UNILogin
 
 
 • Indhold

Den lange befrielse

 

 

Oplevet af: Jørgen Kieler

Søndag den 6. februar 1944 var den dag, da min tilværelse som sabotør i sabotageorganisationen Holger Danskes gruppe 2 (HD2) fandt sin endelige afslutning. Solen var lige stået op og kastede sine stråler ud over de sneklædte marker syd for Aabenraa. Udsigten over fjorden, bakkerne og skovene var utrolig smuk Alt var hvidt undtagen vore blodige fodspor. Jeg var gået i dækning i en grøft sammen med min gruppekammerat Klaus. Han var ved at give op på grund af blodtabet fra de dybe sår i hans ben, som han havde pådraget sig, da han sparkede et vindue ud, igennem hvilket vi flygtede fra mekaniker Kochs udhus i Styrtom. Her havde vi søgt tilflugt efter en mislykket sabotage mod Callesens maskinfabrik; men nu var vi på flugt, og tyskerne var efter os. Vi så dem køre forbi, men i første omgang overså de os; men da de 15-20 minutter senere vendte tilbage, opdagede de os, og så måtte vi genoptage kampen. Nede hos Koch var der blevet udvekslet 42 skud. Døren med skudhullerne i står nu på museet i Sønderborg. Nu var der ingen dør imellem fjenden og os længere, og snart så vi os omringet af 6 tyske soldater. De skød, og de ramte. Kuglen gik ind på venstre side af min hals og banede sig vej til højre skulderblad, hvor den sagde farvel og tak efterladende et lidt større udskudshul som et varigt minde. Forinden havde den dog nået at klippe lidt af torntappen på min øverste brysthvirvel, heldigvis uden at ramme nervesystemet. Jeg kunne bevæge både arme og ben; men jeg mærkede en underlig varm strøm, som løb ned ad ryggen på mig. Da jeg tog jakken af for at dække den frysende Klaus til, opdagede jeg, at det var blod. Først da kom jeg til erkendelse af, at jeg var såret. Der blev dog ikke tid til mange spekulationer, for soldaterne begyndte straks at forhøre mig om, hvor vore kammerater var. De havde fået at vide, at vi var fire. Da jeg ikke ville indrømme, at der var to til, blev jeg dunket oven i hovedet med en geværkolbe. Det var lidt mere, end mit kranie kunne holde til. Det revnede, men revnen var ikke ret lang. Jeg kunne dog føle den endnu som en lille fortykkelse mange år efter krigen.

Turen gik herefter til Ortskommandanturet i Aabenraa og derfra til Gestapos sydjyske hovedkvarter. Desværre fik jeg selskab af min bror Flemming, som også var blevet arresteret. De fandt snart ud af, at vi var eftersøgt af Gestapo i København, hvorfor vi efter få dage blev overført til Vestre Fængsel. Her blev også mine to søstre Elsebet og Bente indsat i løbet af kort tid. Stikkerne havde travlt. Også min far fik de fat i. Via arresten i Århus havnede han i Horserød og siden i Frøslev.

Opholdet i "Hotel Vestre" var alt andet end behageligt; men det er ikke det, denne beretning handler om. Vor situation var ret håbløs, og i juni måned 1944 kom et SS-tribunal til Danmark for at afsige en række dødsdomme. To gange blev vor sag udskudt; men i slutningen af juni faldt klokken i slag. 24 timer før henrettelsen udbrød imidlertid folkestrejken i København som reaktion på henrettelsen af Hvidstengruppen. Hitler blev rasende. Han beordrede SS-tribunalet tilbage til Berlin og instruerede Werner Best om, at sabotage for fremtiden ikke skulle besvares med dødsdomme og henrettelser, men med nedskydning af tilfældige uskyldige på gaden og sprængning af offentlige bygninger. Terror og ikke rettergang blev herefter i et halvt år det tyske svar på sabotagen. Min far og mine to søstre forblev i tysk fangenskab i Danmark, men min bror og jeg blev deporteret til koncentrationslejren Porta Westphalica. Det var her, at jeg oplevede begyndelsen til min langvarige befrielse.

Porta var en arbejdslejr under hovedlejren Neuengamme ved Hamborg. Porta ligger der, hvor Weserfloden bryder igennem den lave bjergkæde, som ofte kaldes for De Vestfalske Alper. Denne bjergkæde skulle laves om til et underjordisk industricenter, hvor man kunne arbejde for det tyske luftvåben uden risiko for at blive udbombet af RAF. Til oprettelsen af dette underjordiske fabrikscenter havde man brug for 1500 slavearbejdere. De fleste hentede man i Sovjetunionen, men 200 kom fra Frankrig og andre godt 200 fra Danmark, heriblandt min bror og mig selv. Porta var den lejr, hvor dødeligheden var størst blandt de danske fanger. Efter et halvt år var 44% døde. Dødsårsagerne var især sult, mishandlinger, overanstrengelse, kulde og infektionssygdomme. I marts 1945 påbegyndtes opførelsen af et mindre badeanlæg. Vi var ikke i tvivl om, at det var et gaskammer, som skulle sikre, at dødeligheden steg til 100%, og at alle vidner var udryddede. Men midt i al denne elendighed begyndte den langsomme befrielse.

Nogle få timers bilkørsel fra Porta kan man køre ind over den belgiske grænse
og ind i det område, hvor det for os afgørende slag fandt sted. Det var her i Ardennerne, at Hitler satte sin sidste modoffensiv ind. Målet var Antwerpen, og for at nå det brugte Hitler sine sidste reserver. 240.000 tyske soldater imod 83.000 amerikanere, 970 tyske tanks imod 242 amerikanske, 2000 tyske kanoner imod 576 amerikanske. Slaget kulminerede i belejringen af Bastogne i juledagene 1944. Under rædselsfulde vejrforhold holdt general A.C. McAuliffe i spidsen for 101ste luftbårne division stand imod den overvældende tyske panserarmé. Rend og hop ("nuts") var hans svar til tyskerne, da de tilbød ham overgivelse på ærefulde betingelser. Den 25. december brød tyskerne igennem de amerikanske forsvarsværker; men i et desperat modangreb lykkedes det amerikanerne at trænge dem tilbage, og dagen efter nåede hjælpen fra general Patton frem. Tyskerne måtte give op. De havde ikke benzin nok til deres panservogne, og dermed var slaget om Ardennerne afgjort - og vi fik en sidste chance for at overleve. Havde McAuliffe og hans mænd ikke holdt ud, var ingen fange fra Porta kommet levende hjem.

Forholdene i Porta i julen 1944 var lige så fortvivlende som i Bastogne. Det var dog ikke bomber og granater, der truede os; men sulten. Vi var nået ned på under 1000 kalorier om dagen. Det døde man af. Min nære ven og gruppekammerat Jørgen Staffeldt døde julemorgen af sult, og dødeligheden steg og steg i tiden, der fulgte; men så skete miraklet søndag den 18.marts Af de oprindelige 225 danske fanger var der nu kun 81 tilbage. Vi bemærkede en ændring i kapoernes og SS'ernes holdning overfor os. De holdt op med at slå og skælde ud., og da vi fik ordre til at tage bad og gøre os klar til afrejse, blev vi klare over, at noget var i gærde. Rygter om de hvide busser var nået frem til lejren. Vi turde ikke tro på dem, men kunne heller ikke lade være. Den følgende dag stillede vi op til appel som sædvanlig og regnede med, at en ny arbejdsdag i minerne dermed var indledt. Men medens de andre fanger marcherede af sted på arbejde, blev vi holdt tilbage. Da arbejdskolonnerne var afmarcherede, fik vi udleveret resterne af en Røde Kors pakke. Jeg husker endnu en franskmand, der kom over til mig med udstrakte hænder. "Doktor, det er ikke Deres pakke jeg vil have, men Deres hånd for at sige farvel."

Kl. 10,30 marcherede vi over til jernbanen, hvor vi blev fordelt på to kreaturvogne. De to sidste af vore plageånder, som jeg så, var Lagerältester, Kapo Schorsch og Kommandoführer Nau . De stod i hovedindgangen til teatersalen, som havde været vor bolig siden september 1944 og "tog afsked".
Jeg var den sidste. Ingen af os anede, at vi skulle mødes endnu en gang tre
år efter krigen. Havde de vidst det, var jeg ikke sluppet levende hjem. Nu var det deres liv, der stod på spil.

Om vore russiske, franske, hollandske og andre fangekammeraters skæbne i Porta hørte vi først længe efter befrielsen. De blev på nogle lidelsesfulde transporter sendt til udryddelseslejren Wöbbelin, hvor fangerne døde i hundredvis af sult. "Dagligt fandt vi 15-20 lig, som der var skåret i. Menneskekød-suppe var en populær spise" skrev en overlevende polsk fange til os. Der var nok at tage af. Ligene blev samlet i 20 m lange og 3 m høje stabler.

Om vor togrejse tilbage til Neuengamme og vort ophold der i marts 1945 skal der ikke berettes nærmere ved denne lejlighed; men i april skete der noget, som bragte os befrielsen nærmere. De danske og de norske fanger blev flyttet fra de almindelige træbarakker til lejrens stenblok. Vi fik rigeligt med Røde Kors pakker, og blev ikke længere udsat for mishandlinger eller en umenneskelig arbejdsbyrde i sindssygt tempo. "Beeilt Euch" var en ordre, som hørte fortiden til, og piskene var gemt af vejen. Vi nærmede os regnskabets dag.

I stenblokken blev der indrettet et revier, hvor jeg fik til opgave at passe tuberkulose patienterne. Det måtte jo gå galt, og det gjorde det hurtigt. Hoste og stærke smerter i brystet ved vejrtrækningen fortalte mig, at jeg var blevet smittet. Jeg havde fået lungehindebetændelse og kunne nok regne ud, at det var tuberkulosen, som ramte mig, netop som vi var begyndt at tro på en mirakuløs redning. Vor optimisme skyldtes især et uventet besøg af Greve Folke Bernadotte. Han kom på inspektion og for at aftale hjemtransporten af de syge med os. Han var en smilende og samtidig meget myndig mand, der meget gerne fortalte os om sine samtaler med Himmler.

Kort efter Bernadottes besøg skete miraklet. Uden for lejrporten holdt der en række hvide busser. Transporten af skandinaviske fanger fra Tyskland til Danmark og Sverige havde allerede været i gang et stykke tid; men den havde vi ikke mærket noget til. Nu drejede det sig om de sidste fanger, som endnu befandt sig i Neuengamme. Der herskede en mærkbar nervøsitet. Pludselig skulle alting atter gå så stærkt. Beeilt Euch! Hvorfor? Først senere blev vi klare over, at det var i sidste øjeblik, at hjælpen nåede frem til os. De allierede hære var nået frem til de første koncentrationslejre, og både englænderne og amerikanerne var blevet forfærdede over det syn, der mødte dem. Til Himmlers raseri blev dette rapporteret i engelsk radio, og for at undgå yderligere afsløringer truede han med at bryde alle aftaler med Bernadotte og standse evakueringen af de skandinaviske fanger. Det skabte forvirring i Hamborg. Gestapochefen ville ikke tillade nogen udlevering af fanger fra Neuengamme uden ordre fra Reichsicherheitshauptamt (RSHA) i Berlin, som han imidlertid ikke kunne komme i forbindelse med. Hamborgs Gauleiter, Rigsstatholder Kaufmann ville imidlertid gerne være hjælpsom. Han havde formentlig brug for et alibi. Koncentrationslejren Neuengamme var i sin tid blevet oprettet på hans initiativ. Nu tilbød han den 19. april, at evakueringen fra Neuengamme kunne ske på hans ansvar, hvis den var tilendebragt senest den 20. Eet døgn var der således afsat til vor redning.

Socialministeriet i København rekvirerede i største hast igennem Statens Civile Luftværn 114 busser fra hele landet, 8-10 ambulancer, 10 lastbiler, 5-6 personbiler og 5-6 motorcykler, som alle nåede frem til Neuengamme den 20. april - busserne oven i købet hvidmalede og med Røde Kors tegn malet på taget. Nu stod de hvide busser og ventede på os uden for lejrporten. Derfor: "Beeilt Euch".

Vi fik travlt - meget travlt. De mest afkræftede blev sendt af sted først, og snart blev de efterfølgende busser fyldt. Som en af de sidste stod jeg tilbage med mine tuberkulose patienter, som heldigvis selv kunne gå. Vi kom med den sidste bus, og dermed kunne jeg lægge Neuengamme bag mig. Vi spekulerede ikke ret meget på risikoen for at blive udsat for luftangreb; men det gjorde vor chauffør, som vidste at flere af de hvide busser var blevet angrebet af RAF i den tro, at det drejede sig om troppetransporter. Tyskerne misbrugte Røde Kors tegnet. Under turen op igennem Holsten var vi mere interesserede i de krigsskader, som vi kunne iagttage. Vi havde absolut ingen medlidenhed med tyskerne, men følte heller ikke noget dybt had, derimod nok en dyb foragt for disse "overmennesker", som havde vist sig så hjerteløse. De fik, hvad de havde fortjent.

Da vi nåede frem til Danmark, drog jeg et lettelsens suk. Jeg havde Tyskland bag mig og lovede mig selv, at jeg aldrig ville sætte mine ben i dette land igen.
Det løfte holdt jeg ikke. Det var imidlertid ikke fremtiden, der lagde beslag på mine tanker. Det var nutiden. Vi var ude af Tyskland, men vi var stadigvæk tyske fanger og vidste ikke, hvad der skulle ske os. Vi standsede op i Paborg, hvor der var etableret en dansk "lusekontrol" med danske læger og danske sygeplejesker og lotter. Det virkede beroligende. Busserne standsede, og vi blev i langsomt tempo slusede igennem lusekontrollen. Medens jeg sad der i bussen og ventede, hørte jeg to lotter, som talte sammen. "Se", sagde den ene til den anden, "derhenne går fru Kieler fra Horsens. Hun er kommet herned til grænsen for at lede efter sine sønner. Hun ved endnu ikke, at de er døde begge to".

Jeg røg ud af bussen og løb hen og omfavnede den søgende kvinde. Det var min mor. Jeg ønskede hende til lykke med fødselsdagen. Det var den 20 april, hendes fødselsdag. Og så tuede vi bare. Da hun havde fået lidt styr på tårerne, fremstammede hun ængsteligt det spørgsmål, der nu lå hende mest på sinde: "Og Flemming?". Jeg pegede op på den næste bus. Der sad han inde bag vinduet. Det var den lykkeligste dag i hendes liv. Hun havde fået sin mand og sine to døtre tilbage fra de tyske fængsler i Danmark, og nu havde hun fået sine sønner hjem. Hun vidste endnu ikke, hvad det betød at være muselmand; men hun vidste, at vi var i live.

Det var en enestående redningsindsats, som i sidste øjeblik transporterede 4224 skandinaviske fanger ud af helvede. Flere af anden nationalitet fulgte senere efter. De danske jøders redning i oktober 1943 mindes stadigvæk i hele verden med respekt. Redningen af i alt mere end 11.000 KZ-fanger i april 1945 huskes ikke af så mange, og af dem, der blev reddet, er der ikke mange i live i dag. Vi kan imidlertid ikke fejre 60 års dagen for Danmarks befrielse uden at mindes de Hvide Bussers heroiske indsats for at redde tusindvis af KZ.-fanger ud af helvede med stor risiko for redningsmændenes liv.

Takket være vore redningsmænd nåede vi sikkert til Frøslev, hvor vi genså mange af vore tidligere kammerater. Vi var stadigvæk i tysk fangenskab, men havde håb om befrielse. Her mødte vi endnu engang Greve Folke Bernadotte. Den 22. april besøgte han Frøslev, inden han tog til de afsluttende forhandlinger med Himmler. Hans besøg rygtedes blandt fangerne, som strømmede til pladsen foran sygebarakken for at hilse på deres redningsmand. Da Bernadotte trådte ud af barakken, begyndte fangerne at nynne eller fløjte den svenske nationalsang. Bernadotte tog sin uniformskasket af, og tyskerne så sig nødsaget til at gøre det samme. I sine erindringer skildrer Bernadotte denne episode bl.a. med disse ord:

"Det var en hilsen, der gik lige til hjertet. Disse mennesker var stadig ufrie, men de følte, at friheden lå inden for deres rækkevidde. De vidste mere end vel, hvad der ville ske, hvis den tyske lejrdisciplin satte ind i dette øjeblik. De tog risikoen, de ville vise deres taknemmelighed. De havde ikke kunnet gøre det på en smukkere måde".

Gensynet med Bernadotte var en enorm opmuntring, som dog ikke kunne skjule situationens usikkerhed. Endnu var menneskehandelen mellem ham og Himmler ikke fuldt afsluttet. Bernadotte ville have os alle; men Himmler gjorde sig kostbar. Et par dage efter vor ankomst til Frøslev blev en lille gruppe særligt belastede fanger isoleret fra alle de andre. De skulle sendes tilbage til Tyskland. Flemming og jeg var blandt dem. Vi prøvede at fordrive tiden med at spille kort. Det blev snart afsløret, at bridge havde jeg i hvert fald ikke forstand på. Måske ville jeg have været bedre til poker, og det var nok det store pokerspil, som vi deltog i netop i disse dage, hvor vi levede i stor spænding. Bernadotte vandt til sidst. Russernes og de vestallieredes møde ved Elben den 25. april gav ham et trumfkort på hånden, og den 29. april blev vi alle, også isolationsfangerne, sendt med toget til Sverige. Det var den dag Hitler skrev sit politiske testamente, hvori han opfordrede til fortsat kamp imod jøderne. Natten mellem den 29 og 30 april begik han selvmord.

Tyskerne var desperate. Det gik blandt andet ud over de mange fanger, som var blevet tilbage i Neuengamme efter vor evakuering. Mange blev overført til forskellige dødslejre; men syge fanger og deres sygepassere samt fanger, der havde været brugt til forsøg blev myrdet af en særlig SS-kommando, og samme skæbne led tyske politiske fanger. Resten blev i dagene 21. til 24. april ført op til Lübecker Bugten, hvor de blev stuvet sammen på tre store skibe (Cap Arcona, Thielbeck og Deutschland), der lå ud for Neustadt. Hensigten var at sejle dem ud i Østersøen og sænke skibene med alle fangerne, som skulle druknes for at udrydde alle vidner til de tyske forbrydelser i Neuengamme. De blev imidlertid opdaget af RAF, som troede, at det drejede sig om en troppetransport, og skibene blev derfor bombet den 3. maj. Cap Arcona brød i brand og også de to andre skibe blev ramt. Derved omkom mere end 7000 fanger.

Men vi blev reddet. Medens Hitler havde travlt med at skrive sit testamente og forberede sit selvmord kørte vi med toget op igennem Jylland og over øerne i strålende solskin. Vi vidste, at Danmarks befrielse var nært forestående og følte en stor lettelse, selvom vi ikke havde nogen klar forestilling om, hvordan fremtiden ville forme sig. Vi havde jo været arresteret i 15 måneder og var i det store og hele uvidende om udviklingen i Danmark i den periode. Det største spørgsmål var nok, om det var en kommunistisk eller demokratisk befrielse, der ventede os; men spørgsmålet om opgøret med tyskerne og kollaboratørerne var jo også højaktuelt.

Da vi nærmede os København, satte toget farten ned. Vi så, hvorledes soldaterne, der bevogtede jernbanelinien smed deres geværer, og lige som mange andre overvejede vi, om vi skulle springe af for at deltage i det sidste opgør. Jeg så lidt på Flemming, og blev klar over hvor elendig han var, og han så på mig og nåede til samme konklusion. Da vi desuden var bange for, at en flugt kunne medføre, at tyskerne standsede hele redningsaktionen, besluttede vi at følge med til Sverige. Det var en meget svær beslutning, og turen over Øresund føltes streng. Vi tænkte meget på vore kammerater, som for mere end et år siden var undsluppet til Sverige, da vi blev arresterede. Nu var de formentlig på vej over Øresund i modsat retning. Vi tænkte også meget på vor mor, som vi ganske kort havde mødt ved grænsen den 20. april, og på vor yngste søster Lida, som vi ikke havde set i mere end et år. Vi længtes frygtelig tilbage til vor fødeby Horsens og til resten af familien; men vi havde ikke kræfterne til at stikke af, og vi frygtede tyskernes reaktion.

Da vi var ankommet til Sverige, blev vi sat i karantæne i Löderup nær ved Ystad. Vi blev indkvarteret i et meget komfortabelt sommerhotel, hvor vi blev modtaget af kredslægen Dr. Emil Berg og et større antal svenske lotter. De var enestående søde imod os; men vi måtte jo indse, at de ikke alene havde ansvaret for os, men også for den omkringboende svenske befolkning, som kunne frygte, at vi medbragte tyfus og andre smitsomme sygdomme. Ved ankomsten til Danmark fra Tyskland var de danske fanger blevet fordelt på Frøslev lejren og Møgelkær lejren uden for Horsens. I den sidste var fangerne smittet med tyfus, og smitten bredte sig til Horsens. Det var derfor velbegrundet, at de svenske myndigheder anbragte os i karantæne, og karantænen betød, at vi fortsat var indespærrede i ca. to uger. Dr. Berg og hans lotter gjorde, hvad de kunne for at gøre ventetiden så tålelig som mulig for os; men vi var jo utålmodige efter at komme hjem. Vi fulgte udviklingen i radioen, og budskabet om den tyske kapitulation den 4. maj og de efterfølgende reportager om begejstringen i Danmark udløste en blanding af glæde og frustration over ikke at være med. På en måde havde vi jo fortjent det mere end nogen anden.

Vi måtte imidlertid holde ud, og omsider slog befrielsens time. Fra Malmø sejlede vi til København, hvor vi blev modtaget i Frihavnen af min søster Bente og to af vore venner, Erik Steffensen og Johannes Clemmesen, som med rent tøj, toiletgrej, bøger og tobak havde forsødet vor tilværelse i Vestre Fængsel. Det blev til et hjerteligt gensyn og et kort ophold i København, inden vi rejste videre til Horsens, hvortil vi ankom den 17. maj på Norges nationaldag.

Der var andre tidligere KZ-fanger med toget, og hjemkomsten gik derfor ikke stille af. Der var mange mennesker på perronen, og gensynsglæden var stor. Det var imidlertid først, da jeg sad alene med min familie hjemme på Torvet, at jeg rigtig følte, at krigen var forbi.; men selv da var det svært at få samtalen i gang. Man kan selvfølgelig godt spørge en hjemvendt KZ-fange: "Hvordan har du det?" Men hvad kan han svare andet end: "Det ved jeg ikke". Vi skulle jo først komme til erkendelse af, at hele familien mirakuløst var i live. Vi skulle vænne os til, at min mor så ud som en muselmand, hærget som hun var af bekymringer og af tyfus. Hun var blevet smittet af fangerne i Møgelkær lejren. Og de skulle forstå, at når min bror og jeg så velnærede ud, så skyldtes det ikke fedt på kroppen, men hungerødemer, som i Porta først sås på benene, men som nu var mest udtalte på hoved og hals ofte asymmetrisk med deraf følgende skævhed.

Langt vigtigere end disse synsindtryk var dog en fornemmelse af, at vi først skulle lære hinanden at kende. Hver for sig havde vi været udsat for helt ekstraordinære psykiske og fysiske belastninger, som satte deres spor på både sjæl og legeme resten af livet. Det kunne vi selvfølgelig ikke vide ved gensynet den 17. maj; men vi havde en klar fornemmelse af, at det ville tage tid at finde sig selv igen og finde hinanden igen. Nu skulle vi bare glæde os over at være fri, og atter at være sammen i tryghed og fred i et befriet land. Vi skulle også glæde os til at gense gamle kammerater og til at genoptage vore studier efter en lang sommerferie. Og det gjorde vi så.

Foruden vor egen befrielse kunne vi glæde os over, at tyskerne i Norge havde overgivet sig den 8. maj. Kronprins Olav var vendt hjem den 13. maj, men Kong Håkon vendte først tilbage den 7. juni. Vi glædede os også over Bornholms forsinkede befrielse; men russernes ankomst til Bornholm den 9. maj skabte tvivl ikke alene om Bornholms fremtid, men også om resten af Danmarks fremtid. Var vi blevet anerkendt som allierede, eller blev vi betragtet som Hitlers partner?

Den politiske situation var uoverskuelig. I Frihedsrådets erklæring af 16. september 1943 hed det bl.a. :"Rådet arbejder for de demokratiske idealer og vil bekæmpe ikke alene de ydre fjender, men også de danske nazister, overløbere og kapitulanter". - Nu var alle pludselig blevet modstandsfolk, og de gamle samarbejdspolitikere med Buhl i spidsen var vendt tilbage til magten. Hvordan kunne dette være gået til? Helt forstod jeg det vel først, da jeg 59 år senere læste Sven Ove Gades bog om Frode Jakobsen. Dengang besluttede jeg som så mange andre at holde min modstandsindsats skjult. Med russerne på Bornholm og samarbejdspolitikerne på Christiansborg var det jo ikke sikkert, at kampen var slut. Der var mange, der tænkte på samme måde. Heldigvis gik det jo ikke nær så slemt som frygtet; men det skæve retsopgør, hvor de tyske krigsforbrydere slap utroligt billigt, og de danske samarbejdspolitikere slap for enhver tiltale, blev en stor belastning.

Jeg blev som vidne og offer involveret i sagerne imod fem danske stikkere, en Gestapomand og to tyske krigsforbrydere. Det drejede sig om tre medlemmer af det tyske mindretal, som havde sat tyskerne på sporet af os under vor aktion i Aabenraa. De fik langvarige fængselsstraffe. Det drejede sig desuden om to cellestikkere. Den ene blev dødsdømt og henrettet, efter at han havde nægtet at søge om benådning. Den anden slap med en dom på 7 års fængsel, da han fik retten til at tro på, at han som tysk fange havde været udsat for en skinhenrettelse. Det viste sig senere, at påstanden var falsk. Alvorligere var det imidlertid, set med mine øjne, at Gestapomanden Falkenberg, som havde været med til at tortere min gruppekammerat John (Svend Otto Nielsen) på den mest bestialske måde, og som desuden havde været med til nedskydningen af de 11 modstandsfolk på Roskildevej (Rorup Massakren 7.8.1944) samt andre drab blev dømt til 12 års fængsel ved Landsretten, som dermed ændrede byrettens dom på 20 års fængsel, idet Falkenberg på trods af mit vidneudsagn blev frikendt for mishandlingen af John. Falkenberg blev efter knap 5 års fængsel benådet og udvist af landet.

Denne dom rokkede ved min tiltro til dansk retsvæsen. Til gengæld måtte jeg anerkende belgiske og franske dommeres kontante behandling af sagen mod de to største krigsforbrydere, som jeg har truffet, Kommandoführer Nau og Lagerältester Kapo Schorch. De blev fanget efter krigen og stillet for en domstol i Rastatt i Baden Baden den 14. marts 1948. Jeg blev indkaldt som hovedvidne, hvilket bl.a. skyldtes, at jeg på det tidspunkt som medlem af et lægeteam var begyndt at undersøge sundhedstilstanden blandt tidligere KZ.-fanger. En nærmere undersøgelse af den sult og de mishandlinger, som de tidligere fanger havde været udsat for, indgik i undersøgelsen, og da jeg på det tidspunkt talte nogenlunde hæderligt fransk, så blev jeg en af hovedvidnerne i sagen imod vore to tidligere bødler. De blev dømt til døden og endte deres usle liv i guillotinen. Jeg blev inviteret til at overvære henrettelsen, men sagde pænt nej tak. Mit medansvar for deres død har ikke på noget tidspunkt givet mig anledning til samvittighedskvaler.

Skuffelsen over den politiske udvikling og det svigtende retsopgør lige efter krigen inspirerede til et ønske om at trække sig tilbage til et stille liv. Vi havde oplevet meget mere under besættelsen, end de fleste mennesker ville kunne opleve i et helt liv. Vi havde gjort vor indsats og sat livet på spil. Nu kunne vi vel med god samvittighed trække os tilbage til en ubemærket og ubesværet tilværelse uden bekymringer og uden ambitioner. Befrielsens glædesrus blev vi snydt for; men vi slap også for at dele den med "de sidste dages hellige", der pludselig dukkede op som lige så store frihedskæmpere som de gamle samarbejdspolitikere. Drømmen om en sorgfri tilværelse på lavt blus var en trøst.

Men det skulle gå anderledes. Den tuberkulose, som jeg havde pådraget mig i Neuengamme, tvang mig til at ændre mine planer for fremtiden. Jeg ville gerne have været kliniker, d.v.s rigtig menneskelæge med kontakt til patienterne. Nu måtte jeg skifte over til forskningslaboratoriet og blev kræftforsker. Det er ikke foreneligt med en sorgfri tilværelse på lavt blus; men det gav mig et internationalt arbejde, som jeg blev rigt belønnet for i form af nære venner i mange lande.

Den tværpolitiske tanke, som var med til at binde modstandsfolk af forskellig politisk observans tæt sammen under besættelsen, fik for mit vedkommende udtryk i et mangeårigt arbejde for Frihedsfonden - i otte år som formand. Dette arbejde måtte dog til sidst vige for mit engagement i den kolde krig, som indebar en omfattende hjælp til kolleger i de undertrykte østeuropæiske lande, især Polen og Tjekkoslovakiet. Af de 144 udenlandske forskere, som i min tid har studeret og forsket ved Fibiger Laboratoriet kom halvdelen fra Østeuropa.
Inden for kræftforskningen blev kontakten mellem Øst- og Vesteuropa og med USA således opretholdt. Jeg er glad for, at jeg som chef for Fibiger Laboratoriet og præsident for European Association for Cancer Research har kunnet yde et bidrag til nedbrydningen af jerntæppet.

Den politiske udvikling i Danmark på længere sigt har været mere opmuntrende end ventet . FN, NATO og EU er set med mine øjne milesten i en positiv udvikling, der klart tager afstand fra den defaitistiske udenrigspolitik, som Danmark førte i mellemkrigstiden med den 9. april som det katastrofale slutresultat. Jeg har med positiv interesse fulgt udviklingen i Tyskland, som jeg nu atter besøger i glæde over murens fald. Af skuffelsen over samarbejdspolitikernes tilbagevenden til scenen er der i dag vel kun harmen over forsøget på at hvidvaske Scavenius og nedgøre modstandsbevægelsen tilbage. Det er i dag nok i højere grad historikerne end politikerne, der er årsag til denne skuffelse.

De helbredsmæssige problemer, som vi stod over for, da vi kom hjem fra Tyskland blev delvis overvundet. Min mor kom sig efter tyfusinfektionen, og jeg kom mig efter 2 års ambulant kemoterapi af den lungetuberkulose, som jeg pådrog mig de sidste dage i Neuengamme. To års konstant kvalme var strengt; men værre var det for Flemming, som måtte to år på hospitalet, før han kunne genoptage sine studier. Vi var bange for at miste ham; men vi blev alle arbejdsduelige, og bortset fra min far har vi alle nået en høj alder. KZ-lejrenes stress efterlod dog sygdomssymptomer, som under den medicinske betegnelse " KZ_syndromet" kom til at følge os resten af livet. Det holder jeg stadig forelæsninger om for de medicinske studenter ved Syddansk Universitet. Så lidt kom der da ud af det.



Jørgen Kieler

























 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 3/3 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund