UNILogin
 
 
 • Indhold

Barn i Viborg

 

 

Oplevet af: Birte Jørgensen

1940
Vores hus lå dengang i udkanten af Viborg, og vi havde fri udsigt over markerne og kunne se langt ud af Holstebrovej. Jeg husker et par dage efter 9. april, at vi stod ved stuevinduet og kunne se lange køer af tyskere, der invaderede Viborg. Der var tanks, biler og lange kolonner af marcherende tyskere.

Inger blev født den 2. december derhjemme med assistance af faster Jessie, der på det tidspunkt var i praktik på sindssygehospitalet, som led i hendes sygeplejeuddannelse. Man havde sommertid under hele krigen, og det betød, at Inger fik sin fødselsdag den 2., idet hun blev født kl. godt 24.00. Hvis det havde været normal tid, ville kl. kun have været 23, og hun født den 1. december.

Krigen kom til at præge min opvækst i Viborg, nok fordi det optog mine forældre meget, og som følge af deres samtaler, som nok ikke var for små øren, opfattede jeg nogle episoder, både stærkt og også uforståelige, men alligevel med en tryghed, fordi de ikke lod os mærke deres angst og bekymringer.

Episoder fra krigen, som jeg husker, kan jeg ikke datere, men den værste var, da banen blev saboteret. Thorkild og jeg sov på vores værelse i gavlen ned mod banelegemet, og vi vågnede ved nogle høje eksplosioner, sengene hoppede og ruderne klirrede, store lysglimt på himlen anedes omkring rullegardinerne i vinduet. Jeg var hundeangst og krøb ned under sengen. Mor kom ind og hentede os ind i soveværelset, hvor Inger sov, og lidt efter lidt faldt vi til ro i den store seng alle 5, og der blev meget stille. Jeg syntes, det varede hele natten, men det var vel overstået i løbet af en lille times tid.

Min far fik nu lavet et beskyttelsesrum i vores viktualierum i kælderen, hvor min mor havde saltet flæsk, syltetøj, saft på hylder, og æg, der blev opbevaret i en galvaniseret spand med vandglas. Det var et smalt rum, men der blev stillet stole op og lagt tæpper frem, og uden for vinduet blev der lagt store sandsække, og det fandt vi meget spændende. Hvor mange gange det blev benyttet, har jeg ingen erindring om, jeg kan svagt huske en enkelt gang på vej derned, og jeg er ikke sikker på, at vi var der hver gang, der var luftalarm. Jeg husker dog tydeligt sirenerne, der lød som advarsel til folk og igen lød som afblæsning af luftalarmen, samt lyskeglen, som tyskerne tændte og drejede rundt over byen for at afsløre engelske fly. Derfor var jeg også meget imod det lysshow, der blev vist ved Vestkysten i anledning af 50-året for Danmarks befrielse, 4.maj 1995, det mindede mig om den mørke side af krigen.

Fra stuevinduet oplevede jeg engang jagten på en mand, som tyskerne skød efter, og noget uforståeligt, som jeg ikke måtte snakke om, nemlig en tysk soldat, der stod og lurede ved kældertrappen, og kom den vej ind. Så blev vi lagt i seng. Min far og mor har senere fortalt om en ulykkelig østrigsk soldat, som min far havde truffet på Statsbanen, hvor far nu arbejdede, fordi VVS- branchen var ramt af arbejdsløshed, og han ellers ville blive sendt til Tyskland. Det blev mange arbejdsløse, villigt eller uvilligt. Soldaten hadede krigen og savnede sit familieliv, så far fik ondt af ham og inviterede ham hjem nogle aftener, hvor han fik noget mad. Det var ellers en farlig situation for min far, han kunne jo være blevet udråbt som tyskervenlig, men hans medmenneskelighed var større, og ifølge Inger tror hun han deltog i illegalt arbejde blandt frihedskæmperne, men med hvad har han aldrig fortalt.

Der var tyskere og afspærringer overalt i Viborg, større forsamlinger måtte ikke stå stille og tale sammen, så jeg var altid ræd, når vi var på bytur, og mine forældre mødte bekendte, som de talte med. Jeg stod altid og trippede for at komme videre. Vi deltog også i alsang på stadion, hvor folk måtte samles, og der blev sunget de danske sange, der var altid utrolig mange mennesker.

Derhjemme om aftenen sad min far altid med hovedet inde i radioen og hørte de engelske sendinger, hvor en dansk speaker remsede en masse fornavne op. Det var meldinger til frihedskæmperne og sabotørerne.
Vi havde fået mørklægningsrullegardiner, påtvunget af tyskerne, igen for at englænderne ved deres overflyvninger ikke kunne orientere sig.

Huset havde centralvarme, men kullene slap op, og vi måtte fyre med tørv. Flere gange læssede en lastbil enorme mængder af tørv af på fortovet, og vi deltog alle med at fylde store spånkurve, som blev båret ned i fyrrummet. Vi var brune som negre, tørvestøvet sad i ører, næse, hår og mellem tæerne, støvet lå overalt på fliserne og i kæ1deren, så hver gang skulle der en større renselse til.

Moster Vitte var husbestyrerinde hos Chr. Christensen på Stensiggård, der lå i Løgstrup ca. 8-10 km fra Viborg.(Hans sønner blev senere gift - Carl Anker med Vitte og Anders med moster Clara).
Fra Stensiggård modtog mine forældre under krigen madvarer, måske de købte.
Turene derud foregik altid på cykel, Inger sad bag mor i en cykelstol, Thorkild på stangen hos far og jeg på min egen cykel. Det var altid en angstfyldt tur for mig, idet vi skulle passere en gård, hvor de havde nogle gale gæs, som løb efter mig, iflg. min hukommelse altid, men det var nok angsten mest, jeg husker. Angstfuld var turen hjem også, fordi vi skulle være hjemme før spærretid, dvs. tyskerne havde også bestemt, at man ikke måtte være ude efter et bestemt klokkeslæt.

Engang forvred Inger sin fod, som var kommet ind i mors baghjul, hvilket jeg husker mor var meget ulykkelig over, og at Inger havde bind på den fod meget længe.

Madvarerne, gris, grøntsager m.m. blev pakket ind i avispapir og transporteret hjem i den store brune kuffert, som jeg mener Lotte har, og nærmest smuglet ind i huset, den trafik var også forbudt.
I øvrigt cyklede vi meget, f.eks. til Hjarbæk fjord med far og mors venner, Dues, der var en fin badestrand. Og til Dollerup Bakker, som mor syntes var det smukkeste sted i verden.

1941

Min skolegang startede på Vestre skole i august måned, og jeg glædede mig meget, fordi jeg kendte skoleinspektøren, en kvinde, C. Nordentoft Jensen, der boede i Fredensgade og havde baghave ved siden af vores hus. Jeg så nu ikke meget til hende på skolen. Som læsebog fik vi Svanebogen, som jeg har endnu, ellers husker jeg ikke noget om skolegangen. Derimod husker jeg, at vi skulle flytte fra skolen, fordi tyskerne overtog den og brugte den til lazaret.

Alle elever deltog. i flytningen af skolens materiel, jeg bar en udstoppet fugl ned i præstegården bag domkirken, hvor nogle elever skulle være, jeg selv kom på Teknisk skole i Reberbanegade. Her kom jeg ud for en kedelig oplevelse vedr. retfærdighed. Ved leg i et frikvarter skubbede nogle større elever til mig, så uheldigt at jeg faldt ind i en rude, som gik i stykker. Selv kom jeg ikke noget til, men jeg blev kaldt op på skoleinspektørens kontor og skældt ud. Jeg følte en ydmygelse uden lige, for jeg havde jo ikke gjort noget, jeg følte også, at alle kiggede efter mig og snakkede om mig, hvad de vel ikke gjorde, en sådan episode er hurtigt glemt, men oplevelsen af de voksne fulgte mig i flere år. Det var en rigtig dum skole, hvor man forresten heller ikke kunne skrive mit navn rigtigt. En gang blev jeg spurgt om mit navn, og da jeg svarede Birte Hansen, spurgte man, om det var med h, hvilket jeg sagde ja til som en selvfølge, tja, så blev der skrevet Birthe, jeg troede det gjaldt efternavnet.

På min daglige tur til skole gik jeg forbi Vestre skole, der nu var indhegnet med et stormasket hegn, og et stort rødt kors var malet på taget. Indenfor humpede sårede tyske soldater rundt, og en del stod lige ved hegnet. De ville gerne i kontakt med folk udenfor, men vi børn talte nu ikke med dem.

Det var et rystende syn for os børn. Nogle manglede enten et ben eller en arm, de bevægede sig rundt ved hjælp af trækrykker, som gik helt op under armhulen. Andre havde store forbindinger om hovedet eller klap for øjet, og jeg havde faktisk ondt af dem.

Efter sommerferien i 1945 flyttede alle elever tilbage til skolen, der var blevet renoveret og desinficeret, og jeg kan stadig huske den stærke og mærkelige lugt i lokalet. Rygter eller sandhed, det lød, at tyskerne havde haft fnat, og mor blev meget urolig over det, så vi blev flere gange behandlet eller nærmere desinficeret med en væske, købt på apoteket, som blev smurt på hele kroppen med en malerpensel. Det sved, især hvor huden var tynd, bl.a. i de ædlere dele og under armene, bagefter blev vi skyllet under bruseren og lignede nyfødte grise, og jeg husker stadig den lugt, som en blanding af fernis og syre.

Aftenen, den 4. maj - befrielsen.
Hvorfor jeg ikke var i seng, ved jeg ikke, men mor og jeg opholdt os i stuen, hvor radioen var tændt, og far var af en eller anden grund på vej i seng. Pludselig råbte mor efter far, og han kom ind i stuen i sin stribede pyjamas og lyttede med ved radioen, og så græd han. At far græd, hvad var det for noget? Men det var jo af glæde over frihedsbudskabet, som lige var blevet bragt, han græd. Hurtigt klædte mine forældre om, og sammen med Vellev Andersens gik de ind til byen. Jens kom op til os, og jeg var barnepige, mens de var ude.

Det var en lys og lun sommeraften, og vi børn gik ud på altanen og kunne høre folk feste og larme i gaderne omkring huset, en usædvanlig og ligesom førstegangsoplevelse for en niårig, der kun var vant til ikke at være ude efter mørkets frembrud. Vi måtte være længe oppe, og da det blev mørkt, oplevede vi, at folk ikke rullede for men satte hvide stearinlys i vindueskarmene. Den tradition holder jeg ved endnu, ganske vist med fyrfadslys.

Dagen efter spadserede vi alle ind til byens centrum, hvor alt syntes kaos. Flagene var hejst overalt, afspærringer fjernet. Folk var glade og stimlede sammen om frihedskæmperne, der stod ved de af tyskerne besatte ejendomme, med deres rød-hvide-blå stribede armbind på, og med rifler på skuldrene. Fars kollega Richardt Pedersen var frihedskæmper, og ham hilste vi på, og jeg var så stolt, at vi kendte sådan en. Han blev senere fars kompagnon i Nibe.
Jeg hørte ord som landsforræder og tyskertøse, som jeg jo ikke forstod. De voksne talte om piger, der fik barberet håret af, og jeg så frihedskæmpere gå med en mand, der havde hænderne op over hovedet, så jeg fornemmede alligevel noget alvorligt.

I anledning af befrielsen, blev der skrevet en sang: ”De fem forbandede år”, som jeg hurtigt fik lært igennem radioen, hvor den blev spillet hele tiden. Senere fik jeg den på noder, og jeg husker stadig omslaget, der havde frihedskæmperarmbindet i farver på forsiden, men heftet er forsvundet, som så meget andet med tiden.

Folk gik med runde hæklede huer i de rød-hvide-blå farver, som var RAF's farver, englænderne havde dette logo på deres fly, og de var jo befrierne. Disse oplevelser fra barndommen har hele livet givet mig et forbehold over for tyskere, for mig var de de onde, selv om jeg senere har mødt venlige og gæstfrie mennesker her og i Tyskland.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 3/3 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund