UNILogin
 
 
 • Indhold

Musses erindringer

 

 

Oplevet af: Musse (Anna) Højgaard Jensen

- hvordan det gik til, at en purung pigen fra et indremissionsk gårdmandshjem kom ind i modstandsbevægelsen på et niveau, hvor man står til dødsstraf.

I sommeren 1939 blev en del soldater flyttet fra kasernerne ud i landdistrikterne.

Aug 1939 fik mine forældre indkvarteret 1 korporal og 1 menig fra et kompagni fra Viborg, som skulle stationeres på Kjellerupegnen frem til nytår 1940.

Mødet med denne korporal blev min skæbne m.h.t. modstandsbevægelsen.

Jeg var på dette tidspunkt i gang med andet år på Th. Langs Seminarium i Silkeborg, men jeg tog hjem hver weekend , og det blev kærlighed ved første blik. Vi forlovede os samme efterår. Vi var henholdsvis 19 og 21 og aldeles fortabte.

Vi går frem til 9 april 1940. Da lå min forlovedes kompagni i Vendsyssel. De var i alarmberedskab, men kom ikke i kamp. Et par dage efter blev de hjemsendt. Jeg tror, at de oplevelser og den følelse af afmagt, som vi havde, allerede på det tidspunkt lagde grunden til min forlovedes senere deltagelse i modstandsarbejdet.

Jeg manglede endnu 2 år i min uddannelse. I de 2 år kunne vi ikke komme i gang med noget modstandsarbejde. Viljen var der, men der var ingen organisation - ingen våben. I 1942 tog jeg afgangseksamen og kom til Århus som lærer - kun 22 år gammel.

Der var begyndt at ske noget i Silkeborg. En kreds af unge sportstrænede mænd dannede en terrænsportsforening, og fik tyskernes tilladelse til at løbe en bestemt rute i skovene, som ellers var afspærrede.

Hvad tyskerne ikke forestillede sig var, at de benyttede lejligheden til at bryde ind i skovarbejdernes skure for at stjæle dynamit til de første sabotagehandlinger. Dynamitten blev oplagret hos min forlovede, som var så heldig at have adgang til en stor skunk i forbindelse med det værelse, han boede på.

Det gik godt indtil foråret -43, da et indbrud blev opdaget og synderen pågrebet. Han blev anholdt af dansk politi og røbede under forhør, hvor stoffet var skjult.

Dansk politi indfandt sig og fandt naturligvis stoffet.

De fandt naturligt nok også et bundt breve fra mig og tog dem med på stationen. Her gennemlæste de dem for at se om jeg var med i affæren. Det var jeg ikke, men de har sikkert haft det fornøjeligt. Jeg synes aldrig, jeg har følt mig så flov og nedværdiget, og var aldeles rasende. Fra dette øjeblik gik jeg til modstand helt og fuldt.

Den anholdte kammerat blev sigtet for tyveri og forblev arresteret. Min forlovede måtte hele sommeren køre til retsmøder i Kolding - sigtet for hæleri, fordi han havde opbevaret stoffet.

Så kom den 29. august -43. Da må jeg sige at politiet havde åndsnærværelse nok til at slippe fangen ud og tilintetgøre alle sagens akter, så det hørte vi ikke mere til. Men nu havde vi i hvert fald oplevet det , der fik os til at gå videre og organisere en rigtig modstandsgruppe.

De første nedkastninger fra England fandt sted. Forsyningerne var sparsomme, og man var nødt til at stjæle våben fra tyskerne, hvilket selvfølgeligt var meget farligt.

Det gik da også galt i nov. -44. Min forlovede, seminarieelev Jens Thellesen som var gruppeleder og Stud. theol. Kaj Andersen som begge tilhørte sabotagegruppen "Silkeborg Vest" var trængte ind i en vagtstue på jernbaneterrænet for at afvæbne vagterne. Desværre skød tyskerne først og dræbte den unge mand, mens det lykkedes min forlovede at flygte.

Kaj Andersens briller duggede, da han kom ind i den varme stue. Han kunne ikke se tyskerne, der straks skød og sårede han i hoften og derefter i hovedet med et dræbende skud. Jens Thellesen fyrede et magasin af og dræbte en tysker og sårede en anden, inden han stak af.

Efter denne hændelse måtte Jens Thellesen gå under jorden. Han tog til Århus og gjorde under resten af besættelsen tjeneste på et likvideringshold og i det "det flyvende korps", der planlagde og gennemførte sabotager overalt i Jylland.

Efter at min forlovede var kommet til Århus, begyndte min alvorlige og aktive rolle i modstandsbevægelsen. Indtil da havde jeg vidst, hvad de gik og lavede af sabotage og nedkastninger m. m. Min hjælp havde indskrænket sig til at assistere med trykning af forbudte bøger og illegale blade, når jeg var på weekend i Silkeborg.

Nu var min forlovede eftersøgt, da tyskerne var klar over hans identitet. De havde besat hans hjem - en gård i Vestjylland -, og der blev familien tvunget til at opgive mit navn og adresse. Hvordan det så gik til, at de mistede denne adresse, er et af mit livs uforklarlige mysterier.

Den første uges tid efter dette brugte vi ikke min lejlighed, men fik lov til at være hos nogle venner. Da der ikke skete noget på min adresse, og folk helt klart var bange for at skjule os, flyttede vi hjem i min etværelses lejlighed og tog chancen. Kort tid efter lykkedes det at skaffe min forlovede et værelse på den modsatte side af gaden. Der boede han til efter nytår, men var hos mig det meste af tiden. I den periode havde han noget løst arbejde hos pakkeposten. Man skulle jo have penge.

Samtidig kom han i kontakt med lokale modstandsgrupper, og diverse lokale modstandsfolk begyndte at dukke op hos mig. I den forbindelse blev jeg også brugt som kontaktperson. Dels kom de til mig -, dels tog jeg forskellige steder hen med varer samt diverse meddelelser i skoletasken.

Så engang først i januar stod Gestapo pludselig i den opgang, hvor min kæreste boede. Alle lejligheder blev undersøgt og gennemrodet, men de fandt hverken han eller afslørende materiale i øvrigt. Han sad på den modsatte side af gaden hos mig og drak sin eftermiddagskaffe. Der havde han også alle sine våben og illegale ting.

Efter den dag kunne han jo ikke bruge det værelse mere, så han blev hos mig. Jeg var på det tidspunkt nødt til at tale med husværten, om han evt. kunne hjælpe os med et loftsværelse. Det gjorde han, og det var bravt gjort. Vi fik et værelse med adgang til skunken. Så havde vi igen et ekstra opbevaringssted til våben foruden lejligheden, der efterhånden var spækket med pistoler, maskinpistoler, karabiner, håndgranater, plastisk sprængstof og ammunition. På værelset fik vi tillige opstillet spiralsenge, så vi altid kunne huse 2 mand ekstra.

Nu tog tingene for alvor fart. Gruppen blev knyttet til Vagn Bennikes "rejsehold", og alle var nu illegale på fuld tid. Deres opgave var at lave større fabrikssabotager, som de lokale grupper ikke selv kunne magte at gennemføre. De fik forbindelse med en amerikansk kaptajn, som var kommet ned med faldskærm. Han var sprængningsekspert og kunne fortælle gruppen, hvor bomberne skulle placeres, og hvor store de skulle være.

Jeg ser for mig mit stuegulv - dækket af papir, d.v.s. grundplaner over fabriksbygninger med bombestederne indtegnet, og kammeraterne kravlende rundt på gulvet for at blive fortrolige med indretningen på forhånd.

Så jeg var som mange andre frihedskæmper - kærester / koner med i ALT.

På det tidspunkt fik vi alle anskaffet os giftpiller, som vi altid havde på os. Hvis Gestapo fandt frem til os ville der blive ildkamp. Ingen ville lade sig tage levende - heller ikke jeg. For hvad kunne jeg ikke røbe under tortur. Det var ikke til at tænke på. Hver nat lå revolveren ved siden af sofaen og håndgranaterne var altid inden for rækkevidde.

Den største aktion i denne fase var sprængningen af DARR' s automobilbyggeri i Silkeborg. Aktionen lykkedes, men 4 af vore kammerater blev taget og siden henrettet i Ryvangen --- det var bittert.

Sigurd Skyum: Silkeborg Seminariums historie. ( side 219 )

Efter at fotografier af fabrikkens arbejdstegninger var sendt til England via Sverige, kom der ordre til omgående sprængning. Fabrikken fremstillede dele til V-1 og V-2 bomberne, der huserede England og navnlig London. Selve aktionen blev udført af "Rejseholdet", som Jens Thellesen var medlem af.

Hvor var så min hverdag i alt dette, ja, jeg gik i skole. Jeg fik - Gud ved hvordan - lavet mit hjemmearbejde og forberedt mig. Jeg gjorde rent, lavede mad til 2 - 3 mand hver dag og var alligevel med i alting på hjemmebane.

Jeg ventede på dem, når de var ude om natten og kom sultne og trætte hjem. Så skulle de have spejlæg og erstatningskaffe. De smed sig på gulvtæppet og sov, hvis der ikke var plads andre steder. Jeg forlod dem, og gik i skole om morgenen.

Jeg husker specielt den morgen efter sprængningen i Silkeborg, der var gået over al forventning. Da vidste vi endnu ikke, at de 4 kammerater var taget, så stemningen var høj, selv om jeg var meget træt..

Der var altid fælles morgensang i skolens aula, og vi sang Ingemans smukke morgensang "Gud ske lov og tak, Vi så dejligt sov". Ak ja.

Der var nu også kommet en anden ting til. Vi telegraferede til London. Mit loftsværelse var ideelt at sende fra, og der kom "Gnisten", som vi kaldte ham, med mellemrum og sendte i kode, selvfølgeligt.

Koderne kom med kurer fra Bennike. Det var en politimand fra den anden side af gaden, som havde påtaget sig det job, og som i øvrigt boede ude hos Bennike. Politimandens seng stod derfor altid tom.

Når belægningen i min lejlighed var hårdest, skete det, at jeg gik over og sov i ægtesengen ved hans kone. Jeg skulle jo passe mit arbejde og tjene min løn. Vi havde meget lidt at gøre med, så mine penge forsvandt i den almindelige forsyningssituation. Det blev som alt andet noget selvfølgeligt.

Ind imellem de større opgaver, lavede de en del lokale jernbanesabotager. I filmen "Århus under besættelsen" er der en optagelse af dem fra en af disse aktioner.

Fra omkring 1. marts ændrede gruppen karakter. Fra at være et rejsehold i sabotage blev den til et likvideringshold. Der var gået så mange likvideringsfolk til, at det var nødvendigt at få nye ind. Det blev en utrolig hård tid frem til 5. maj. Spændingen omkring hver enkelt likvidering var næsten ikke til at bære.

Alt var nøje forberedt. Stikkeren daglige vaner var blevet observeret, for at finde frem til, hvor og hvornår det var bedst at skride til handling.

Min forlovede var den der skød. Med sig havde han 2 opdækningsmænd med maskinpistoler gemt under frakkerne. De skulle træde til, hvis der blev problemer.

Den ene opdækningsmand var maskinarbejder. Han havde forsynet sit våben med et pistolgreb. Denne maskinpistol ligger i dag på museet i Frøslevlejren.

Jeg vil ikke gå i detaljer, men det var forfærdeligt hver gang. Nu var vi alle sammen så engagerede, at der ikke var nogen vej tilbage. Især April var meget belastende. Tyskernes nederlag var indlysende, men deres jagt på modstands-bevægelsen var usvækket, og clearingmord hørte til dagens orden.

Et par dage før den 5. maj gik en likvidering galt. HC - d.v.s. kriminalassistent Jørgen Jensen fra Silkeborg blev hårdt såret af en stikker, han skulle skyde, idet hans pistol klikkede. Han blev hjulpet til Hammel Sygehus. Hændelsen er beskrevet i "Århus under besættelsen" side 320.

Vi besøgte ham den 7. maj. Dagen efter døde han. Hans begravelse nogle dage senere, da vi var befriet for fascismen, var næsten ikke til at bære.

Der stod en enke med 2 halvstore drenge, der havde ventet at få deres Far hjem. Vi sørgede mens Danmark naturligt nok var i festrus.

I "Århus under besættelsen" - side 316-323 omtales likvideringerne, og der er billeder af de kammerater der satte livet til.

De, der overlevede, er ikke nævnt af hensyn til eventuelle hævnaktioner.

Sommeren -45 blev for os en underlig tid, hvor vi skulle prøve igen at leve et normalt liv. Det var sværere, end vi havde forestillet os. Mens alle fejrede befrielsen, skulle vi til den ene begravelse efter den anden - efterhånden som vore døde kammerater blev fundet i Ryvangen og andre steder. Vi var ikke i feststemning.

I øvrigt blev vi hurtigt spredt. Det drejede sig for kammeraterne om at komme hjem til deres familier og arbejde. Der skulle tjenes penge, for dem havde vi det småt med, nogen heltedyrkelse var der ikke tid til.

Efter sommerferien skulle de studerende i gang med de afbrudte studier. Min forlovede tog allerede midt i maj hjem til sine forældre og fik arbejde i tørvemosen. I august vendte han tilbage til Silkeborg for at gøre sin uddannelse færdig.

I efteråret -45 lykkedes det næsten Hartvig Frisch at slå os helt ud med sine angreb på likvideringerne. Men vi mente nu alligevel stadig vi havde gjort det rigtige på det rigtige tidspunkt.

De kammerater der blev i Århus var utrolige trofaste overfor mig. Jeg havde jo nærmest været en slags søster for dem. Jeg havde den fornøjelse i vinteren 1945-46, at nogle af dem der ikke havde en boglig uddannelse, fik mig lokket til en aften om ugen at læse engelsk med dem. Bagefter drak vi kaffe og sludrede. Det var jo noget mere afslappende end vinteren før.

I april -46 indså min forlovede og jeg, at vores forhold ikke kunne holde længere, så vi gik hver til sit. Det var desværre ikke ualmindeligt, at hævede parforhold fulgte i krigens kølvand.

Nogle kammerater kunne ikke klare omstillingen til et normalt liv. De begik selvmord. Det var en stor sorg for os, når det var lykkedes for dem at overleve krigen.

Når man her som gammel skal gøre
op med sig selv, om det alt sammen
var det værd, som det kostede os,
så må jeg sige, at det var det.

Jeg ville aldrig have undværet
den tid, selv om den gav sår,
der aldrig læges.

Musse (Anna) Højgaard Jensen

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 3/3 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund