgn. I den tid fik vi ikke noget at drikke. Vi havde fået noget rugbrød med og noget af det her margarine og det var kosten. Vi havde en blikspand stående i mellemrummet midt i vognen. Det var vores wc, og det var jo ikke særligt spændende at skulle ind der midt på gulvet og ordne, hvad man skulle, men sartheden forsvandt nu ret hurtigt. Nogle af de godsvogne som vi havde rejst i, havde der tydeligvis før været kreaturer i, og der var gødning og møg op ad siderne.

Andre af vognene havde været brugt til kridttransporter og politifolkene i dem var helt kridhvide, da vi nåede frem og blev læsset af i Buchenwald. Andre igen havde været brugt til kul eller grafit eller hvad det var for noget – og folkene var helt sorte - lignede faktisk negere da vi kom ud.

Men nu gik turen så ellers igen med de her godsvogne og på samme måde som ved den første transport. Igen blev vi ustandseligt koblet til side. Vi kom efterhånden til at lide ganske meget af tørst – det er virkelig hårdt at sulte, men det er endnu værre at tørste. Når vi holdte på stationerne kom det tyske røde kors og udskænkede kaffe til soldaterne – der var to soldater i hver vogn, skarpt bevæbnede naturligvis – og vi blev meget vrede på det tyske røde kors over at det kun var dem, der fik noget at drikke.

Endelig nåede vi frem til Weimar og der blev vi kørt ind på et sidespor og derefter op til Buchenwald. Navnet betyder bøgeskov, og det er en skovklædt højderyg eller et lille bjerg, som er ca. 1000 meter højt. Der havde man anlagt en koncentrationslejr og med udsøgt snedighed placeret den på nord skråningen af bjerget. Det vil sige, at der jo ikke var nogen sol, der kunne komme ned til os, og der var konstant mudder og skidt og pløre i lejren, som var meget stor. Omkring den var bygget nogle af Tysklands største våbenfabrikker, og der endte jernbanelinjen.

Det var et utroligt syn der mødte os – amerikanerne havde bombarderet Buchenwald en måned før vi kom dertil, og det var sket så grundigt, at alt i dette fabriksområde, var lagt fuldstændigt i ruiner. Selve lejren – beboelseslejren – var der sket meget lidt med. Der var kun en enkelt af de mange barakker, som var blevet ramt, men alt i alt var det jo et meget fint stykke arbejde, man havde fået lavet med bombardementerne. Men disse ruiner var et meget deprimerende syn.

Vi blev under råben og skrigen stillet op i kolonner, med 10 i hver række, og så marcherede vi på militær vis med vagtposter ned til lejren. Ved indgangen til lejren var der en port, ligesom i Neuengamme, og på den port stod der også her ”Arbeit macht frei” – arbejde gør fri. Men det var i hvert fald ikke rigtigt, for jeg har ikke set nogen, der er blevet givet fri fra koncentrationslejre, fordi de havde arbejdet. Men sådan stod der på alle de tyske fangelejre. Jeg har siden været på besøg i den berygtede lejr Auschwitz i Polen, der hvor de fleste jøder blev udryddet, og der stod også dette makabre slogan ”Arbeit macht frei”.

Da vi var kommet ind i lejren, skulle vi igennem den sædvanlige procedure - vi kom hen til et hus, hvor vi skulle igennem badet. Igen måtte vi aflevere alt vores tøj og vores ure og vores ringe osv. – det hele måtte vi aflevere. Vi var ikke særlig stolte ved at skulle ind i disse baderum, vi havde efterhånden hørt rygter om, hvad der skete i baderummene. Det var baderum, hvor man ikke vidste, om det var vand, der kom ud af bruserne, eller om det var gas, der blev kastet ned. Det var i sådanne baderum, at man gassede jøderne – det oplevede vi desværre, mens vi var i Buchenwald.

Vi fik efter at vi havde været i badet udleveret de stribede fangedragter og fangenummer, og der var flere fanger i Buchenwald, end der var i Neuengamme. Mit fangenummer i Buchenwald var 86268, og det skulle syes på jakken. Inden vi havde fået tøjet, og vi gik nøgne op fra badet, kom vi hen til en trappe, hvor der stod fanger med nogle store spande og nogle kalkkoste. Vi fik et strøg af en slags desinfektionsvæske under begge arme og i skridtet og det sved ganske modbydeligt. Vi slap dog for at komme af med håret, som alle de andre fanger der var klippet skaldet.

Det der med at klippe folk skaldet – der var tyskerne også særligt raffinerede – i først omgang så blev man klippet totalt skaldet over hele hovedet. Når håret så begyndte at vokse op, så klippede man sådan en 5-6 centimeter bred rende midt ned ad hovedet. Derefter klippede man nogen tid efter siderne, således at man skiftevis havde sådan et spor ned midt ad eller en kam stående. Meningen var måske at det skulle gøre det vanskeligere at flygte, men det var noget vi gættede os til. Det fungerede i hvert fald også som en form for chikane mod folkene.

Soldaterne, vi mødte på transporter og i lejrene, gik normalt foruden deres geværer også med hundepiske. Disse piske kunne de godt finde på at slå med, og jeg har set en af vores politifolk få et slag med sådan en hundepisk, som praktisk talt rev øret af ham. Soldaterne var i det hele taget hårde over for os og de andre fanger, og de slog for et godt ord, hvis man kom i vejen for dem.

Da vi så var kommet igennem det med badet og fangedragtudlevering, blev vi ført over i 2 barakker. Vi var ca. 720 i hver af disse to barakker, medens de 500 fra Jylland kom i en helt anden barak. Vi boede i en lille lejr, kleinlager, hvor der var 3 af disse barakker eller blokke. Og der lå vi på hylder i 4 lag – fra en hylde nede på gulvet og så var der fire op. Og der lå vi så tæt som sardiner i en dåse. Skiftevis med hovedet den ene vej og benene den anden – for ellers var der ikke plads til, at vi kunne ligge der.

Der havde engang været nogle halmsække i bunden af disse hylder – det var der ikke mere, der var ikke andet end noget snavs og nogle rester af halm og af sækkelærred. Vi havde heller ikke hele tæpper over os, men blot nogle laser af nogle tæpper – så vi holdt jo mest varmen ved at vi lå så tæt. Der var mængder af lopper – så fantastisk mange lopper. Det med at have lopper er ligesom med myggestik, det er forskelligt, hvor meget man bliver bidt eller stukket. Nogle mennesker bliver meget bidt af dem, og andre slipper for dem. Vi var senere ude for et sted, hvor der var væggelus, og der viste det sig, at de som blev angrebet af lopper, de slap næsten for væggelusene. Til gengæld blev de som ikke var blevet forbidt af lopper overfaldet af væggelusene. Hvordan det hænger sammen, ved jeg ikke. Men lopperne var en af de store plager i Buchenwald.

Vi fik udleveret en slags madskåle – det var nogle gamle blikskåle som der engang havde været et håndtag på. Det var brækket af med det resultat, at man skulle passe på. at den suppe, vi fik, ikke løb ud. Maden var værre, faktisk, end oppe i Neuengamme – vi slap ganske vist for de kogte kålrabi, men vi fik en suppe - en grå slimet væske - der næsten ikke var til at få ned. En gang imellem fik vi kartofler med pil på, og dem fik vi i huen – øst op i huen og så kunne vi så pille dem.

Vi havde fået udleveret en ske og dette her fad, som var vores madfad, og det måtte vi holde godt fast på, for det var det eneste, vi fik. Vi fik foruden denne her suppe, som vi normalt fik om morgenen, en rugbrødsration om aftenen. Dernede så vi heller ikke noget kød – det kunne dog yderst sjældent ske, at der var en stump kød, som man kunne finde i suppen, men det skulle man nærmest have findeløn for. Vi var inddelt i nogle madhold, hvis opgave var at gå over i køkkenregionerne og hente maden i store junger. De skulle så bæres over til de barakker, hvor vi boede.

Vores toiletforhold var utroligt dårlige. Vi havde en bygning for os selv, hvor vi sad og gyngede på en pind. Den, som sad på rækken bagved, sad ofte så tæt ved, at vi stødte numserne sammen. Det var jo en af grundene til, at den sygdom, som blev den mest udbredte dernede, bredte sig så meget og hurtigt. Vi kaldte den ”scheisserei”, som ganske simpelt var tyndskid (tyfus, diarre, mavebetændelse). Denne sygdom var senere skyld i, at der var mange som døde. Vi havde ikke arbejdspligt i den første tid, vi var der, og kun lejlighedsvist var vi på arbejde.

I mellem de to blokke, hvor politifolkene boede, var der som nævnt en 3. blok og i denne blok boede nogle jøder. Disse jøder var kommet fra et fabriksarbejde, hvor de havde været udsat for bombardement. Tyskerne sagde, de derfor var sendt på rekreation i Buchenwald!!!. Jøderne var mere eller mindre kvæstede, og dagligt så vi, at der blev båret døde ud fra deres barak. Men vi vidste også, at de gemte de døde derinde, så længe som de kunne, for at få deres madrationer.

Det var et frygteligt sørgeligt syn at se disse mennesker. På et tidspunkt blev resten af dem, der var i barakken, samlet sammen og sendt på transport. Dem der kunne gå, gik selv og andre blev kørt på kærrer. Jeg så flere af dem, som lå der på den bare jord, inden de blev læsset op på sådan en kærre. Vi ved, at de aldrig nåede væk fra Buchenwald. De blev kørt direkte op i vaskerummene og gasset.

I Buchenwald og i Neuengamme var der begge steder store krematorier og skorstenen røg døgnet rundt. Det var et fantastisk trist syn at se den sorte røg, som kom op fra disse krematorieskorstene. Uden for vores lejr, der var hovedlejren op mod bjerget og ned af skråningen, var der en stor teltlejr, hvor der også boede en masse jøder. Tænk nu på, at det her var i oktober måned, ja vi kom jo derned en af de sidste dage i september, så det var altså i oktober måned, at de boede i disse usle telte, og udsultede var de jo.

Vi var ca. 30.000 mennesker, tror jeg, i Buchenwald. Resten var ude på forskellige arbejdskommandoer eller var døde. Også der havde man jo startet med at give numre fra lejrens start. Buchenwald var en af de første koncentrationslejre, man byggede i Tyskland. Den var blevet opført fra 1936 og fremefter, men var jo efterhånden blevet udvidet ganske voldsomt. Det var tyske politiske fanger, som havde startet med at opføre den, men nu var der folk af alle mulige nationer dernede.

Vi havde foruden vores fangenumre nogle trekantede mærker på vores fangetøj. Disse trekantede mærker med forskellige farver angav, hvorfor man sad der. En farve var for politiske fanger, en farve for kriminelle, en farve havde jøderne og så havde vi et bogstav som viste fra hvilke nation vi var. Der var russere, polakker, tjekkere, ungarere, italienere, franskmænd, hollændere, danskere og nordmænd.

Da vi senere fik arbejdspligt, var det en utrolig mærkelig oplevelse, når vi om morgenen skulle vandre ud i gennem porten. Vi var først stillet op på den store appelplads, fordi vi var flyttet ud i hovedlejren på det tidspunkt. Selvom vi vandrede ud med 10 mand ved siden af hinanden, så tog det over 1 time at vandre ud igennem porten hver morgen og lige sådan for at vandre ind om aftenen.

Da vi havde været i Buchenwald i nogen tid, blev 500 mand af os udtaget og sendt på transport. Jeg var med blandt de 500. Vi skulle sendes til en lille landsby i nærheden af Leipzig – noget der hed Taucha. Det viste sig at vores opgave bestod i, at vi skulle bygge en jernbane fra hovedlinjen og ind til en fabrik.
Det var heldigvis en noget kortere togtur end den anden tur fra Neuengamme til Buchenwald.

Vi skulle lave en dæmning af grus eller sand, hvor sporene skulle lægges på. Planen var, at sporet skulle gøre det muligt at skubbe godsvognene op på denne dæmning. Fra toppen af den skulle vognene s