UNILogin
 
 
 • Indhold

Hvad jeg husker fra min barndom under krigen

 

 

Oplevet af: Ulla Hjorth Hansen

Jeg var 3 år, da den startede her, min far arbejdede på Storebælt på færgerne som kok. En dag kom landbetjenten hjem til os med nogle tyskere, som hentede min far, idet de troede, at han var udlænding på grund af hans hudfarve, som var lidt mørk. Min Farmor kom fra Sverige, og der var noget sigøjner længere tilbage i familien.

Vi flyttede så til København, efter at min far også havde været på arbejde på færgerne, men da de var blevet minesprængt, så ville han ikke mere.

En dag sagde vores købmand til sine kunder, at de skulle gå ad bagvejen en lørdag efter lukketid, der ville han dele ud af sine varer, som han havde, da han ikke ville have, de skulle falde i tyskernes lommer. Vi unger legede i gården imedens, men lige pludselig kom der en mand ned og trak os unger ned i kælderen, og lige efter blev der skudt ind i gården. Det har nok reddet nogle af os.

Da jeg begyndte at gå i skole, på Bavnehøj Skolen, var der blevet fyldt op med tyskere, så vi måtte gå i skole i en barak. De brugte vores gymnastiksal til hestestald. En dag, jeg var på vej hjem fra skole, blev der luftalarm, og jeg løb alt, hvad jeg kunne. Min mor stod i opgangen og tog imod mig, hun sagde at jeg en anden gang skulle gå ind til nogen, indtil der blev afblæst.

Så en dag, jeg var på vej hjem med nogle af mine skolekammerater, blev der luftalarm, og vi gjorde som min mor havde sagt. Det viste sig så, at det var den dag, hvor de tabte en bombe over den franske skole. Der havde jeg en veninde, der gik. Vi dansede ballet sammen. Hendes far løb derover og fandt sin datter nede i kælderen, hvor hun var søgt ned sammen med nogle mindre børn. Faderen står ved kældervinduet og spørger, om de har det godt, men i det samme falder loftet ned over dem - hun klarede den ikke.

En gang var mine forældre og jeg ude at køre på cykel. Vi kom lige op til den bro, som lå efter remisen på Enghavevej. Da var der en mand, der blev skudt, og jeg vendte min cykel og kørte alt, hvad jeg kunne. Jeg kørte mellem sporene, hvor linie 3 kørte, jeg har jo nok fået et chok. Men jeg kom dog hel hjem.

Jeg havde en legekammerat, som hed Lothar, han var med til at råbe efter tyskerne, som vi unger jo gjorde, hans forældre kom også op til os for at høre radio, da deres egen stue blev aflyttet, de var jo tyskere.

Da freden så kom, fik hans mor at vide, at de skulle sendes hjem til Tyskland (inden krigen kom, manglede de kun ½ år, så havde de fået dansk statsborgerskab). Lothar blev meget ulykkelig over at skulle til Tyskland. Min mor kørte med dem på banegården. Han sagde til sin mor, at han ikke var tysker, jeg bliver hos Ullas mor. På vejen hjem til Tyskland blev han meget syg, men jeg har dog set ham som voksen.

Se billede

Fra befrielsen

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 3/3 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund