UNILogin
 
 
 • Indhold

I toget på vej til Hillerød

 

 

Jeg var i 1992 ansat i DSB. Jeg skulle med toget til Hillerød, til et møde. Jeg var i arbejdstøj, en ældre mand spurgte mig om, hvor i Hillerød toget mod Frederiksværk holdt? Jeg svarede, og vi faldt i snak. Der var godt fyldt op i cykelkupeen i LilleNord toget, meget hurtigt blev der tavst omkring os, alle lyttede med. Han fortalte hvad jeg husker som følgende:

Som ung mand under krigen var han kommet med i modstandsbevægelsen. Den gruppe, han var med i, havde lavet flere forskellige ting.

Nu vi var på vej mod Hillerød, begyndte han at fortælle om en sabotageaktion mod privatbanernes værksted på Hillerød station. De var begyndt at sætte sprængstoffer på diverse i forvejen udpegede steder, både maskiner og togmateriel. De blev opdaget og måtte stikke af. Om der blev dræbt nogen med det samme, husker jeg ikke. Manden her - jeg fik aldrig at vide, hvad han hed - løb tværs over stationen, forsøgte at gemme sig mellem jernbanevognene men blev hver gang jaget videre. Han havde for mange år siden været på stationen igen, men huskede ikke helt hvordan den så ud. Det var et af mine ansvarsområder, så jeg kunne hjæpe ham godt på vej med at udpege stederne i hukommelsen.

Lige meget hvor han forsøgte at komme i skjul mislykkedes det, panikken lurede, men han holdt den i skak, vidste at han var død i selv samme øjeblik, han gav efter for panikken. Han nåede ned i området med søer, det må være i området ved Ny Hammersholt. Hvilken af søerne ved jeg ikke.

Han havde løbet langt, maskingeværerne snerrede overalt, kuglerne havde af og til været meget tæt på, men han var ikke blevet ramt. Han gemte sig så i en af søerne, helt inde mellem de slimede siv, og hovedet langt ned, kun næsen lige over vandet. Han smurte hovedet ind i slim fra planterne i vandet - og han vidste, at enhver bevægelse ville få sivene til at bevæge sig, som så ville tilkalde sig tyskernes opmærksomhed. Han gemte sig der hele dagen og en del af natten. Tyskerne var konstant i området. Engang imellem hørtes der maskingeværsalver. Han vidste ikke, hvad der var hændt med hans kammerater.

Sidst på natten var han kravlet op på land, listede sig ind i noget skov, og videre ud over nogle marker. Hele tiden opmærksom på hvad der var af aktivitet i området, ned i skjul, vente - kom der en maskingeværsalve? Videre, hvad var det?

Han kom til København i løbet af nogle dage. De havde en lejlighed. Hvor det var, husker jeg ikke, 1. eller 2. sal? De mødtes i lejligheden, ikke alle var kommet tilbage! Var de skudt, dræbt, var de taget til fange? Ville de sladre under forhør?

De gjorde, hvad de kunne for at sikre lejligheden, men naboerne måtte jo ikke opdage noget. En brandmur på et loftsrum var der slået hul i, de havde lavet en plan over hvordan de skulle komme ud ad bagvejen, hvis!

Der gik flere dage, intet skete, efterhånden var de faldet lidt til ro, men trygge og sikre var de ikke. Flere gange havde de haft følere ude for at få et andet skjulested, men det var ikke lykkedes. De holdt vagt døgnet rundt.

En tidlig morgen skete det, lastbiler, hårde opbremsninger, kommandoråb, støvletramp. Manden, sammen med en ung kvinde sprang ud af et vindue, han klarede den, men hun havde brækket benene. Han tog hende med sig, men det var håbløs gerning, så han gemte hende et eller andet sted?
Han kom væk, men hørte tydeligt at maskingeværene skød i lejligheden.

Ad mange omveje kom han til et sommerhus i Tisvilde, der levede han som en greve sammen med nogle andre, til de kunne komme over til Sverige.

Efter befrielsen havde han opsøgt kvinden. Hun havde brækket ryggen, sad i kørestol. Hvordan hun havde overlevet husker jeg ikke nu! Men de to var blevet gift, boede nu i Finland. Manden skulle til Frederiksværk for at besøge en af hans gamle venner fra modstandstiden. Han var lige kommet over fra Sverige med færgen.

Hans fortælling ebbede lige så stille ud. Han var tydeligt berørt, efterhånden som vi nærmede os Hillerød. Alle passagerne i kupeen var tavse, kun togets skrulmen. Jeg viste ham, hvor sporet fra Kagerup kom ind og løb parrellelt med LilleNord. Fortalte ham hvor han skulle kigge hen for at få øje på værkstedsbygningerne. Meget stille tørrede han et par tårer væk, medens vi kørte forbi. De andre passagerer steg ud i Hillerød, en masse fra den anden kupe skulle samme vej ud, de kiggede noget på manden, kunne tydeligt se at han stadig var berørt. Men de vidste jo ikke, hvilket liv vi vi lige havde fået fortalt om!

Jeg ventede lidt i kupeen, passagerer begyndte at stå på. Så rejste han sig, smilede og vi gik ud. Jeg viste ham hvor han skulle finde toget mod Frederiksværk. Vi gav hinanden hånden, han sagde tak, meget dybfølt. Jeg lagde min hånd ovenpå hans og sagde tak for fortællingen. Jeg var omtrent lige så berørt som ham.

Han gik langs s-togs sporet mod toget til Frederiksværk, jeg skråede over alle de tomme godsspor. De spor han havde krydset i kugleregnen!

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 3/3 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund