UNILogin
 
 
 • Indhold

Oplevelser i en dansk flygtningelejr. 1945-47

 

 

Oplevet af: Irma Torres

I begyndelsen af marts 1945 måtte vi pludselig flygte fra vores hjem i Pommern (Polen). Vi fik at vide, hvis vi ville tilbage til Düsseldorf (Tyskland), så skulle vi flygte omgående,fordi den russiske armé stod tæt på.

For mig var det en trist nyhed, fordi jeg i Pommern havde oplevet mine 2 lykkeligste barndomsår.
Jeg flygtede sammen med min 4 år ældre søster, vores mormor, 2 mostre og 1 fætter og 2 kusiner. Vi kom desværre fra hinanden under flugten, så da vi ankom til Københavns Frihavn med et tidligere tysk Handelsskib “Potsdam” den 30. april 1945 var vi kun 2 mostre, min 4 år ældre søster Erika og min 3 år ældre kusine Ellen og mig. Mine forældre var døde under krigen.

Vores første opholdssted i Danmark blev Olsens Hotel i Maribo, hvor vi fik et miniværelse med 2 senge. Dette forekom os næsten som en kongelig suite. Vi var lykkelige, selvom vi alle sammen var syge efter den rædselsfulde flugt. Den 18. april fyldte min søster 11 år, kokken på hotellet sendte en halv lagkage op til hende. Det var som jul og påske på en gang. Vi omtalte denne halve lagkage endnu 50 år efter den tid, hver gang min familie var samlet.

Den 5. maj kapitulerede Tyskland, og vores status forandredes lynhurtigt. Nu var vi lige pludselig blevet fjendtlige civilpersoner, og den 8. maj blev vi interneret på Maribo Borgerskole. Vi blev alle sammen sprøjtet med midler imod lus og lopper. Det var også nødvendigt, med så mange mennesker på et sted. De første 2 måneder vi var interneret på Maribo Borgerskole, fik vi alt for lidt mad. Vi børn stod hver dag ved bommen til kl. 15.30 og ventede på, at maden skulle komme. Den bestod altid af en eller anden suppe, som ikke smagte af noget. Efter 2 måneder kom svenskerne til hjælp, og vi børn fik mælk hver dag. Vi var alle sammen underernærede, og mange børn døde i den første tid både af anstrengelserne fra flugten og af dårlig pasning.

Det var også hårdt for den danske regering lige pludselig og uden varsel at skulle varetage forplejning af ca. 210.000 flygtninge. Efterhånden havde vi vænnet os til, at vi var flygtninge, og livet formede sig efter omstændighederne. Der blev oprettet en skole for børnene, og det var vores største fritidsbeskæftigelse, at lære noget nyt hver dag..

Til jul 1945 opførte man et julespil, jeg var 7 år gammel og skulle åbne julespillet som en lille engel. Jeg sang en lille tysk julesang: Vom Himmel hoch da komm ich her, ich bring Euch eine gute Mähr, der guten Mähr bring ich so viel, davon ich singen und sagen will. Alle i salen græd, fordi jeg sang om den gode nyhed. Alle tænkte på deres familier, som var bortkommet under flugten, ligesom min mormor og min mosters 2 børn. Vi vidste ikke, om de levede.

Lige pludselig blev vi sendt til Bangshave i ca. 1 måned, derefter sendte man os til et ridehus i Pederstrup i Reventlow Parken i nærheden af Nakskov. Mine 2 mostre var ved at gå ud af deres gode skind. Ustandselig nye elendige forhold. Da vi havde boet et stykke tid i Pederstrup kørte man os til Nykøbing Falster med et tog. Herfra skulle vi gå i samlet trop med dansk Politi og soldater med geværer ved siden af os de 5 km der var til “Baraklejren Hasselø”. Her mødte der os et syn, et hav af rødmalede barakker, tredobbelt pigtråd (som oppe foroven var elektrisk) hele vejen rundt om lejren.

Vi fik anvist barak nr. 64, mine mostre græd jammerligt. Vores område var 2 senge.
Her var der virkelig trist. Vi levede ca. 30 mennesker i hver barak. For enden var der et vindue, og der stod et bord med nogle stole. Også her i Hasselø-lejren gik der ikke langt tid, før der blev oprettet en skole. Både Erika, Ellen og jeg var glade for skolen. Vi lærte utrolig meget, og jeg havde fået en elskelig musiklærerinde, som jeg besøgte efter skoletid for at synge med hende.
Foruden skolen var den eneste fritidsbeskæftigelse, at vi gik på stylter. Jeg havde flere uheld med den leg. Mine mostre strikkede af gamle trøjer noget nyt. Desuden var der kloge koner i lejren, som formedelst en lille gave kunne forudse vores fremtid. De havde spillekort, eller også gyngede de med et bord, det var selvfølgelig det rene pjat, men mine mostre var altid ved godt mod, så noget godt kom der jo ud af det.

I Hasselø var der et kæmpevaskehus med koldt vand. Bagved lå der 20 toiletter, 10 stk. på hver side. Det værste var, at der ikke var nogen døre i. Vi kunne altså kigge på modsatte toilet. Vi gik alle sammen med hård mave, fordi vi ikke kunne gå ordentligt på toilet Langt om længe blev der sat sækkelærred op, så man kunne være i fred.

Om aftenen gættede vi bynavne eller andet i fællesskab. Ude foran var der et vindfang. Da vi ikke måtte gå ud efter kl. 20.00, stod der gasmaskebeholdere, 1 til hver familie. Det var det rene svineri, for der var jo ikke plads i sådan en, der var altid skænderier om morgenen om, hvem der havde lavet det ene og det andet.

Vi blev meget ofte vaccineret, og det var jo naturligt, for smittefaren var enorm. Når de voksne skreg, så var det et signal til alle børn om, at de også skreg. Det mindes jeg meget tydeligt, og jeg har i mange år været frygtelig bange for at få foretaget blodprøver eller indsprøjtninger.

Først i april 1946 måtte vi skrive til vores familie. Da der så kom svar at mormor og min mosters 2 børn levede, så græd vi næsten alle sammen af glæde hver dag. Nu stod der ikke noget i vejen for at vi kunne sendes tilbage til Tyskland. Vi kunne næsten ikke vente, indtil vi sidst i januar 1947 blev sendt til Tyskland.

Vi har altid talt med stor taknemlighed om den tid i Danmark i forhold til det russiske fangenskab, hvor mormor har været. Vi har ikke lidt fysisk skade af vores ophold i Danmark, psykisk var vi påvirket af at have været indelukket bag pigtråd i næsten 2 år.

Se billede

Min mormor tog mig til fotografen i september 1942 fordi min mor skulle have et billede af mig til at stå på hendes natbord da hun var meget syg. Hun døde i december 1942.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 19/2 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund