• Indhold

Evakueringsplaner for Ribe

 

 

Oplevet af: Flemming Christensen

Jeg er født i 1930. Jeg boede sammen med mine forældre i Villabyen i Ribe.

Min mor var ikke helt mobil. Det blev et problem for familien, da det kom på tale, at det ved en eventuel invasion på vestkysten ud for Ribe ville blive nødvendigt at evakuere hele byen. Min mor ville ikke være i stand til at gå under en eventuel evakuering. Jeg husker, at min far af samme grund deltog i offentlige orienteringsmøder, som evakueringsudvalget afholdt i byen. Det blev en beroligelse for familien, for det viste sig, at min mor sammen med ligestillede ville blive transporteret.

Den erindring om en evakuering af Ribe har jeg ofte senere tænkt på. Det blev heldigvis ikke nødvendigt. Jeg har så for et par år siden undersøgt, hvordan det forholdt sig med den evakuering, som gjorde dem så bekymret. Efterfølgende findes resultatet af min undersøgelse.

I det tidlige forår i 1944 blev man fra alle sider mere og mere klar over, at en invasion på kontinentet var nært forestående. Ingen vidste, hvor invasionen ville finde sted, det kunne måske blive på Jyllands vestkyst med uoverskuelige konsekvenser for civilbefolkningen. Man havde jo i klar erindring de tusinder af uorganiserede flygtninge, der strømmede fra Belgien, Holland og Frankrig og fyldte landevejene i krigens begyndelse.

Der blev i Ribe nedsat et evakueringsudvalg, der havde til formål at udarbejde evakueringsplaner for byen, hvis en evakuering af befolkningen blev nødvendig. Da invasionen fandt sted den 6. juni 1944 i Normandiet i Nordfrankrig, var der endnu ikke blevet offentliggjort noget om evakueringsplanerne for Ribe. Faren for at de allierede ville åbne en ny front ved at invadere Jylland for derved at afskære de tyske tropper i Norge, så evakueringsudvalget ikke bort fra.

Den 19. juni 1944 blev der afholdt et stort møde med omkring 200 deltagere på ”Klubbens Hotel”. Her blev de foreløbige evakueringsplaner offentliggjort, og der blev holdt et foredrag om, hvorledes befolkningen skulle forholde sig under en eventuel evakuering. Det var af vigtighed, at alle vidste besked.

Det blev oplyst, at evakueringen kunne foregå på to måder afhængig af forholdene. Hvis der var nogenlunde god tid, betød det, at der ville blive tid for befolkningen til at forberede evakueringen, hvorimod der ikke ville blive tid til forberedelser, hvis evakueringsordren kom uventet. Hvilke foranstaltninger befolkningen skulle foretage sig, ville blive offentliggjort senere.

Evakueringsplanen, der var udarbejdet af evakueringsudvalget i samarbejde med luftværnsforeningen, forelå færdig i alle enkeltheder først i august 44. Den blev offentliggjort den 10. august. Hvis krigshandlingerne kom for nær, eksisterede der nu en detaljeret plan, der gav anvisning på, hvorledes 6.000 mennesker skulle evakueres fra Ribe.

Byen ville ikke blive helt forladt, tilbage i byen blev udvalgte grupper. Politi til at afværge tyverier i de forladte huse, brandvæsenet til at forhindre opståede brande i at brede sig. Personalet på elværket og gasværket skulle køre på vågeblus, ligeledes skulle hele personalet, der var tilknyttet det kommunale luftværn, blive i byen. Af privat personer skulle et udvalg af handlende blive tilbage, bl.a. en grosserer, en grønthandler og en slagter m.fl. og af håndværkere en tømrer. en smed m.v.

Som dokumentation for, at man havde tilladelse til at blive i byen, fik man udleveret et rødt evakueringskort, i modsætning til alle andre, der havde et grønt kort. De udvalgte grupper, der blev i byen, skulle bespises efter de regler, den stedlige socialtjeneste for folkebespisning havde fastsat. DKB's (”Danske Kvinders Beredskab”) forplejningshold skulle forestå madlavningen til de ca. 700 tilbageblevne personer.

Hvis en evakuering blev nødvendig, skulle der udgå budskab til alle. Det var planlagt, at dette skulle ske med højtalervogne, der kørte rundt i kvarterne og alarmerede befolkningen. Der skulle opsættes plakater, der var fortrykte, men skulle udfyldes på kommunekontoret ved alarmeringen, hvorefter spejderne placerede plakaterne på de planlagte centrale steder.

Byen blev opdelt i otte distrikter, der hver havde sit evakueringsopsamlingssted, hvor distriktets beboere skulle mødes. Der var opsamlingssted blandt andet ved den nye kirkegård på Tangevej, ved Seminariet, på borgerskolen og på katedralskolen samt andre steder i byen.

Hvis evakueringen blev en realitet, var det strengt forbudt at forlade byen uden om opsamlingsstederne. Man ville forhindre en planløs flugt, der kunne ende i kaos og lovløshed, hvor enhver var sig selv nærmest. På opsamlingsstederne ville der være repræsentanter fra DKB's evakueringshold, socialtjenesten, læger, politi og politikorps, der alle ville tage sig af det praktiske ved evakueringen.

Det første, der skulle foretages, var en registrering af de fremmødte. Hver familie havde fået tilsendt et registreringskort, der skulle være udfyldt, når de kom til opsamlingsstedet, samt en grøn evakueringsseddel med angivelse af opsamlingssted for familien. Sedlen var påført navn, adresse, fødselsdag og år samt børn under femten år. Til dem ville der blive udstedt et identifikationskort. For overhovedet at få hjælp skulle sygekassebogen medbringes og forevises på opsamlingsstedet. Af den ville det fremgå, om sygekassekontingentet var blevet betalt, hvilket var forudsætningen for at få hjælp.

Til dokumentation for, hvad man ejede, anbefalede man, at der blev udarbejdet en fortegnelse i to eksemplarer over ens efterladte ejendele i hjemmet. Fortegnelsen skulle være underskrevet af to vederhæftige mænd. Det ene eksemplar skulle afleveres på opsamlingsstedet, det andet opbevarede man selv sammen med sine værdipapirer.

Det var ikke alle, der selv var i stand til at gå. Derfor skulle der foretages en sortering af de fremmødte, de syge og ikke marchdygtige ville blive transporteret. Man havde beregnet, at der var omkring 1.500, der havde behov for at blive transporteret. Der var foretaget en optælling af de til rådighed værende transportmidler, der skulle stilles til disposition. Til rådighed var der registreret mellem 60 og 70 hestekøretøjer, 18 lastvogne samt 4 hyrevogne. Hhvis det ikke var nok, ville de manglende blive rekvireret fra landkommunerne.

Som hjælp for de marcherende blev det anbefalet, at det ville være praktisk at medbringe cykler, trillebøre, varecykler, gamle barnevogne eller trækvogne. I det hele taget alt hvad der havde hjul. Af personligt udstyr anbefalede man kun at medbringe det mest nødvendige, som man selv var i stand til at bære, som eksempler nævnte man smykker, personlige papirer, legitimationskort, rede penge, spejderudstyr, sovepose, tæpper, nattøj, toiletsager, undertøj, tøj der let kunne vaskes, spisegrejer, madspand, mad til en dag eller to.

Man var ikke tvunget til at efterlade sine kæledyr. Det var tilladt at medbringe f.eks. hunde og katte, kaniner – ja selv heste, køer, får og geder var det tilladt at medbringe. Men man skulle selv drive dem frem, og man kunne ikke påregne, at de ville blive transporteret. Man måtte være indstillet på at efterlade dem, hvis man senere skulle blive transporteret med offentlige transportmidler.

Når de evakuerede havde forladt opsamlingsstedet på vej væk fra byen, blev de frarådet at gå i store flokke. Man skulle sprede sig af hensyn til eventuelle angribende flyvere. Hovedlandevejene var forbudt område. De var forbeholdt militæret, der ikke ville tillade, at de evakuerede var en hindring for deres bevægelsesfrihed.

I hvilken retning, evakueringen skulle foregå, ville være helt afhængig af situationen. Evakueringsudvalget havde været nødt til at planlægge forskellige retninger. Når det i påkommende tilfælde var klarlagt, hvilken rute, der skulle følges, blev den indtegnet på kort, som skulle udleveres til spejderne, der ved hjælp af kortet skulle vise vej og være vejleder for de marcherende.

På ruten skulle evakueringsudvalget sørge for, at der blev indrettet stationer ved vejene, hvor der kunne blive uddelt fornødenheder og vand. Overnatningen ville, så vidt det blev muligt, ske under ordnede forhold. Med adgang til vask og toiletter samt indkvartering. Var der ikke ordnede forhold, måtte man indstille sig på primitiv indkvartering som for eksempel overnatning i lader, stalde - under de værst tænkelige forhold under åben himmel.

For patienterne og personalet på åndssvageanstalten og sygehuset gjaldt der særlige regler og planer. De sengeliggende og andre skulle evakueres med hestekøretøjer. Det var ca. halvdelen af patienterne, der havde brug for transport.

Evakuerede fra andre egne, der i påkommende tilfælde skulle gennem Ribe, blev opfordret til at indgå aftaler med familie og bekendte om indkvartering. Hvor dette ikke var muligt, ville socialtjenesten i Ribe sørge for bespisning og indkvartering. Som situationen så ud i august 1944, kunne socialtjenesten i Ribe ikke se sig i stand til at yde midlertidig indkvartering i det omfang, det var planlagt, da lokalerne var beslaglagt af den tyske værnemagt. Det eneste sted, hvor der havde været plads til et mindre antal, var på seminariet. Her havde socialtjenesten haft et lager af madrasser og soveposer, der var henlagt til formålet.

Tvungen indkvartering hos private af tilkomne var en mulighed, men det ville man helst undgå så længe som muligt. Evakuerede, der trængte til tøj og fodtøj, ville få udbetalt et kontant beløb til afhjælpning af deres vanskeligheder. Mistede rationeringskort ville man kunne få erstattet, og der ville blive udleveret bespisningskort til ankomne personer.

Krigen i Danmark udviklede sig ikke, så det blev nødvendigt at foretage evakueringer, Ribe slap fri, men havde forberedt sig på, at det værste kunne ske.

Der var et sted, hvor en større evakuering fandt sted. Det var så tidligt som i 1941. Frygten for invasion på vestkysten havde fået tyskerne til at opførere store befæstningsværker langs hele kysten. I Hanstholm var opstillet store kanonstillinger, hvorfor tyskerne fandt, at det var nødvendigt at evakuere hele Hanholm by, da tyskerne ikke ønskede, at civilbefolkningen skulle være i vejen. 800 indbyggere var blevet evakueret. Det var den første større evakuering, der fandt sted her i landet.

I maj 1945 bombede russerne efter forudgående varsel Rønne og Neksø på Bornholm, fordi den tyske kommandant ikke ville overgive sig til russerne. Beboerne var blevet evakueret fra byerne, inden de sidste bombardementer begyndte.

Vi fik i begyndelsen af 1945 og indtil befrielsen at se, hvor frygteligt det var at være flygtning, hvilke lidelser det indebar. Tyske flygtninge invaderede landet fra krigsskuepladserne i det østlige Tyskland. Ribe fik også sin del af de tyske flygtninge. De blev efter befrielsen flyttet til Oksbølslejeren, der var blevet indrettet til flygtningelejer. Til Danmark ankom omkring en kvart million flygtninge.

Kilder:
1944. Ribe Stiftstidende, Vestkysten, Vestjyden.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 20/5 2005. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund